Karriere

For et par dage siden var jeg til åbningen af Århus’ første barselshus. Det var en rigtig hyggelig dag, med spændende oplæg i hyggelige rammer. Der var. bl.a. en “mini-debatsalon”, hvor tre forskellige kvinder skulle fortælle lidt om sine erfaringer fra det at være på barsel, og at kombinere mor-rollen med deres øvrige liv…

I denne debatsalon var der én sætning, der satte sig ved mig. Den ene af kvinderne sagde noget i stil med, at hun skulle ønske, at hun kunne gå hjemme med sit barn. Eller rettere; hun ønskede, at hun havde lyst at gå hjemme. Men det havde hun ikke – hun havde nemlig “andre ambitioner, der hev i hende”. (more…)

Hej alle, og glædelig morsdag! Vi valgte at markere dagen med ca N U L søvn i nat, og ved at skiftes til at trøste en (overtræt) Bettemand. Så kan man ligesom virkelig mærke, at man er mor (og far) *suk*

Jeg tænkte dog, at dette var en god anledning for at vise jer, det første inslag jeg har lavet med “MorKlubben”, som tv2 Østjylland står bag. Nina (som er en af journalisterne bag Morklubben) var nemlig forbi for nogle dage siden for at tale om de ting jeg skrev et indlæg for nogle uger siden, og et par timers snak er blevet kogt ned til et par minutters video.

(more…)

For et stykke tid siden nævnte jeg her på bloggen, at vi ikke var helt sikre på, hvordan vi ville gøre når min barsel var slut. Jeg har jo sagt mit job i Vestas op, men er stadigvæk tilknyttet mit cand.it-studie, som jeg har rigtig lyst til at fuldføre. Fremdriftsreformen har jo dog gjort det således, at det ikke er stort rum for at holde pause fra sit studie, med mindre man har en “orlovsberettiget” grund (sygdom eller lign.). (more…)

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra Tv2 Østjylland med forespørgsel om, at være med til at danne en “morklub” som de ville lancere. Tanken er at jeg (som værende blogger/influencer) sammen med andre bloggere, eksperter, sundhedspersonale, o.l., skulle være med til at samarbejde med Tv2 Østjylland om at producere indhold til gruppen. Jeg havde dog lidt svært ved at forstå helt hvad min rolle i gruppen skulle være og hvordan og hvorledes det skulle foregå, så derfor tog jeg i går med til et “netværksmøde” i Tv2 Østjyllands lokaler i Aarhus Nord.

(more…)

Ja, af mangel på bedre ordvalg måtte det blive ovenstående. Mediahore. For at gøre det helt klart for dem af jer, der måske ikke forstår hvad jeg mener med dette (hej mor!), så lad mig uddybe. Mediahore (eller mediawhore, som det hedder på engelsk) bliver af Urban Dictionary betegnet som

A media figure who will throw their mom under a bus and then sell her soul to get a ratings high.

Det er dermed ikke en specielt flatterende titel at have, men ikke desto mindre en jeg tager til mig.

(more…)

På min statistik kan jeg se, at der var en hel del af jer, der synes det var interessant at læse om, at jeg nok aldrig mere skal tilbage til Vestas…men så dukker jo spørgsmålet op; hvad skal jeg så? Helt ærlig er jeg ikke heeeelt sikker på, hvordan min hverdag kommer til at se ud efter min barsel med baby er over, men vi arbejder på det.

Som jeg nævnte i det pågældende indlæg, så har jeg ingen planer om at “droppe ud” af studierne. Dem af jer, der har været med et stykke tid ved, at jeg er i gang med en cand.it – jeg nåede dog “kun” at komme igennem første semester inden jeg blev gravid og sygemeldt fra studiet (jeg havde det RIGTIG dårligt det første trimester, og kastede RIGTIG meget op, så jeg gik glip af for meget undervisning…og trust me, når man ikke er et “naturligt it-geni”, så kan blot 10 minutters tabt undervisning gøre, at man taber tråden – så 2 måneder parkerer ens chancer fuldstændig!). Derfor har jeg jo 1,5 år tilbage på skolebænken efter baby er født og barslen er overstået.

Som det ser ud nu, så er min “officielle” barsel fra studierne sat til at være efteråret ’17 samt foråret ’18. I så tilfælde ville baby jo være ca 11 måneder når min barsel stopper. Jeg har dog en anden plan. Jeg arbejder nemlig på at få orlov fra studierne (uden SU osv., selvfølgelig) i hvert fald til og med efteråret ’18. Det vil give så god mening på SÅ mange plan – så kunne jeg nemlig komme ind i studiet på det samme sted som jeg stoppede – nemlig til et forårssemester. På den måde kan jeg tage semestrene som det er meningen, at de skal tages (2. semester før 3. semester, i stedet for omvendt). Samtidig kunne jeg få lidt længere tid hjemme med baby inden han skal passes af andre… Forårssemesteret starter jo omkring februar, så der vil baby jo så være 1,5 år. Hvis jeg fik vælge, ville jeg måske endda have taget endnu et års orlov uden SU – hvis det kunne lade sig gøre økonomisk osv. – men jeg er bange for, at fremdriftsreformen mere eller mindre har gjort det umuligt. Eller? Er det nogle af jer, der har stået i en lignende situation, der kan dele nogle erfaringer?

Hvis det nu ikke kan lade sig gøre at holde længere orlov satser jeg på at gøre det meste af forberedelsesarbejdet i forbindelse med mine studier hjemmefra, således at jeg ikke skal være mere væk fra hjemmet/børnene end nødvendigt. Røveren starter jo også i skole til næste år, så på alle måder vil det nok være fint, at der er mest muligt ro på herhjemme 🙂

Vi leger også med tanken om at gøre brug af fritvalgsordningen, og på den måde få en til at komme herhjem og passe baby de timer jeg er i skole (hvilket jo ikke er alverden – det vil nok være imellem 15 og 20 timer om ugen). På den måde bliver jeg jo ikke decideret hjemmegående, men baby vil blive hjemmepasset…vi ved ikke helt endnu – det må tiden vise. Men alt andet lige, så er jeg meget glad for, at jeg “kun” har et studie at vende tilbage til. Jeg har jo prøvet at blive mor mens jeg var studerende tidligere og ved, hvilken frihed det giver! Både i forhold til, at man kan gøre meget af arbejdet hjemmefra, men også med tanke på børnenes sygedage, ferier, osv. Det var faktisk lidt derfor, vi planlagde at blive gravide nu her mens jeg studerede…

Så for at svare på spørgsmålet jeg stillede i overskriften; bliver jeg hjemmegående igen? Forhåbentligvis vil jeg blive det – for en lille periode i hvert fald. Hvor længe den periode varer kan jeg dog ikke sige – jeg kan kun sige, at jeg glæder mig! 🙂

P.S. Billedet i toppen af dette indlæg blev taget i forbindelse med, at et af mine indlæg – “De 5 bedste og de 5 værste ting ved at være hjemmegående” skulle publiceres på Vores Børns hjemmeside…hvis du vil læse dette indlæg kan du finde det hér.

I går var jeg forbi mit arbejde for det, der meget vel kan blive sidste gang. De har nemlig fundet en erstatter for mig og det var nemmere for alle parter, at jeg kom ind personligt og overdrog nogle af de ting jeg arbejdede på inden jeg blev sygemeld, i stedet for at jeg skulle overdrage skriftligt via mail. Det var også superhyggeligt at komme derud igen og se alle mine kollegaer igen, omend det også var en lille smule trist i og med, at jeg allerede nu ved, at jeg ikke skal arbejde for Vestas mere. I hvert fald ikke i den stilling jeg har haft indtil nu.

Sagen er nemlig den, at den kontrakt min stilling havde var en tidsbegrænset én af slagsen. Og selv om mine overordnede ville være mere end glade for at forlænge den (også selv om de vidste jeg var gravid), så har jeg selv valgt at blot lade den udløbe. På denne måde slipper min arbejdsgiver at betale for hele min barsel (jeg vil jo dog alligevel få barselsdagpenge tilsvarende det antal timer jeg i gennemsnit har arbejdet inden sygemelding/barsel), og min chef kunne søge efter én, der kunne få min stilling fast – og ikke blot et vikariat. På den måde bilder jeg mig selv ind, at denne proces vil være nemmere for min arbejdsgiver (hvilket letter en lille smule på den dårlige samvittighed jeg har/har haft i forbindelse med at blive planlagt gravid efter kun 4 måneder i en stilling, og den efterfølgende sygemelding).

Hvad jeg så skal – og hvornår jeg skal det – efter min barsel er over er jeg ikke helt sikker på. Jeg har naturligvis ingen planer om at droppe ud af studiet, men vi må lige se, hvordan det hele kommer til at hænge sammen 🙂

En af mine instagram-“work-wear-selfies” fra tiden i Vestas…der går nok et stykke tid inden jeg får brug for business-garderoben igen.

I dag har jeg været til et “møde” af en helt anden slags – jeg har frivilligt ladet en fremmed mand tage billeder af mig i undertøj *say whaaaaaat*…det fortæller jeg mere om i morgen, når der kommer en lidt forsinket 7-måneders graviditetsopdatering 😉

IMG_7957

Det er sådan jeg har følt mig de sidste par måneder.

Ikke bare havde vi en december, der var mildt sagt udfordrende med sygdommer der stod i kø og blot ventede på at afløse hinanden, men også hele to ugers juleferie – mindre kan simpelthen ikke gøre det, når man skal op til nord-norge, hvor jeg er vokset op (bare hjemrejsen i sig selv tog 16 timer!!!).

Når jeg så kom tilbage fra juleferien nåede jeg lige at arbejde et par dage inden eksamensperioden gik i gang. Og der var det jo så aftalt på forhånd, at jeg ikke skulle/kunne arbejde så meget, da jeg jo naturligvis blev nødt til at prioritere eksamen. Som jeg dog proklamerede for et par dage siden, havde jeg min sidste eksamen i mandags, og skulle derfor virkelig til at give den en skalle på kontoret for at indhente noget af det forsømte!

Og så ringer de fra børnehaven i går eftermiddag (sidenote; jeg bliver lettere panisk da jeg kan se, at det er børnehaven der ringer for jeg VED at begge børn er langt væk fra det at have feber eller lignende, så den eneste grund til at de ville ringe var, hvis der var sket en ulykke! Sh*t altså, jeg blev helt kold og klam i hænderne da jeg tog telefonen).

Pædagogen var dog meget god og startede samtalen med de har det godt begge to, men…” . Bassen havde åbenbart faldet ned fra en hems i børnehaven, og slået både hovedet og hoften ret kraftigt. Hovedet var de dog heldigvis ikke så bekymret for, for han viste ingen tegn på hjernerystelse. Hoften var de dog mere bekymret for, da han siden faldet havde “humpet” lidt. Jeg var faktisk på vej hjem fra arbejdet da de ringede, så der gik ikke så lang tid inden jeg kom frem til børnehaven. Der var bassen ude og legede med de andre børn, og jo – man kunne se, at han havde lidt ondt i den ene side, men det var allerede blevet meget bedre siden pædagogen havde ringet til mig.

Jeg pakkede hurtigt deres ting og tog børnene med hjem (vi svingede lige forbi Mandens kontor inden vi tog hjem – jeg havde ringet og fortalt om faldet, så han havde aflyst de sidste møder, i tilfælde vi skulle til læge/skadeskuen med Bassen).
Derhjemme blev vi dog hurtigt enige om, at der ikke fejlet hans hofte/ben noget – ud over at han havde slået sig lidt. Han gik, løb, hoppede og kæmpede med Røveren uden at klynke, så det var jo som sådan godt. På den anden side blev vi lidt mere bekymret for det slag hans hoved havde fået.

Han tog sig meget til hovedet, og klynkede hvis vi strøg eller kyssede ham i nærheden af, hvor han havde slået sig. Hvis han bukkede sig således, at stod med hovedet ned fik han også ondt – nok på grund af blodtilstrømning. Han synes også sådan en lille ting som det at få nattrøje på var ubehageligt, og når han skulle sove var det svært at finde en stilling, hvor det ikke gjorde ondt i hovedet.

Umiddelbart tænkte jeg, at det nok ‘bare’ var bulen/blåmærkerne, der gjorde ondt. Det kender man jo godt selv…hvis man har slået sig kraftigt et sted, så gør det jo ondt, når der bliver lagt pres på eller rørt ved det sted. Han var lidt vågen i løbet af natten, men ellers gik det ok. Men da han vågnede i morges og stadigvæk udtrykkede, at han havde ondt i hovedet så jeg ingen anden løsning end at give ham en fridag fra børnehaven. Og det betyder jo også, at jeg skulle “holde fri” fra mit arbejde… …

Jeg gav min chef besked om ovenstående, og naturligvis kom der kun ønsker om en god bedring til Bassen retur. Jeg havde det dog alligevel lidt skidt med det i og med, at jeg har været så meget væk de sidste par måneder (og er det nu jeg skal nævne, at det er under et halvt år siden jeg startede i jobbet). Men alligevel ikke SÅ skidt, at jeg vælger at sende Bassen afsted med hovedpine.

Vi har dog haft en rigtig god dag i dag. Stille og rolig, men samtidig har jeg kunne mærke på Bassen, at han har det fint. Og det er dejligt, for selv om han måske godt kunne have “klaret” en dag i bhg i dag, så ville jeg bruge hvert andet minut på at tænke på ham, og hvordan det gik med hans hoved. Nu tog vi alle – inkl. Røveren – en ekstra fridag, hvor Bassen har kunne være i stille og rolige omgivelser, fået sin middagslur (han er endnu ikke rigtig begyndt at sove i børnehaven siden han rykkede op fra vuggestuen for et par uger siden), og er klar på at komme afsted igen i morgen. Og jeg kan sende ham afsted med en vished om, at han er ok 🙂

Så må jeg satse på, at jeg kan nå at indhente de forsømte papirstakke på mit arbejde i morgen og dagene/ugerne fremover…der skal bare ikke komme flere ulykker eller mere sygdom vores vej! I krydser fingre sammen med os, ikke?

/Therese

Som I nok har registreret, er jeg lige startet i nyt arbejde – hos Vestas. Der skal jeg arbejde som assistent til ledelsen i én af deres IT-afdelinger, primært med at optimere kommunikationen i afdelingen. Altså et drømme-studie-job for mig, der allerede er uddannet indenfor virksomhedskommunikation, og som nu er ved at uddanne mig indenfor IT. PERFECT MATCH – Intet mindre!

skjermbilde-2016-09-18-kl-19-59-06

Det I måske også ved, er at jeg jo var startet i et andet studiejob inden sommerferien. Det var et job som jeg primært fik “fordi jeg kendte nogen, der kendte nogen”. Det var mere eller mindre 2 minutter efter jeg havde begyndt at søge jobs, at jeg fik tilbudt dette job. Og jeg slog til da jeg mente, at jeg ikke ville være “for fin” til at tage et job – selv om det måske ikke lige var i sådan en branche, jeg havde set mig selv i…det var nemlig (som I nok har kunne regne ud med tanke på overskriften) sexlegetøjsbranchen. Nærmere bestemt et firma, der hedder Sinful Group.

Nu er der nok en hel del af jer, der tænker, hvordan man overhovedet siger JA til at arbejde i sådan en branche, men der var enormt mange faktorer, der spillede ind. Blandt andet må jeg indrømme, at jeg var lidt nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde et job – også selv om det “kun” er et studiejob. Når man er mor til to små børn og har en mand, der arbejder og rejser en del, så kan man ikke bare tage hvilket som helst studiejob – de fleste studerende kan jo også arbejde aftener og weekender – det kan jeg ikke. Og “hjemmegående husmor i 2 år” er hellere ikke ligefrem noget, der batter på ens CV (med mindre man er ENORMT god til at “sælge det”, haha). Så jeg havde allerede inden jobsøgningen gik igang besluttet mig for, at jeg ikke kunne tillade mig at være kræsen – hvis det kom dertil, så sad jeg gerne i kassen i Rema1000.

Så kom der så en ledig stilling i dette firma, Sinful Group, hvor jeg tidligere havde haft en snak med ejeren, da han som sagt kendte en af mine gamle kollegaer. Jeg kendte ikke firmaet specielt godt, men efter at have været til samtale ved hende, der skulle være min chef, blev jeg noget betrygget. Sinful Group har nemlig taget den del af markedet, der går for en “sober” fremtoning – på alle måder. Og de har faktisk også vundet Børsens Gazellepris for et par år siden, og det tog jeg også for et godt tegn – Børsen giver nok ikke prisen til hvilket som helst firma…især ikke et snusket et af slagsen, haha. Anyways, firmaet virket helt fint, menneskerne virkede søde, og det job jeg skulle have – at hjælpe dem med deres norske market – var noget mere studierelevant end at sidde i en kasse. Oveni det hele lå arbejdspladsen MEGET tæt på hjemme, og lønnen var god. Så alt var fryd og gammen. I halvanden uge.

Som jeg skrev i dette indlæg (lige efter jeg havde sagt op):
Det job jeg fik var dog bare ikke et job for mig. Misforstå mig ikke – jeg kunne godt lide både firmaet som sådan, menneskerne, OG de opgaver jeg skulle have – det var bare branchen, der var en lille smule for…ehm…excentrisk for mig. Jeg troede da jeg sagde ja til jobbet, at jeg godt kunne se forbi den excentriske del – og det kunne den rationelle del af mig også. Min underbevidsthed (eller irrationelle del, om du vil) af mig kunne dog ikke, og så blev vi derhjemme enige om, at det var bedre at jeg stoppede inden firmaet havde investeret for meget tid og energi på mig.

Jeg TROEDE altså, at jeg kunne se forbi, hvilke varer, der lå på lageret. Men man kan jo ikke komme udenom det, at den vare man sælger i et firma er en central del af ens arbejdsdag. Og min rationelle del kunne sagtens se forbi det, men inderst inde var jeg ikke så cool, som jeg havde troet. Jeg havde det svært ved at det fyldte så meget af dagen, og synes også det var ENORMT mærkeligt at hente børnene i institutionen efter endt arbejdsdag…haha…de billeder man skulle ryste ud af hovedet inden man gik igennem lågen i børnehaven. Ahrg. Så, da Manden en dag spurgte mig, om jeg kunne se mig selv arbejde dér når børnene gik i skole var min umiddelbare reaktion H*LL NO! Og så gik det op for mig, at det er under 2 år til Røveren skal starte i skole…og så gav det sig lidt selv. Hvis man ikke engang kan se sig selv arbejde det sted man LIGE er startet kun to år frem i tid, så er det vidst ikke værd at satse på.

Og i det samme indlæg som ovenstående skrev jeg:
Det er aldrig sjovt at skulle træffe sådanne nogle valg, men det nytter hellere ikke noget, at arbejde med noget, man ikke er komfortabel med. Det er bestemt ikke fordi jeg føler mig “for fin” til et job…vi er bare i den situation, at vi havde regnet med, at det ville taget noget længere tid for mig at få et job (jeg er jo mere eller mindre lige gået i gang med at søge), og derfor kan vi “tage os råd til”, at jeg kan finde et job jeg har det godt med – det er trods alt et sted man (forhåbentligvis) skal være i lang tid, og tilbringe mange timer. Heldigvis var mine overordnede meget coole omkring det, så det gjorde det da lidt nemmere.

Da jeg så havde sagt jobbet op, gik jagten i gang igen. Jeg søgte de stillinger, der var, og blev da også indkaldt til et par samtaler. Faktisk havde jeg hele 3 samtaler i kalenderen den uge, jeg var til samtale ved Vestas. Jeg havde ikke de vilde forhåbninger da jeg tog til samtale ved Vestas, for selv om jeg selv synes jeg har et ret godt CV – ISÆR når man kalkulerer ind den faktor, at de får en kandidatgrad med, hvis de vælger mig som studiemedarbejder, så har jeg da også hele tiden de begrænsninger jeg nævnte tidligere in mente.

Jeg mødtes med hende, der nu er min chef, og hun så heldigvis de gode ting ved mit CV – og mine begrænsninger var hun ikke specielt bekymret for. Arbejdstiden ligger indenfor “office hours”, og jeg måtte mere end gerne tage arbejdet med hjem og arbejde lidt videre efter børnene var puttet. Det var jo skøn musik i mine ører. Jeg kunne strukturere mine dage mere eller mindre som jeg ville – og de ville mere end gerne tilpasse de ugentlige team-møder som jeg skulle være med til, efter min kalender. Det var faktisk sådan, at vi allerede til jobsamtalen fandt kalendere frem og begyndte at planlægge, hvordan møderne kunne ligge i forhold til mine undervisningstimer. Og det var først dér, det gik op for mig, at jeg havde fået jobbet, haha. Hun havde godt nok spurgt, hvornår jeg kunne starte, osv., men det troede jeg var blot for at vide, HVIS jeg nu var den de valgte. Men det var det ikke. Hun gad ikke holde en hel masse unødvendige møder, så hun havde startet i den ene ende – med de CV’er og ansøgninger hun bedst kunne lide, og så havde hun taget den derfra. Jeg havde været hendes “førsteprioritet”, og når hun så også kunne mærke, at kemien mellem os var fin nok, så behøvede hun, i følge hende selv, ikke at snakke med andre, når hun alligevel ville ende op med at tilbyde min jobbet.

Ej, hvor var jeg i syvende himmel, da jeg gik fra dette møde. Og halvanden uge senere (altså i tirsdags) startede jeg. Lige nu er jeg primært ved at finde hoved og hale i hele virksomheden, og den afdeling og stilling jeg skal arbejde i. Men det skal nok blive godt. Jeg er i hvert fald meget glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse der for et par måneder siden, og at jeg havde modet til at stoppe – for selv om det ikke var sjovt at gøre, så var det det helt rigtige.
(Jeg vil dog gerne pointere, at de ting jeg oplevede overhovedet ikke er Sinful Groups skyld – de har været top professionelle fra starten af, og jeg kan faktisk godt anbefale det som en arbejdsplads…hvis man er lidt mere cool, end hvad jeg åbenbart er)

Som jeg nævnte i dette indlæg, så står studiestart lige for døren…faktisk så er første introdag allerede i morgen!! Og som lovet, så kommer her lidt mere info om det, der kommer til at fylde meget af min hverdag fremover.

Hvad: Kandidat i IT og Webkommunikation

Hvor: Syddansk Universitet, afd. Kolding

Hvorfor: Se, den er straks lidt sværere at svare på. Ikke fordi jeg ikke ved hvorfor, men mere fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde.

IMG_3978

Jeg øver mig allerede i at falde ind blandt de andre IT-studerende – brillerne er et godt accessory i den sammenhæng, ikke? 😉

Jeg har jo, som nogle af jer måske ved, allerede en kandidat i virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet. Da jeg læste sidste gang var jeg faktisk ikke klar over, at den bachelor jeg havde taget var adgangsgivende til IT-uddannelser. Det fandt jeg først ud af, da nogle af mine medstuderende meddelte, at den kandidatuddannelse de var kommet ind på var en IT-kandidat. Jeg kunne måske have søgt om at blive overført på det tidspunkt, men for at være helt ærlig, så havde vi lige forinden fundet ud af, at jeg var gravid med Røveren (der nu er 4,5 år), så jeg kunne ikke overskue det. Jeg valgte den “nemme” løsning, nemlig at tage en kandidat, der lå tæt op til det jeg havde taget en bachelor i..så var der ikke så meget nyt at skulle sætte sig ind i. Og det har jeg fortrudt lige siden. Ikke fordi kommunikation og markedsføring (som var min “specialisering”) ikke er spændende, men fordi det er den web-baserede kommunikation, der interesserer mig mest.

Jeg har siden hen prøvet at tilegne mig færdigheder indenfor IT og webkommunikation på egen hånd (hej blog!), og set utallige youtube-tutorials om koding og opsætning af hjemmesider. Og noget har jeg da lært, men ikke nok. Så da vi for et halvt års tid siden begynte at tale om, hvad jeg skulle gøre når Bassen skulle starte i vuggestue, kom studere på banen. Jeg/vi var godt klar over, at det var et long shot, da jeg allerede har en kandidat, og dermed blev omfattet af kandidatregelen (som gør, at man ender heeeelt bagerst i køen..hvilket er fair nok; selvfølgelig skal dem, der ikke har en kandidat have førsteprioritet for at komme ind på et kandidatstudie). Derfor søgte jeg forskellige IT-studier på forskellige universiteter (indenfor “acceptabel” afstand, naturligvis). Jeg havde dog ikke for høje forhåbninger, og var egentlig indstillet på, at jeg “kun” skulle arbejde.

Der gik dog ikke mange måneder før jeg fik svar fra SDU om, at jeg var kommet ind…jeg tror de svarede mig så tidligt fordi de kunne se, at studiet ikke var fuldbooket, og dermed kom alle ansøgere (der havde de rigtige kvalifikationer) ind.

Det var dog ikke uden at tænke godt over det, at jeg accepterede pladsen. For man skal huske, at selv om jeg kan få SU – jeg har jo tidligere været tilknyttet det norske system, så reglerne er anderledes for mig end en “almindelig dansker” (haha – gør det mig så til en ualmindelig dansker?) – så er det stadigvæk ikke lige så meget som jeg ville have fået i løn, hvis jeg arbejdede i en 30-timers-stilling. Vi besluttede os dog for, at prioritere, at jeg kunne læse. Hvis det nogensinde skulle blive til noget, skulle det være nu. Og så ville jeg se om jeg kunne få et studiejob ved siden af, som kunne supplere SU’en (og give mig det bedste af to verdener; både studere mit drømmefag OG oplevelsen af at være en del af en arbejdsplads igen, med kollegaer og alt hvad der følger med). Jeg fik jo også et studiejob ret hurtigt efter jeg begyndte at søge, men som jeg så endte med at sige op efter kun halvanden uge. Sidenhen har jeg kigget lidt efter studiejobs, og de sidste uger er der kommet virkelig mange opslag (mon ikke det hænger sammen med, at det er tid for studiestart), så jeg har både søgt mange og været til en del samtaler…så jeg satser på, at det giver pote inden længe 🙂

IMG_3984

I morgen går startskuddet, altså, og jeg er megaspændt. Og MEGANERVØS. Ikke kun for dét, at skulle starte på studiet igen, men for at starte på en helt ny hverdag. Vi har jo ikke rigtigt prøvet, at jeg SKULLE noget siden vi blev en familie på 4 (hvis man lige ser bort fra den halvanden uge jeg var i arbejde, haha). Så vi har været vandt til lange morgener, god tid til det meste, og en ret klar fordeling mellem Manden og mig i forhold til hvem der gør hvad. Alt dette skal laves om på – og især hvis jeg får et studiejob! Gisp, det tør jeg nærmest ikke tænke på… Men det skal nok gå. Selvfølgelig gør det det. Hvis alle andre kan, så kan vi da også! Det bliver nok bare en lidt hård omstillingsperiode, men når den først er overstået, så tror jeg vi alle bliver glade for vores nye hverdag. Og alt andet lige, så vil der heldigvis være lidt mere fleksibilitet i min fremtidige hverdag, end hvis jeg var startet i et almindeligt 30-timers- eller fuldtidsjob…lige nu er det min støttepude (og det mantra jeg gentager for mig selv, når jeg bliver FOR overvældet og nervøs).

Men lige nu, når jeg sidder og skriver dette, glæder jeg mig utrolig meget. Tasken er pakket (jep – total “første-skoledag-vibes” herhjemme), tøjet er nogenlunde planlagt i mit hoved, og jeg er parat. Kryds fingre for mig!

1 2