Jeg skulle ønske, jeg var færdig med at få børn…

Selv om jeg har skrevet herinde i snart et år (!), så kan jeg godt se, at det er begrænset, hvor mange personlige indlæg der er kommet… Det er som sådan ikke et bevidst valg fra min side, men det er på en måde også lidt grænseoverskridende, at dele helt private tanker med offentligheden. Og dog, et par stykker har der da været – blandt andet den gang jeg skrev om, at vi ikke sover sammen med børnene (altså, at vi ikke dyrker “samsovning”).

Jeg vover mig dog ud på den glatte is igen nu her, og vælger at dele noget, der er lidt mere privat end familiepolitik og kageopskrifter…

Der er nemlig sket det, at der er flere af mine veninder, der enten lige har fået barn nr. 3, er gravid med barn nr. 3, eller som planlægger at blive det indenfor overskuelig fremtid. Og det sætter nogle tanker i gang hos en selv… Er familien komplet som den er, eller “mangler” der et barn for at gøre den fuldendt?

Inden jeg fik børn, ville jeg rigtig gerne have 3, måske 4 styks. Så kom Røveren, og vi fik øjnene op for hvordan det er at være forældre…og misforstå mig ikke, men Røveren var fx. én, der ikke sov specielt godt, og søvnmangel kan tage skrukheden fra de allerfleste. Så der nedjusterede vi det planlagte antal børn til 3, måske 2. Og så kom toeren. Bassen. Og hvor end dejlig, skøn og ønsket (omend ikke sådan 100% planlagt) han både var og er, så skal man ikke undervurdere den mængde arbejde der er i det at have to børn med ca 1,5 år imellem! Så efter at Bassen kom til blev antallet IGEN nedjusteret – til 2, måske 3 børn…Og der er vi så stadigvæk.

img_7292

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg I PERIODER har meget lyst til en 3’er. Tanken om sådan en lille man kan ligge og snuse til..I ved godt, den dér babylukt, som de kun har de første få måneder af deres liv…uh, altså, jeg kan mærke det rasler lidt i æggestokkerne bare ved tanken, haha. På den anden side, så ville det være så dejligt nemt, hvis vi var færdige med at få børn nu. Så slap vi for at investere i en hulens masse babyudstyr (vi solgte meget af vores ting efter Bassen), vi slap for at skaffe os en ny bil, vi skulle ikke betale ekstra på bussen hver gang (ja, én voksen må maks have to børn med på sin billett), og mange, mange andre tilfælde, hvor der er lagt op til “to voksne og to børn” ville vi glide ind i som hånd i handske. Og ikke mindst; ikke flere søvnløse nætter (og dog – det er da ikke fordi drengene ikke har perioder hvor de er vågne – vi er faktisk inde i sådan en periode nu her, bah!). Det er bare på mange måde nemmere med to børn, eller? Jeg har jo ikke prøvet andet, så jeg kan jo ikke sige det for sikkert, men jeg kan da godt tænke mig til det. Man har fx. kun to hænder – hvad gør man så med det tredje barn når man går på steder, hvor det er nødvendigt at have 100% styr på de små?

Jeg snakkede på et tidspunkt med en veninde om dette, og hun sagde, at hun troede som sådan ikke hun ønskede et tredje barn, men at det var mere tanken om en ny graviditet, barsel, osv. som appelerede. Og det kan jo sagtens være, at det er mere dét, der trækker. For hvis man ser væk fra min konstante kvalme og opkast (som man fortrænger overraskende hurtigt), så havde jeg to skønne graviditeter, og lige så skønne barsler – omend der var lidt mere travlt på barsel nr. 2 🙂

Manden og jeg snakker også nogle gange om det – bl.a. når vi gik i gang med at sælge babyudstyr. Og på mange måder tror jeg han ville synes det var fint, hvis vi besluttede os for, at vi var færdige nu her. Ikke kun på grund af de praktiske ting, men som han også siger, så vil han også gerne kunne være der for børnene. Være med til fodboldkampe, forældremøder, gymnastikopvisninger og læktiehjælp. Og jo flere børn man får, jo sværere vil det blive at være der for dem alle. Og det er jo et megagodt argument! I tillæg hører man mange historier om par, der bare liiige skulle have en 3’er, og vupti, så fik de tvillinger. Eller om par, der ikke kunne holde til det at komme “i undertal”, og dermed endte med at gå fra hinanden. Og sådanne scenarier får en da til at tænke en gang ekstra over det…

På den anden side kan jeg ikke helt slippe tanken om en 3’er. Jeg er bange for at sidde der om 10 år og fortryde, at vi IKKE fik et barn mere…at der ville mangle noget (eller, rettere sagt; nogen). For selv om jeg (i hvert fald til tider) synes det er hårdt arbejde at have små børn, så synes jeg også det er helt igennem fantastisk! Det er derfor jeg siger som jeg gør i overskriften; Jeg skulle ønske, at jeg var færdig med at få børn. At jeg var helt afklaret med det, og havde det supergodt med det. Jeg tager mig faktisk i at blive en lille smule jaloux på de af mine veninder, der er helt klare på, at de er færdige med at få børn. For så kan man planlægge ud ifra dét. Man har ro på.

Nu skal det hellere ikke lyde som om, at jeg/vi har travlt med at få en 3’er – det har vi bestemt ikke (igen – det er ikke engang sikkert at vi skal have flere børn). Jeg har da også godt 10 fertile år foran mig, så det er hellere ikke fordi, at en beslutning skal tages NU HER. Men alligevel er det noget man skal tage med når man fx. lægger planer ift. fremtidig boligsituation o.l. – i sådanne situationer det jo ret relevant at tænke over, hvor mange børn man tænker at få. På den anden side kan jeg forestille mig, at jeg ikke gider at starte forfra igen, når børnene nærmer sig teenage-årene, så det skal nok være indenfor en overskuelig årrekke, hvis det er.

Ahrg, altså, jeg synes det er svært. Nærmest lidt et luksus-problem, men stadigvæk et problem…eller, nok mere et dilemma. Har I nogle gode råd? Er der nogen af jer, der har haft de samme tvivl som mig, og som har taget et valg? Fået 3’eren? Eller besluttet jeg for at stoppe ved de 2? Og har I været glad for jeres valg? Erfaringer og råd tages i mod med kyshånd!

Kh Therese

These Days…

Der sker ret meget i vores lille forstadshjem de her dage – så meget at det kan være lidt svært at hænge med i svingene.. Men det er jo primært gode ting, der sker. Så selv om jeg nogle dage er så træt, at jeg ender med at gå i seng ikke længe efter børnene, så er det trods alt med et smil på læben jeg falder i søvn. Her er nogle af de ting, der sker i vores liv:

img_3997

  • Denne uge er det helt klart studiestart, der har fyldt mest! Som jeg skrev i dette indlæg, er jeg jo lige startet på en kandidat i IT og webkommunikation, hvilket er VILDT spændende. Jeg må dog indrømme, at jeg kan mærke at studielivet er ret langt fra den hverdag jeg har haft indtil for nyligt (man sidder meget stille i dyb koncentration over længere tid…altså ret langt fra det at tage sig af to drenge på 2 og 4 år). Det jeg dog er enormt begejstret for er, at der er meget fokus på praktisk læring på dette studie, så man sidder ikke bare om HØRER om fx. html5, man går selv igang med at bruge det. Første dag. Så ja, min hjerne er lidt træt når dagen er omme, men det gør som sådan ikke noget 🙂

  • Er jeg i fuld gang med at forberede mig til min første arbejdsdag på tirsdag. Dem, der følger mig på instagram har måske allerede set, hvor jeg starter – ellers skal jeg nok fortælle mere om det om et par dage. Men der er lidt forskellige papirer, der skal udfyldes, et par introkurser jeg skal igennem, og en hel garderobe, der skal opdateres (der har ikke været brug for så meget fancy arbejdstøj de sidste par år, så tøjshopping er en nødvendig onde, hehe)

  • Nyder vi “det bedste fra to verdener” – hvor de to verdener er årstiderne sommer og efterår. Jeg ELSKER, at sommeren besluttede sig for at vende tilbage – om så bare for nogle dage…så vi går i bare tær og t-shirts, samtidig som vi mener vi godt kan tillade os at tænde stearinlysene når vi spiser morgenmad. Børnene synes det er hyggeligt med det levende lys, og de elsker at puste dem ud når vi skal afsted… Jeg er dog blevet en lille smule usikker – er det ikke noget med, at det er lidt usundt med overdreven brug af stearinlys? Og hvad er overdreven brug??

  • Er vi ved at vænne Bassen af med at spise efter aftensmaden…sådan en ting man overhovedet ikke tænke over inden man er forælder selv, men samtidig en ting jeg tror utrolig mange forældre skal tage stilling til; må børnene få noget at spise efter aftensmaden? Herhjemme har vi haft den tommelfingerregel, at vi ikke synes børnene skal gå sultne i seng i de år, hvor de ikke er store nok til at forstå princippet hvis-jeg-ikke-spiser-mig-helt-mæt-til-aftensmad-er-der-ikke-noget-før-morgenmad. Røveren har kunne forstå dette i et stykke tid, så med mindre der er “formildende” omstændigheder hedder det ingen mad mellem aftensmad og morgenmad. De formildende omstændigheder kan være, hvis vi har gæster til aftensmad, og han ikke kan koncentrere sig, vi spiser ude på restaurant eller hjemme ved nogen – igen det dér med koncentration, eller hvis vi prøver en ny ret, hvor der er en vis sansynlighed for, at smagen kræver tilvænning. Indtil for nylig har Bassen været undtaget de her “regler”, og har derfor fået mad, hvis han har sagt, at han var sulten. Det er ikke noget fancy vi disker op med – efter aftensmad er det KUN rugbrød med smør, der bliver serveret. Ingen rester, intet pålæg, ingenting. Kun brød med smør. Det er også meget bevidst, da det ikke skal være sådan, at drengene undlader at spise aftensmaden fordi de ved, at de kan få noget lækkert lidt senere.
    Nåh, men det jeg var ved at sige er, at vi er ved at vænne Bassen af med det at få rugbrød efter aftensmaden. I lang tid har han sagt at han var sulten lige ved sengetid, og vi har tænkt, at han måske var midt i en periode, hvor han vokser meget eller lign. Men så har der så været nogle gange, hvor vi har fået lidt sen aftensmad – og endda en af hans favoritter, som han naturligvis spiste meget godt af. Da han var på vej i seng blot 20 minutter efter aftensmaden var færdig påstod han stadigvæk, at han var sulten. Dér gik det op for os, at det nok er blevet en blanding af en vane og en måde at trække putningen lidt. Og efter vi blev opmærksomme på det, og er begyndt at “udfordre” ham lidt på det, så er der gået decideret sport i det fra hans side…så vi er blevet enige om, at han nu er stor nok til at følge de samme regler som storebror gør. I starten var jeg bange for, at han ville vågne midt på natten og være dødsulten, men han har ikke engang været megasulten når han vågnede om morgenen, bare normalt sulten. Så det er nok alligevel ikke så katastrofalt, at vi nu har skærpet reglerne for ham…

  • Er Bassen gået i “hate-mode”. Hade er simpelthen det nyeste ord i hans vokabular, og han bruger det med stor flittighed…! Jeg må indrømme, at jeg er en lille smule imponeret over, at han godt kan finde ud af at bruge det nogenlunde korrekt – han mangler måske bare forståelsen for at det udtrykker en helt speciel nuance af irritation eller dislike…lidt som hr. skæg siger i bandeordssangen (som Røveren forresten en megastor fan af – hvilken anden sang gør det legitimt at gå rundt at sige pis og røv og fy for fanden) “hvis man bander hele tiden mister de værdien”. Det er lidt det samme med HADER. Hvis man bruger det hele tiden mister det lidt værdien. Jeg må indrømme, at det ramte mig lidt en morgen da vi gjorde os klare til at komme ud af døren, og jeg så siger “nu skal I i børnehaven (Bassen gider ikke være et vuggestuebarn, haha), og mamma skal i skole” – og Bassen så svarer “Jeg HADER, at du går i skole”. Ouch, den sved! Måske især fordi jeg jo havde/har lidt sommerfugler i maven over denne overgang fra livet som hjemmegående til livet som studerende/arbejdende. Så den ramte mig en lille smule… Men da han senere samme dag – om aftenen da vi var ved at putte ham, og han (igen igen) spurgte efter en liiiiillebitte rugbrød og han fik svaret, at der ikke var mad før morgenmad – råbte “JEG HADER MORGENMAD”, så gjorde hans udtalelse fra om morgenen knapt så ondt, haha.

Ja, der sker lidt af hvert hjemme i vores hytte… Nu vil jeg tage min kaffekop og placere mig imellem mine to drenge, der lige nu sidder og ser venskabsbyen. Dagen byder på fødselsdagsfejring af en fætter og aftensmad med farmor og farfar. Så er den weekend også gået. Håber I nyder jeres søndag – med eller uden planer.

Vi sover ikke sammen!

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

En snak om nøgenhed på VoresBørn.dk

Jeg kom lige i tanke om, at jeg ikke har fået nævnt, at den snak jeg havde i Århus Onsdag/Syd for et par uger siden også er kommet på hjemmesiden til magasinet Vores Børn…

Skjermbilde 2016-09-02 kl. 13.26.32

Jeg begyndte at “blogge” for vores børn for et par måneder siden, men på grund af en lang sommerferie har der ikke været flere indlæg siden dette, hvor jeg påstår, at alle forældre lyver for deres børn.

Jeg har allerede sendt flere indlæg til “godkendelse” – blandt andet et, der opsummerer lidt de ting jeg har lært af det, at være hjemmegående, så det bliver meget spændende at se, om/når de kommer på hjemmesiden 🙂

Hvis I vil læse artiklen på Vores Børns hjemmeside, så kan I følge dette link.

En snak om nøgenhed…

Midt i al min jobsøgning, niecehygge og ellers daglige gøremål, så glemte jeg helt at gøre opmærksom på, at min sidste klumme for Århus Onsdag/Syd var ude…heldigvis kan man stadigvæk finde den på nettet, så dem af jer, der ønsker at læse den kan bare følge dette link (og bladre om til side 2).

Jeg vil meget gerne høre jeres tanker om det jeg har skrevet! God søndag aften til jer 🙂

Skjermbilde 2016-08-21 kl. 18.12.35

Vuggestuestart

Sommerferien er ved at være over for vores del, og på mandag starter Manden på arbejde igen og institutionen åbner. Røveren glæder sig helt vildt meget til at se sine venner igen (han savnede nogle af dem så meget, at vi har måtte arrangere et par playdates den sidste uge blot for at dække hans lege-med-kammerater-behov)… Bassen skal også tilbage i institution, hvilket jeg er lidt spændt på.

Dem af jer, der følger bloggen ved nok, at Bassen startede i vuggestue i midten af maj. Vi havde naturligvis gjort os mange overvejelser i forhold til hans opstart – både i forhold til HVORNÅR han skulle starte, men også om HVORDAN vi kunne sikre en bedst mulig start på institutionslivet for ham…I kan læse om de overvejelser her. I det indlæg skriver jeg også om Bassens første dage i vuggestuen, som gik RIGTIG godt – som i over al forventning.

IMG_6270

Deeeet varede dog ikke længe. Først uge gik altså som en drøm, men allerede første dag i uge 2 var det vendt, og Bassen havde IKKE lyst til at komme i vuggestue. Om det var fordi det nu var gået op for ham, at dette ikke kun var en ting vi “prøvede af”, eller om det var fordi hans kontaktpædagog ikke var der den dag, og den anden pædagog (som han jo egentlig godt kender fra alle vores besøg) havde været sygemeldt et stykke tid, og var lige kommet tilbage dén dag (så han ikke rigtig havde nået at reconnecte med hende), ved jeg ikke. Han ville IKKE afleveres. Og det kom SÅ meget bag på mig – for ugen forinden havde han jo nærmest skubbet mig ud af døren. Men denne dag ville han kun sidde på mit skød, og blev ved med at sige, at han ville med mig hjem. Dette skar mig naturligvis i hjertet, men jeg havde på forhånd også været forberedt på, at der måske ville komme nogle reaktioner (altså, andet ville i mine øjne nærmest være unaturligt), så jeg tog mig god tid og forklarede, at han blot skulle være der og lege lidt mens mamma skulle arbejde med kedelige ting, og så ville jeg hente ham efter han havde spist sin madpakke. Det så ud til at han accepterede det, så lidt efter vores snak gik jeg over til pædagogen med ham, så han kunne sidde ved hende da vi skulle sige farvel. Idet vi kommer hen til pædagogen og jeg siger, at nu skal jeg til at gå, bliver han dog VOLDSOMT ked af det – han skriger og går i flitsbue, og gør alt hvad han kan for at komme ud af pædagogens arme og hen til mig. Jeg bliver totalt sat ud af den, og det eneste jeg kan finde på at gøre er at sige farvel og skynde mig ud derfra – jeg blev simpelthen rådvild, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med.

Dette var den første (og eneste) gang jeg var tæt på at græde selv. Det var ikke sjovt at komme ud til bilen og have hans skrig i mine ører…jeg gav det 10 minutter, før jeg ringede op til institutionen for at høre, hvordan det gik. Jeg tænkte, at hvis han stadigvæk var helt ude af den, så ville jeg bare skynde mig derop igen, så kunne vi lade som om, at dette var en MEGET KORT dag 😉 Når jeg ringede derop havde han det dog ok…han havde været meget ked af det, og grædt i nogle minutter inden de havde spurgt om han kunne tænke sig at gå på legepladsen (jeg ved de egentlig havde “sangsamling” på programmet, men fordi de vidste at han ville blive glad for at komme på legepladsen, så havde de ændret planerne lidt <3) – og så havde han vidst gået fra at være ked af det til blot lidt skeptisk. Da jeg hentede ham den dag – 2,5 timer efter jeg havde afleveret ham – var han glad, både for at se mig, men også generelt. Jeg havde dog i løbet af de 2,5 timer gjort op med mig selv, at jeg ikke ville gå fra ham igen, hvis han var så ked af det…jeg havde gjort det den ene gang fordi hele situationen kom bag på mig, og jeg var rigtig ked af det selv. Derfor fortalte jeg til pædagogerne, at hvis han blev ked af det en anden gang, så ville jeg blive indtil han var (mere) klar til at sige farvel, og det havde pædagogerne det fint med.

De efterfølgende dage den uge var jeg dermed nødt til at blive, for han gav hver dag udtryk for, at han ikke ville have, at jeg skulle tage afsted (bl.a. ved at prøve at tage mine sko af når vi kom derop, ved at sætte sig på mit skød, og ved at sige, at jeg skulle blive der sammen med ham). Jeg var der i op til 45 minutter indtil han var godt i gang med en leg, og så var det ok for ham at sige farvel til mig. Jeg prøvede også at få Røveren med ind i vuggestuedelen, så jeg kunne sige farvel til dem begge, hvilket Bassen synes var fint. Dette dulmede min dårlige samvittighed – altså, jeg slap for at se at han blev ked af det – men jeg vidste jo godt at det ikke var en langtidsholdbar løsning…når jeg engang skal starte i arbejde, så duer det jo ikke, at jeg skal bruge én time på aflevering. Og det skal hellere ikke være sådan, at Røveren skal være med, for så vil han måske påtage det som sin opgave, at lillebror ikke bliver ked af det. Det skal han for det første ikke udsættes for, og for det andet, så har vi jo så bare problemer, hvis Røveren er syg eller af en eller anden grund ikke skal i børnehave.

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Så da jeg i slutningen af uge 2 skulle have en snak med Bassens kontaktpædagog var dette det centrale emne. Normalt bruger de de her samtaler på at lære barnet og familien bedre at kende, men det var overflødigt i dette tilfælde, og vi kunne derfor få en god lang snak om hvordan vi skulle gribe det an – for vi var begge enige om, at den “løsning” jeg havde fundet ikke var holdbar. Og til dette mødet sagde kontaktpædagogen mange ting, der gjorde indtryk på mig. Blandt andet sagde hun, at grunden til at han reagerer så meget på det, at jeg går er fordi det er et tab for ham. Og det er derfor meget naturlig – og nærmest også godt, at han kan reagere på den måde han gør – det er et sundhedstegn. Nøj, hvor gjorde det ondt at høre, at det vi nu “påfører” ham er en form for tab, men selvfølgelig er det jo det…hvis han fik bestemme, så startet vi institution SAMMEN – men sådan kan det ikke hænge sammen. Men pædagogen stoppede heldigvis ikke dér. Vi fik også en rigtig god snak om vigtigheden af at anerkende hans tab, og om at lade ham have lov til at mærke det. For kun på den måde kunne han også mærke, at han kunne overkomme tabet. Som pædagogen også sagde (og nøøøøj, hvor skar det i mit hjerte da denne sætning kom); “han vil opleve mange tab fremover i sit liv på den ene eller den anden måde. Det er vigtigt at han får lov til at mærke det, og får at vide, at det er ok at han kan mærke det – for kun på den måde kan han opleve, at han kan komme over dem – både nu, men også i fremtiden”. Pyha, ikke bare bliver jeg mindet om, at det han går igennem nu føles som et tab for ham, men også det faktum, at min lille dreng vil opleve mange former for tab i sit liv…det er nok unødvendigt at nævne, at jeg på dette tidspunkt begyndte at tude.

Men med det i tankerne lagde vi en ny slagplan – en som jeg også havde det godt med. Anerkende hans følelser, og vise ham, at det ikke blot var OK, at han havde det på den måde, men også vide selv, at det var SUNDT. For det er det. Jeg tænker også med mig selv; jeg kunne da SELV mærke, at det stak lidt hver gang vi skulle sige farvel til hinanden – vi har trods alt været sammen mere eller mindre hver dag af hans liv…så hvordan skulle man så kunne forvente, at én på 2,5 år ikke ville have det på samme måde? Forskellen på os er blot det, at jeg har haft 30 år på at lære mig at håndtere disse “tab”.

Så da uge 3 startede var det med denne slagplan in mind. Og allerede på dag 3 kom det, man nok kan kalde for et “gennembrud”. Vi var taget derop som sædvanlig og han legede lidt mens jeg fik tjekket ham ind osv. Da tiden kom for at vi skulle sige farvel satte jeg mig ned til ham, og forklarede ham det. Og han blev ked af det. Men i stedet for, at klynge sig til mig og sige at han skulle komme med, gik han frivillig hen til sin kontaktpædagog som sad sammen med os, og kravlede op på hendes skød og søgte trøst. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde en smule ondt – for hvor jeg både ser det som en tillidsærklæring til pædagogen, så så jeg det også som en “kapitulation” fra Bassens side. Han havde indset, at det ikke nyttede at “kæmpe imod”, og gav derfor efter. Og ved I hvad, det kan godt være, at det var det, der skete, men det er vel også en del af det at lære at mestre tab – at acceptere de ting man ikke kan ændre, og gøre det bedste ud af det – hvilket i hans tilfælde var at lade sig trøste af andre end mig. Lidt på samme måde gik afleveringssituationen hver dag han var der den uge, blot med lidt bedre humør hos Bassen for hver dag som gik. Da vi kom til uge 4 (af de 7 uger han havde der inden sommerferien) var han ikke længere ked af det, da vi skulle sige farvel, hvilket var et rigtig dejligt punkt at komme til – især fordi det viste sig, at jeg fik et job jeg skulle starte i blot et par uger efter (og som jeg så alligevel endte med at sige op efter blot et par uger).

Resten af tiden han var i institution inden sommerferien var der ingen problemer med at sige farvel. Han ville gerne have, at jeg holdt ham i hånden indtil vi har kommet hen til en af pædagogerne, men når han så først havde nogen ved sin side, der kunne støtte ham i det at sige farvel til mig, gik det superfint. Han/vi fik et lille mønster, hvor han fik en kys og en krammer fra mig inden han gik hen til pædagogen, og så vinkede vi ellers glad farvel til hinanden. SÅ skønt!

I har måske opdaget, at jeg i det ovenstående kun har beskrevet selveste afleveringssituationen, og det er der en grund til. Det var nemlig KUN der, vi havde “problemer”. Alle øvrige tidspunkter han var i institution kunne pædagogerne fortælle, at han havde det som blommen i ægget – især, hvis de var på legepladsen eller hvis han fik lov til at lege med de store (altså børnehavegruppen), hvilket han fik lov til ret tit. Han synes det var sjovt at have et eget rum i den institution vi havde besøgt så meget, og var stolt over at have egen madpakke med. Jeg kunne også se med mine egne øjne, at han havde det godt de gange jeg fik lov til at agere “flue på væggen” – dvs. når jeg kunne stå og observere ham inden han opdagede, at jeg var kommet for at hente ham. En gang var han fx. lige kommet op på puslebordet i det jeg kom, og selv om jeg gik ud på badeværelset kunne han ikke se mig, da der var en lille halvvæg der skillede os.
Pædagogen der skiftede ham og jeg aftalte med øjnene, at jeg blot kunne observere lidt, og det var helt dejligt at se, hvordan han lavede sjov med pædagogen (ved at prøve at sprøjte vand fra vandhanen på hende) og ved at insistere på, at det var ham, der bestemte! 🙂 Han fortalte også på eget initiativ at det var spiderman, der var billede af på hans underbukser, og om hvad spiderman kan. Det er så skønt når man kan se hvordan børnene agerer, når de ikke ved at man er til stede. Den sidste ting, der gjorde at jeg vidste, at Bassen var glad for at være der var, at hver gang (mere eller mindre) jeg hentede ham fik jeg en hurtig krammer inden han begynte forhandlingen; “ti minutter mere, mor. Bare TI minutter”. Det er nok overflødigt at sige, at det aldrig blev kun ti minutter… Og hvis jeg var så ond, at hente kun Bassen og ikke Røveren, fx. hvis Bassen skulle hjem og sove og Røveren gerne ville blive længere, så fik jeg skæld ud hele vejen hjem…kun en ond mor kan finde på at tvinge den ene til at tage hjem før den anden – SÅ uretfærdigt!

Sådan forløb altså Bassens indkøring i vuggestue – og jeg må sige, at selv om det var et par uger, hvor afleveringssituationen ikke var sjov, så er det gået rigtig godt! Det har ikke på noget tidspunkt været så “slemt”, at vi har revurderet hans vuggestuestart – måske især fordi vi kunne se hvor glad han var for at være der når afskeden bare var overstået. Jeg er dog meget spændt på hvordan det bliver at komme tilbage efter sommerferien…nogle af gangene når vi snakker om institutionen bliver han begejstret, mens andre gange siger han “jeg tror bare jeg bliver hjemme”, haha. Min værste frygt er, at vi kommer tilbage dertil, hvor det var aller sværest at sige farvel – men uanset hvad, så ved jeg jo nu, at det går over – og denne gang forhåbenligvis hurtigere end sidste gang. Og nu har jeg jo alligevel ikke noget jo jeg skal tilbage til, så drengene behøver ikke være i institutionen mere end de ønsker de første mange uger 🙂

Det bliver spændende at se hvordan tingene forløber på mandag.

Happy Housewife på VoresBørn.dk

I går skete der noget RIGTIG SPÆNDENDE – mit allerførste indlæg på voresbørn.dk blev udgivet! Jeg skal nemlig til at være en “fast” blogger for dem, og jeg kan ikke lade være med at klappe i mine små hænder – jeg synes det er SÅ sjovt! Indlægget har fået overskriften “Det er bare kold kaffe…” og alle de andre løgne, jeg fortæller mit barn.

Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.20.07

Det er et par uger siden det blev aftalt, at jeg skulle dette, men jeg kan sige jer, at hele min mave blev fyldt med sommerfugle da jeg i går eftermiddag fik en mail hvor der stod “så er dit første indlæg publiceret – det kommer på Vores Børns facebookside i aften”. Altså, når man skriver en blog så ved man jo godt, at de ting man skriver er tilgængelige for alle. Og jeg synes altså selv, at det at jeg har +200 “følgere” på facebook er ret cool…men at gå derifra til at vide, at ens indlæg vil poppe op i lige knapt 40 000 (!!!) menneskers facebook-feed er alligevel lidt syret, når man normalt set er ganske anonym (hvis man lige ser bort ifra nogle avisklummer og et enkelt tv-indslag, haha).

Som I måske har opdaget, så er jeg meget glad for at debattere og diskutere – og måske også lidt for glad for at provokere. Men det er sådan jeg mener, at man får udvidet sin horisont. Hvis man bare taler med mennesker om ting, der ikke var provokerende, eller ting man var enige om, så får man jo aldrig udfordret sit syn på ting. Man får hellere ikke “øvet” sig i at komme med gode og holdbare argumenter, hvis man bare sidder og nikker til hinanden. Sjovt nok mener (overraskende) mange i min familie og omkreds, at jeg burde være advokat eller politiker, haha. Men jeg har det rigtig fint på den hylde jeg har sat mig – hvor kommunikationen er i fokus.

Jeg kan se på Vores Børns facebookside, at jeg måske har provokeret nogle få ved at sige, at “du lyver, hvis du påstår, at du ikke lyver for dit barn”. Jeg holder dog stadigvæk fast i dette, og det giver måske mere mening for jer, hvis I læser hele indlægget her på bloggen – det blev nemlig kortet en del ned inden det kom på VoresBørn.dk (I kan finde hele indlægget her).

Jeg vil gerne også lige påpege, at det originale indlæg blev publiceret på bloggen den 27. december – altså midt i juleferien. I ferier – og især i julen – er altså min kost ikke helt som den er i hverdagen, haha. Så jeg får IKKE nutellamadder og Cola til morgenmad normalt set – den hedder som oftest havregrød og kaffe! 😉

Institutionsstart – hvordan og hvorfor?

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så starter Bassen i vuggestue denne uge. Det er en beslutning vi tog for et stykke tid siden, og som vi (foreløbig, i hvert fald 🙂 ) er rigtig glade for! Jeg kan dog forestille mig, at der er nogen, der gerne vil høre de tanker vi har gjort os omkring dette, for det er jo ikke en helt “traditionel” vuggestue-opstart iom. at han er 2,5 år, og hans mor stadigvæk er hjemmegående. Derfor tænkte jeg at dele nogle af vores tanker omkring dette valg med jer.

HVORFOR?

Jeg er en af dem, der oprigtig talt tror på, at det er godt for børnene at komme i børnehave/institution. Ikke nødvendigvis fra de er helt små (som jeg skrev om i denne avisklumme), men lige så stille når de nærmer sig “børnehavealderen”. Dette er ikke kun for at socialiseres – for det kan de jo også gøre med mor eller far ved sin side, men også for det at øve sig i det at være lidt på egen hånd. Jeg husker selv tilbage på min tid i børnehave som noget rigtig godt, og hvis man kan lægge det (så meget som muligt) op efter børnenes niveau og behov, så tror jeg det at være en del af et børnehavefællesskab er en berigelse for børnene – og noget som følger dem videre i skole og fremover i livet.
Når børnene nærmer sig børnehavealder har de allerfleste fået så meget sprog, at både pædagoger, forældre og andre børn kan kommunikere med dem – og ikke mindst, så kan børnene gøre sig forstået. Dengang vi besluttede, at jeg skulle gå hjemme for en periode kan jeg huske, at jeg håbede denne periode kunne vare indtil 1. Bassen kunne gå, og 2. han kunne snakke.

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Som nævnt er Bassen nu jo 2,5 år, og kan begge de overnævnte ting. Til gengæld er det jo ikke ret lang tid før han skal starte i børnehave, så nogle af jer synes måske det er et sjovt tidspunkt at starte i vuggestue NU? Men det er der nogle helt specifikke grunde til.

For det første; det er en (meget) integreret institution han og Røveren går i, så alle børn og voksne kender hinanden og bruger meget tid med hinanden, så overgangen fra vuggestue til børnehave er ikke voldsom stor.
For det andet kan vi helt klart se fordelen i det, at han kommer ind som en af de ældste i en lidt mindre og roligere gruppe end hvad børnehavegruppen er. Dette er nok den grund, der vægter mest. Når han nu skal bruge en hel del energi på at vænne sig til den nye hverdag, så er det måske fint nok, at omgivelserne er lidt roligere end den er i børnehavegruppen (selv om man i vuggestuen god kan risikere at blive bidt af et par stykker med tænder i frembrud, haha).
I tillæg har nogle af mine bekymringer ift. at starte direkte i børnehaven været lidt omkring Bassens selvstændighed ift. at klare sig selv med de praktiske ting (sådan som at tage alt tøj på selv. o.l.) og med det at være “on his own” (sådan som at lære at sige ordentlig i fra til andre børn, hvis de overtræder hans grænser). Jeg var usikker på, om jeg havde assisteret ham for meget i forhold til de ting og tænkte også derfor, at det var fint, at han kom i vuggestuen først, hvor pædagogerne er mere vant til at skulle lære børnene de her ting. Ikke fordi jeg ikke tror børnehavepædagogerne godt kunne have klaret det, men der er både bedre normering i vuggestuen og mere erfaring med lige præcis sådanne ting blandt personalet dér (tror jeg?). Men det skal dog siges, at hvis de sidste dage er nogen indikation på Bassens selvstændighedsniveau, så havde jeg intet at bekymre mig for – han har ikke haft nogen problemer med at sige til overfor de andre børn, og da de skulle på legepladsen i tirsdags satte han sig selv ned og tog sine termobukser på – noget han ikke har gjort tidligere herhjemme…måske hjælper det at se de andre børn også gøre det selv (af en eller anden grund har han ikke ladet sig inspirere af, at storebror gør det selv)?

Udover de overnævnte ting trak det også op, at Bassen og jeg rigtig tit har været på besøg i institutionen, da Røveren jo har haft sin plads dér siden han var lige knapt et år (du kan læse hele vores “historie” hér). En del af gangene har jeg været i køkkenet hele formiddagen og lavet boller, pølsehorn eller noget lignende til alle børnene, og der har Bassen så været sammen med vuggestuegruppen. Han kender derfor vuggestuepædagogerne (og de andre børn for den sags skyld) ret godt – nok bedre end han kender børnehavepædagogerne.

Vi har da også haft i baghovedet, at efter sommeren skal jeg nok ud og lave et eller andet – det kan vi lige tage i et andet indlæg. Derfor ønskede vi, at Bassen kunne nå at være i institutionen lidt inden sommeren, så vi ikke skulle risikere, at han skulle gå fra at være 100% hjemmebarn til at være meget i institutionen på blot nogle uger. Vi ønskede en stille og rolig tilvænning til den nye hverdag, hvilket fører os over til…

HVORDAN?
Nu er vi jo i “indkøringsfasen” som nok altid er lidt speciel, uanset hvilken alder barnet har. Vi har jo dog, som nævnt, været rigtig meget på besøg i institutionen, så Bassen føler sig allerede “hjemme”. Han kender også personalet og de andre børn, og har jo også sin storebror og en del af de børn vi ses med privat omkring sig. Alle de ting hjælper jo enormt!

Tirsdag var Bassens første dag i vuggestuen, og der var jeg sammen med ham hele tiden (vi var der fra 9-11.45). Vi blev dog enige om, at jeg allerede onsdag skulle “gå en lille tur”, så vi kunne starte med at øve i det at sige farvel. Dette gjorde vi ret tidligt af to grunde; den ene grund var, at han som sådan ikke havde brug for så meget tid til at blive tryg på stedet eller menneskerne pga. vores tidligere besøg, og den anden grund var, at han ikke skulle få indtrykket af, at det var OS, der skulle starte. Det kunne han nemlig godt komme til at tro, da vi jo nærmest hele hans liv har lavet alting sammen, og også fordi vi har været så meget på besøg i institutionen, hvor jeg har været der hele tiden.

I weekenden op til han skulle starte talte vi meget om dét, at han også skulle op dér, hvor Røveren går… og søndag aften – en hel del timer efter, at vi sidst havde talt om institutionsstart – lå Bassen i sin seng og kaldte på mig. Da jeg kom ind spurgte han “mor også i *institutionens navn*?”. Det var åbenbart noget han lå og tænkte over <3 Jeg var derfor sammen med dem mens de fik frugt om formiddagen, og gik også med ud på legepladsen. Bassen gik igang med at lege med én gang, og efter lidt tid sagde jeg farvel til ham og Røveren, og fortalte, at jeg blot gik i føtex. Det var helt fint – jeg fik et hurtigt kys (de havde ikke tid til mere), og så var de videre. Da jeg kom tilbage fem kvarter senere var de lige færdige med at spise sin madpakke, og jeg kunne høre Bassen sidde i garderoben og skælde pædagogerne ud, fordi de ikke ville lade ham gå ud på legepladsen alene, haha! Han havde hygget sig, og havde slet ikke kigget eller spurgt efter mig. Da jeg kom ville han kun med hjem, hvis han fik lov til at lege lidt mere på legepladsen først, så vi tog Røveren med og gik på legepladsen inden vi kørte hjem.

I dag var lidt lig gårsdagen, hvor jeg var med til frugtspisning, og derefter med til at få udetøj på. Men i dag sagde vi farvel i det vi kom ud på legepladsen, inden han gik i gang med at lege. Det gik også RIGTIG fint! Vi stod lidt fra hinanden da hans kontaktpædagog sagde, at vi skulle vinke farvel. Han kiggede blot op og vinkede til mig (men det var ikke helt nok for mig, så jeg løb hen og fik et kys) inden har var videre. Han så mig også gå hele vejen fra dér hvor han var og hen til bilen, men synes åbenbart det var helt ok 🙂 Jeg smugkiggede lidt fra vejen (man kan lige se lidt igennem nogle træer), og han var godt igang med at udforske “skoven” som de har på legepladsen.

Da jeg hentede ham i dag fik jeg at vide, at han havde været en lille smule usikker på et tidspunkt, for der var åbenbart en anden pige, der havde samme hjemmefutter som ham, og der havde i den forbindelse opstået en misforståelse, som havde gjort ham usikker. De havde dog kunne snakke med ham om det (igen – SKØNT, at både kan forstå og gøre sig forstået!!!), og han var derfor ikke blevet så ked af det. Men dér havde han nok manglet mig lidt, i og med, at det som oftest har været mig, der havde hjulpet ham i sådanne situationer. Men det er jo en af de ting han skal øve sig i – at lade pædagogerne hjælpe ham, og det havde vidst gået ret godt. I morgen gør vi det samme som i dag, tror jeg, inden vi starter “rigtigt” på mandag.

IMG_3376

Fra og med på mandag vil han nok skulle være der fra jeg afleverer dem lidt i 9 og indtil lidt i 12. Han skal altså være der ca 3 timer om dagen, 3-4 dage om ugen (måske bliver det til kl. 13 en enkelt dag om ugen, hvis jeg nu skal noget, der tager lidt længere tid – men som udgangspunkt hedder den lidt i 9 til lidt i 12). På dette tidspunkt af dagen er normeringen bedst i institutioner, og det som oftest også der de planlagte aktiviteterne ligger. Når jeg også henter ham inden 12 kan han også komme hjem og få sin lur, som han stadigvæk har brug for de fleste dage (og ihvertfald nu her, når der kommer så mange nye indtryk!). Han får altså (i vores optik) lov til at være med til den sjoveste del af vuggestuelivet, og samtidig nyde mange af de glæder hjemmelivet giver med de meget korte dage og 1-2 hjemmedage om ugen.

Sådan ser hans hverdag altså ud indtil sommerferien. Hvordan den ser ud efter sommerferien ved vi ikke helt endnu – det kommer lidt an på en hel del ting…men den snak tager vi som nævnt en anden dag 🙂

Hvordan bliver man hjemmegående – uden at miste “sig selv” (og forstanden)?

Ud over praktiske bekymringer sådan som økonomi (skrevet om her) og “karriere” (kommer i et senere indlæg), så er der én bekymring, der fylder meget når man vælger at blive hjemmegående – det gjorde det ihvertfald for mig. Og det er hvordan passer jeg på mig selv i denne rolle?.

IMG_2311

Den gang Manden og jeg tog beslutningen om, at jeg skulle gå hjemme (læs vores historie her) havde jeg ingen viden whatsoever om hvad “man gør” når man er hjemmegående…det har altså været lidt learning by doing. Og jo, det var lidt en bekymring i starten, men eftersom vi ikke havde sat en fast tidsramme på min nye rolle så fyldte det dog ikke SÅ meget, for jeg vidste, at hvis jeg ikke kunne holde hjemmelivet ud, så skulle jeg jo alligevel snart ud i arbejde igen.

I starten troede vi jo nemlig, at jeg kun skulle gå hjemme et par måneder (hehe) inden jeg søgte et deltidsjob, så Bassen kunne vente med at starte i vuggestue indtil sygdomssæsonen var over – han skulle egentlig starte 1. januar 2015… Jeg er dog kommet til at holde meget af “hjemmelivet” – nok meget på grund af nedenstående. Det er nok overflødigt at sige, at alle familier og mennesker er jo forskellige, og dermed vil de ting, der har fungeret for mig ikke nødvendigvis være det rigtige for alle – men måske kan I finde en ting eller to til inspiration. Here goes:

1. Socialisering

Vi er meget ude blandt andre børn/forældre – enten i legestuer, legeland, biblioteker, private legegrupper, eller noget helt femte. Naturligvis er dette også børnenes behov, men det er i høj grad også mit. Jeg er en ekstrovert person, og får energi af at være sammen med andre mennesker, så et hjemmeliv HJEMME ville suge al psykisk energi ud af mig på ingen tid. Inden jeg blev hjemmegående kendte jeg nærmest ingen af de steder vi kommer nu, hvilket også er én af grundene til at jeg skriver den serie på bloggen, der hedder “Aktivitetstilbud til børn i Århus“.

En enkel googlesøgning gav mig dog tip om en legestue for børn i mit område, og dér mødte jeg overraskende mange andre hjemmegående forældre. Gennem dem lærte jeg andre steder at kende, og fik også etableret en fast legegruppe, som både børn og voksne er meget glade for! Det hjælper nok lidt på det, at jeg er en meget åben og opsøgende person uden alt for mange hæmninger *hehe*, iom at man tit ikke kender nogen når man kommer til sådanne steder. Men man har heldigvis børnene som fælles samtaleemne, så selv om man måske er en lille smule genert, er det nemt nok at komme i snak med de andre forældre.

2. Hjemlig hygge

Når man tilbringer så meget tid i sit hjem er det (ihvertfald for mig) vigtigt, at det er et rart sted at være. Det betyder bl.a., at man gør lidt ekstra ud af, at få overstået projekter, der irriterer én når man er hjemme. Prøv at ryd væk ting, der skaber unødvendig rod/støj. Hav faste pladser til ting, og gør dit bedste for at kontinuerligt holde (nogenlunde) orden – det er ikke nemt med små børn i huset, men min erfaring er ihvertfald den, at hvis man ikke tager lidt af det løbende, så kan opgaven til sidst virke uoverskuelig.
Jeg gør også én ting for mig selv for at gøre “min arbejdsplads” hyggelig – jeg køber friske blomster. Jeg køber dem så billigt som muligt – tit er der roser eller lign på tilbud til 10-15 kroner i et eller andet supermarket, ellers står der er blomster/grønt-handler på strøget i Århus som sælger billige blomster. Det er ikke den store investering, men det gør SÅ meget for mit humør!

3. Suit up!

Nu er jeg en pige (kan man stadigvæk kalde sig dét, når man nærmer sig de 30?), der er glad for ting som makeup, mode, o.l. Jeg bruger ikke så meget tid på det, men for min del er det vigtigt, at jeg både får anstændigt tøj på – dvs. ikke pyjamas eller joggingbukser – og makeup på de allefleste dage. Jeg føler mig selv mere vågen og oplagt, når jeg bruger de ekstra fem minutter på at tage makeup og en nederdel eller skjorte på, end de dage hvor jeg dropper makeuppen og luffer rundt i bløde bukser og trøjer.

De her to dage jeg har skrevet på dette indlæg har jeg taget et billede af mit outfit (og nej, jeg bliver aldrig modeblogger, men jeg skal da have tøj på 😉 ). Blot så I kan se – det er hverken det nyeste nye, eller helt vildt smart…men det er stadigvæk tøj, der får mig til at føle mig lidt mere oplagt, og som samtidig er praktisk nok til min hverdag.

Skjermbilde 2016-03-04 kl. 19.22.00

Og for at gøre min debut som modeblogger komplet: Til venstre kan I se mig i en hand-me-down cashmere-trøje jeg har arvet fra min søster, et par sorte jeans fra H&M, og et tørklede fra Søstrene Grene. Til højre har vi bukser fra Levi’s, der IKKE havde huller på knæerne da jeg købte dem (de er 5 år gamle – hullerne er et resultat af mange års leg på gulvet, haha). Trøjen er fra Modstrøm og skjorten fra Minimum – begge et levn fra den tid jeg var ung studerende på Uni. Og ja, der foregår børnearbejde i baggrunden. Sådan er det at være hjemme ved mig – mor tager selfies mens børnene arbejder 😀

4. Hold pause

Når man er hjemmegående er man sin egen chef (øøøh, hvis vi lige ser bort ifra ungerne, that is) – og det er man både på godt og ondt. Det vil sige, at det er kun DIG, der kan tage ansvar for at alle de ting, der skal gøres, rent faktisk bliver gjort. Og det betyder også, at det er dig, der skal sørge for, at du får en pause i løbet af dagen. Man er meget PÅ, når man er sammen med sine børn hele dagen – på en helt anden måde end man ville være PÅ på, hvis man havde et ordinært 8-16-job. Derfor er det vigtigt, at du udnytter chancen til at få en pause i løbet af dagen.

Hvis man er hjemme med børn der sover middagslur er dette et optimalt tidspunkt. Jo, selvfølgelig er der 127 praktiske ting, der også skal ordnes, men husk nu også at få lidt at spise, måske en kop kaffe – og hvis du trænger til det – en lur (eller en omgang netflix)…Det gavner ingen – hverken dig eller børnene, at du kører på pumperne uden pause hele dagen, og dermed ender med at være træt og gnaven når eftermiddagen nærmer sig. Herhjemme sover Bassen stadigvæk til middag, og de dage Røveren er hjemme fra børnehaven ender han tit med at lege stille og rolig med modellervoks, læse bøger, lytte til CD-er, eller (hvis alt andet fejler 😉 ) spille Ramasjang på iPaden når jeg “holder pause”.

5. Ego-tid

Som jeg nævnte i punkt 1, så er vi meget på farten. Det er som oftest på børnenes præmisser vi er det. En gang imellem – op til én gang om ugen – er vi dog afsted på MINE præmisser. Det betyder, at vi gør noget, der ikke decideret er “ikke-børnevenligt”, men dog mere rettet mod mine interesser end børnenes. Det kan være en shoppetur ind til byen (hvor vi så stopper forbi Sallings legeværelse eller går forbi Fætter BR). Det kan også være at vi tager på café med en af mine veninder, der er studerende/sygemeldt/på barsel/har fri – så har vi bare en rygsæk med legetøj med. Det kan også være barselsbesøg, eller lignende. Altså ting, vi ikke gør for børnenes skyld, men for min skyld. De har dog aldrig brokket sig. De synes tilsyneladende også det er spændende at komme ind til byen eller på café, og hvis vi er på barselsbesøg er der jo babylegetøj man kan lege med, hehe.

Udover dette er det – ihvertfald for mig – også vigtigt at have lidt tid for mig selv – både helt alene, og i samvær med andre voksne. En gang imellem er det godt at være sammen med nogle andre voksne mennesker uden at have børnene omkring sig. Så skal man kun tænke på sig selv, man skal ikke dele opmærksomheden mellem børnene og de andre voksne man er sammen med, og – ikke mindst – man ER kun sig selv, man er ikke nogens mor. Det lyder skørt, for selvfølgelig er jeg stadigvæk nogens mor selv om jeg er ude med veninderne, men det er ikke den del af mig jeg behøver at fokusere på lige dér.

Jeg har ikke nogen “fast” aftale med veninder, men hvis man har brug for det, kunne man jo lave en ugentlig eller månedlig date med en eller flere veninder, hvor man mødtes (og hvor babydaddy er den, der har puttetjansen) – det kan enten være en biograftur, cafétur eller blot en gå-tur. Bare det at have en venindedate at se frem til kan redde nogle af de dårlige dage, hvor man synes alt går op i huspligter og bleskift – det har det ihvertfald for mig!

Og hvis det er for uoverskueligt at skulle lave sådanne aftale så ved nok alle jer, der har været på barsel eller gået hjemme med børn, hvilken befrielse det er, at tage i et supermarket ALENE! – Du kan jo altids starte med det, og lige så stille udvide din ego-tid derfra 😉

6. I’m gonna pop some tags…

Som jeg skrev om tidligere, påvirker det jo ens økonomi ret meget, når den ene forælder ingen indtægt har. Og det påvirker rådighedsbeløbet så meget, at der ikke er meget luft til shopping. Det kan godt tære lidt på sådan en som mig, der egentlig elsker at shoppe. Både tøj, mad, interiørting, legetøj – you name it, jeg synes det er sjovt! Når man har to små børn bliver shoppemulighederne automatisk begrænsede, iom. at tiden og energien er indskrænket (og jeg er heldigvis ikke specielt god til at net-shoppe…jeg kan godt lide shoppeOPLEVELSEN, og det mister man jo lidt, når man køber ting på nettet).

Men hvad gør man så, når shoppetrangen bliver for stor? Man tager i genbrugsforretninger! Gør op med dig selv inden du går ind i forretningen, hvor meget du må købe for – og hold dig til det beløb (eller mindre). Du vil bliver overrasket over hvor meget man egentlig kan få for 100,- eller sågar 50,-! Og hvis I også kan lide oplevelsen af at shoppe, så vil I nok også synes det er sjovt at gå rundt i en (god) genbrugsforretning, hvor man jo som oftest kan finde alt mellem himmel og jord.

Hvis jeg mangler noget specifikt (fx. en vinterjakke eller lign.) så holder jeg øje med de “salgs-sider” jeg er medlem af på facebook eller DBA, hvor der ofte kommer ting man kan bruge. Ellers prøver jeg at vente til januar/august-salget.

7. Hobby

Det er som oftest den, der går hjemme, der har hovedansvaret for at holde hus & hjem, passe børnene, madlavning, og så videre. Jeg kan dog nogle gange føle, at jeg KUN gør ting dækker familiens behov – og at mine behov kommer i sidste række. I de perioder er det godt, at have en hobby. Det behøver ikke være det vilde, men blot noget du kan lave fordi du VIL, ikke fordi du skal/burde. For mig var det sådan denne blog opstod. Det var i efteråret og aftenerne begyndte at blive længere og mørkere, og jeg havde brugt for at have noget andet at gøre end kun at folde tøj, se netflix (ikke et ondt ord om netflix, dog 😉 ) eller bage kager (madlavning er min anden hobby).

Det er en bonus, hvis man på én eller anden måde kan koble ens hobby med ens tidligere/fremtidige arbejde, således at man gør noget, der er “relevant”. Jeg er jo uddannet indenfor kommunikation, så en blog er således lidt i den relevante boldgade. Jeg kender også en musikpædagog, der én gang om ugen inviterede en gruppe “hjemmebørn” og forældre til musikstund. Og en kommende jurist, der engagerer sig meget i børnepolitik, og skriver div. breve og indlæg til politikere, aviser og lignende. Hvis man tænker lidt kreativt, så kan man nok finde en eller anden måde at koble ens “karrierevalg” til ens hobby. Og hvis ikke, kan man altids lære at strikke, sy, lave mad, træne, eller bygge LEGO – whatever works for you! Bundlinjen er; find noget du gør for DIG, ikke for familien/børnene.

IMG_2367
(Mit nyeste projekt er at jeg gerne vil lære at hækle…nogen, der har nogle gode fif?)

8. Bi-job?

Hvis du har lyst til det, og det praktisk kan lade sig gøre, så kunne du overveje at få et bi-job. Det er tit “studenterjobs” man kan søge, hvis man kun kan arbejde en eftermiddag om ugen, men det er ikke nødvendigvis jobbet i sig selv, der lokker – det er dét at komme ud og lave noget andet udenfor huset. Og så betyder det måske ikke så meget, om man er kasseassistent, aftenreceptionist eller lignende. Hvis du er heldig, kan du måske finde noget, der er relevant for din karriere? Jeg har i perioder haft små-jobs, hvor jeg lavede nogle oversættelsesopgaver for et privat firma (jeg kommer jo fra norge og har norsk som modermål, så den ligger lige til højrebenet), og hvis man strækker den lidt kan man liiiige sige, at det er karriere-relevant – det er trods alt kommunikation 😉 Jeg har fået de her opgaver fordi jeg kender ejeren af firmaet, men der findes andre firmaer (fx. Copypanthers) der tilbyder lignende. Ellers ser jeg en del hjemmegående, der bliver “ambassadører” (et fancy ord for sælgere) for børnetøjsmærker, hudplejeserier, o.l., hvilket gør det muligt at arbejde hjemmefra.

En bonus ved dette er jo også, at man får lidt ekstra luft i et ellers stramt budget. Man skal dog være opmærksom på, at hvis man selv har en indtægt bruger man jo selv det fradrag ens ægtefælle kunne have fået (hvis man er gift)..det er værd at tage med i overvejelsen.

Dette var så nogle af de ting jeg kunne komme i tanke om. Der er helt klart mange flere ting man kan gøre, og som jeg nævnte i starten, så er vi jo alle forskellige, så vi har alle forskellige måder at håndtere hjemmelivet på. Håber I kan finde lidt inspiration i ovenstående, og fyr endelig løs, hvis I har spørgsmål eller kommentarer!

Hvis du kunne lide dette indlæg, tror jeg også du vil synes om Bedste og væste ved at være hjemmemor

Pyt med det!

Hvis I er meget omkring i den danske blogverden, så har I måske set mange “store” bloggere, der i forbindelse med en Spies-kampagne er kommet med “pytkur-indlæg” (eller er det kun mig, der læser så mange blogs? Forresten – jeg nævner det lige i forbindelse med mit sidste indlæg, at blogs er en godt måde at få tilfredsstillet sin trang til at læse om mode/mad/interiør/diverse på, uden at skulle investere i dyre magasiner!)

Anyways, den her “pytkur” handler om at blive bedre til at sige PYT MED DET. Og jeg er fan! Jeg må indrømme, at jeg ikke har været den bedste til at sige det… Jeg har et ret voldsomt temperament engagement – både på godt og ondt, men naturligvis er det kun når det går den “onde” vej, at det nager mig. Og den side vil jeg lave om på…så derfor er jeg også gået på PYTkur.

Et (hudløst ærligt) eksempel fra nogle dage siden, hvor vi var ved at dække bord; Bassen og Røveren vil gerne være med til dette, og det skal de naturligvis også. Vi har en træskål med låg, som vi bruger til saltflager. Denne havde jeg fyldt op, og Røveren ville gerne bære den ind. Jeg sagde det var ok, hvis han bar den forsigtig ind til bordet med begge hænder. Hans nysgerrighed tog dog overhånd, og han ville åbne lågen – hvilket gjorde, at han slap skålen med den ene hånd, tabte den i gulvet, og der lå salt spredt i en radius på flere meter. No Big Deal, egentlig, men det er i sådanne situationer – hvor jeg har givet en specifik besked som han ikke følger – at mit temperament godt kan komme på banen, og jeg bliver synligt irriteret. Ikke overdrevent, men nok til at det går mig på – for han er trods alt ikke 4 år engang, og dermed KAN han ikke styre sin – i dette tilfælde – nysgerrighed.

MEEEEEN, nu var jeg jo gået på PYT-kur, og min reaktion var derfor (efter et splitsekund med en indre AAAAAAAAAAAHRG-følelse) hov, pyt med det – vi henter bare støvsugeren. I min verden er dette den rigtige reaktion, men jeg vil ærligt indrømme, at jeg skal øve mig i det. Lidt for mange gange har jeg set Røveren kigge på mig med en lille smule nervøsitet i øjnene, når noget lignende er sket – og jeg HADER det! Nok fordi han ved, at han ikke gjorde som jeg sagde, men også lidt fordi han ved at jeg ikke er har været så god til at sige pyt med det. Det er desværre noget der ligger instinktivt i mig, og det er derfor jeg skal arbejde på det.

Når jeg har haft sådanne nogle reaktioner, er jeg dog heldigvis ret rationel når jeg bare er kommet over mit “instinkt”, og kan hurtigt – som i efter blot nogle sekunder – tage mig selv i at være irriteret, og dermed ændre min adferd og samtidig snakke med Røveren om det. Jeg siger så naturligvis undskyld for at jeg blev irriteret, når jeg jo godt vidste, at han ikke gjorde det med vilje – at han blot var nysgerrig (eller hvad nu end det kan være i situationen), og så får jeg fortalt at min reaktion ikke har noget med ham at gøre, men var helt og aldeles en fejl fra min side. Så jeg er som sådan ikke bekymret for, at de her situationer “skader” ham eller vores forhold på nogen måde – jeg vil bare gerne være dem foruden… Og derfor er jeg gået på PYT-kur!

Så langt er det gået rigtig godt. Jeg kan naturligvis stadigvæk godt blive lidt irriteret, når han har glemt at han har fået sine meget beskidte sko på, og beslutter sig for at jagte sin lillebror gennem huset inden vi skal ud af døren – men det går fremad!

Det er hellere ikke kun i forhold til mine børn jeg vil blive bedre til at sige pyt med det. Det er i hele mit liv. Man kan ikke tage alle ting for seriøst, for så forsvinder glæden ved det. I dag burde jeg for eksempel egentlig have lavet et mandagsmad-indlæg til jer, men det har jeg besluttet mig for ikke at gøre af to årsager;

1. At forpligte sig til at komme med en (NY!) nem og billig ret hver uge viste sig at stresse mig mere end man skulle tro – jeg vil jo nemlig gerne tage gode billeder, skrive alt det nødvendige ned i indlægget, og have god tid på mig til at gøre dette…og med to små børn i huset er det bare ikke altid muligt.

2. Jeg har en oversigt, hvor jeg kan se hvilke indlæg der er populære og hvilke der ikke er – og mandagsmad-indlæggene har IKKE været blandt de populære. Faktisk kunne jeg se, at ved udgivelsen af det sidste mandagsmad-indlæg var der én af bloggens facebook-følgere, der havde trykket “Hide all posts”. OUCH!

So there you have it. Jeg synes det var en stressfaktor, og I var ikke så vilde med det, så jeg tænker, at det er lige så godt at stoppe med det. Tidligere kunne jeg måske have taget det som en lille fallit-erlæring at opgive noget jeg havde startet på, inden det nærmest var kommet i gang. Men ved I hvad jeg tænker nu?? PYT MED DET! 😉

Jeg vil naturligvis blive ved med at komme med (nemme, børnevenlige) opskrifter – blot ikke hver mandag! Du kan finde tidligere og fremtidige opskrifter under kategorierne “børnevenlig mad” og/eller “opskrifter”.

P.S. Hvis du godt kunne lide (den første del af) dette indlæg, tror jeg også du kan lide indlægget der hedder Er jeg den eneste…

P.P.S. Jeg er IKKE en af de bloggere, der bliver betalt af Spies for at skrive om PYT-kuren…I WISH (!!!), men det er jeg ikke.