Om at være hjemmegående

For et par dage siden udgav jeg et indlæg hvor jeg skrev om den løsning vi er kommet frem til i forbindelse med ophøret af min orlov. Jeg skal i gang igen til September, hvilket det betyder, at Bettemanden og jeg ikke længere skal hænge sammen hele tiden… Heldigvis er vi kommet frem til en god og “blid” måde at få det hele til at hænge sammen på, så det skal nok blive godt. Det satser jeg i hvert fald på.

I forbindelse med dette indlæg er der dog kommet en del kommentarer og spørgsmål fra jer, der nu får mig til at skrive dette indlæg. For når jeg skriver med nogle af jer (primært inde på min ig-profil) bliver jeg fyldt med beundring over, hvor seje nogle af jer er! Meget sejere end jeg selv var den gang jeg var førstegangsmor. Og mange af jer har taget valg (eller går med tanker om at gøre det) som jeg skulle ØNSKE, at jeg havde haft mod til at gøre for snart 7 år siden.

Der er nemlig én ting i hele mit liv som jeg fortryder bittert. Ikke bare på den “det-var-da-ærgerligt”-måden, men på den måde hvor jeg kan mærke, at det river sårt i mit hjerte hver gang jeg tillader mig virkelig at tænke over det.

Jeg taler om det faktum, at jeg ikke lyttede til mig selv den gang “Røveren” (vores ældste søn, der nu er 7 år gammel) var lille.

Fra hans første uge i vuggestuen <3

Lyttede ikke til min intuition

Som jeg kom en lille smule ind på i dette indlæg, var det rigtig svært den gang Røveren startede i vuggestue. Han var 10 måneder, og startede i vuggestue som et helt “gennemsntligt” dansk barn. Han tog det også på den måde som man forventede af et barn “under indkøring”. Han blev ked af det da vi gik. Kunne godt græde ret intenst. Men faldt ok hurtigt til ro når vi var ude af døren, og var glad da vi kom igen. Og han virkede oprigtig glad for at være dér. Og vi havde jo kun hørt, at børnene havde brug for alle de former for stimulering som de fik i institutionerne. Så vi troede oprigtigt talt, at vi gjorde det rigtige. At vi gjorde det bedste for ham.

Dét jeg IKKE skrev så meget om i det nævnte indlæg er lige præcis hvor meget det gik i mod min intuition at sende ham i vuggestue. Eller hvor ondt det i realiteten gjorde at sende ham afsted. For intuitivt virkede det SÅ forkert. Og jeg fortryder hver. eneste. dag., at jeg ikke lyttede til min intuition den gang.

Jeg nævnte i indlægget, at jeg græd rigtig meget i indkøringsperioden, og at jeg talte rigtig meget med min egen mor om hvor forkert det føltes. Men det var ikke kun i indkøringsperioden det gjorde ondt. På intet tidspunkt det første lange stykke tid føltes det rigtigt, at han gik i vuggestue. Men når han nu var startet (og virkede til at være glad for det), og jeg kort tid efter var gravid med barn nr. 2, så havde vi indfundet os med, at “sådan var det bare”…

Vores hverdag den gang

Det føltes dog som en stor trøst (og måske som en sutteklud for mig), at jeg var i gang med mit speciale de første mange måneder af hans institutionsliv, og at jeg dermed havde rigtig meget fleksibilitet i hverdagen. Han fik dermed enormt korte dage og rigtig mange fridage. Den meget korte periode jeg var i fuldtidsarbejde – inden jeg blev sygemeldt pga graviditetsforløbet – husker jeg ikke så meget fra. Den periode varede dog også kun én måned (yes, jeg nåede lige at være én måned i det arbejde som jeg endte med at sige op efter endt barsel).

Under resten af graviditeten var han naturligvis også så meget hjemme som jeg kunne overskue, så sådan set har han været meget “heldig”. Men jeg kan ikke lade være med at blive irriteret på mig selv over, at han overhovedet skulle være dér.


Røverens kontaktpædagog kunne godt se hvor svært jeg havde det med det hele, og prøvede at berolige mig med, at han “fik det bedste af to verdener”. Han fik trods alt rigtig meget tid hjemme ved mig (og senere også lillebror), og det kunne man se på det overskud han havde når han var i institutionen. Hun sagde, at han var enormt empatisk, social, og godt kunne rumme de andre børn – også når de ikke var i tip-top-humør. Og de ting tilskrev hun det faktum, at han selv var godt tanket op og havde overskud. Og så påpegede hun, at jeg i graviditeten nok også kunne have haft svært ved at skulle have ham hjemme hele tiden, hvilket jo var rigtig nok.

Da Bassen blev gammel nok til at skulle i institution (hvilket jo egentlig havde været planen) valgte vi dog, at jeg skulle sige mit job op – og jeg blev i sidste ende hjemmegående. Havde jeg dog vidst, at jeg kom til at gå hjemme så længe, så ved jeg ikke, om jeg ville have taget Røveren ud af vuggestuen og haft ham hjemme på fuld tid. Eller jo – det ved jeg faktisk. Det ville jeg have gjort… (Og igen – så prøver jeg nu hér at retfærdiggøre for mig selv, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.)

Men fordi jeg den gang troede, at tiden som hjemmegående var begrænset valgte vi, at han skulle blive i institutionen (på et begrænset niveau), så det ikke skulle blive for meget tumult for ham, og han ikke skulle igennem en “ny indkøring”.

“Hvorfor sendte I så mig afsted?”

Selv om jeg er godt klar over, at han har haft en relativt god barndom – også med institutionslivet in mente, så fortryder jeg altså med hver en fiber i min krop, at jeg ikke valgte anderledes – især når jeg nu fik alle “tegn” fra mig selv om, hvor forkert det var mig/os. Jeg vidste det jo godt. Jeg valgte bare ikke at lytte til det. Jeg vendte (ubevidst?) det blinde øje til, og for det var det min søn der måtte “betale prisen”.

Drengene har enkelte gange spurgt ind til hvorfor Bettemanden ikke er i vuggestue. De kender det jo som en naturlig ting (nok især fordi de har været i en integreret institution), og tænker derfor det ville være det oplagte valg, at han på et tidspunkt skulle starte i vuggestue. Jeg fortæller dem jo så, at Bettemanden IKKE skal i vuggestue fordi vi mener det er bedst for børnene at være hjemme ved en af forældrene – eller en anden “nær” voksen – når de er så små. For et par uger siden kiggede Røveren så spørgende på mig med sine store brune øjne og spurgte mig

“Hvorfor sendte I så mig afsted?”

Ahrmen, altså – mit hjerte gik i tusind stykker da jeg kiggede ind i hans øjne på det tidspunkt. Men jeg gjorde det eneste jeg kunne – jeg sagde sandheden. Jeg fortalte ham, at vi på det tidspunkt troede, at det var det bedste vi kunne gøre for ham. Men at vi siden hen havde fundet ud af andre ting og derfor har besluttet, at vi synes det er bedst for vores børn at være hjemme mens de er helt små. Og at hvis jeg havde kunnet gøre det om igen, så ville jeg have gjort det helt anderledes.

Derfor synes jeg det er så ENORMT sejt, når (især førstegangs)mødre skriver til mig, at de har haft de samme følelser og tanker som jeg nogle gange skriver om. Og at de nu har truffet eller vil træffe et valg baseret på dét. Det er så stærkt! Og det gør mig både stolt og glad at vide, at jeg måske har været med til at give nogen modet til at lytte til den indre stemme – eller intuition, om du vil – og at handle på det. Gud ved, at jeg skulle ønske jeg selv havde gjort det den gang for snart 7 år siden…

For det er virkelig én af de ting jeg fortryder aller mest i hele mit liv.

Som I måske ved er jeg hjemme med min søn lige nu fordi jeg fik et års ekstra orlov fra mit cand.it-studie. Jeg var den første på hele universitetet der havde søgt om et års orlov med denne begrundelse, og fik i første omgang afslag på min søgnad, fordi det ikke var registreret som en “gyldig grund”. Efter at have talt med universitetets medarbejdere igen blev jeg opfordret til at bede om en “second opinion”, hvilket medførte, at jeg blev tildelt et års orlov.

Denne orlov varer indtil september.

Derefter havde jeg tænkt, at jeg ville bruge det “buffer”-halvår man har på et kandidatstudie (man har 2,5 år på at fuldføre en uddannelse der egentlig kun tager 2 år) i denne ende – i stedet for i slutningen af studiet, som de fleste gør (hvis de mangler at tage nogle eksamener, bliver nødt til at forlænge specialetiden eller lign.). På den måde kunne Bettemanden blive hjemme indtil efter jul, og jeg ville starte på studiet til det semester som ligger naturligt i rækkefølgen for mig (jeg nåede kun at tage 1. semester inden jeg blev sygemeldt pga. graviditeten).

Ikke optimal plan

Der var dog to problemer med den plan: Det ene var, at så ville jeg potentielt blive ret presset på et tidspunkt i min uddannelse, for jeg mangler nemlig et fag fra første semester. Da jeg tog det første semester havde jeg både de to store drenge (der på det tidspunkt var 3 og 4,5 år) ret meget hjemme i tillæg til, at jeg arbejdede ca 15 timer om ugen ved Vestas. Derfor besluttede jeg at udskyde det ene fag for ikke at få alt for meget på min tallerken. Dette fag mangler jeg jo så stadigvæk, og hvis jeg ikke havde en “buffer” til at bruge til dette fag, så ville jeg skulle tage det oveni et fuldt semester.

Det andet problem var, at et halvt år ekstra hjemme ikke gjorde, at Bettemanden kunne undgå vuggestue eller dagpleje. Han vil nemlig “kun” være 2,5 år når jeg i så tilfælde skulle i gang, og selv om det er rigtig fint at vi har kunne haft ham hjemme så længe, så håbede vi/jeg, at han kunne vente med at starte i institution til han var 3 år. På trods af, at vi aktivt valgte noget andet for Bassen i sin tid.

Privat børnepasser?

Jeg gik derfor med nogle tanker om at finde en privat børnepasser som vi kunne få tilskud til via fritvalgsordningen. Kender I den? Det er en ordning, hvor man – på samme måde som i alt andet pasningstilbud – får et tilskud til den børnepasning man har valgt. Man kan få op til 75% af den udgift man har i forbindelse med aflønning af børnepasser refunderet. Og børnepasseren må nærmest være hvem som helst over 17 år, så længe de kan tale dansk og har en ren straffeattest (det må – i mange kommuner – bare ikke være barnets forældre, hvilket for mig ikke giver så meget mening, men det er en anden snak)…

Først overvejede jeg, om jeg kunne få min 19 år gamle niece til at være et år ved os, og være ansat som vores børnepasser. De planer blev hurtigt slået ned, men drømmen om en børnepasser forblev. Jeg begyndte derfor at forhøre mig lidt rundt for at finde ud af hvor man evt. finder sådanne børnepassere. I denne proces fortalte dog den barnepige vi har brugt en gang imellem det sidste halvandet år (som hjælp til mig når Manden har været ude at rejse), at hun ville holde et sabbatår efter hun er færdig med gymnaset til sommer. Hun ville arbejde meget og rejse en lille smule. Og mit lille hjerte øjnede håb…

Så efter at have talt lidt med Manden om det, besluttede vi os for at spørge hende, om hun kunne tænke sig at blive vores børnepasser det kommende år. Og efter noget der føltes som en evighed, skrev hun, at det ville hun meget gerne!!!

Vores løsning

Fra 1. august har vi dermed en barnepige ansat til at være med Bettemanden når jeg er afsted. Det har jeg det en lille smule stramt med, fordi det betyder, at vores lille “boble” officielt bliver brudt. Jeg skal aldrig mere være 100% på barsel, hjemmegående eller lign. Men alligevel har jeg det godt med vores beslutning. Det bliver nemlig den bedste og mest glidende overgang man kan forestille sig! Til at starte med skal jeg nemlig kun tage det ene fag jeg manglede fra 1. semester, således at jeg er ajour når forårssemesteret går i gang. Jeg skal altså kun være hjemmefra én dag om ugen det første halve år. Efter jul skal jeg afsted 2-3 dage om ugen, og så skal Bettemanden starte i børnehave en måned inden han bliver 3 år.

Og igen – i og med at jeg vil være på skolebænken de næste 2 år, så vil vores hverdag alt andet lige være noget mindre presset og mere fleksibel end hvis jeg var i arbejde. Så jeg er rigtig glad for denne løsning! Det var trods alt en af grundene til, at vi har valgt som vi gjorde 🙂

Da jeg startede med at blogge for 3,5 år siden, havde jeg været hjemmegående i et lille års tid. Og i løbet af det år havde jeg oplevet rigtig mange gange at skulle lægge øre til enormt mange fordomme og holdninger omkring mit valg om at være hjemmegående. Og jeg var simpelthen træt af, at jeg ikke kunne svare for mig. At jeg ikke kunne udfordre de fordomme der kom op og i stedet for give folk mere indsigt i, hvad det ville betyde at være hjemmegående.

Ud over det var jeg relativt “ny-frelst” i forhold til dét, at denne nye verden – med al dens indsigt – havde åbenbaret sig for mig. Ikke bare gjorde jeg selv rigtig mange erfaringer omkring dét at være hjemmegående (som jo ikke var så normalt for bare 4-5 år siden som det er nu). Ud over det fik jeg også øjnene op for ny information omkring børn og udvikling, og denne kombination gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at skrive om det (nu er kommunikation også mit “område”, så dét spillede muligvis også ind 😉 ).

Derfor oprettede jeg bloggen. For at have et sted jeg kunne komme fordommene til livs. Og et sted jeg kunne komme af med mine frustrationer og glæder. Og et sted jeg kunne gøre hvad jeg kunne (skrive) i kampen for, at andre skulle få del i den nye, dejlige verden, der lige havde åbenbaret sig for mig.

Nu er det dog sådan, at der er kommet rigtig mange flere hjemmegående til, siden den gang. Dermed er det ikke bare blevet meget mere “normalt” (og acceptabelt) at være det, men der er også mange flere stemmer (og bloggere) der er klare til at tage “kampen” for at sikre alle muligheden for at kunne vælge det familieliv der giver mening for dem. Og jeg har med glæde trådt tilbage og givet faklen videre. For jeg kan mærke, at jeg har det ikke i mig længere. Jeg har “kæmpet mine kampe” og sagt de ting jeg kunne sige. I hvert fald er det sådan jeg føler det lige nu.

(mere…)

Vi kender alle til dem. De dage, hvor man er maks presset. Vi har ikke sovet i flere dage, overskuddet er blevet til underskud, men der er stadivæk de samme ansvarsområder der skal ivaretages og forpligtelser man skal opfylde. Sådan er livet som småbørnsforældre nogle gange. Heldigvis ikke alt for ofte, men det sker.

Sådan en periode havde vi for ikke længe siden. Bettemanden har ikke sovet igennem en eneste nat siden han blev født (han bliver halvandet år denne måned), men efterhånden sover han nogenlunde de fleste nætter. Manden og jeg har derfor vænnet os til at få en nogenlunde anstændig søvn (en decideret god nats søvn tror jeg det er mange år siden vi fik sidst, haha). Når vi så kommer ind i perioder med DÅRLIG søvn mærker vi det derfor meget hårdere nu end fx for et år siden, hvor dårlig søvn var normen…kender I det? Kroppen bliver mindet om, hvad det var at sove. Og når den så ikke får det, bliver man helt smadret!

(mere…)

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en caster til et tv-program, der skulle omhandle hjemmegående. Det blev ikke til noget for mit vedkommende, da programmet tog en drejning hvor de gerne ville have, at hele familien var med til programmet, hvilket vi ikke ønskede. Jeg ved faktisk ikke, om programmet nogensinde blev til noget.. Det er hellere ikke vigtigt, for lige nu skal det handle om noget andet. I forbindelse med “castingen” til dette program skulle jeg nemlig svare på nogle spørgsmål – og dem faldt jeg over for ikke så længe siden.

Spørgsmålene fokuserer meget på dét, at jeg på min Om Mig-side her på bloggen har skrevet, at jeg holder af “de gamle dyder” – det var åbenbart den rolle jeg skulle spille i dette program 😉  Set bort i fra lige dét fokus, så er dette et af de spørgsmål jeg bliver stillet rigtig tit; hvordan er man en “moderne” hjemmegående/husmor? (mere…)

I forbindelse med en artikel der udkommer i magasinet “Kulør” (Spars gratismagasin) i december blev jeg for et stykke tid siden spurgt om jeg ville dele nogle af mine bedste råd til en billigere og mindre stressende jul – hvilket jeg naturligvis gerne ville 🙂

Jeg tænkte dog også, at et par af dem kunne være en god idé at dele med jer også allerede nu. For nogle af dem skal man i gang med her i november, for at kunne nå det…

Hele artiklen – inkl. de øvrige tips – kan du enten finde i en Spar eller på spar.dk den første mandag i december. Jeg tænker også, at jeg smider et link til indlægget når det er online. I mellemtiden er der tre gode fifs til dig lige hér; julekalender, julegaver og indkøb af madvarer.

Lav en alternativ julekalender – med fokus på traditioner, forberedelse og hygge…

Da vi fik børn der var store nok til at ville have en julekalender kiggede vi naturligvis på det udvalg der var i butikkerne. Vi kom dog hurtigt frem til, at vi ikke ønskede at købe nogen af de tilgængelige kalendere. For hvis vi valgte at købe en julekalender ville det enten koste det hvide ud af øjet, og/eller være ret usundt. Vi overvejede at lave en pakkekalender selv, men kom frem til, at det ville tage umenneskelig lang tid at både købe ind til det – og ikke mindst at pakke alle de små gaver ind. 24 styks. Per barn. I rest my case… (mere…)

Måltidskasser er efterhånden en ret almindelig måde at sørge for hverdagens aftensmad på. Der er rigtig mange firmaer der tilbyder dem, og man kan efterhånden få dem i alle varianter; børnevenlige, quick-kasser, vegetarudgaver og for dem der gerne vil “udforske” forskellige retter. Der er hellere ingen tvivl om, at det er en dejlig bekvem måde at sørge for aftensmaden – så er man fri for hele tiden selv at skulle sætte en menu sammen, og det hele bliver leveret til døren.

Jeg har selv prøvet måltidskasser nogle få gange, og synes, at det har været rigtig dejligt de perioder vi har haft det. Nu er det dog en gang sådan, at jeg ikke har nogen fast indtægt det næste lange stykke tid, og vi skal derfor være meget bevidste omkring hvad vi bruger vores penge på. (mere…)

For et stykke tid siden startede jeg en indlægsserie omkring temaet “økonomi som hjemmegående”. Intentionen hér var, at jeg hver søndag i lang tid fremover ville poste et indlæg, hvor vi fik indblik i en “hjemmegående-families” økonomi. Jeg har indtil nu haft 6 af denne slags indlæg, og der ligger mange flere og venter – der var nemlig rigtig mange familier, der gerne ville være med. “Problemet” er dog bare, at dem jeg er afhængige af for at kunne skrive sådan et ugentligt indlæg er alle småbørnsforældre der har rigeligt at se til. Derfor kan det være svært at finde tiden til at skrive ind til mig – hvilket jeg forstår 100%!

Jeg synes naturligvis det er ærgerligt, at jeg kom til at “love” noget som jeg ikke helt kan holde – men jeg har fundet en løsning som jeg selv synes er ret genial! (mere…)

Så blev det søndag, og tid til endnu en omgang økonomisnak. Sidste søndag blev det ikke til noget, da vi endte med at tage på en semi-spontan efterårsferie til min familie i Norge. Og vi har nydt tiden uden alt for meget skærmtid, så bloggen er ikke blevet prioriteret…sådan skal det jo være, og det tænker jeg I er med på, ik? Mange af jer har nok også selv holdt efterårsferie? 🙂
Denne gang er det Jette der har givet os sine svar på, hvordan og hvorfor de har indrettet som de har – økonomisk set. Jette blev hjemmegående efter at hun “røg ud” af dagpengesystemet. Da Jette sendte sine svar ind, skrev hun jeg var blevet nærmest syg af dagpengesystemet og jobcentret, og jeg har det meget bedre efter vi tog beslutning om at jeg skulle gå hjemme. Jeg nyder de helt små enkle ting og er bare mere glad. Jeg sætter pris på det at kunne være sammen med min søn nu, og det er guld værd. Barndommen kommer aldrig igen.” Det lyder da som den helt rigtige beslutning for hende… Måske nogle af jer står i lignende situation, og kan lade jer inspirere? Tag godt imod hendes svar:

 

1. Vil du fortælle lidt om dig selv og din familie?

(mere…)

Søndag igen – og endnu et indlæg, hvor vi får indblik i økonomien til en familie, der lever af én indtægt. Denne gang er det dog en lidt anderledes situation; jeg har nemlig fået en af mine bekendte fra Norge til at skrive om, hvordan det ser ud hjemme ved dem. I Norge har alle nemlig muligheden for at være hjemme indtil barnet er to år med “kontantstøtte”, hvilket er et ret stort beløb de får udbetalt (skattefrit) hver måned efter endt barsel, og indtil barnet er to år…

 

Jeg har dog – af respekt for hendes privatliv – ændret hendes navn. Der er hellere ingen billeder af familien denne gang, men det tænker jeg I kan undvære, ikke? I kan lige få et af min familie i stedet for, haha 😉

 

 

Jeg har på bedste vis forsøgt at oversætte de norske svar til dansk, men hvis der er en ordstillingsfejl eller to, som jeg ikke har fanget, så må I bære over med mig – jeg er jo trods alt norsk selv, så det er ikke så nemt for mig at se den type fejl…

 

Jeg vil dog hurtigt knytte et par kommentarer til svarene inden I læser dem; I skal lige have i baghovedet, at lønniveauet i Norge generelt er noget højere end i DK. Men det er jo levekostnaderne også. Derfor kan det lyde som om, at de har meget høje lønninger og udgifter, men niveauet er som nævnt bare noget højere. So keep that in mind, og tag godt imod det norske indslag i denne serie:

 

1. Vil du fortælle lidt om dig selv og din familie?

(mere…)

1 2 3 4