Hverdagsliv

Når man lige har solgt sit hus, så er det næste (store) spørgsmål jo; Hvor skal vi så bo?

Dette er selvfølgelig et emne vi har snakket en del om de sidste måneder, men det er jo først NU, at det er blevet alvor. Vi var jo nemlig ret bestemte på, at vi kun ville sælge huset, hvis det gav “økonomisk mening”, for der er jo uden tvivl mange omkostninger ved at sælge hus og flytte – både økonomisk men også personlige. Man skal jo fx rykke teltpælene op, og flytte væk fra både område og mennesker (og som jeg skrev i sidste indlæg er vi jo egentlig meget glade for både det område vi bor i og vores naboer…), og når man har børn, så skal man jo tage lidt ekstra hensyn til sådanne ting. Især hvis en flytning også involverer institutionsskifte! Ikke fordi børnene ikke kan klare at skifte institution, men det er da med i overvejelserne, når man tager sådanne beslutninger! Så vi havde besluttet allerede inden vi gik i gang med salgsprocessen, at prisen skulle være rigtig for at vi skulle sælge – hvis ikke var planen, at vi ville blive boende og arbejde videre med det hus og den grund vi havde. Nåh, det blev lidt et sidespor…jeg snakker (skriver?) for meget, haha.

img_4083

Anyways, siden det ikke har været helt klart, at vi SKULLE flytte, så har vi ikke endnu fundet dét, der skal blive vores næste hjem. Eller, det vil sige, vi har fundet tre forskellige alternativer, men vi ved ikke helt hvilket et vi skal vælge. Kort fortalt er det følgende alternativer vi står og skal vælge mellem:

  1. Bygge selv i forstaden.
    For et stykke tid siden, da vi satte huset til salg fandt vi en grund i en af Århus’ forstæder, som virkede attraktiv. Den ligger i et “nybyggerkvarter”, men er en af de sidste grunde tilbage, så de fleste huse og haver omkring den er ret etablerede. Det betyder meget, for det gør, at man ikke den dér følelse af, at det er én stor mudderpøl man bor i, hvor man kan se ind til alle naboer. Grunden i sig selv er ret fin (på trods af, at det er en af de sidste i dette område), og ligger fint nok i forhold til skole, institutioner, indkøb og offentlig transport. Det eneste er, at den ligger i en af de forstæder, der ligger længst væk fra Århus Centrum, så det vil tage en hel del mere tid at komme frem og tilbage. Så kan man tænke, at det ikke har så meget at sige i hverdagen, for SÅ meget bruger vi alligevel ikke byen…på nær det faktum, at Mandens arbejdsplads ligger i Århus C, så det er sådan cirka HVER DAG, den ekstra transporttid vil påvirke vores liv *suk*! Og så ved man jo ikke helt, om man er til forstadslivet før man har prøvet det…jeg tænker ikke jeg ville have de store problemer med det (er vokset op i en kommune med 5000 indbyggere, så en Århusforstad vil stadigvæk være rigelig stor), men man ved jo aldrig!

    På den positive side er grunden ikke så dyr, og vi kan derfor få råd til at sætte noget nær et drømmehus ovenpå – og det lyder meget appellerende i mine øjne…kan I forestille jer, at få lige præcis det køkken i lige præcis det hus man altid har drømt om?! (altså, indenfor “normale” rammer – det er ikke strandvejsvilla-standard vi snakker, men nok mere det man kan kalde for et “realistisk drømmehus” – I forstår hvad jeg mener, ikke?).

  2. Bygge selv tættere på byen
    Et andet alternativ vi overvejer er at finde et billigt hus som er lige til at rive ned, eller en af de få (DYRE) byggegrunde som ligger tættere på byen – gerne i det område vi allerede bor nu, som er i cykelafstand til centrum, som der så fint stod i annoncen da vi satte vores hus til salg.

    Det siger sig selv, at det vil blive et noget dyrere alternativ end alternativ nr. 1 (selv om man efterhånden kan få de dér typehuse ret billigt!), og vi vil PÅ INGEN MÅDE kunne sætte et drømmehus på den grund …men det vil stadigvæk være NYT! Og bygget så vidt muligt efter vores ønsker og behøv. Og tæt på byen.

  3. Købe et lidt nyere hus tættere på byen
    Det tredje og sidste alternativ er at købe et hus, der ligger i samme område som det hus vi lige har solgt, men som er af en nyere årgang. Fordelen ved dette vs. det at bygge selv er, at man kan flytte direkte ind i huset uden at skulle lægge for meget arbejde i det. Man får et hus der er lidt større og nyere end det vi lige har solgt, men skal ikke tænke på at bruge de næste 4 somre på at anlægge have og terrasse. Og det er nok også en lille smule billigere, end at bygge selv… Vi har faktisk allerede kigget på et hus som godt kunne være en mulighed! Ulempen ved dette alternativ er, at vi jo på ingen måde kan påvirke hvordan huset ser ud og er formet – hverken planløsning eller materialer. Og det skal man jo så lige gøre op ved sig selv, om det er noget man er “villig” til at give slip på…

img_4082

For at put some icing on the cake, så er Manden og jeg IKKE enige i hvilket alternativ vi hælder imod…faktisk har han næsten besluttet sig for, hvad han ønsker, og det samme har jeg. Blot at der er tale om to forskellige alternativer… Arhmen altså, det er skal ikke være nemt! Heldigvis er alle tre nogle RIGTIG GODE alternativer, så det er jo som sådan et “luksusproblem” – men stadigvæk et problem! Det er måske også lige præcis det faktum, at de alle sammen har nogle rigtig gode fordele, der gør, at det er så vanskelig at beslutte sig. Og det er jo også en MEGASTOR beslutning, der kommer til at påvirke resten af vores liv (sådan -ish, i hvert fald) 😉

Bah! What to do???

Dem af jer, der følger mig på instagram kunne se, at champagnen blev åbnet herhjemme i går – og det var der en rigtig god grund til! Vores hus er nemlig solgt 🙂

skjermbilde-2016-10-16-kl-19-40-54

skjermbilde-2016-10-16-kl-19-41-47

Som I måske ved har det været til salg siden sommerferien, så selv om det ikke er fordi det har været til salg enormt lang tid, så er det dejligt at have afsluttet dette kapitel, for (som jeg nævnte hér) så er der jo en del praktisk at se til i forbindelse med det at have et hus til salg…

Og selv om vi i går poppede champagnen for at fejre salget, så er det stadigvæk en lille smule vemodigt, at huset er solgt – for det betyder jo at vi inden alt for længe skal forlade dette hus (og ikke mindst haven!), denne vej, vores naboer og området, som vi er blevet meget glade for.

skjermbilde-2016-10-16-kl-19-42-12

skjermbilde-2016-10-16-kl-19-41-18

Men på den anden side venter et nyt eventyr – og selv om vi faktisk ikke helt ved, hvor det vil tage os hen (mere om det i et senere indlæg), så er én ting helt sikker; Det bilver ENORMT spændende!

Jeg glæder mig som et lille barn til fortsættelsen, og skal naturligvis huske at tage jer med på rejsen…

img_3928

For et par uger siden skulle min svigermor holde stor fødselsdag, og i den forbindelse havde jeg lovet, at jeg ville invitere til brunch i det fine sommerhus vi boede i for anledningen – så slap hun nemlig for at skulle tidligt op og sørge for morgenmad/brunch til de gæster, der overnattede…. Vi ved alle hvor (lidt) sjovt det er at skulle stå tidligt op en dag efter man har holdt en god fest forinden, så derfor tænkte jeg, at det ville være en god lille “ekstra gave” (hun fik nemlig den “rigtige” gave for nogle måneder siden, da hun rent faktisk havde fødselsdag). Jeg synes faktisk selv jeg fik lavet denne “ekstra gave” på en lidt sjov og sød måde – det tænker jeg, at jeg kan dele med jer i et andet indlæg *note to self* – det er nemlig en rigtig god måde at give en gave, der ikke koster kassen, og som samtidig er lidt mere personlig end et gavekort til Matas.

img_3936

Anyways, til denne brunch havde jeg lyst til at servere noget sødt også, og da vi havde nogle marcipanrester i køleskabet besluttede jeg mig for at lave kransekagestænger.

Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, men da der ikke var specielt mange køkkenredskaber i sommerhuset blev det lavet på den primitive måde, hvor man hakker mandlerne med kniv og blander alle tingene med hånden. Mandelbidderne blev ikke så finmalede som de ellers ville have været, og udseende blev lidt mere rustikt end normalt, men når vi nu var i et sommerhus, så synes jeg egentlig det passet rigtigt fint.

img_3868

Og smagen kan man ikke sige noget til – især ikke når de lige fik lidt smeltet mørk chokolade i enderne….uhm, nu fik jeg helt lyst til kransekagestænger! Og jeg er bange for, at det ikke bliver bedre af, at jeg lige om 2 minutter placerer popoen i sofaen for at se sæsonpræmieren af ‘Den Store Bagedyst’, haha… Er der flere, der skal se det i år?

img_3929

img_3937

Der sker ret meget i vores lille forstadshjem de her dage – så meget at det kan være lidt svært at hænge med i svingene.. Men det er jo primært gode ting, der sker. Så selv om jeg nogle dage er så træt, at jeg ender med at gå i seng ikke længe efter børnene, så er det trods alt med et smil på læben jeg falder i søvn. Her er nogle af de ting, der sker i vores liv:

img_3997

  • Denne uge er det helt klart studiestart, der har fyldt mest! Som jeg skrev i dette indlæg, er jeg jo lige startet på en kandidat i IT og webkommunikation, hvilket er VILDT spændende. Jeg må dog indrømme, at jeg kan mærke at studielivet er ret langt fra den hverdag jeg har haft indtil for nyligt (man sidder meget stille i dyb koncentration over længere tid…altså ret langt fra det at tage sig af to drenge på 2 og 4 år). Det jeg dog er enormt begejstret for er, at der er meget fokus på praktisk læring på dette studie, så man sidder ikke bare om HØRER om fx. html5, man går selv igang med at bruge det. Første dag. Så ja, min hjerne er lidt træt når dagen er omme, men det gør som sådan ikke noget 🙂

  • Er jeg i fuld gang med at forberede mig til min første arbejdsdag på tirsdag. Dem, der følger mig på instagram har måske allerede set, hvor jeg starter – ellers skal jeg nok fortælle mere om det om et par dage. Men der er lidt forskellige papirer, der skal udfyldes, et par introkurser jeg skal igennem, og en hel garderobe, der skal opdateres (der har ikke været brug for så meget fancy arbejdstøj de sidste par år, så tøjshopping er en nødvendig onde, hehe)

  • Nyder vi “det bedste fra to verdener” – hvor de to verdener er årstiderne sommer og efterår. Jeg ELSKER, at sommeren besluttede sig for at vende tilbage – om så bare for nogle dage…så vi går i bare tær og t-shirts, samtidig som vi mener vi godt kan tillade os at tænde stearinlysene når vi spiser morgenmad. Børnene synes det er hyggeligt med det levende lys, og de elsker at puste dem ud når vi skal afsted… Jeg er dog blevet en lille smule usikker – er det ikke noget med, at det er lidt usundt med overdreven brug af stearinlys? Og hvad er overdreven brug??

  • Er vi ved at vænne Bassen af med at spise efter aftensmaden…sådan en ting man overhovedet ikke tænke over inden man er forælder selv, men samtidig en ting jeg tror utrolig mange forældre skal tage stilling til; må børnene få noget at spise efter aftensmaden? Herhjemme har vi haft den tommelfingerregel, at vi ikke synes børnene skal gå sultne i seng i de år, hvor de ikke er store nok til at forstå princippet hvis-jeg-ikke-spiser-mig-helt-mæt-til-aftensmad-er-der-ikke-noget-før-morgenmad. Røveren har kunne forstå dette i et stykke tid, så med mindre der er “formildende” omstændigheder hedder det ingen mad mellem aftensmad og morgenmad. De formildende omstændigheder kan være, hvis vi har gæster til aftensmad, og han ikke kan koncentrere sig, vi spiser ude på restaurant eller hjemme ved nogen – igen det dér med koncentration, eller hvis vi prøver en ny ret, hvor der er en vis sansynlighed for, at smagen kræver tilvænning. Indtil for nylig har Bassen været undtaget de her “regler”, og har derfor fået mad, hvis han har sagt, at han var sulten. Det er ikke noget fancy vi disker op med – efter aftensmad er det KUN rugbrød med smør, der bliver serveret. Ingen rester, intet pålæg, ingenting. Kun brød med smør. Det er også meget bevidst, da det ikke skal være sådan, at drengene undlader at spise aftensmaden fordi de ved, at de kan få noget lækkert lidt senere.
    Nåh, men det jeg var ved at sige er, at vi er ved at vænne Bassen af med det at få rugbrød efter aftensmaden. I lang tid har han sagt at han var sulten lige ved sengetid, og vi har tænkt, at han måske var midt i en periode, hvor han vokser meget eller lign. Men så har der så været nogle gange, hvor vi har fået lidt sen aftensmad – og endda en af hans favoritter, som han naturligvis spiste meget godt af. Da han var på vej i seng blot 20 minutter efter aftensmaden var færdig påstod han stadigvæk, at han var sulten. Dér gik det op for os, at det nok er blevet en blanding af en vane og en måde at trække putningen lidt. Og efter vi blev opmærksomme på det, og er begyndt at “udfordre” ham lidt på det, så er der gået decideret sport i det fra hans side…så vi er blevet enige om, at han nu er stor nok til at følge de samme regler som storebror gør. I starten var jeg bange for, at han ville vågne midt på natten og være dødsulten, men han har ikke engang været megasulten når han vågnede om morgenen, bare normalt sulten. Så det er nok alligevel ikke så katastrofalt, at vi nu har skærpet reglerne for ham…

  • Er Bassen gået i “hate-mode”. Hade er simpelthen det nyeste ord i hans vokabular, og han bruger det med stor flittighed…! Jeg må indrømme, at jeg er en lille smule imponeret over, at han godt kan finde ud af at bruge det nogenlunde korrekt – han mangler måske bare forståelsen for at det udtrykker en helt speciel nuance af irritation eller dislike…lidt som hr. skæg siger i bandeordssangen (som Røveren forresten en megastor fan af – hvilken anden sang gør det legitimt at gå rundt at sige pis og røv og fy for fanden) “hvis man bander hele tiden mister de værdien”. Det er lidt det samme med HADER. Hvis man bruger det hele tiden mister det lidt værdien. Jeg må indrømme, at det ramte mig lidt en morgen da vi gjorde os klare til at komme ud af døren, og jeg så siger “nu skal I i børnehaven (Bassen gider ikke være et vuggestuebarn, haha), og mamma skal i skole” – og Bassen så svarer “Jeg HADER, at du går i skole”. Ouch, den sved! Måske især fordi jeg jo havde/har lidt sommerfugler i maven over denne overgang fra livet som hjemmegående til livet som studerende/arbejdende. Så den ramte mig en lille smule… Men da han senere samme dag – om aftenen da vi var ved at putte ham, og han (igen igen) spurgte efter en liiiiillebitte rugbrød og han fik svaret, at der ikke var mad før morgenmad – råbte “JEG HADER MORGENMAD”, så gjorde hans udtalelse fra om morgenen knapt så ondt, haha.

Ja, der sker lidt af hvert hjemme i vores hytte… Nu vil jeg tage min kaffekop og placere mig imellem mine to drenge, der lige nu sidder og ser venskabsbyen. Dagen byder på fødselsdagsfejring af en fætter og aftensmad med farmor og farfar. Så er den weekend også gået. Håber I nyder jeres søndag – med eller uden planer.

Som jeg nævnte i dette indlæg, så står studiestart lige for døren…faktisk så er første introdag allerede i morgen!! Og som lovet, så kommer her lidt mere info om det, der kommer til at fylde meget af min hverdag fremover.

Hvad: Kandidat i IT og Webkommunikation

Hvor: Syddansk Universitet, afd. Kolding

Hvorfor: Se, den er straks lidt sværere at svare på. Ikke fordi jeg ikke ved hvorfor, men mere fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde.

IMG_3978

Jeg øver mig allerede i at falde ind blandt de andre IT-studerende – brillerne er et godt accessory i den sammenhæng, ikke? 😉

Jeg har jo, som nogle af jer måske ved, allerede en kandidat i virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet. Da jeg læste sidste gang var jeg faktisk ikke klar over, at den bachelor jeg havde taget var adgangsgivende til IT-uddannelser. Det fandt jeg først ud af, da nogle af mine medstuderende meddelte, at den kandidatuddannelse de var kommet ind på var en IT-kandidat. Jeg kunne måske have søgt om at blive overført på det tidspunkt, men for at være helt ærlig, så havde vi lige forinden fundet ud af, at jeg var gravid med Røveren (der nu er 4,5 år), så jeg kunne ikke overskue det. Jeg valgte den “nemme” løsning, nemlig at tage en kandidat, der lå tæt op til det jeg havde taget en bachelor i..så var der ikke så meget nyt at skulle sætte sig ind i. Og det har jeg fortrudt lige siden. Ikke fordi kommunikation og markedsføring (som var min “specialisering”) ikke er spændende, men fordi det er den web-baserede kommunikation, der interesserer mig mest.

Jeg har siden hen prøvet at tilegne mig færdigheder indenfor IT og webkommunikation på egen hånd (hej blog!), og set utallige youtube-tutorials om koding og opsætning af hjemmesider. Og noget har jeg da lært, men ikke nok. Så da vi for et halvt års tid siden begynte at tale om, hvad jeg skulle gøre når Bassen skulle starte i vuggestue, kom studere på banen. Jeg/vi var godt klar over, at det var et long shot, da jeg allerede har en kandidat, og dermed blev omfattet af kandidatregelen (som gør, at man ender heeeelt bagerst i køen..hvilket er fair nok; selvfølgelig skal dem, der ikke har en kandidat have førsteprioritet for at komme ind på et kandidatstudie). Derfor søgte jeg forskellige IT-studier på forskellige universiteter (indenfor “acceptabel” afstand, naturligvis). Jeg havde dog ikke for høje forhåbninger, og var egentlig indstillet på, at jeg “kun” skulle arbejde.

Der gik dog ikke mange måneder før jeg fik svar fra SDU om, at jeg var kommet ind…jeg tror de svarede mig så tidligt fordi de kunne se, at studiet ikke var fuldbooket, og dermed kom alle ansøgere (der havde de rigtige kvalifikationer) ind.

Det var dog ikke uden at tænke godt over det, at jeg accepterede pladsen. For man skal huske, at selv om jeg kan få SU – jeg har jo tidligere været tilknyttet det norske system, så reglerne er anderledes for mig end en “almindelig dansker” (haha – gør det mig så til en ualmindelig dansker?) – så er det stadigvæk ikke lige så meget som jeg ville have fået i løn, hvis jeg arbejdede i en 30-timers-stilling. Vi besluttede os dog for, at prioritere, at jeg kunne læse. Hvis det nogensinde skulle blive til noget, skulle det være nu. Og så ville jeg se om jeg kunne få et studiejob ved siden af, som kunne supplere SU’en (og give mig det bedste af to verdener; både studere mit drømmefag OG oplevelsen af at være en del af en arbejdsplads igen, med kollegaer og alt hvad der følger med). Jeg fik jo også et studiejob ret hurtigt efter jeg begyndte at søge, men som jeg så endte med at sige op efter kun halvanden uge. Sidenhen har jeg kigget lidt efter studiejobs, og de sidste uger er der kommet virkelig mange opslag (mon ikke det hænger sammen med, at det er tid for studiestart), så jeg har både søgt mange og været til en del samtaler…så jeg satser på, at det giver pote inden længe 🙂

IMG_3984

I morgen går startskuddet, altså, og jeg er megaspændt. Og MEGANERVØS. Ikke kun for dét, at skulle starte på studiet igen, men for at starte på en helt ny hverdag. Vi har jo ikke rigtigt prøvet, at jeg SKULLE noget siden vi blev en familie på 4 (hvis man lige ser bort fra den halvanden uge jeg var i arbejde, haha). Så vi har været vandt til lange morgener, god tid til det meste, og en ret klar fordeling mellem Manden og mig i forhold til hvem der gør hvad. Alt dette skal laves om på – og især hvis jeg får et studiejob! Gisp, det tør jeg nærmest ikke tænke på… Men det skal nok gå. Selvfølgelig gør det det. Hvis alle andre kan, så kan vi da også! Det bliver nok bare en lidt hård omstillingsperiode, men når den først er overstået, så tror jeg vi alle bliver glade for vores nye hverdag. Og alt andet lige, så vil der heldigvis være lidt mere fleksibilitet i min fremtidige hverdag, end hvis jeg var startet i et almindeligt 30-timers- eller fuldtidsjob…lige nu er det min støttepude (og det mantra jeg gentager for mig selv, når jeg bliver FOR overvældet og nervøs).

Men lige nu, når jeg sidder og skriver dette, glæder jeg mig utrolig meget. Tasken er pakket (jep – total “første-skoledag-vibes” herhjemme), tøjet er nogenlunde planlagt i mit hoved, og jeg er parat. Kryds fingre for mig!

Ferien er for de flestes vedkommende over nu, og hverdagen er godt igang. Hos os hænger feriestemningen stadigvæk lidt ved – vi har nemlig haft besøg af min niece på 17 år i to uger, og børnene var minimalt i institutionen i den periode. Det blev to uger med sene aftener, langsomme morgener, mange café-besøg og muligheden for at lege turist i egen by. Det er faktisk anden gang jeg er turisguide i Århus denne sommer – jeg havde jo nemlig også besøg af min mor og søster tidligt i sommers…måske skulle jeg strikke sammen en turistguide på et tidspunkt? *note to self*

IMG_6457

Dagen efter min niece tog hjem i norge blev børnene kørt til farmor og farfar, der bor en times kørsel fra Århus. Der skal de være indtil på søndag. Vi har altså 4-5 børnefrie dage! Jeg siger det igen; 4-5 børnefrie dage!!! Timingen er som sådan perfekt, da der var to ugers vasketøj og generel rengøring der ventede (jeg fik ikke gjort dagens gode gerning mens min niece var her). I tillæg havde jeg lige en jobsamtale jeg skulle til i dag (som gik ret godt, tak for at du spørger:), og en husfremvisning vi skal have gjort klar til (I husker måske at vores hus er sat til salg?) 🙂

Til trods for, at der er lidt praktisk at se til – og en del kaffeaftaler med veninder, der skal overholdes – så kan det altså godt mærkes, at drengene ikke er her. Jeg kan spille høj musik om aftenen, sove så længe jeg vil om morgenen (det er det ingen, der gider at høre – I know), og jeg SKAL ikke have aftensmad på bordet inden kl. 17.30. Det er mærkeligt stille. Og allerede her på dag 2 savner jeg dem voldsomt…er lidt spændt på at se, om vi holder helt til på søndag, haha.

Dette indlæg hedder, som du nok har bemærket, “stilhed før stormen”, og det er der en grund til. Inden længe starter nemlig en helt ny hverdag for os. Noget vi slet ikke har prøvet før som familie på 4, og det giver mig sommerfugler i maven! Jeg fik en lille forsmag af denne hverdag i løbet af mine 1,5 uger som arbejdende kvinde her inden sommerferien, men denne gang er det en mere permanent ting. Noget, jeg skal i gang med, som har været planlagt i lang tid, og som igen vil ændre min status fra hjemmegående til noget andet. Min status bliver denne gang….trommehvirvel…”studerende”. Jeps. Du læste rigtigt. Jeg skal til at studere (igen igen). Jeg skal nok (inden længe!) fortælle mere om hvad, hvor og hvorfor – jeg lover.

Som du nok kan regne ud er de jobs jeg søger (og det job jeg havde inden sommeren, for den sags skyld) derfor studie- eller deltidsjobs. Og hvis/når jeg engang får et job, så får vi travlt! Min hverdag vil stadigvæk være mere fleksibel end den ville være, hvis jeg skulle ud og arbejde fuld tid, men det vil stadigvæk være en MEGET anderledes hverdag end den vi har haft siden Bassen kom til verden for snart 3 år siden…

Jeg er lige dele spændt og nervøs.

Sommerferien er ved at være over for vores del, og på mandag starter Manden på arbejde igen og institutionen åbner. Røveren glæder sig helt vildt meget til at se sine venner igen (han savnede nogle af dem så meget, at vi har måtte arrangere et par playdates den sidste uge blot for at dække hans lege-med-kammerater-behov)… Bassen skal også tilbage i institution, hvilket jeg er lidt spændt på.

Dem af jer, der følger bloggen ved nok, at Bassen startede i vuggestue i midten af maj. Vi havde naturligvis gjort os mange overvejelser i forhold til hans opstart – både i forhold til HVORNÅR han skulle starte, men også om HVORDAN vi kunne sikre en bedst mulig start på institutionslivet for ham…I kan læse om de overvejelser her. I det indlæg skriver jeg også om Bassens første dage i vuggestuen, som gik RIGTIG godt – som i over al forventning.

IMG_6270

Deeeet varede dog ikke længe. Først uge gik altså som en drøm, men allerede første dag i uge 2 var det vendt, og Bassen havde IKKE lyst til at komme i vuggestue. Om det var fordi det nu var gået op for ham, at dette ikke kun var en ting vi “prøvede af”, eller om det var fordi hans kontaktpædagog ikke var der den dag, og den anden pædagog (som han jo egentlig godt kender fra alle vores besøg) havde været sygemeldt et stykke tid, og var lige kommet tilbage dén dag (så han ikke rigtig havde nået at reconnecte med hende), ved jeg ikke. Han ville IKKE afleveres. Og det kom SÅ meget bag på mig – for ugen forinden havde han jo nærmest skubbet mig ud af døren. Men denne dag ville han kun sidde på mit skød, og blev ved med at sige, at han ville med mig hjem. Dette skar mig naturligvis i hjertet, men jeg havde på forhånd også været forberedt på, at der måske ville komme nogle reaktioner (altså, andet ville i mine øjne nærmest være unaturligt), så jeg tog mig god tid og forklarede, at han blot skulle være der og lege lidt mens mamma skulle arbejde med kedelige ting, og så ville jeg hente ham efter han havde spist sin madpakke. Det så ud til at han accepterede det, så lidt efter vores snak gik jeg over til pædagogen med ham, så han kunne sidde ved hende da vi skulle sige farvel. Idet vi kommer hen til pædagogen og jeg siger, at nu skal jeg til at gå, bliver han dog VOLDSOMT ked af det – han skriger og går i flitsbue, og gør alt hvad han kan for at komme ud af pædagogens arme og hen til mig. Jeg bliver totalt sat ud af den, og det eneste jeg kan finde på at gøre er at sige farvel og skynde mig ud derfra – jeg blev simpelthen rådvild, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med.

Dette var den første (og eneste) gang jeg var tæt på at græde selv. Det var ikke sjovt at komme ud til bilen og have hans skrig i mine ører…jeg gav det 10 minutter, før jeg ringede op til institutionen for at høre, hvordan det gik. Jeg tænkte, at hvis han stadigvæk var helt ude af den, så ville jeg bare skynde mig derop igen, så kunne vi lade som om, at dette var en MEGET KORT dag 😉 Når jeg ringede derop havde han det dog ok…han havde været meget ked af det, og grædt i nogle minutter inden de havde spurgt om han kunne tænke sig at gå på legepladsen (jeg ved de egentlig havde “sangsamling” på programmet, men fordi de vidste at han ville blive glad for at komme på legepladsen, så havde de ændret planerne lidt <3) – og så havde han vidst gået fra at være ked af det til blot lidt skeptisk. Da jeg hentede ham den dag – 2,5 timer efter jeg havde afleveret ham – var han glad, både for at se mig, men også generelt. Jeg havde dog i løbet af de 2,5 timer gjort op med mig selv, at jeg ikke ville gå fra ham igen, hvis han var så ked af det…jeg havde gjort det den ene gang fordi hele situationen kom bag på mig, og jeg var rigtig ked af det selv. Derfor fortalte jeg til pædagogerne, at hvis han blev ked af det en anden gang, så ville jeg blive indtil han var (mere) klar til at sige farvel, og det havde pædagogerne det fint med.

De efterfølgende dage den uge var jeg dermed nødt til at blive, for han gav hver dag udtryk for, at han ikke ville have, at jeg skulle tage afsted (bl.a. ved at prøve at tage mine sko af når vi kom derop, ved at sætte sig på mit skød, og ved at sige, at jeg skulle blive der sammen med ham). Jeg var der i op til 45 minutter indtil han var godt i gang med en leg, og så var det ok for ham at sige farvel til mig. Jeg prøvede også at få Røveren med ind i vuggestuedelen, så jeg kunne sige farvel til dem begge, hvilket Bassen synes var fint. Dette dulmede min dårlige samvittighed – altså, jeg slap for at se at han blev ked af det – men jeg vidste jo godt at det ikke var en langtidsholdbar løsning…når jeg engang skal starte i arbejde, så duer det jo ikke, at jeg skal bruge én time på aflevering. Og det skal hellere ikke være sådan, at Røveren skal være med, for så vil han måske påtage det som sin opgave, at lillebror ikke bliver ked af det. Det skal han for det første ikke udsættes for, og for det andet, så har vi jo så bare problemer, hvis Røveren er syg eller af en eller anden grund ikke skal i børnehave.

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Så da jeg i slutningen af uge 2 skulle have en snak med Bassens kontaktpædagog var dette det centrale emne. Normalt bruger de de her samtaler på at lære barnet og familien bedre at kende, men det var overflødigt i dette tilfælde, og vi kunne derfor få en god lang snak om hvordan vi skulle gribe det an – for vi var begge enige om, at den “løsning” jeg havde fundet ikke var holdbar. Og til dette mødet sagde kontaktpædagogen mange ting, der gjorde indtryk på mig. Blandt andet sagde hun, at grunden til at han reagerer så meget på det, at jeg går er fordi det er et tab for ham. Og det er derfor meget naturlig – og nærmest også godt, at han kan reagere på den måde han gør – det er et sundhedstegn. Nøj, hvor gjorde det ondt at høre, at det vi nu “påfører” ham er en form for tab, men selvfølgelig er det jo det…hvis han fik bestemme, så startet vi institution SAMMEN – men sådan kan det ikke hænge sammen. Men pædagogen stoppede heldigvis ikke dér. Vi fik også en rigtig god snak om vigtigheden af at anerkende hans tab, og om at lade ham have lov til at mærke det. For kun på den måde kunne han også mærke, at han kunne overkomme tabet. Som pædagogen også sagde (og nøøøøj, hvor skar det i mit hjerte da denne sætning kom); “han vil opleve mange tab fremover i sit liv på den ene eller den anden måde. Det er vigtigt at han får lov til at mærke det, og får at vide, at det er ok at han kan mærke det – for kun på den måde kan han opleve, at han kan komme over dem – både nu, men også i fremtiden”. Pyha, ikke bare bliver jeg mindet om, at det han går igennem nu føles som et tab for ham, men også det faktum, at min lille dreng vil opleve mange former for tab i sit liv…det er nok unødvendigt at nævne, at jeg på dette tidspunkt begyndte at tude.

Men med det i tankerne lagde vi en ny slagplan – en som jeg også havde det godt med. Anerkende hans følelser, og vise ham, at det ikke blot var OK, at han havde det på den måde, men også vide selv, at det var SUNDT. For det er det. Jeg tænker også med mig selv; jeg kunne da SELV mærke, at det stak lidt hver gang vi skulle sige farvel til hinanden – vi har trods alt været sammen mere eller mindre hver dag af hans liv…så hvordan skulle man så kunne forvente, at én på 2,5 år ikke ville have det på samme måde? Forskellen på os er blot det, at jeg har haft 30 år på at lære mig at håndtere disse “tab”.

Så da uge 3 startede var det med denne slagplan in mind. Og allerede på dag 3 kom det, man nok kan kalde for et “gennembrud”. Vi var taget derop som sædvanlig og han legede lidt mens jeg fik tjekket ham ind osv. Da tiden kom for at vi skulle sige farvel satte jeg mig ned til ham, og forklarede ham det. Og han blev ked af det. Men i stedet for, at klynge sig til mig og sige at han skulle komme med, gik han frivillig hen til sin kontaktpædagog som sad sammen med os, og kravlede op på hendes skød og søgte trøst. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde en smule ondt – for hvor jeg både ser det som en tillidsærklæring til pædagogen, så så jeg det også som en “kapitulation” fra Bassens side. Han havde indset, at det ikke nyttede at “kæmpe imod”, og gav derfor efter. Og ved I hvad, det kan godt være, at det var det, der skete, men det er vel også en del af det at lære at mestre tab – at acceptere de ting man ikke kan ændre, og gøre det bedste ud af det – hvilket i hans tilfælde var at lade sig trøste af andre end mig. Lidt på samme måde gik afleveringssituationen hver dag han var der den uge, blot med lidt bedre humør hos Bassen for hver dag som gik. Da vi kom til uge 4 (af de 7 uger han havde der inden sommerferien) var han ikke længere ked af det, da vi skulle sige farvel, hvilket var et rigtig dejligt punkt at komme til – især fordi det viste sig, at jeg fik et job jeg skulle starte i blot et par uger efter (og som jeg så alligevel endte med at sige op efter blot et par uger).

Resten af tiden han var i institution inden sommerferien var der ingen problemer med at sige farvel. Han ville gerne have, at jeg holdt ham i hånden indtil vi har kommet hen til en af pædagogerne, men når han så først havde nogen ved sin side, der kunne støtte ham i det at sige farvel til mig, gik det superfint. Han/vi fik et lille mønster, hvor han fik en kys og en krammer fra mig inden han gik hen til pædagogen, og så vinkede vi ellers glad farvel til hinanden. SÅ skønt!

I har måske opdaget, at jeg i det ovenstående kun har beskrevet selveste afleveringssituationen, og det er der en grund til. Det var nemlig KUN der, vi havde “problemer”. Alle øvrige tidspunkter han var i institution kunne pædagogerne fortælle, at han havde det som blommen i ægget – især, hvis de var på legepladsen eller hvis han fik lov til at lege med de store (altså børnehavegruppen), hvilket han fik lov til ret tit. Han synes det var sjovt at have et eget rum i den institution vi havde besøgt så meget, og var stolt over at have egen madpakke med. Jeg kunne også se med mine egne øjne, at han havde det godt de gange jeg fik lov til at agere “flue på væggen” – dvs. når jeg kunne stå og observere ham inden han opdagede, at jeg var kommet for at hente ham. En gang var han fx. lige kommet op på puslebordet i det jeg kom, og selv om jeg gik ud på badeværelset kunne han ikke se mig, da der var en lille halvvæg der skillede os.
Pædagogen der skiftede ham og jeg aftalte med øjnene, at jeg blot kunne observere lidt, og det var helt dejligt at se, hvordan han lavede sjov med pædagogen (ved at prøve at sprøjte vand fra vandhanen på hende) og ved at insistere på, at det var ham, der bestemte! 🙂 Han fortalte også på eget initiativ at det var spiderman, der var billede af på hans underbukser, og om hvad spiderman kan. Det er så skønt når man kan se hvordan børnene agerer, når de ikke ved at man er til stede. Den sidste ting, der gjorde at jeg vidste, at Bassen var glad for at være der var, at hver gang (mere eller mindre) jeg hentede ham fik jeg en hurtig krammer inden han begynte forhandlingen; “ti minutter mere, mor. Bare TI minutter”. Det er nok overflødigt at sige, at det aldrig blev kun ti minutter… Og hvis jeg var så ond, at hente kun Bassen og ikke Røveren, fx. hvis Bassen skulle hjem og sove og Røveren gerne ville blive længere, så fik jeg skæld ud hele vejen hjem…kun en ond mor kan finde på at tvinge den ene til at tage hjem før den anden – SÅ uretfærdigt!

Sådan forløb altså Bassens indkøring i vuggestue – og jeg må sige, at selv om det var et par uger, hvor afleveringssituationen ikke var sjov, så er det gået rigtig godt! Det har ikke på noget tidspunkt været så “slemt”, at vi har revurderet hans vuggestuestart – måske især fordi vi kunne se hvor glad han var for at være der når afskeden bare var overstået. Jeg er dog meget spændt på hvordan det bliver at komme tilbage efter sommerferien…nogle af gangene når vi snakker om institutionen bliver han begejstret, mens andre gange siger han “jeg tror bare jeg bliver hjemme”, haha. Min værste frygt er, at vi kommer tilbage dertil, hvor det var aller sværest at sige farvel – men uanset hvad, så ved jeg jo nu, at det går over – og denne gang forhåbenligvis hurtigere end sidste gang. Og nu har jeg jo alligevel ikke noget jo jeg skal tilbage til, så drengene behøver ikke være i institutionen mere end de ønsker de første mange uger 🙂

Det bliver spændende at se hvordan tingene forløber på mandag.

Oh my, oh my…Efter en af de mest travle perioder i mit liv, så er det skønt med ferie! Og dog, nu ved jeg ikke helt om det er korrekt at kalde det “ferie”, for det indikerer jo lidt, at man har noget man skal tilbage til – og det skulle man måske også tro, at jeg også havde, iom at jeg fik et nyt job for under én måned siden…men nej, jeg er igen arbejdsløs (eller hjemmegående, hvis man foretrækker det).

IMG_5805

Denne gang er det dog ikke planen, at jeg skal blive ved med at være det. Jeg tog jo det job for en måneds tid siden fordi planen var og er, at jeg skal ud i arbejde igen… Det job jeg fik var dog bare ikke et job for mig. Misforstå mig ikke – jeg kunne godt lide både firmaet som sådan, menneskerne, OG de opgaver jeg skulle have – det var bare branchen, der var en lille smule for…ehm…excentrisk for mig. Jeg troede da jeg sagde ja til jobbet, at jeg godt kunne se forbi den excentriske del – og det kunne den rationelle del af mig også. Min underbevidsthed (eller irationelle del, om du vil) af mig kunne dog ikke, og så blev vi derhjemme enige om, at det var bedre at jeg stoppede inden firmaet havde investeret for meget tid og energi på mig. Det er aldrig sjovt at skulle træffe sådanne nogle valg, men det nytter hellere ikke noget, at arbejde med noget, man ikke er komfortabel med. Jeg ville dog rigtig gerne kunne blive ved, lidt fordi jeg hele tiden har sagt, at “hvis det skulle blive nødvendig, så sidder jeg om så i kassen i et supermarket og scanner varer” – og det mener jeg! Så det er bestemt ikke fordi jeg føler mig “for fin” til et job…vi er bare i den situation, at vi havde regnet med, at det ville taget noget længere tid for mig at få et job (jeg er jo mere eller mindre lige gået i gang med at søge), og derfor kan vi “tage os råd til”, at jeg kan finde et job jeg har det godt med – det er trods alt et sted man (forhåbentligvis) skal være i lang tid, og tilbringe mange timer. Heldigvis var mine overordnede meget coole omkring det, så det gjorde det da lidt nemmere.

For at være helt ærlig, så må jeg også indrømme, at selv om det var ret sjovt at have et nyt job nærmest i samme sekund som jeg begynte at søge, så kom det hele lidt bråt på. Jeg havde forestillet mig, at det nok ville tage nogle måneder inden jeg fik et job, så når jeg allerede fik et job OG skulle starte i det inden sommerferien, så blev det lidt meget på én gang. Som I måske ved, så er det jo ikke så længe siden Bassen startet i institution + vores hus er sat til salg, og der er jo en del praktisk ift. fremvisninger osv + jeg havde en bittelille fødselsdagsfest, der også skulle planlægges og forberedes til… Når man oveni det smider et projekt (af mangel på bedre ord) som jeg nok skal fortælle jer om inden længe, OG jobopstart, så blev det lidt for meget for mit system… Den måned dette stod på var min hjerne virkelig på overarbejde, så der var et par gange, hvor jeg fuldstændig havde glemt aftaler jeg havde lavet, eller ikke fik med mig ting, der blev fortalt mig… Det er faktisk både lidt spændende men også skræmmende, hvordan ens hjerne sorterer nogle ting fra, når den ikke kan mere.

Skjermbilde 2016-07-18 kl. 16.08.43

Derfor er det nu dejligt med ferie. Og jo, det er ferie – nok især fordi Manden også holder fri de her dage. Vi tager også nogle små ture rundt om i det danske/skandinaviske landskab, hvilket jo også bidrager til feriefølelsen. Manden holder de “obligatoriske” tre uger, inden han igen starter på arbejde…og jeg må indrømme, at selv om det nok ville være det bedste (læs: mest fornuftige), hvis jeg også havde et job at vende tilbage til efter ferien, så nyyyyder jeg tanken om, at børnene og jeg kan holde ferie en lille smule længere 🙂

Og prøv lige at se her – overskuddet til at blogge er tilbage! Jeg har også skrevet lidt på et indlæg om Bassens vuggestueopstart, så hvis I gerne vil have en update fra den front, så kan I kigge med om en dag eller tre 😉 God sommerdag til jer.

Det er overskriften på min klumme i denne uges Århus Onsdag/Syd. For en gangs skyld er jeg kommet med et indlæg, der ikke har et familiepolitisk indhold. Det er dog stadigvæk et emne jeg synes er relevant og vigtigt, nemlig dét, at involvere os mere i hinandens liv – også selv om det måske er lidt grænseoverskridende eller “ubelejligt” – for så får man i sidste ende et meget rigere liv. Læs hele klummen online her.

IMG_3714

Ellers kan jeg kun igen sige, at jeg er godt klar over, at der ikke har været meget aktivitet herinde på bloggen de sidste uger. Som jeg skrev i dette indlæg er der mange (store) grunde til dét. Der er dog kommet endnu én grund til, at tiden til blogskrivning ikke helt strækker til; jeg har fået et job. For en uges tid siden var jeg til en jobsamtale, og siden er det gået slag i slag med flere samtaler og kontraktforhandlinger, og resultatet er, at jeg skal starte i nyt job i morgen!!!

Jeg skal nok fortælle jer mere om jobbet inden længe (yes yes, endnu én “jeg-skal-nok-fortælle-mere-om-det-senere-smøre”, men jeg lover – på et eller andet tidspunkt vil der komme lidt pause i alle de her ting, der sker, og så er bloggen en af de første ting jeg vil kaste mig over ;). Nu vil jeg nyde min sidste dag som officielt hjemmegående med min familie! God søndag til jer.

I skrivende stund sidder jeg i toget på vej fra Århus til København. Som jeg nævnte i sidste indlæg, så skal jeg i dag en tur til DR-byen – mit første officielle (og betalte!) opdrag som “happy housewife”. Da jeg nævnte det i sidste indlæg vidste jeg selv ikke så meget om det, der skal ske i dag (kun, at det ikke var noget, der reelt skulle “on air”), men lovede at komme med en update, når jeg vidste mere – og det gør jeg nu 🙂

IMG_5951

Dét, der skal ske i dag er åbenbart, at DR skal “teste” potentielle radioværter til et program. Dette er altså en del af deres jobsamtale… Og for at gøre det så realistisk som muligt, så bliver det vidst lavet som om det er et rigtigt program, der skal sendes. Værterne skal derfor interviewe/lede en debat mellem mig, en anden kvinde, der står på den anden side af “forsørgerhegnet” (altså, at det er hende, der henter pengene hjem i familien), og en politiker/debattør, der har en del holdninger til dét, at nogle mennesker frivilligt går ned i tid eller melder sig ud af arbejdsmarkedet i en periode – og de holdninger er ikke overvældende positive.

Og hold fast, hvor jeg glæder mig!

For det første, er det sjovt at “komme i gang”! Dette er jo den første gang jeg er afsted i en arbejdsrelateret sammenhæng (okay, ikke direkte arbejde, but close enough) siden Bassen blev født. Det i sig selv synes jeg er sjovt. Det er på en måde en fin markering af, at Bassen er startet i vuggestue, og et nyt kapittel i mit/vores liv er åbnet. Og selv om jeg nok ikke kommer til at kunne leve af at debattere, så giver det da nogle erfaringer, som er meget gode at have med i baggagen.

Jeg synes også det er ret fedt, at jeg har fået denne tjans via denne blog. Jeg ved ikke, om det kan være, at nogle af de journalister jeg har snakket med i forbindelse med dette interview eller denne avisartikkel har oplyst mig som potentiel deltager, eller om en googlesøgning har ledt dem til denne blog (jeg har af en eller anden grund lidt svært ved at tro på, at dr-producenter er faste følgere af bloggen, haha) – men det er også ligegyldigt! De har på en eller anden måde fundet frem til mig, og vil gerne have mig med…og det må man godt have lov til at være stolt af, ikke? 🙂

Ikke mindst synes jeg det bliver spændende at snakke/debattere både i de her rammer og med de her mennesker. Som I nok har opdaget, er jeg ikke bange for at sige hvad jeg mener om diverse ting, og jeg synes kun det er sjovt at få muligheden til at diskutere med mennesker jeg ikke nødvendigvis er enige med – det er jo den eneste måde man kan få rykket sine egne eller andres holdninger på. På en måde synes jeg det er lidt synd, at debatten ikke vil se dagens lys, for det er SÅDAN en vigtig debat! Og jeg vil rigtig gerne være med til at rykke lidt i danskernes opfatning af hjemmegående, og de valg nogle familier tager… På den anden side er jeg glad for, at debatten ikke er live i radioen, for så ville jeg nok både være lidt mere forbeholden og en hel del mere nervøs. Jeg husker dog mig selv på, at om ikke andet, så vil både de forskellige værter, der er til “jobsamtale”, og de producenter der er tilknyttet dette projekt høre hvad der bliver sagt, og hvem ved – måske vil det åbne nogle døre til en ny debat, der vil nå ud til det danske folk? Det er lov at håbe…

Hvis I har lyst til at læse nogle af de blogindlæg, hvor jeg kommer med mine meninger om nogle af de ting vi nok skal diskutere i dag, så kan I læse det indlæg, der hedder Provokerer Mit Valg Dig, Kiss My Ass, eller Hvorfor Happy Housewife.

1 4 5 6 7 8 9