Om mig

I dag er det 7 år siden Manden og jeg fik samme efternavn, og i den forbindelse tænkte jeg det var meget passende at komme med del 2 af “vores historie” – altså historien om hvordan Manden og jeg fandt sammen.

Nu er det jo ikke en stor hemmelighed hvordan denne historie ender, men jeg synes stadigvæk det er meget sjovt at genopleve den ved at skrive den ned hér – og måske vil I synes det er sjovt at læse? 🙂

Du kan med fordel læse del 1 af denne historie, hvis du ikke har læst den før (eller hvis den blot skal genopfriskes – det er jo et liiiiille stykke tid siden jeg gik i gang med denne historie *ehm*).

________________________________________________Del 2 _________________________________________________

Personalet i lufthavnen fik rettet fejlen på min flybillett lige inden vi skulle til at boarde, og jeg gik ombord som en af de aller første. Det var en kold dag i januar, og det var helt mørkt udenfor (som det jo er nærmest hele vinterhalvåret i nord-norge). Passagerene strømmede ind, og jeg sad blot og håbede på, at ingen ville sætte sig i sædet ved siden af mig…jeg havde en vinduesplads, og kunne godt tænke mig at have armlænet i fred, haha. I lang tid så det ud som om jeg havde hele sæderækken for mig selv (og jeg visualiserede hvor skønt det ville blive at tage en lur med benene op), men i det de sidste passagerer kom ombord, blev sædet mod midtergangen taget.

Efter kabinepersonalet havde gået sine runder og proklameret “boarding completed” gik der et stykke tid før der skete noget. Flyet stod stille, og efter noget tid kunne kaptajnen oplyse, at der var kommet så meget is på vingene, at flyet skulle af-ises før vi kunne flyve – det ville tage omkring en time. Havde dette været i dag, så ville samtlige passagerer blot finde frem deres smartphones, og få tiden til at gå med at se en film, serie, svare mails eller lignende, men dette var jo i januar 2007, hvor nærmest ingen havde mobiltelefon med internettilgang. Vi var derfor tvunget til at underholde os selv på den gode, gammeldags måde; med flymagasiner, aviser og offline socialisering.

Jeg havde købt en pakke blocher (af den smarte type der farvede tungen blå) i lufthavnskiosken inden afgang og gik i gang med at spise dem. Og af det jeg kun kan forklare som en kombination af “normal høflighed” og “lidt overdrevet lyst til at socialisere med andre mennesker” henvendte jeg mig til den fuldstændig fremmede mand der sad ved midtergangen og spurgte, om han kunne tænke sig et bolche. Meget lidt vidste jeg på dette tidspunkt, at jeg nogle år senere ville definere denne mand som Manden.

Vi faldt hurtigt i snak, og talte om alt og intet i mellem himmel og jord. Jeg kan til og med huske, at vi på et tidspunkt havde gang i en quiz, hvor vi skulle nævne hovedstader rundt omkring i verden – og så brugte vi de dér verdenskort i rejsemagasinerne som fasit, haha. Meget kreativt, ikke? Jeg kan huske nogle få specifikke ting fra de små tre timer vi i alt sad i flyveren sammen; jeg kunne godt lide, at han var en MAND – i modsætning til en “dreng”. Jeg var jo “kun” 20 år gammel på dette tidspunkt, og havde indtil dette punkt datet og været sammen med jævnaldrene…så derfor kunne det godt mærkes, at Manden var lidt ældre og mere etableret! Jeg kan huske han selv bestilte en kop kaffe – for så at spørge om han måtte købe noget til mig (det var en af de flyselskaber, hvor man skal betale for al drikke). Jeg sagde jatak til en kop varm kakao – og i samme sekund ændrede han sin bestilling af kaffe til en varm kakao også – så vi kunne få det samme. Det synes jeg både var meget gentlemansagtig og charmerende. Han fremstod også som en ret sej forretningsmand (og husk nu, at jeg indtil dette punkt kun havde datet studerende eller lign.), så når han fortalte hvilket firma han havde en ret god stilling i – og jeg ikke havde hørt om det – sagde det mig ikke så meget. Men da han lige pegede på det reklameskilt, der hang på bagsiden af hvert flysæde, og det var lige præcis dét firma, så kunne jeg ikke lade være med at blive en lille smule imponeret (skal åbenbart ikke så meget til for at imponere en 20-årig blond studine! Eller nej, jeg var faktisk mørkhåret på det tidspunkt… SO not important, men nu ved I dét, haha).

Den sidste ting jeg kan huske er, at på et tidspunkt under flyveturen ville Manden “vise mig noget udenfor vinduet”. Og for at han skulle kunne gøre det, blev han jo simpelthen nødt til at rykke ind fra midtergangen og hen til det sæde der var lige ved siden af mig. Vores flirt var altså ret tydelig på dette tidspunkt, og jeg tror vi begge kunne mærke kemien.

Det var i hvert fald ingen af os der var begejstrede, da flyveren landede i Oslo, og vores veje skulle skilles. Manden skulle til et forretningsmøde inde i Oslo centrum og jeg skulle flyve videre til Bergen, hvor jeg boede på det tidspunkt. Vi gik sammen hele vejen fra flyveren, ventede på baggage sammen og ventede helt til vi SKULLE skilles med at sige farvel. Men ikke inden vi havde udvekslet telefonnummer og givet hinanden en krammer.

Jeg kan huske jeg gik hen til min næste gate med sommerfugler i maven kombineret med en lidt trist følelse – for jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg var meget interesseret i den mand jeg lige havde mødt…men hvad nu hvis vi aldrig ville se hinanden igen. Lige på det tidspunkt føltes det MEGET som om at jeg var fanget i plottet til en klassisk, lidt cheasy romantisk film, hvor man nærmest kan se ens liv for sig hvis det ene eller det andet sker – og føle at ens skæbne afhænger af, hvordan man håndterer lige præcis denne situation. Lidt ala filmen ‘Sliding Doors’ med Gwyneth Paltrow, hvis I kan huske den? Man kan sige, at jeg vidste i hvert fald, at det jeg lige havde været med til potentielt kunne være livsændrende.

To be continued… (og denne gang lover jeg, at der ikke går over et halvt år før næste del kommer 😉 )

P.S. Billedet nedenunder blev taget en kold januardag i år – i den samme lufthavn som vi krammede hinanden farvel i 10 år forinden…denne gang var vores “baggage” dog lidt en anden <3

Når der er helligdage og ferie har man som oftest lidt bedre tid til at reflektere over nogle ting som man ikke tænker så meget over i hverdagen. Og én af de ting jeg kom til at tænke på den anden dag var, hvor meget der er sket i mit liv de sidste år – eller bare DET sidste år, for den sags skyld.

For lige præcis et år siden var jeg hjemmegående med stort H. Jeg havde lige fundet ud af, at jeg kom ind på cand.it-studiet, og vi boede i vores gamle hus. Det er bare nogle af de ting, der pt. ser helt anderledes ud, end det gjorde for 12 måneder siden. Og da mit tankespor kørte ud ad denne vej blev jeg lidt nysgjerrig på hvad jeg egentlig havde skrevet om på bloggen den gang – for enten man vil det eller ej, så er det jo de ting der optager mig i hverdagen, der fylder mest på bloggen.

IMG_5009

Når jeg så gik tilbage i arkivet og fandt indlæggene fra april sidste år kunne jeg se, at jeg startede måneden med at samle nogle billeder fra min – på det tidspunkt – relativt nye instagram-konto. Jeg prøvede også lige at få “folk” (dvs. nogle andre hjemmegående forældre) med på at bruge det ‘nyopfundne’ hashtag #realhousewivesofdenmark for at sammen få et sted hvor vi kunne skabe et nuanceret indblik i, hvad man EGENTLIG gør, når man er hjemmegående…deeeet blev ikke den store success, haha.

IMG_2926

IMG_2923

Jeg skrev også et par hyggeindlæg om vores hverdag og nogle genbrugskup jeg havde gjort – der i blandt et helt separat indlæg om denne denimjakke, som stadigvæk er en af mine favoritter! Det blev også til en enkelt opskrift i april måned sidste år, og hvis jeg må sige det selv, så er det er rigtig god en af slagsen, nemlig hjemmelavede knækbrød (som også nærmest kan gå som chips, hvis man bare kommer lidt havsalt eller andet krydderi ovenpå).

Jeg skrev også et af de lidt mere seriøse indlæg, hvor jeg fortalte hvorfor jeg i sin tid havde valgt navnet Happy Housewife da jeg oprettede bloggen. Det der står i dette indlæg gælder forresten lige meget i dag som det gjorde den gang, selv om jeg ikke er hjemmegående per definition mere.

IMG_2630

IMG_2984

Det blev også til et enkelt indlæg til kategorien Aktiviteter til børn i Århus, hvilket var en føljeton om de muligheder jeg havde opdaget i min tid som hjemmegående…der er mange flere ‘aktivitetsmuligheder’ for børn i Århus end jeg nogetsinde havde forestillet mig, og det ville jeg gerne dele med jer – deraf denne føljeton. Lidt i samme stil skrev jeg et indlæg – et av de længste i bloggens historie – hvor jeg beskrev ret detaljeret en uge i vores liv. For er det et spørgsmål jeg blev spurgt rigtig mange gange i min tid som hjemmegående, så var det “hvad laver du/I egentlig hele dagen??” (måske også dét, der gjorde, at jeg ville have gang i #realhousewivesofdenmark…). Så jeg dokumenterede mere eller mindre ALT vi gjorde i løbet af en uge, hvilket er ret hyggelig at læse igen 🙂

Det indlæg jeg dog husker aller bedst fra April sidste år var det jeg skrev om min deltagelse i et indslag i tv2-nyhederne. Det var i forbindelse med, at Familiepolitisk Netværk – som jeg i øvrigt er en del af – havde udgivet et idépolitisk katalog, der kom med mange forslag til hvordan politiker kunne være med til at skabe en bedre balance i mellem familie- og arbejdsliv for børnefamilier. Og for dem af jer, der har fulgt bare en lille smule med her på bloggen ved godt, at jeg går meget op i emner som det…



Nu går påskeferien mod en ende, og vi er hjemme igen efter nogle dejlige dage i Tyskland. Jeg har nydt at være sammen med familien, og har næsten holdt fri fra de sociale medier (hvis man lige ser bort fra nogle få billeder på min instagram-profil). Vi snupper lige en helt stille og rolig dag herhjemme inden det igen går løs med madpakkesmøring, arbejde og de sedvanlige hamsterhjulspligter 😉 Håber I også har haft en god ferie, og at morgendagen bliver god ved jer, så vi alle er klare til hverdagen igen!

God aften herfra

Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.28.37

Når jeg møder nye mennesker er “blogger” ikke det første jeg nævner om mig selv…faktisk kan jeg godt nogle gange prøve at skjule eller undskylde det, for jeg føler det siger mere om min person, end jeg er klar til at dele på det tidspunkt – for enten man vil det eller ej, skal man altså have nogle helt specielle karaktertræk for at nyde det, at blogge/være en blogger. Og nogle af dem er mindre charmerende end andre 😉

Her er en lille liste over de personlighedstræk jeg tænker man skal have, for at være en fuldblods bloggger:

  1. Ekshibitionist
  2. Vi kan lige så godt lægge ud med den værste af dem alle – for at være en blogger skal du i hvert fald i nogen grad være en ekshibitionist. Og det er jeg ikke nødvendigvis stolt af, men sådan er det – jeg har åbenbart en “trang til at vise mig eller optræde (offentligt)” – som er en af ordbogens definitioner af ordet ekshibitionist (den anden definition omhandler en trang til at blotte kønsdele i offentligheden, og lad mig blot for ordens skyld påpege, at jeg UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER kan se mig selv i denne definition, hahaha!!). Men jo. Når jeg skal være helt ærlig, så synes jeg det er sjovt at nå ud til mange mennesker, og jo mere offentligt jo bedre – nok også derfor jeg skriver en fast klumme i avisen og producerer indhold til Vores Børn’s hjemmeside.

    Jeg synes dog jeg er ret god til at skille mellem hvad jeg ønsker at “udstille”, og hvad i mit liv, der skal forblive privat (fx apropos min snak om børn på de sociale medier)…

    img_7043

  3. Kreativ
  4. Dette er jo så en af de gode karaktertræk, som jeg gerne fremhæver når (hvis) jeg fortæller nogen om bloggen – jeg er jo uddannet indenfor kommunikation, som i en vis grad er et kreativt fag, så på den måde kan man sige, at jeg gør noget, der er relevant for mit “fag” når jeg blogger.

    Og trust me, hvad enten man er modeblogger, madblogger, morblogger eller en salig blanding af de tre, så kræves det en god portion kreativitet at blive ved med at finde ting man kan lave blogindlæg om. Det behøver ikke nødvendigvis at være svært at finde ting man kan skrive om (jeg mistænker, at os der blogger har denne form for “kreativt gen” på den ene eller anden måde, der gør det nemt at finde ting at skrive om – men jeg kan til gengæld også forestille mig, at hvis man nu IKKE havde dette kreative gen, så kunne det være svært at blive ved med at finde på indhold til blogindlæg uge efter uge (og år efter år).

  5. Vedholdende
  6. For at holde liv i en blog – i hvert fald over tid – skal man være vedholdende! Naturligt nok kommer der perioder i ens liv hvor både lysten og overskuddet til at blogge er større end i andre perioder, men hvis man blot lader bloggen ligge død i lang tid, vil det blive sværere at komme op på hesten igen – man kan i hvert fald risikere at have mistet mange følgere (hvilket vil være kritisk for ekshibitionister som os, haha), og skal nærmest starte forfra. Jeg havde jo selv sådan en lang periode for nogle år siden – den gang dog med en anden blog. Lysten til at blogge lå dog hele tiden i mig og ulmede, hvilket resulterede i, at jeg valgte at starte på en frisk – denne gang som “Happy Housewife” 🙂

    IMG_2311

  7. Stor selvtillid
  8. Med mindre man skriver en fag-blog, eller blog, der på ingen måde omhandler sig selv, så skal man altså have en stor portion selvtillid for at skrive en blog. Man bliver nemlig selv nødt til at tro på, at det man bringer på sin blog har så stor værdi, at der er nogen, der rigtig gerne vil læse det. Madbloggere bliver jo nødt til at tro på, at deres opskrifter er gode, skønhedsbloggere må tænke, at de ligger inde med noget skønhedsviden, der vil berige andres liv, og hverdagsbloggere må tænke, at deres liv er så interessant, at folk vil synes det er spændende at læse om det. Og sådant noget kan man ikke tænke uden at have en god portion selvtillid i rygsækken.


    Kan I nu se, hvorfor jeg nogle gange er lidt tilbageholden med at præsentere mig selv som “blogger”? I mine øjne er det jo nemlig lig med at sige, at jeg er en kreativ og vedholden ekshibitionist med stor selvtillid – og det er jo ikke nødvendigvis den opening line jeg plejer at komme med, når jeg møder nye mennesker, haha.

    I aften kan jeg dog lade alle mine blogger-hæmninger ligge – jeg skal nemlig mødes med en håndfuld andre bloggere til et arrangement, og jeg GLÆDER mig til at snakke med ligesindede…det er nemlig begrænset hvor begejstret Manden kan blive over et sejt plugin eller et stigende antal følgere – så det bliver skønt at kunne nørde lidt med andre fellow-bloggers.

    Håber I også får en god aften. Vi skrives ved.

Inspireret af en af de mere “kendte” blogs jeg læser – Cana Buttenschøn – tænke jeg at skrive lidt om, hvordan Manden og jeg mødte hinanden. Det er nemlig ikke en helt standard historie…og hver gang jeg bliver spurgt om hvordan det nu gik til, at en pige (kvinde?) fra nord-norge kom sammen med en fyr fra Viborg, får jeg altid responsen “ej, det er jo ligesom på film!”. Og ja, det er det måske…? Det kan I jo bedømme selv – I får første del af vores historie her 🙂

b&t

Året var 2007 – yes, altså 10 år siden *gisp* -, og jeg var en 20 år gammel studine, der boede i norges 2. største by, Bergen. Jeg var, som sædvanlig, hjemme i nord-norge på juleferie, men skulle rejse tilbage til Bergen (der ligger ca 1600 km væk fra mit hjemsted) nogle få dage efter juleaften, da jeg havde en enkelt vagt på mit arbejde i mellem jul og nytår.

Jeg var kommet ud af et halvlangt forhold nogle måneder forinden – og var kommet over the heartache, så jeg var derfor så “fri” som man kunne være. Jeg endte derfor med at bruge en stor del af min juleferie på en flirt med én jeg havde gået i skole med. Ikke noget seriøst, og hellere ikke noget nogen af os håbede ville “blive til noget”, men bare lidt sjov og ballade, som man nu siger 😉

Dette fortrød jeg dog hurtigt i det dagen for min afrejse mod Bergen nærmede sig. Jeg havde jo nærmest ikke set min familie (som jeg ikke havde set i et halvt år forinden), og var derfor tydelig ked af at skulle forlade dem… Dette opfangede min far, der aftenen inden min afrejse tilbød, at han gerne ville betale for flybilletterne, hvis jeg ønskede at komme hjem igen på en “nytårsferie” – og take my word for it; det er ikke “billig-billetter” man får, når man rejser derop!

Det blev jeg naturligvis meget glad for, og bookede billetter nærmest i samme sekund, inden jeg nogle timer senere rejste til Bergen for at arbejde den ene vagt. I eftertid er jeg blevet meget overrasket over, hvor pligtopfyllende jeg var. Det er ikke alle 20-årige, der rejser 1600 km for at arbejde én dag, for så at rejse de 1600 km tilbage igen…men det gjorde jeg. Og to dage senere sad jeg på et fly der skulle tage mig til nord-norge igen.

Jeg nød min bonusferie i fulde drag, både med venner og min familie, og var derfor godt tanket op relationsmæssig når jeg endnu engang sagde farvel til dem halvanden uge senere. Vel fremme i den “lokale” lufthavn købte jeg lidt guf til flyveturen og satte mig for at lytte til musik. Et lille stykke tid inden vi skulle boarde opdagede jeg dog, at der stod forkert navn på min billett.
Jeg gik derfor forbi alle de mennesker, der sad og ventede på at gå ombord i flyveren, for at tale med personalet ved skranken.

Uden at jeg vidste det, var det dér, mens jeg stod og brokkede mig til lufthavnspersonalet, at min kommende mand & far til mine børn fik øje på mig for første gang, og at jeg var få minutter fra det , der ville blive et livsændrende “Hej”!

To be continued…

Da jeg “holdt en pause” fra de sociale medier i juleferien fik jeg alligevel tænkt lidt over, hvad det er jeg godt kan lide ved at blogge. Og hvad jeg gerne VIL med bloggen. Det var ikke de vilde overvejelser – og slet ikke på et “skal-jeg-holde-med-at-blogge”-niveau…jeg nyder denne hobby for meget til at holde op med det! 🙂

Det, der dog fyldte lidt i mine tanker var noget jeg skrev i starten af december, i det indlæg, hvor jeg taler om nogle af de fordomme vi Motherbl*ggers bliver mødt med. I det indlæg skriver jeg, and I quote, “Jeg vil gerne noget andet med denne blog end blot at være et tidsspild, som bliver glemt lige så snart man har scrollet færdigt. Jeg vil også gerne bruge min stemme og mine evner til at kæmpe for en bedre fremtid, og det kan man jo kun gøre ved at prøve at få sine holdninger og tanker derud.” Del to af denne sætning er tænker jeg stadigvæk…det er ingen tvivl om, at jeg godt kan lide både at provokere og diskutere. Og at jeg heller end gerne stiller spørgsmålstegn til ting og sager jeg ikke er helt enige i – også selv om det drejer sig om socialt vedtagede normer.

Den første del af sætningen – at bloggen ikke måtte være et tidsspild, der bliver hurtigt glemt – vil jeg gerne trække tilbage. For det er også ok at “blot” underholde. Nogle gange er det i hvert fald dét jeg selv har mest brug for…og jeg tror da hellere ikke det ville være så sjovt i længden, hvis jeg ikke måtte blogge om ligegyldige ting. Og når jeg blot bruger mere end den ene hjernecelle, der var aktiv når jeg skrev ovenstående sætning, så kan jeg da også se, at de ligegyldige ting allerede fylder lidt herinde…hvis ikke, så havde jeg nok ikke “kategorier”, der hedder fx DIY, Hverdagslykke, Mode og Opskrifter. Altså, den der ene hjernecelle må vidst enten have været meget træt eller fuld i gerningsøjeblikket *indsæt-whatever-emoji-du-tænker-passer-ind* haha..

Så derfor – blot for at understrege, at jeg gerne også vil komme med fuldstændig hovedløse, ligegyldige, og overfladiske ting herinde, så lægger jeg lige så godt ud med at fortælle jer 5 fuldstændig hovedløse, ligegyldige og overfladiske ting, som I ikke vidste om mig. Sådan en liste synes jeg selv altid det er sjovt at læse på de blogger jeg selv følger, så det kunne jo være, at I også ville finde det underholdende.


1. Jeg slår mere eller mindre altid min mobil på “flight-mode” når jeg tanker diesel på bilen.
Jeg har en gang for længe siden læst en artikel om en tank, der eksploderede på grund af den statiske elektricitet der opstod på grund af mobilbrug…og lige siden den gang har jeg sat min på flight mode. Om det hjælper ved jeg ikke, haha. Og ja, jeg er godt klar over, hvor lille sansynligheden for, at det sker for mig er. Men TÆNK, hvor meget jeg ville ærge mig, hvis jeg holdt op med at gøre det nu, og det så skete…! 😉



2. Jeg mangler to af mine kindtænder.
Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.28.37
Det er meget heldigt, at det ikke er i overmunden, jeg mangler tænder, haha

Jeps. Dette er faktisk en ting, jeg har været lidt flov over…men altså, der er ikke meget jeg kan gøre ved det. Eller, dvs., jeg har ikke brug for at gøre noget ved det.
Jeg har iflg. min tandlæge en spytsammensætning der tærer på mine tænder (hvor andre har enten neutral sammensætning, eller rent faktisk en beskyttende spytsammensætning…så heldig kan man altså være). Det har noget med syreniveauet eller noget at gøre. Nåh, men det fører til, at jeg ret nemt får huller, hvis jeg ikke passer godt på dem. Det var jeg ikke så god til da jeg var teenager, og derfor endte jeg med en rodbehandling i de her to kindtænder. I den ene side fik de dog ikke renset al betændelsen væk, og jeg endte derfor med at måtte trække den. Tanden i den anden side skulle rodbehandles et års tid senere, og der var jeg simpelthen for uforsigtig i den periode, hvor jeg kun havde midlertidig fyldning, så jeg tyggede bolcher en hel dag, og den endte faktisk med at knække i to *gisp*…

Det resulterede så naturligvis i to hulrum i hver sin side af min kæbe – det har dog aldrig rigtig kunne ses, hvilket er rart nok. Det heldige var dog, at jeg havde fået mine visdomstænder, og der var liiiiige lidt for trangt i min underkæbe til, at alle tænderne kunne være der – så planen var jo som udgangspunkt at trække visdomstænderne inden længe. Min tandlæge foreslo dog, at vi blot kunne lade være med det, for over tid ville de to bagerste tænder blot rykke tættere på den andre, og dermed fylde ud de hulrum jeg havde fået. Dette lød logisk nok, og det er da også det, der er sket. Tænderne er rykket tættere på hinanden, og jeg mærker ikke noget til det mere…dejligt når kroppen kan tage sig af sådan nogle ting selv! Det eneste lidt specielle nu er, at der jo er et lidt større mellemrum mellem to af mine kindtænder, så jeg kan lave et trick, hvor jeg bider over fx. et grillspyd, og lukker tænderne helt. Børnene bliver lige facinerede hver gang, haha…

3. Jeg har en måde at bedømme på mine instagram-billeder på, afhængig af likes.

Skjermbilde 2017-01-14 kl. 14.12.57

Yes, hellere ikke en specielt flatterende ting at oplyse jer om, men sådan er det nu bare… Vi kan vel alle blive enige om, at det er da skønt, når nogen gider at smide et like eller en kommentar til de billeder man poster – for man ville vel ikke have postet dem i første omgang, hvis man ikke ønskede en form for dialog/feedback?
Så helt ubevidst startede jeg med at vurdere om de billeder jeg postede var “gode” eller ej ved at vurdere ud ifra likes. Jeg kunne se, hvor mange likes det “mest populære” billede havde fået, og fik på en eller anden måde dannet en grænse i mit hoved for, hvor mange likes der skulle til for at det kunne kategoriseres som et “godt billede”…ahrmen, altså – jeg kan godt høre det selv!

Men igen – det er noget der er sket lige så stille i en lille krog af min hjerne, uden at jeg som sådan aktivt har tænkt over det. Men nu sidder det ligesom fast i mit hoved. Og jeg kan også mærke, at jo mere jeg er på IG (det er jo kun lidt over et år siden jeg joinede), og jo flere followers jeg får, jo højere er mine “krav” for likes. Pinligt, I know – men lur mig, om ikke mange af jer tænker lidt på samme måde? Måske er I bare ikke bevidste over det… 😉
Jeg vil dog gerne pointere, at jeg ikke sletter billeder, der ikke når den magiske grænse…så jeg bruger som sådan ikke denne “bedømmelse” til noget andet end egen reference.


4. Jeg gemmer en boks snus i en skuf i køkkenet.
I mine (meget) unge dage, var jeg nok tæt på at være en ryger. Jeg kunne virkelig ryge mange cigaretter på en dag, dog mest når jeg var sammen med andre, der røg. Men grunden til, at jeg nok ikke kunne kaldes en 100% ryger var, at jeg sagtens kunne holde en eller flere dagers pause – og derfor var det nemt nok også at stoppe, når jeg besluttet mig for det. Spørg mig ikke, hvorfor jeg ikke blev lige afhængig som de andre, men heldigvis slap jeg udenom. I norge er der jo dog et andet alternativ, der også er meget populært, nemlig snus (enten sådan en løs brun masse, som man former til en klump og lægger ind under læben, eller i nogle “portionspakninger”, hvor massen ligger i mange små “poser” som man kan lægge ind under læben). Jeg havde så en periode, hvor jeg også brugte de dér portionspakker med snus, nærmest som en overgang fra det at ryge til det at ikke gøre noget nikotin-relateret. Jeg havde dog hellere ikke problemer med at holde op med at snuse da jeg mødte Manden, som er MEGET anti-nikotin.

Én ting har jeg dog haft lidt svært ved at slippe; min festrygning. Når min promille stiger en del, så får jeg af en eller anden grund altid lyst til en cigaret. Og tidligere, så tillod jeg mig selv da også at ryge lidt, hvis jeg var til fest (ikke meget, det blev som oftest til 1-3 stykker på en hel aften, så det er nok ikke dét, der vil tvinge mig til at stille træskoene, haha). Men de sidste mange år – efter at jeg er blevet mor – er det ikke så tit jeg tager til fest. Og dermed er det meget sjældent jeg ryger. Derfor kunne jeg SÅ GODT mærker det i halsen, hvis jeg kom til at gøre det…det var ubehageligt flere dage bagefter. Så derfor blev jeg enige med mig selv om, at jeg kunne købe et par bokse med snus en gang jeg var i norge, som jeg kunne bruge til fester, i stedet for cigaretter. Den ene tog jeg med til en fest for nogle måneder siden, men den anden ligger stadigvæk gemt i en skuf i køkkenet…Manden ved det nemlig ikke, og køkkenet er ikke et sted, han tilbringer meget tid i, for at sige det sådan, haha! Såe, jah. Jeg er godt klar over, at der jo nu er en vis chance for, at Manden finder ud af det, i og med at jeg oplyser det hér på denne meget offentlige blog, men det går nok 😉

5. Jeg farvekoordinerer kaffekrus og skeer.

Skjermbilde 2017-01-14 kl. 14.12.00

Jeg har haft en forkærlighed for farverige og forskellige kaffekruse. Jeg synes det giver lidt liv til hverdagen og vores hjem, der ellers er ret “hvide, rene linjer”. Og for nogle år siden købte jeg en håndfuld farverige skeer, så både jeg og mine gæster kunne bruge til at røre rundt i kaffen med (almindelige te-skeer bliver nemlig lidt for korte). Der er dog sket det, at i og med, at jeg har både kaffekruse og skeer i forskellige farver, så tager jeg mig selv i, at koordinere farven på skeerne efter farven på kruset. Og det startede i det små, men nu kan jeg SLET IKKE have, hvis den lilla ske kommer i et orange krus. Det bliver bare fejl! Og det værste (eller bedste, alt efter hvem du spørger) er, at Manden også har fanget, at jeg har det sådan – og er derfor begyndt at gøre det samme – eller, han prøver i hvert fald – for at gøre mig glad… Se, DET er ægte kærlighed <3

Såh, der fik I nogle fuldstændig ligegyldige og intetsigende fakta om mig – som I nok glemmer i det sekund i lukker for computeren…men jeg håber jeg har underholdt jer, og givet jeres hjerne en pause fra alt det seriøse i de minutter, I har læst med. Og hvad siger I? Kun seriøse indlæg på bloggen, eller mere af ligegyldige indlæg også?

God weekend til jer! Kh Therese