Hvordan bliver man hjemmegående?

Selv om, som jeg har skrevet om tidligere, det er en stigende trend at tage et eller flere års pause fra arbejdsmarkedet for at passe egne børn, så er det ingen tvivl om, at det ikke er “normen”. Og derfor kan det være svært for nogen at forestille sig, hvordan det kan lade sig gøre. Både praktisk – i forhold til økonomi, arbejdsmarkedstilknytning, udførelse af opgaver i hjemmet, stimulering af børnene, osv., men også rent mentalt; hvordan tager man beslutningen, hvad sker med den forælder, der ikke længere har et kendt “voksennetværk” omkring sig, hvad vil samfundets og vores omgangskreds reaktion være, og er det nu det bedste for børnene?

Der er mange spørgsmål man kan stille sig selv når man står foran sådan et valg – det gjorde vi ihvertfald. Og jeg kan da se på de forskellige grupper jeg er en del af, at der jævnligt kommer besøgende, der stiller flere af de ovenstående spørgsmål.

Derfor vil jeg komme med nogle af de svar vores familie kom frem til i forbindelse med beslutningen af at jeg skulle gå hjemme, samt nogle af de erfaringer vi har gjort os i løbet af denne periode. Naturligvis kan ikke alle svarene overføres fra vores familie til andres, men det kan måske alligevel være hjælpsomt for nogen – eller, om ikke andet, lidt underholdende læsning.

Inden jeg begynder at dele vores erfaringer, oplevelser og tips, så tænkte jeg det var en god idé at fortælle jer hvordan det blev til, at jeg går hjemme med børnene. Så her får I vores historie:

I 2011 blev jeg gravid med Røveren. Graviditeten var både ønsket og planlagt, så dette var vi naturligvis begejstrede over! Jeg havde lige afsluttet min bachelor i Marketing and Management Communication på Handelshøjskolen i Århus, og skulle igang med min Master i Corporate Communication. Røveren kom i starten af 2012, og jeg holdt ingen pause eller barsel fra mit studie, selv om Røveren var hjemme ved mig i en “normal” barselsperiode (jeg læste blot hjemmefra og gik op til eksamener uden at være til forelæsninger). Da Røveren var knapt 11 måneder startede han på deltid i vuggestue. Jeg var i gang med at skrive speciale, og tænkte ikke engang over, at der var et alternativ til at han skulle afsted – “sådan er det bare”, ikke? Alle de andre børnene i mødregruppen skulle jo også afsted. Og Røveren var et meget “socialt” og opsøgende barn, så det ville han nok have godt af. Ikke engang, da jeg for 78. gang ringede til min mor efter at have afleveret Røveren og græd mine modige tårer over at skulle tage hjem uden ham tænkte jeg over det…Vi skulle jo alle videre med vores liv, og Røveren virkede til at tage institutionslivet imod på en helt normal måde – han græd lidt nogle gange da vi afleverede ham, men havde vidstnok været glad hele dagen igennem, og strålede da vi kom og hentede ham. Jeg trøstede mig dog med, at jeg kunne hente ham tidlig de fleste dage.

Da Røveren havde været i institution i ca. 1 mnd var jeg til en jobsamtale til en stilling som marketingkonsulent, og FIK JOBBET. Jeg var utrolig glad og spændt – omend lidt stresset, for jeg skulle starte inden specialets deadline, så det ville sige, at jeg havde endnu kortere tid til at skrive specialet. Meget lidt vidste vi, at på det tidspunkt jeg skrev under min kontrakt, lå der en lille Basse og gemte sig i min mave.

Et par uger efter jeg havde skrevet under min ansættelseskontrakt (og et par måneder inden jeg reelt skulle starte i jobbet) stod jeg altså med en POSITIV GRAVIDITETSTEST i hånden. Dette var altså ikke en planlagt graviditet, men ikke mindre meget velkommen! Nu havde vi jo Røveren allerede, og vidste, hvor dejlige børn vi kunne lave, hehe. Så Bassen var naturligvis også velkommen! På mit kommende job var de meget forståelsesfulde, og selv om jeg tilbød dem, at vi kunne rive krontrakten i stykker, så valgte de at beholde mig. Jeg havde de obligatoriske 3 måneder med (ekstrem) kvalme inden jeg skulle starte det nye job, men formåede at færdiggøre specialet og at få sat et dejligt punktum på en 5 år lang uddannelse. Desværre er jeg dog en af de kvinder, der ikke stopper med at have kvalme efter 3 måneder – jeg bliver ved, både med kvalme OG med opkast! Så da jeg var 4 måneder henne med Bassen – og havde været ansat i min nye stilling i 1 måned (!!!), havde jeg tabt mig 6 kilo, og havde en bmi, der hed “undervægtig” (jeg havde nemlig i forvejen ikke nået at tage så meget på efter graviditeten med Røveren, hvor jeg også tabte mig). Dette resulterede i indlæggelse med væskedrop og en FULDTIDSSYGEMELDING – én måned efter jeg havde startet i mit nye job!!! Ahrmen, prøv lige at forestil jeg den skønne samtale: “Jeg ved jeg kun har arbejdet her i kun én måned, og at jeg går på barsel om 4 måneder, men jeg er altså blevet sygemeldt nu her”…

Nåh, men, med lidt ro på på arbejdsfronten begyndte jeg ligesåstille at tage på igen (nåede at komme op på en vægt, der hed +5 da jeg var højgravid). Jeg havde naturligvis også mere tid sammen med Røveren, men kunne alligevel ikke overskue at have ham hjemme hele tiden, da det jo var en grund til at jeg var sygemeldt. Og for jer, der ikke har prøvet at være SÅ dårlig under en graviditet; forestil jer ret slemme tømmermænd – 9 måneder i streg!

Nåh, men Bassen kom til verden, og alt var skønt. De første par måneder af Bassens liv var Røveren ret meget i institutionen, da vi lige skulle vænne os til det nye liv, have amning op at køre, plus at han kun var godt halvandet år, så han skulle have ret meget hjælp – og det er ikke helt nemt med et spædbarn på armen. Men efterhånden som månederne gik blev det nemmere at have begge børn hjemme på samme tid, så Røveren tilbragte mere og mere tid derhjemme – han beholdt dog sin deltidsplads i vuggestuen, men kom derop meget mindre end tidligere.

Bassen vokste sig større, og vi startede i mødregruppe og til babysvømning – præcis som jeg gjorde med Røveren. Noget var dog meget anderledes denne gang. Bassen nød overhoveder ikke at komme til babysvømning – han skreg fra vi kom ind til vi forlod stedet. Og når vi var i mødregruppe ville han slet ikke ligge og pludre med de andre børn. Han græd med mindre han sad på mig. Det var et helt andet barn vi havde fået. Jeg plejer at sammenligne dem som babyer på denne måde; Der hvor Røveren var den, der kravleder over alle de andre børn i mødregruppen, var Bassen den, der lå stille og blev kravlet over af alle de andre. Der hvor Røveren var meget opsøgende, var Bassen mere tilbagetrukket.

Månederne gik, og Bassens personlighed blev bare stærkere og stærkere. Han var ikke én, der brød sig om meget larm og mange mennesker, og han havde det som blommen i ægget, hvis vi bare tullet rundt derhjemme, eller var sammen med nogle få mennesker vi kendte godt. Bekymringerne vedrørende den kommende institutionsstart voksede sig større og større, men jeg havde jo et job (som jeg kun havde været aktiv i i 1 måned!), der ventede. Tanken om at gå lidt længere hjemme med ham – indtil han var mere parat til institutionsstart – begyndte at spire, og vendepunktet kom en dag, hvor vi var til en familiesammenkomst. Selv om det bare var et stille og roligt arrangement, så var der for mange mennesker og for meget larm for Bassen, så Manden og jeg skulle skiftes til at være alene med ham inde på et værelse. Dette var kun et par måneder inden han skulle starte i vuggestue. Etter denne dag snakkede vi mere seriøst om at jeg skulle gå hjemme med børnene, og det begyndte at give mere og mere mening. Men da jeg jo lige havde fået et meget spændene job, som jeg jo rigtig gerne ville beholde, håbede vi på, at jeg enten kunne komme ned på MEGET nedsat tid (20-25 timer) eller få forlænget orlov. Det kunne jeg ikke. Og så blev afgørelsen taget.

Prøv lige at forestil jer DENNE samtale med min arbejdsgiver: “Jeg ved, at jeg kun har arbejdet her kun en lille måned, og at I så derefter har betalt for både en sygemelding OG en barsel, men siden jeg ikke kunne komme ned i tid eller få forlænget orlov, så vil jeg nu gerne sige mit job op!”

Pyha, jeg havde det SÅ dårligt inden denne samtale, men de tog det heldigvis rigtig flot! De kunne helt klart se, at min hverdag var meget anderledes ift. hvad vi alle troede da de ansatte mig, og helt ærlig så tror jeg måske de havde brug for én, der kunne have sit job som sin 1. prioritet, og det kunne de måske fornemme, at jeg ikke var klar til.

En sten faldt fra mit hjerte den dag jeg indleverede mig opsigelse, samtidig som en hel flok sommerfugler samlede sig i min mave. Nu skulle jeg til at være HJEMMEGÅENDE. Hvad indebar det? Kunne det lade sig gøre økonomisk i praksis (vi havde regnet på det inden, men det er altid anderledes når man står i det)? Hvad skulle man gøre for at stimulere børnene? Og hvordan ville jeg klare det? Ville jeg blive ensom? Og MANGE andre spørgsmål…

Det er disse spørgsmål jeg vil prøve at svare på i denne “serie”. Er der nogle af jer, der har et konkret spørgsmål I vil have svaret på, så spørg endelig!