Om at være hjemmegående

Søndag igen, og i disse dage betyder det endnu et indlæg i serien om hvordan økonomien ser ud i en familie, der lever mere eller mindre af én indtægt. I dag møder vi Carina og hendes familie, der har været kreative og skabt en måde hvorpå Carina kan tjene lidt penge ved siden af dét at tage sig af børnene.

1. Vil du fortælle lidt om dig selv og din familie?

(mere…)

Så blev det tid til det første indlæg i serien om økonomi som hjemmegående, hvor familier der lever mere eller mindre af én indtægt fortæller om sine økonomiske valg, og hvilke konsekvenser de har haft.

 

Den første vi skal høre fra er Christina, der er mor til de tre skønne børn på billedet nedenunder.

 

 

1. Vil du fortælle lidt om dig selv og din familie?

(mere…)

Puh, det blev en lidt lang overskrift, men mindre kunne ikke gøre det 😉

Som jeg nævnte for et stykke tid siden – da jeg fortalte jer lidt om hvordan vores økonomiske situation så ud – så synes jeg det ville være fedt, at lave en indlægsserie hvor flere “hjemmegående-familier” (altså familier der lever mere eller mindre af én indtægt) fortæller hvordan deres økonomiske situation ser ud. Jeg søgte derfor efter frivillige deltagere i mit netværk (og et par fb-grupper), og jeg har fået rigtig mange henvendelser!

(mere…)

Dem af jer, der har fulgt med herinde et stykke tid kunne måske regne ud hvad de er sket, bare ved at læse overskriften? Ét af mine største ønsker for fremtiden (den umiddelbare fremtid, i hvert fald) er gået i opfyldelse; JEG HAR FÅET ET ÅRS ORLOV FRA MIT STUDIE!!! 👏👏👏 (mere…)

Når man har fået positive tilbagemeldinger på noget, som så viser sig ikke at holde stik, så gør det lidt ekstra ondt. Kender I det? Ligesom hvis man har lavet en eksamensopgave, og har fået opmuntrende kommentarer fra ens vejleder, men så ender med at få en dårlig karakter. Sådan har jeg det i lige pt.

For et par uger siden fortalte jeg, at jeg havde sendt en ansøgning til universitetet, hvor jeg søgte om at få et års ekstra orlov (uden S.U. osv., naturligvis), for at være hjemme ved Bettemanden. (mere…)

I de to år jeg har skrevet på denne blog er det ét spørgsmål jeg er blevet stillet rigtig mange gange; “hvordan får I det til at løbe rundt økonomisk?”.

I bloggens spede start skrev jeg et indlæg omkring de ting vi gjorde på det tidspunkt, hvor jeg i første omgang blev hjemmegående – det kan du læse hér. For nogle uger siden skrev jeg dog, at jeg forhåbentligvis/mest sansynligt bliver hjemmegående igen for en periode når nu barslen med Bettemanden stopper, så derfor tænkte jeg det var på tide med en lille update i forhold til dette med økonomi, når man vælger at leve af én indtægt.

(mere…)

For et stykke tid siden nævnte jeg her på bloggen, at vi ikke var helt sikre på, hvordan vi ville gøre når min barsel var slut. Jeg har jo sagt mit job i Vestas op, men er stadigvæk tilknyttet mit cand.it-studie, som jeg har rigtig lyst til at fuldføre. Fremdriftsreformen har jo dog gjort det således, at det ikke er stort rum for at holde pause fra sit studie, med mindre man har en “orlovsberettiget” grund (sygdom eller lign.). (mere…)

Dette er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange den sidste tid. Både inden sommerferien, hvor jeg lige var blevet sygemeldt, men også i dén grad efter sommerferien, hvor drengene er startet i en ny institution, og vi alle har følelserne omkring denne opstart udenpå tøjet.

For selv om det som udgangspunkt går rigtig godt med opstarten i den nye børnehave, så er vi altså kommet ind i en periode, hvor især Bassen ikke synes det er sjovt at sige farvel. Dette gælder dog (heldigvis?) ikke kun når vi skal sige farvel i børnehaven, men også når far tager på arbejde om morgenen, hvis jeg skal noget en eftermiddag/aften eller lignende. Det er dog ikke nødvendigvs med skrig og skrål – han er nemlig rigtig god til stille og roligt at sætte ord på det, og siger, at han “vil savne os” – og det gør i dén grad ondt at høre på. Det skærer lige i hjertet.

Så den sidste uges tid har jeg helt seriøst overvejet, om jeg ikke bare skal lade ham/dem blive hjemme, nu hvor jeg jo alligevel er “hjemmegående/sygemeldt/straks-officielt-på-barsel”. Men jeg har bevidst ikke ladet dem blive hjemme de dage, hvor de/Bassen synes det er svært at sige farvel, af nogle få grunde. Dem får I lige her (og ja, dette er nok skrevet lige så meget for min egen skyld, så jeg kan se sort på hvidt, hvorfor jeg “går med til det”, når det nu gør så ondt).

Den ene grund til, at jeg ikke blot siger “ok, så kommer du bare med hjem igen” er, at når jeg jo allerede har sagt, at vi skal i børnehave i dag, så er det vigtigt, at jeg holder fast i det. På samme måde som jeg holder fast i, at der ikke skal slik ned i indkøbskurven på en tirsdag, og at man skal børste tænder inden sovetid. Jeg er af den helt klare holdning, at når man først siger noget er det vigtigt, at man gennemfører det – så ved børnene, at de kan stole på det du siger, og at mor/far er konsekvente. Alt andet vil være for uoveskueligt for dem, tror jeg.

Den anden grund er, at jeg jo tror, at det er godt for dem at komme i børnehave. Jeg har tidligere skrevet et avisindlæg (som faktisk snart bliver publiceret på voresbørn.dk *gisp*) der hed “små børn har bedst af at blive passet hjemme” – men det jeg skriver i den artikel var primært vedrørende mindre børn. Jeg tror oprigtigt talt på, at det er godt for børn, der er så store som mine (snart 4 og 5,5 år gamle) at komme i børnehave. Der lærer de nogle sociale spilleregler, danner venskaber og forbereder sig på den kommende skolegang, som jeg ikke kunne lære dem på samme måde. Og dette bliver jo egentlig også bekræftet af både børnene og pædagogerne, når jeg hører om, hvor meget de har hygget sig i løbet af dagen. Når børnene med begejstring fortæller de ting de har oplevet, og pædagogerne kommer med sit besyv – så kan jeg jo se, at børnene får noget godt ud af at være i børnehaven…

Den tredje grund til, at børnene kommer i børnehave selv om jeg går hjemme er, at jeg jo på nuværende tidspunkt ikke er “hjemmegående” i den forstand, at jeg går hjemme i det henseende at passe børnene. Jeg er jo hjemme fordi jeg er (meget!) gravid, og min krop er (meget!) mærket af det. Eller – det vil sige, jeg har det generelt bedre nu end jeg havde det inden jeg blev sygemeldt, men sådan skulle det jo også gerne forblive. Og jeg kan mærke, at jeg hverken har energi eller tålmodighed til at drøne rundt på samme måde som jeg kunne inden jeg blev gravid…og når lillebror melder sin ankomst om blot nogle få uger er det jo hellere ikke til at sige, hvordan vores hverdag ser ud det første stykke tid.
Så derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at det er rigtig fint, at drengene kommer i børnehave nogle dage, så kan jeg hellere hente dem tidligt og/eller give dem nogle (planlagte!) fridage, hvor der så er overskud og energi til at hygge sammen…

Jeg har dog en aftale med pædagogerne i børnehaven der hedder, at de skal ringe hvis de vurderer, at det ikke “bare” er almindelig ked-af-det-hed i forbindelse med det at sige farvel. Jeg hviler derfor i det at jeg ved, at de vil ringe hvis de vurderer, at en dag er lidt ekstra hård ved en af børnene, og de kunne have brug for at komme hjem og hvile/blive hentet tidligere end planlagt/hvad-nu-end-det-kan-være. For jo, selvfølgelig er det vigtigt at børnene lærer, at det er ok at savne, og at det er ok at blive ked af det (for så at opleve, at de kan komme over det), men det skal jo ikke være sådan, at de går rundt og er dybt ulykkelige en hel dag, hvor jeg “bare” går hjemme. Og den ordning kan jeg lide 🙂

Ja, sådan ligger landet altså. Derfor sidder jeg nu her i fred og ro og spiser en sen omgang morgenmad (en meget mandags-agtig havregrød med kanelsukker) og skriver et blogindlæg mens mine børn er i børnehave. Om lidt skal jeg få gjort en del praktiske ting (et par af dem er faktisk lidt spændende blog-relaterede ting *VIB (very-important-blogger)* haha), og ryddet huset, da det ligner lidt et bombenedslag efter vi kom FULDSTÆNDIG flade hjem fra et weekend-ophold i legoland i aftes. Og SÅ skal jeg have hentet mine dejlige drenge igen…jeg glæder mig allerede.

P.S. Det kan være I også har lyst til at læse/genlæse det indlæg jeg skrev for et års tid siden et omkring Bassens vuggestuestart , hvor jeg skrev om mange af vores tanker og erfaringer omkring at lade et “stort” barn (han startede da han var 2,5 år) starte i institution, hvilket helt klart er noget jeg har med i baggagen ved denne “indkøring”…

På min statistik kan jeg se, at der var en hel del af jer, der synes det var interessant at læse om, at jeg nok aldrig mere skal tilbage til Vestas…men så dukker jo spørgsmålet op; hvad skal jeg så? Helt ærlig er jeg ikke heeeelt sikker på, hvordan min hverdag kommer til at se ud efter min barsel med baby er over, men vi arbejder på det.

Som jeg nævnte i det pågældende indlæg, så har jeg ingen planer om at “droppe ud” af studierne. Dem af jer, der har været med et stykke tid ved, at jeg er i gang med en cand.it – jeg nåede dog “kun” at komme igennem første semester inden jeg blev gravid og sygemeldt fra studiet (jeg havde det RIGTIG dårligt det første trimester, og kastede RIGTIG meget op, så jeg gik glip af for meget undervisning…og trust me, når man ikke er et “naturligt it-geni”, så kan blot 10 minutters tabt undervisning gøre, at man taber tråden – så 2 måneder parkerer ens chancer fuldstændig!). Derfor har jeg jo 1,5 år tilbage på skolebænken efter baby er født og barslen er overstået.

Som det ser ud nu, så er min “officielle” barsel fra studierne sat til at være efteråret ’17 samt foråret ’18. I så tilfælde ville baby jo være ca 11 måneder når min barsel stopper. Jeg har dog en anden plan. Jeg arbejder nemlig på at få orlov fra studierne (uden SU osv., selvfølgelig) i hvert fald til og med efteråret ’18. Det vil give så god mening på SÅ mange plan – så kunne jeg nemlig komme ind i studiet på det samme sted som jeg stoppede – nemlig til et forårssemester. På den måde kan jeg tage semestrene som det er meningen, at de skal tages (2. semester før 3. semester, i stedet for omvendt). Samtidig kunne jeg få lidt længere tid hjemme med baby inden han skal passes af andre… Forårssemesteret starter jo omkring februar, så der vil baby jo så være 1,5 år. Hvis jeg fik vælge, ville jeg måske endda have taget endnu et års orlov uden SU – hvis det kunne lade sig gøre økonomisk osv. – men jeg er bange for, at fremdriftsreformen mere eller mindre har gjort det umuligt. Eller? Er det nogle af jer, der har stået i en lignende situation, der kan dele nogle erfaringer?

Hvis det nu ikke kan lade sig gøre at holde længere orlov satser jeg på at gøre det meste af forberedelsesarbejdet i forbindelse med mine studier hjemmefra, således at jeg ikke skal være mere væk fra hjemmet/børnene end nødvendigt. Røveren starter jo også i skole til næste år, så på alle måder vil det nok være fint, at der er mest muligt ro på herhjemme 🙂

Vi leger også med tanken om at gøre brug af fritvalgsordningen, og på den måde få en til at komme herhjem og passe baby de timer jeg er i skole (hvilket jo ikke er alverden – det vil nok være imellem 15 og 20 timer om ugen). På den måde bliver jeg jo ikke decideret hjemmegående, men baby vil blive hjemmepasset…vi ved ikke helt endnu – det må tiden vise. Men alt andet lige, så er jeg meget glad for, at jeg “kun” har et studie at vende tilbage til. Jeg har jo prøvet at blive mor mens jeg var studerende tidligere og ved, hvilken frihed det giver! Både i forhold til, at man kan gøre meget af arbejdet hjemmefra, men også med tanke på børnenes sygedage, ferier, osv. Det var faktisk lidt derfor, vi planlagde at blive gravide nu her mens jeg studerede…

Så for at svare på spørgsmålet jeg stillede i overskriften; bliver jeg hjemmegående igen? Forhåbentligvis vil jeg blive det – for en lille periode i hvert fald. Hvor længe den periode varer kan jeg dog ikke sige – jeg kan kun sige, at jeg glæder mig! 🙂

P.S. Billedet i toppen af dette indlæg blev taget i forbindelse med, at et af mine indlæg – “De 5 bedste og de 5 værste ting ved at være hjemmegående” skulle publiceres på Vores Børns hjemmeside…hvis du vil læse dette indlæg kan du finde det hér.

skjermbilde-2016-09-14-kl-18-36-25

Så er der kommet endnu et indlæg fra bloggen her på VoresBørn’s hjemmeside, og dette er et indlæg jeg har været meget spændt på – det er nemlig det første af mine blogindlæg på voresbørn.dk, der omhandler det at være hjemmegående. Og i og med at Vores Børn primært henvender sig til det brede segment (altså primært arbejdende mødre), så har jeg været meget spændt på, hvordan denne artikkel ville blive modtaget.

Umiddelbart er reaktionerne gode, og jeg tænker det nok kommer af det, at jeg ikke kun maler et lyserødt billede af det at være hjemmegående, men også italesætter de negative sider af det – indlægget hedder nemlig “De 5 bedste og 5 værste ting ved at være hjemmegående”.

Du kan læse indlægget ved at klikke på dette link 🙂

1 2 3 4