Det uundgåelige

Så skete det, der mere eller mindre var uundgåeligt. Dem af jer, der læste mit sidste indlæg, hvor jeg kom med en “5-måneders-graviditetsopdatering” kan nok regne ud, hvad jeg taler om…jeg er blevet sygemeldt på fuld tid.

Jeg var til en af “rutinekontrollerne” ved min egen læge tidligere på ugen, og jeg nævnte naturligvis de mange plukveer for hende, samt den samtale jeg havde haft til både jordemoderkontrol og til den ekstra kontrol på skejby for et par uger siden. For at være på den sikre side ville hun gerne lave en undersøgelse for at tjekke, at alt var som det skulle – og det var det desværre ikke.

De plukveer jeg har haft har åbenbart været stærke nok til, at de har arbejdet lidt FOR godt, og de har dermed forkortet min livmoderhals. Min læge kunne dog ikke sige lige præcis HVOR slemt det stod til, så jeg blev sendt hjem med besked på at ligge helt rolig resten af dagen indtil jeg skulle til tjekkes på skejby dagen efter. Jeg fik at vide, at scanningen kunne resultere i alt fra, at jeg skulle være sengeliggende de næste mange uger (hvor de første af de uger ville være på skejby), til det at jeg måske kunne leve et tilnærmelsesvis normalt liv, med blot nedsat aktivitetsniveau – både mentalt og fysisk. Jeg fik derfor besked på, at jeg dermed under ingen omstændigheder skulle tilbage på arbejde.

Som jeg skrev i sidste indlæg, så var jeg godt klar over, at min krop og jeg ikke var helt ‘on good terms’ pt., men at det var SÅ slemt havde jeg ikke helt forudset.

Til scanningen den efterfølgende dag fik jeg dog besked på, at de godt kunne se, at plukveerne havde arbejdet lidt for meget på min krop og livmoderhals, men at jeg ikke var i den værste “risikozone”. Jeg fik derfor lov til at tage hjem igen hvis jeg blot lovede, at jeg ville være meget opmærksom på at aflaste min krop ved at sætte – eller allerhelst – lægge mig ned hvis der kom en plukve, så de ikke fik lov til at fortsætte det arbejde de var startet på. Og derfor var de også meget enige i, at en sygemelding lød som en god idé. Så kan jeg nemlig gøre helt hverdagslige og familiære ting i det tempo som min krop kunne holde til – i stedet for at det hele skulle foregå efter endt arbejdstid (hvilket resulterede i, at jeg måtte ignorere plukveerne en del gange).

Lige nu mærker jeg jo ikke så meget til det, da det jo kun er et par dage siden jeg blev sygemeldt (og jeg alligevel skulle have fri de her dage, da jeg har besøg af min mor og min søster fra norge), men jeg er spændt på at se, om jeg kommer til at kunne nyde graviditeten mere og få slappet lidt af, eller om det hele forsvinder i dårlig samvittighed og kedsomhed…vi satser på det første, ikke? Jeg er under alle omstændigheder glad for, at min krop får lidt aflastning, og at jeg (forhåbentligvis) kan få en lille smule af mit overskud tilbage! 🙂

Graviditetsopdatering: 5 måneder

Så er det ‘that time of the month again’ – altså hvor det er tid til en ny opdatering…jeg gik nemlig over til at være 5+ måneder for ikke så længe siden, og nu er det ikke mange dage til jeg rammer den “magiske 24-ugers-grænse” (for dem af jer, der ikke kender til denne magiske grænse, så er det altså det tidspunkt, hvor baby vurderes at være “levedygtig” udenfor livmoderen, og dermed også det punkt, hvor lægerne ville gøre hvad de kunne for at stoppe en fødsel/redde barnet, hvis der skulle ske noget – fx. vandet går eller man begynder at få rigtige veer…). Det er egentlig sjovt, at man/jeg bider mig mærke i sådanne ting, men lige dennne gang er der faktisk en grund til det – som vil blive forklaret lidt længere nede i dette indlæg.

Hvor langt henne: lidt over 5 måneder

Køn: Skal jeg nok fortælle inden længe 😉

Hvor stor er baby: På nuværende tidspunkt er baby ca 25 cm. og vejer omkring 600 gram.

Hvordan er formen: Her kommer vi så til det punkt, som jeg henviste til længere oppe (og vær forberedt; nu kommer jeg til at pive meget en lille smule); min krop er ikke min ven længere. Vi er i hvert fald ikke ‘on good terms’ lige nu. Delvis fordi jeg både (ALLEREDE!) er ved at føle mig stor og ‘besværet’ (ja, jeg pruster på en ikke charmerende måde, når jeg skal samle noget op fra gulvet), jeg er generelt ENORMT TRÆT stadigvæk (skulle det ikke stoppe efter de første 3 måneder??), og generelt bare er øm og sur. Men det der nok er det værste – og som måske også er med til at gøre, at jeg har det som beskrevet er, at jeg har fået en del plukveer.

Og nu er de ikke sååå farlige i sig selv (er blevet tjekket på skejby sygehus), men i kombination med, at mine plukveer trigger en nærmest krampe-agtig tilstand i mine mavemuskler, som så resulterer i en mave der er konstant hård og øm, så er det ikke optimalt. Jeg kan ikke helt mærke, hvornår en plukve slutter, fordi den blot bliver afløst af megahårde mavemuskler, og dette sætter igen i gang en plukve, da kroppen ikke helt kan finde hvile (hvilket også er grunden til at de tjekkede mig på skejby), så jeg er ret brugt når aftenen kommer, for at sige det mildt. Og for at toppe det hele, så er mine rygmuskler nu kommet på banen med en eller anden form for modreaktion, så de også spænder helt vildt op – især imellem/under skulderbladene…det føles nærmest som en kniv der bliver stukket ind, og jeg kan fx ikke fylde lungerne med luft uden at få uudholdelige smerter. Jordemoderen på skejby foreslo at en daglig middagslur/hvilestund nok ikke ville være helt skidt, og at jeg måske skulle se om jeg kunne tage til en eller anden form for wellness, hvor mine muskler kunne få en ordentlig omgang afslapning, massage osv. Øøøøøh, JATAK! Hun havde dog ikke børn selv, så hun kunne ikke helt se urealismen i en daglig lur efter arbejde, haha.

Men på grund af ovenstående er der snak om, at jeg måske skal sygemeldes fra mit arbejde… Ikke kun for min egen skyld, men også for at plukveerne ikke tager overhånd, og jeg kommer i risiko for for tidlig fødsel. Jeg fik i sidste uge besked på, at aflyse de ting jeg kunne (med mindre det var afslappende ting) – hvilket jo ikke passer supergodt med, at jeg – som nævnt i sidste indlæg – egentlig har en ret fuldbooket kalender pt. Men jeg har allerede aflyst nogle ting, og andre ting er blevet lavet lidt om, så det bliver mere “afslappet” end først tænkt, sådan som den veninde-sommerhustur jeg lige var på denne weekend…i tillæg har Manden aflyst en enkelt rejse, og flyttet en anden til når jeg har min familie fra norge her til at hjælpe, så jeg ikke skal stå med så meget alene.

Men nu er jeg nærmest kommet dertil, hvor jeg ikke engang vil prøve at “kæmpe imod”, hvis de mener en sygemelding er det, der skal til. Jeg savner virkelig at have overskud (selv om det måske ikke ser sådan ud på min instagram-profil, så er der altså virkelig dage, hvor jeg taler alt for skrapt til mine børn, græder salte tårer når børnene er puttet, og kun ser frem til at “få dette overstået”). Og det synes jeg er SÅ DUMT. Det er jo nu jeg skulle nyde den sidste tid med mine drenge, inden der kommer et barn mere. Og det er jo nu jeg skulle suge til mig alle graviditetsoplevelser, vel vidende om, at dette nok er sidste gang jeg er gravid. Suk.

Det er bare ikke en sjov snak at skulle tage med sin arbejdsgiver: Hej. Jeg ved godt jeg kun har været ansat i et lille års tid, og at jeg også allerede har være sygemeldt 3-4 uger pga kvalme og opkast, men nu er jeg altså sygemeldt resten af graviditeten…bare ærgerligt, ikke?
Ih, altså. En del af mig skulle ønske, at min arbejdsgiver og kollegaer bare kunne læse det jeg lige har skrevet – så slap jeg at forklare så meget mere…for nej, graviditet er ingen sygdom – men den kan godt føre med sig nogle ting, der sætter en både fysisk og psykisk ud af spil.

Nåh, det blev et lidt langt punkt, men sådan er formen altså pt.

Cravings: Cravingsperioden er overstået for denne gang. I hvert fald foreløbig. Dog vil jeg sige, at jeg i starten af graviditeten fik vænnet mig til lidt for meget sukker (jeg fik jo besked på at hver eneste mundfuld skulle indeholde mest mulig sukker/fedt/kulhydrater i og med, at jeg kastede så meget op)…så nu er jeg en liiiiiille smule afhængig – især af Cola, ehem…

Vægtstigning: Nu siger vægten +3 kilo – men når man ser på mavens størrelse skulle man tro det var meget mere!!!

Bevægelser i maven: Der er liv og glade dage inde i maven. Og nu er det ikke bare små “puf”, men jeg får også en gang i mellem de virkelig store bevægelser, hvor en albue eller fod kommer langt ud. Og det er sådan set RIGTIG godt, at jeg ikke skal bekymre mig om babys ve og vel oveni alle plukveerne.

Gener: Det har vi vidst dækket ret godt ind længere oppe…

Indkøb: Ud over et par graviditetstoppe – som I kan se på billedet går det ikke lang tid før mine “almindelige” toppe er ved at være for korte – har vi ikke købt så meget. Eller jo – vi har købt en barnevogn. En brugt emmaljunga, som faktisk er identisk til den vi havde før, blot at den vi havde før var en kombivogn, og dette er en almindelig vogn. Tror også snart jeg vil købe “babys første sæt tøj” – det er altså noget helt specielt ved at købe det første sæt tøj (og blive mindet om, hvor små de er når de kommer til verden <3)


Øvrigt: Jeg tror ikke der er så meget mere at sige på dette tidspunkt. Vi er ved at diskutere navn herhjemme – jeg har et enkelt, som jeg er head-over-heels forelsket i, men som Manden SLET IKKE kan lide. Til gengæld kan jeg ikke rigtig lide nogle af de alternativer han kommer med, så vi må se hvad det ender med…



Nu blev dette som nævnt måske lidt et pive-indlæg, men håber I kan bære over med mig. Jeg regner også med, at I kan regne ud, at selv om jeg lidt for ofte pt. tænker, at jeg blot vil have det “overstået”, så er jeg også rigtig glad for at være gravid. Nyder hvert eneste lille puf jeg får, drømmer om hvordan livet med endnu en baby vil blive og tuder som en crazy-woman, når jeg ser nyfødte i fjernsynet. Helt normal hormonfyldt-gravid-kvinde-opførsel, altså 😉

Når man fravælger moderkagebiopsi.

Hej igen.

Det var ikke meningen, at det sidste indlæg, hvor jeg skrev om den lidt dårlige besked vi fik til nakkefoldscanningen skulle slutte på sådan en “cliff-hanger-måde”…jeg havde egentlig tænkt at skrive et noget længere indlæg, men jeg startede med at skrive indlægget søndag morgen, efter at børnene havde fået lov til at placere sig foran fjernsynet til en god omgang Rosa fra Rouladegade (som er det store hit herhjemme pt.) 🙂 Men sådan et program varer jo ikke i evigheder, og når drengene så besluttede sig for at prøve at tage livet af hinanden efter programmet var færdig (hvilket også virker til at være et stort “hit” herhjemme pt…), så blev jeg pent nødt til at pakke computeren væk lidt tidligere end håbet. Anyway, jeg samler tråden op, der hvor jeg slap den:

Efter en weekend fyld med Røverens fødselsdagsfejring, blandede følelser, lidt for mange tanker og alt for meget googling (SOM OM det er muligt at tage fra en nakkefoldscanning med sådan en besked UDEN at google på livet løs) vendte vi tilbage til hospitalet den efterfølgende tirsdag med et A4-ark helt og aldeles fyldt med spørgsmål. I kid you not – der var ikke en linje på det ark, der ikke var skrevet på…

Vi havde naturligvis talt lidt om det forinden (og heldigvis havde vi også i tidenes morgen – inden vi blev forældre for første gang – talt om hvordan vi havde det med sådanne ting, som på det tidspunkt var meget surrealistiske, men som nu var meget virkelige), og vi var nogenlunde enige om tingene; en abort var mere eller mindre ikke på tale (jeg siger mere eller mindre, fordi vi blev enige om, at hvis det viste sig, at baby fejlet noget der var SÅ ALVORLIGT, at der ikke var nogen chance for liv efter fødsel, så ville vi tage snakken igen – selv om jeg ikke tror udfaldet af sådan en snak ville have været anderledes). Og derfor ville vi så vidt muligt også undgå en moderkagebiopsi i og med, at den ville medføre en abortrisiko – omend meget lille.

Vi ville dog gerne vide mere om de andre alternativer vi havde, for om ikke andet så ville vi gerne kunne forberede os på det, hvis vi om et halvt års tid stod med et barn med en eller anden form for kromosomfejl – og dertilhørende følgesygdomme. I de fem minutter vi talte med hende, der scannede os til nakkefoldscanningen fik vi nemlig ikke meget specifik information – vi fik blot at vide, at der var jo et hav af forskellige kromosomsygdomme, og mange forskellige “grader” af de forskellige sygdomme, så de kunne slet ikke sige noget mere om, hvad vi kunne forvente/frygte.

Til vores snak med overlægen fik vi dog at vide, at det hormon som var lidt lavt i mine blogprøver åbenbart kun indikerede risiko for Trisomi 21, altså Downs Syndrom. I forhold til de andre (og som hovedregel meget mere alvorlige) kromosomsygdomme var vores risikotal normale. Arj, altså – jeg kan sige jer, jeg er stadigvæk ret harm over, at hende der scannede os til nakkefolden ikke gav os denne besked -for overlægen brugte de samme tal og oplysninger som jordemoderen der scannede os, så vi kunne altså have fået dette at vide allerede ved nakkefoldscanningen (og dermed sparet os for en weekend med alt for mange bekymringer og tårer). For der er altså MEGET stor forskel på, om man er i risiko for at få et barn med trisomi 21 eller trisomi 13!

Efter overlægen havde hørt vores overvejelser, og vi havde fået svar på de spørgsmål vi havde blev vi enige om, at den måde vi skulle gå videre, var ved at foretage en NIPT (Non-invasive-prenatal-test). Dette er en simpel blodprøve taget fra mig, hvor de skiller babys kromosomer fra mine, og på den måde kan sige med meget stor sandsynlighed, om fosteret har en kromosomfejl. Denne type test fungerer især godt når det er risikoen Down Syndrom man vil undersøges for, da den kan sige dette med næsten 100% sikkerhed (den kan “kun” give omkring 90% sikkerhed om de andre trisomier). Så jeg fik foretaget denne test umiddelbart efter vores snak med overlægen, og så skulle denne test suppleres med en scanning i uge 16, hvor en overlæge ville foretage en tidlig “misdannelsesscanning” for evt at kunne udelukke nogle af de mest almindelige følgesygdomme.

Denne kombination var helt perfekt for os. Og vi var helt enige om, at hvis testen kom tilbage med lav sandsynlighed for kromosomfejl, så kunne vi SAGTENS hvile i det (man kan aldrig blive 100% sikker, kan man?), og hvis testen så sagde, at der mest sandsynligt VAR en kromosomfejl, så ville vi genoverveje en moderkagebiopsi, for i så tilfælde at vide lige præcis hvad vi kunne vente os…

Vi fik besked om, at hvis svaret på NIPT-testen var godt, ville vi blot modtage en mail i e-boks, men hvis svaret kom tilbage med stor sandsynlighed for kromosomsygdom, så ville de ringe til mig. Puha, jeg kan sige jer, at de næste mange dage fik jeg en kæmpeklump i maven hver gang telefonen ringede, og hvis det oveni var et nummer jeg ikke kendte, så var jeg nærmest ved at græde allerede inden jeg havde taget telefonen. Men vi kunne ikke gøre andet end bare at vente…i op til to uger!! To af de længste uger jeg nogensinde har været igennem.


Efter 10 dage tikkede der dog en mail ind i min e-boks <3


“Risiko for kromosomfejl…”

…Det var den besked vi forlod lokalet med, da vi havde været til nakkefoldscanningen i uge 12.

Og lad mig være helt ærlig, det var en mavepuster af dimensioner. Man ved jo godt, at det jo egentlig er derfor man får lavet alle de forskellige tests i starten af graviditeten – for at kunne beregne om alt går som det skal. Men når man så kommer til scanningen, så drejer ens tanker sig mere om det at se baby osv, for man går jo ind med en forventning om, at alt er som det skal – det gjorde jeg i hvert fald.

Scanningen gik som sådan rigtig fint. Alt så ud som det skulle, og hende der scannede kom til og med med bemærkninger om, at man “virkelig kunne se meget – altså på en god måde”…vi kunne nemlig se både at rygraden var som den skulle, at baby drak og at der dermed var gang i maven, osv – ting man ikke altid kan se allerede i uge 12.

Derfor var det med et stort smil på læben jeg rejste mig fra briksen når scanningen var over, og jeg havde nærmest en halv fod ud af døren, da hun fik en lidt mere alvorlig mine…der var nogle tal i mine blodprøver, der ikke havde været så gode. Og dét, kombineret med min alder (SAY WHAT?!!! Jeg er 30 år…det havde slet ikke faldet mig ind, at min alder kunne trække ned!), så kom vi altså i det, der kaldes for “risikogruppen for kromosomfejl”.

De næste 5 minutter var en blanding af mistro, alvorlig snak, tårer og en reality-check…for selv om vi var kommet i denne risikogruppe, så var risikoen hellere ikke større end, at man kan kalde den meget lille. Som i lidt under én procent chance. Så i mit hovede prøvede jeg at vende den om; vi havde altså lige fået at vide, at der var lidt over 99% chance for at alt var som det skulle med baby. Og det er jo egentlig ikke helt skidt.

Alligevel var der enormt mange ting, der fløj igennem hovedet. For når bare mistanken er plantet dér, så er det svært ikke at give den (for meget) plads. Og nu skulle vi tage stilling til, hvad vi ville gøre videre. Ville vi få lavet en moderkagebiopsi (som er det mest almindelige valg – dog også det valg, der er mest risikoforbundet med tanke på abort), ville vi prøve nogle alternative tests (som ikke kunne give lige så sikkert svar som moderkagebiopsien, men som ikke havde nogen abortrisiko), eller ville vi bare lade tingene være som de var, og leve med, at oddsene var på vores side (igen; der var 99% chance for, at alt var som det skulle)..

Dette var en fredag. Faktisk på Røverens 5 års fødselsdag. Og nu skulle vi bare tage hjem og vente til på tirsdag, hvor vi kunne få en snak med en overlæge – og evt få lavet en moderkagebiopsi, hvis det var det vi ønskede. Men i weekenden skulle vi ikke lave noget. I hvert fald ikke google.

(læs fortsættelsen hér)

Var det planlagt?

Ud ov hvornår terminen er, og om vi ved hvilket køn det bliver, så er det spørgsmål vi oftest bliver stillet når vi taler om graviditeten “var det planlagt??”. I og for sig er det jo både et meget normalt og “uskyldigt” spørgsmål – især når det er venner eller nære bekendte, der spørger. Det kunne jeg da også finde på, hvis nogen i vores vennekreds blev gravide uden at vi vidste at de gerne ville have et barn mere…

Det jeg dog synes er noget mere akavet og/eller upassende er, når mennesker man ikke rigtig kender spørger om det. Når nogen man sidder ved siden af på bussen og har smalltalket en lille smule med spørger. Eller sælgeren i en tøjforretning. Jeps, har prøvet begge dele. Og jeg tænkte ikke så meget over det i farten, men det er altså NONE OF THEIR BUSINESS (det er det som sådan en del af de andre ting jeg smalltalkede med de personer om hellere, men dette er altså bare en lille tand for privat, er jeg kommet frem til…eller er jeg bare sippet?)

Men det værste er nok, når en af ens overordnede på arbejdet spørger.

For når svaret – som i mit tilfælde – i realiteten er “ja”, så bliver man stillet i en situation, hvor man enten fortæller sandheden, at ja, jeg PLANLAGDE at blive gravid og få et barn mens jeg var ansat her (selv om jeg kun har været ansat i lidt over et halvt år, ehe) eller så kan man lyve og sige, nej, barnet var slet ikke var planlagt (og dermed også indirekte fortælle, at man ikke kan holde styr på sin prævention). Ingen af de alternativer er optimale. Jeg tænker også lidt, at for arbejdsgiveren kan det jo være lige meget…når man først melder en graviditet ud på sit arbejde, så er det jo ikke fordi man har tænkt at tage en abort – så er det jo fordi man har tænkt at beholde barnet, og så burde det være ligegyldigt for dem, om det var planlagt eller ej.

Jeg valgte dog at gå med sandheden, og sige JA.

Er der andre der har prøvet det samme – at en arbejdsgiver spørger om det? Og må de egentlig det? De veninder jeg harnævnt det for synes på samme måde som jeg, at det er lidt upassende, at en arbejdsgiver spørger om det. På den anden side har jeg har et rigtig godt forhold til min arbejdsgiver, og jeg er helt sikker på, at det blot var et ikke-gennemtænkt spørgsmål fra dennes side – måske endda et forsøg på at vise interesse? Det er måske også bare mig (og mine hormoner?), der i øjeblikket synes det var et lidt grænseoverskridende spørgsmål…

Der er dog en grund til, at jeg skriver “at svaret i MIT tilfælde er ja”, for jeg fandt i dag ud af, at Manden ikke var heeeelt enig i, at baby var planlagt. Ikke på samme måde som jeg tænker, i hvert fald… Tingen er nemlig den, at jeg stoppede med at tage prævention i efteråret en gang, men ikke fordi vi nødvendigvis var klar på projekt baby, men fordi min krop begyndte at reagere meget kraftigt på de hormoner, der var i den pågældende type prævention. Vi blev dermed enige – i samråd med læge – om, at vi skulle give min krop en pause.

Vi havde jo også i lang tid talt om, hvorvidt vi skulle have en 3’er eller ej, og vi var ikke landet 100% på noget, men vi tænkte begge, at det nok gik den vej – men så skulle jeg være gravid inden udgangen af 2017 – ellers ville det være ‘for sent’. Derefter ville drengene nemlig være så store, at vi VIRKELIG skulle til at starte forfra, og jeg ville være færdig med mit studie (jeg ville meget bevidst blive gravid/få barnet i løbet af min studietid, da det er en meget mere fleksibel tid, end hvis man er i arbejde), og vi bliver jo hellere ikke yngre selv..så hvis vi endnu ikke var blevet gravide inden udgangen af 2017, så ville valget være taget for os, og så stoppede vi med de to dejlige børn vi allerede har.

Det behøvede min krop dog ikke at høre to gange, for allerede i slutningen af januar var der to fine streger på en pind.

Og det er jo så hér vi ser lidt forskelligt på det…der hvor jeg tænker, at ovenstående resulterer i en planlagt graviditet, så ser Manden lidt mere firkantet på det og i og med, at vi ikke havde sat os ned og sagt “okay, NU går vi i gang med projekt baby nr. 3”, så er det åbenbart ikke helt planlagt. Ahrmen, altså…mænd. I deres øjne er der ingen aftale med mindre der foreligger en skriftlig kontrakt, haha.

Lad os bare sige, at baby i større eller mindre grad var planlagt 😉 – og under alle omstændigheder ønsket og velkommen! <3

IMG_8604

Graviditetsopdatering: 4 måneder

Som I nok har registreret, så venter vi jo vores tredje barn – og jeg er lidt over 4 måneder henne.

Det er meget sjovt, hvordan graviditet nummer tre skiller sig fra første graviditet; første gang havde jeg 100% styr på hvilken uge, dag og nærmest time jeg var i, hele tiden. Der blev taget billeder af maven mere eller mindre hver uge, og jeg var meget inde i, hvad der skete med baby (som jo så blev Røveren) i de enkelte uger. Vi havde til og med en ugeskalender som vi læste om aftenen hver gang jeg gik ind i en ny uge, så farmand også skulle være opdateret.

Denne gang tæller jeg mere i måneder end i uger, og jeg skal tænke efter, når nogen spørger præcis hvor langt jeg er henne. Billeder bliver det hellere ikke så mange af. Jeg tog en del billeder i de første uger, når det var helt nyt (og jeg havde lidt svært ved at tro på, at jeg rent faktisk VAR gravid – det var INDEN kvalmen meldte sin ankomst)…og selvfølgelig er Manden jo også engageret, men han har det nok også på samme måde som jeg – så længe baby udvikler sig som den skal, så er det ikke sååå vigtig hvornår det ene og det andet sker, haha.

Men jeg tænkte, at for dem af jer, der var interesserede, så kunne jeg komme med en lille opdatering:

IMG_4462

Hvor langt henne: lidt over 4 måneder

Køn: kender vi godt, men vi har valgt at holde det for os selv lige et lille stykke mere 🙂

Hvor stor er baby: baby er omkring 18 cm i fuld længde, og vejer lidt over 300 gram

Hvordan er formen: nu har jeg det godt. Jeg har jo haft det MEGET skidt tidligere i graviditeten, men det vil jeg ikke gentage nu her – det kan I hellere læse om hér, hvis I vil.

Cravings: denne graviditet har været meget mærkelig, når det kommer til cravings. I starten cravede jeg ananas på dåse – det var nærmest det eneste jeg kunne spise i starten, når kvalmen var på sit værste. Senere gik jeg over til at overleve på cola og digestive… Det jeg dog har cravet de sidste uger er intet mindre en toast og nutellamadder. Altså, jeg laver en toast af lyst brød, med skinke, ost og allroundkrydder ovenpå – som så varmes i microbølgeovnen. Ved siden af dette kommer der en nutellamadder (også på lyst brød), som jeg så skiftevis spiser… Lækker kombo, ikke? haha! Ud over dette er jeg også blevet en rigtig slikmund. Lidt for meget faktisk – kan mærke jeg er ved at blive en liiiille smule afhængig af sukker, og det er jo ikke helt godt.

Vægtstigning: eh, nu startede jeg jo graviditeten med at TABE mig 6 kilo, men måske på grund af de sidste ugers kosthold, så er det næsten indhentet, så lige nu er jeg mere eller mindre tilbage til start. Jeg er meget spændt på at se, hvor det så ender…

Bevægelser i maven: omkring uge 16 begyndte jeg at kunne mærke de første små puf inde i maven, og den sidste halvanden uges tid har jeg også kunne mærke baby lige så stille når jeg lægger hånden på maven. De få gange det er sket har Manden dog ikke været i nærheden, så han har endnu tilgode at mærke det.

Gener: lige pt. der ingen graviditetsrelaterede plager (med mindre man kan sige det om allergi, som lige nu er meget værre end tidligere, da jeg ikke må tage medicin). Jeg er måske lidt mere træt og en lille smule mere utålmodig, men det kvalificeres nok ikke som gener, eller?

Indkøb: så langt har vi faktsik ikke købt noget – til trods for, at vi mangler det meste (som jeg skrev om i det indlæg, der hedder jeg skulle ønske, jeg var færdig med at få børn, så solgte vi mere eller mindre alt vores babyudstyr for et stykke tid siden), så det er ikek fordi vi ikke har BRUG for det. Meeen, det skal nok komme. Haha – her kan man altså også se forskel på 1. og 3. graviditet…

Øvrigt: som en konsekvens af min reducerede tålmodighed og øgede træthed, så er jeg (eller føler jeg mig i hvert fald som) en dårligere mor for Bassen og Røveren. Ikke bare er jeg noget mere large med skærmtider (især i de perioder når Manden er ude at rejse), men jeg kan mærke, at der ikke skal lige meget til før jeg mister min “pædagogiske” stemme/tilgang, og bliver den skrappe mor… Det er lidt øv, men sådan er det bare – og jeg arbejder på det! Men det hjælper ikke ligefrem at især Bassen er i en lad-os-teste-grænser-periode…aaarhg, nogle gange altså, jeg siger jer…nåh, jeg må bare tælle lidt mere til ti.

IMG_4463

Nu er det ikke længe før vi skal til misdannelsesscanningen, og det bliver så skønt at se baby igen <3

Hyperimesis gravidarum

Nu, hvor jeg jo har fortalt jer vores lille hemmelighed, så kan jeg også bedre forklare hvorfor jeg har haft det SÅ skidt som jeg har haft det (nogle af jer husker måske mit indlæg fra nogle uger siden, hvor jeg fortalte, at jeg var ramt af “en sygdom fra afgrunden”)… Well, jeg ved ikke om det decideret kan kaldes en sygdom, men det har i hvert fald en diagnose; hyperimesis gravidarum – eller på godt dansk; ekstrem graviditetskvalme.

Dette er ikke en ny ting for mig. Jeg har haft det på samme måde gennem alle tre graviditeter…hvor jeg ikke bare bliver ramt af en ekstrem kvalme, der varer næsten 24/7, men som også medfører opkast og dertilhørende vægttab. Det gør jo så også, at jeg samlet set ikke tager voldsomt meget på i løbet af en graviditet, og dermed ikke bliver så “stor” som man måske kunne forvente, men trust me – dette er ikke noget NOGEN ville ønske, hverken for sig selv eller sin værste fjende…prøv lige at forestille dig, at vågne med virkelig slemme tømmermænd HVER MORGEN. Og den aftager ikke rigtig i løbet af dagen, bah. Det er den bedste måde jeg kan beskrive det på.

IMG_3077
Af mangel på billeder fra denne graviditet får I hellere dette billede, som er taget ca en uge før Bassen kom til verden, altså var jeg ca 39 uger henne i min anden graviditet…

Denne gang er jeg måske sluppet lidt billigere end de to tidligere gange, da jeg “allerede” på dette tidspunkt har fået det bedre…i graviditet nr. 1 og 2 varede det hhv. hele graviditeten ud og til jeg var næsten 6 måneder henne. I graviditet nr. 1 FØLTES det dog ikke så slemt, da jeg jo ikke havde andre forpligtelser end mit studie (hvor der var meget lidt undervisning) og mit studiejob, der var meget fleksibelt. Jeg kunne derfor styre dagen som jeg ønskede, og havde jeg en meget dårlig dag, kunne jeg vælge at blot blive i sengen, uden at det havde de store konsekvenser.

I graviditet nr. 2 blev det straks værre. Ikke blot havde vi Røveren, der kun var 10 mdr da jeg blev gravid, men et par måneder ind i graviditeten startede jeg også i et fuldtidsjob. Der var altså drøn på – 110%. Og det kunne min krop SLET IKKE håndtere. Jeg kastede så meget op – og tabte mig så meget, at jeg endte med at blive fuldt sygemeldt da jeg var 4,5 måneder på vej (efter blot at have været i min nye stilling i under én måned!!! Sidebar; jeg vidste ikke jeg var gravid da jeg skrev under kontrakten…I kan læse hele dén historie hér). På det tidspunkt havde jeg tabt mig så meget, at jeg havde en BMI på 17,5 – altså i kategorien undervægtig, og blev indlagt på skejby for at få væske/næring direkte ind i blodårene…

Derfor vil jeg vove at påstå, at det faktum, at jeg er nogenlunde mig selv igen (jeg har stadigvæk dårlige dage hvor jeg kaster op, men der går længere og længere tid imellem dem) er jo en positiv overraskelse. Mit kosthold er stadigvæk ikke helt normalt – fx starter dagen nu som oftest med to digestive og et halvt glas Cola i stedet for den sædvanlige havregrød og kaffe/mælk…don’t ask me why, but it works – men det er en lille pris at betale for at kunne fungere i hverdagen. Så må vi se om vægtstigningen (og min egen størrelse) bliver anderledes denne gang…der er i hvert fald ingen tvivl om, at min krop udmærket godt ved, hvad der skal ske og hvad den skal gøre, haha. Det bliver spændende at se. Jeg må snart begynde at tage billeder af maven *note to self*

Jeg nåede dog at tabe mig ca 6 kg på 5 uger, og vægten går ikke lige hurtigt op igen som den gik ned, så lige nu står den på -3,5. Men så længe det er den vej det går, så er all good – og jeg slipper for at blive indlagt igen. Det var nemlig kommet dertil, at personalet på den klink på skejby sygehus som jeg er tilknyttet pga. denne diagnose sagde til mig ved min sidste kontrol, at hvis jeg havde tabt mig yderligere ved den efterfølgende kontrol, så hed den indlæggelse og væske/næring i blodårene igen. Og dét er jeg meget glad for at have undgået!

Såh, af denne grund har jeg været in absentia. Ikke tilstede. Hverken på de sociale medier eller i det virkelige liv. Jeg har ligget på vores (nye) sofa – som i øvrigt er en af de bedste investeringer til dags dato! – og blevet en liiiiille smule mere skør for hver dag som er gået.

Jeg har GLÆDET mig til at komme i gang med en normal hverdag igen; til at gå på arbejde, mødes med veninder, bage/lave mad, blogge, og generelt bare leve. Og nu er jeg ved at være dér igen – Thank God.

…and the reason is you

De sidste mange uger og måneder har jeg ikke helt været mig selv – hverken her på de sociale medier eller i det virkelige liv.

Og grunden er meget enkel; jeg har ikke kun været “mig selv”.

Jeg har haft selskab af denne skønne lille baby, der – oveni det at gøre os enormt glade og lykkelige – også har krævet en hel del af mig, både fysisk og psykisk.

Som nogen af jer måske kan huske, så skrev jeg for et halvt års tid siden et indlæg der hed Jeg skulle ønske jeg var færdig med at få børn, hvor jeg luftede mine/vores tanker om hvorvidt vi ville have et tredje barn eller ej – for på det tidspunkt var det en ting vi talte en del om… Lidt fordi vi ikke ville have, at der skulle gå alt for mange år HVIS vi nu besluttede os for at få et tredje barn, eller blot for at “finde ro” i en evt. beslutning om ikke at få flere børn, hvis det var det vi landede på.

Meeeen, som I jo nok kan regne ud nu, så landede vi IKKE på, at vi var færdige med at få børn…vi snupper simpelthen en mere 😉

Jeg vil med glæde fortælle jer mere om det hele herinde inden længe, men for nu ville jeg bare dele dette med jer, så I også kan være med på rejsen; inden bladene falder af træerne det kommende efterår vil vi have fået endnu et lille menneske i vores skønne familie!

Kh Therese