#TagBørneneHjem i Aarhus

#TagBørneneHjem i Aarhus

Pyh, lige de her dage kunne jeg godt bruge, at døgnet havde 25 timer. Ikke bare er jeg “kommet til” at være tovholder for et ret stort arrangement her i Aarhus, der løber af stablen på torsdag (ja – det var lidt tilfældigt, at det blev sådan), men jeg har også en ret vigtig ting på hjemmefronten jeg skal have klaret (som jeg dog ikke kan fortælle så meget om pt….very important blogger, you know 😜).

Arrangementet kan – og vil – jeg til gengæld rigtig gerne fortælle mere om! Read More

Jeg er skrækeksemplet…

Jeg er skrækeksemplet…

Jeg er det, man VIRKELIG vil undgå. Jeg er den sidste udvej, når man bare ikke kan se andre løsninger. Jeg er en akademisk uddannet kvinde, der sagde mit fuldtidsjob op for at tage mig af mine børn – og jeg har ingen planer om at arbejde fuld tid så længe mine børn er små. I hvert fald ikke som tingenes tilstand er lige nu. Read More

Kender du egentlig dit barns pædagog?

Kender du egentlig dit barns pædagog?

For et par dage siden faldt jeg over et indlæg fra en af mine fellow “Momster”-bloggere, der omhandlede det forhold vi som forældre har til pædagogerne i vores børns institutioner. Carina bag bloggen Sættekassen er nemlig selv pædagog, og har derfor et andet perspektiv på dette forhold, end vi som forældre har. Og nogle af de ting hun skrev i indlægget “Har du hilst på dit barns pædagog i dag?” overraskede mig lidt… Read More

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Når det kommer til måden at være forældre på, og måden at opdrage vores børn på, så er vi kommet rigtig langt i forhold til hvilke muligheder og rammer der var for blot nogle få tiår siden. Familiestrukturen er ændret, kønsrollerne har rykket sig, og der er et (over)væld af opdragelsesmetoder at vælge imellem.

Vi skal være åbne, inkluderende og tolerante, og efter min mening går det lidt over gevind nogle gange – for SKAL man acceptere alt? Er alt ok, hvis man Read More

Mig; Politisk aktiv?

Mig; Politisk aktiv?

Det er ikke få gange jeg har fået en kommentar fra venner og familie om, at jeg måske skulle overveje at blive “politisk aktiv” – altså på den måde hvor man bliver en del af et parti og stiller op til en eller anden form for valg.

Jeg kan godt se hvorfor mange af mine nærmeste tænker dette, for jeg er nok over gennemsnittet interesseret i (familie)politik, og jeg kan rigtig godt lide at debattere forskellige emner (og jeg er ret god til at debattere på en saglig måde, om jeg skal sige det selv). Read More

Hvorfor jeg er anti-halloween

Hvorfor jeg er anti-halloween

Nu er det et år siden denne klumme blev udgivet – men den er stadigvæk lige aktuel i år! Nedenfor kan I læse om, HVORFOR jeg er i mod fejringen af Halloween (én af grundene, i hvert fald)…

For nogle år siden, på halloween-aften var mine forældre ude af huset. De havde ikke tænkt over, at de var halloween (jeg ved ikke engang om de vidste, at det var halloween den dag), så derfor havde de forladt huset med udelysene tændt – som altid, da det er dejligt praktisk når man kommer hjem efter det er blevet mørkt. Read More

Om at få nogle nye rutiner

Når der sker store forandringer i ens liv giver det ofte mulighed for at reflektere over ens liv, ens hverdag, og de vaner man har. Nu ved jeg ikke om man kan sige, at en flytning er sådan en “stor forandring” (måske ikke i vores tilfælde, hvor vi er blevet i det samme område som vi boede i før, og dermed har kunne fortsætte med mere eller mindre den samme hverdag – blot i et andet hus), men det har i hvert fald sat skub i nogle ting indeni mig.

Denne tankegang kan måske sammenlignes med den måde man venter med at gå på kur til efter nytår – der er nogle ting i ens liv man gerne vil lave lidt om på, men man har brug for en anledning, der giver det sidste spark bagi. Og i mit tilfælde kan jeg mærke, at vores flytning har hjulpet mig en lille smule i gang.

Det er ikke de store forandringer vi taler om, og der er stadigvæk ting jeg arbejder på/drømmer om at ændre, men Rom blev ikke bygget på én dag, vel?

En af de vaner jeg VIRKELIG ønsker at ændre, er måden (og mængden) jeg bruger min mobiltelefon på. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg synes jeg er afhængig af telefonen…jeg kan sagtens undvære den en aften eller lign, hvis der er noget – eller nogen – anden jeg hellere vil bruge tiden på. Det, der irriterer mig mere, er hvordan det er blevet en vane at sidde med mobilen i hånden når der IKKE er andre “spændende” ting at tage sig til.

Og, desværre, lidt for tit når jeg er sammen med børnene eller Manden.

“Tager børnene dog skade af, at man sidder lidt med telefonen en gang imellem?” Nej. “Det er uanset hvad ikke godt for børnene, at de får AL opmærksomheden hele tiden”. Nej, det er det hellere ikke. Men det er hellere ikke et skide godt signal (pardon my french) at sende, hvis jeg hele tiden kigger på telefonen. For hvad fortæller DET børnene?

1: At det ikke er naturligt at bare være. Man skal helt hele tiden foretage sig et eller andet – gerne opdatere sig på en eller anden måde, så man ikke kommer bagud på noget tidspunkt.

2: At det er helt ok opførsel, at konstant kigge på sin telefon selv om man er sammen med andre mennesker – i dette tilfælde børnene (om så kun i 2 sekunder for at se om der er kommet en notification siden sidste gang jeg tjekkede)…hvilket fører til:

3: At den eventuelle notification, sms, mail eller andet, der MÅSKE er kommet ind på min mobiltelefon er vigtigere, end dem – groft sagt.

Ouch. Det gør ondt at indrømme. Men ikke desto mindre er det altså sådan det er. Og det er jo ikke fordi jeg sidder og opfinder den dybe tallerken her…dette er noget vi har fået fortalt i lang tid, og noget som de aller fleste af os egentlig godt ved. Så hvorfor bliver vi (jeg) så ved med at holde fast i de her dumme vaner? Fordi de er lige præcis dét – vaner. Og med mindre man aktivt gør noget for at ændre dem, så vil man bare fortsætte i sit normale mønster, uden at tænke så meget over det.

Derfor er jeg gået i gang med at AKTIVT gøre noget for at ændre mine vaner når det kommer til mobilforbrug. Foreløbig er jeg ikke kommet vildt langt, men alt hjælper, ikke? En ting jeg besluttede mig for da vi flyttede ind i det nye hus var, at jeg ikke længere vil tage mobiltelefonen med ind i soveværelset om aftenen. Dette var både af princip for at komme af med den vane, hvor telefonen er det sidste man kigger på om aftenen og det første man kigger på om morgenen, men også fordi man efterhånden jo er kommet frem til, at mobilbrug lige inden sengetid ødelægger ens nattesøvn. At jeg så kigger en sidste gang igennem det hele mens jeg børster tænderne inden sengetid, og at mobilen bliver tjekket riiimelig hurtigt efter jeg står op er jo en anden sag…men jeg er på vej i rigtig retning!

En anden vane jeg arbejder på at bryde er den, hvor jeg automatisk finder mobilen frem i bilen ved fx et rødt lys eller en stillestående kø. Mobilen ligger som oftest nemt tilgængeligt, så det tager mig ingen tid at finde den frem og se, om der er sket noget nyt på instagram, facebook, eller hvad det nu måtte være…det der dog er komplet idioti er, at jeg nogle gange på vej hjem fra arbejde har taget mig selv i at finde telefonen frem ved HVERT lyskryds (de gange jeg har været uheldig og har ramt en “rød bølge”). Så er der altså ikke mere end 2,5 minutters kørsel fra det ene lyskryds til det andet – og så meget sker der alligevel ikke på de sociale medier, at det er værdt at tjekke hvert 2,5 min!!! Så det er en vane jeg også prøver at komme af med. Umiddelbart har jeg prøvet at sætte mobilen på lyd og efterfølgende lægge den i min taske, så den ikke er så tilgængelig. Det bliver dog hurtigt besværligt, hvis telefonen ringer eller man selv skal foretage et opkald. Så jeg er igen tilbage til det, at prøve at være bevidst omkring det at lade mobilen ligge SELV OM der måske er rødt lys. Det går ikke ligefrem hurtigt, but I’m getting there!

En app som jeg faktisk bruger (efter inspiration fra min søde veninde Marina) er den, der hedder “Moment”. Det er en gratis app, der viser dig hvor meget du bruger din telefon i løbet af en dag, og på hvilke tidspunkter. Jeg har kun brugt den i nogle få dage, og har ikke købt nogle af de tillægsydelser man kan få via appen, men jeg synes det er meget interessant (og skræmmende) at se mit eget mobilforbrug…om ikke andet så giver det en et godt sammenligningsgrundlag, når jeg en gang føler jeg er ‘godt på vej’ i forhold til mine nye vaner.

Og som I kan se, har jeg altså brugt næsten 3 timer (!!!) i alt på min mobil i dag… Den ene time ved jeg var et netflix-afsnit jeg så for lidt siden, og så havde jeg lidt ego-tid ved frisøren i dag, osv…men altså, al verdens undskyldninger kan ikke bruges, når jeg kan se, at allerede inden jeg havde afleveret drengene i børnehaven i dag, så havde jeg brugt 28 minutter på mobilen. Det gør mig bare ked af det. Og en lille smule skamfuld. Og MEGET bestemt om, at dette er noget jeg vil ændre!

Hvad tænker I? Hvordan er jeres mobilvaner – og har I evt. nogle gode fifs som hjælper med at bryde vanen?

Derfor får du ikke mine børn at se…

IMG_1877

Min læringskurve indenfor de sociale medier har været enormt stejl. Jeg startede ud med facebook for snart 10 år siden (nej, jeg havde ingen myspace eller lign. forinden…faktisk var det først dér, for 10 år siden, jeg fik den første computer, der kunne anvendes til mere end at skrive worddokumenter og lægge kabale). Og hvad gjorde jeg på facebook for 10 år siden?

Som så mange andre var jeg nok meget generøs med alle mulige random opdateringer, for facebook opfordrede jo ligefrem til at fortælle jer, at “Therese er…” – og så var det jo nærmest min pligt at fortælle omverdenen dét. Der blev også delt flittigt ud af billeder. Jeg har stadigvæk nogle album på min facebook, der hedder “my life anno 2007”, “my life anno 2008”, etc, haha. Men det største fejl jeg dog begik som helt fersk på de sociale medier var, at jeg en sommer delte billeder af nogle børn i min familie, der løb nøgen rundt i haven. Jeg havde dog tænkt så langt, at jeg havde sat mine privacy-indstillinger til de billeder som “private”, og så var der jo ingen andre end dem, jeg havde sagt god for, der kunne få tilgang til de her billeder, vel?

IMG_2363

Jeg synes derfor børnenes mor var noget sippet og “over the top” da hun spurgte om jeg ikke ville fjerne de her billeder…men jeg gik naturligvis med til det, for så vigtigt var det altså ikke for mig.
I eftertid har jeg virkelig siddet og slået mig selv i hovedet over, hvor naïv jeg var. Ikke bare for at dele billeder af nøgne børn på et socialt medie, men også for rent faktisk at tro, at en sølle privacy-setting kunne beskytte de billeder jeg uploadede.

Man kan derfor trygt sige, at da jeg selv blev mor, så var jeg noget klogere på, hvilke billeder jeg ville dele med omverdenen. Jeg havde faktisk også en blog på det tidspunkt jeg fik min første søn, Røveren. “My Life As Therese” hed den, og var virkelig en blandet landhandel – både indholdsmæssig og kvalitetsmæssig. Der gik dog lang tid inden jeg/vi delte billeder på de sociale medier, hvor man kunne se Røverens ansigt – både på vores “private” sider og også på bloggen.

Jeg havde dog en indre kamp på det tidspunkt, om hvorvidt jeg ønskede at vise billeder af børnene (eller, på det tidspunkt; barnet) på bloggen. Det var trods alt en helt anden platform end fx. facebook, og de historier der fulgte med billederne kunne nemt blive noget, der kunne “hjemsøge” børnene (barnet) i fremtiden…ikke forstået på den måde, at jeg føler, at jeg har UDLEVERET børnene i det jeg skriver – men der vil uanset hvad være ting, man ikke liiiiige synes det er superfedt at kammeraterne kan læse når man er teenager. Og i sidste ende, så blev dette en af faktorerne der førte til, at jeg lukkede ned for den første blog (dét, og det faktum, at jeg ikke havde nogen “retning” på bloggen, så derfor så jeg ALT i min hverdag som et potentielt blogindlæg, og det kan man altså blive en lille smule skør af, haha!)

trekløver

Mit ønske og min lyst til at blogge forsvant dog ikke, så efter et par år besluttede jeg mig for at starte op igen – denne gang med et nyt domæne, en lidt mere tydelig retning for bloggen, og nogle helt klare retningslinjer for, hvordan jeg skulle “beskytte” både mig selv og min familie.

Derfor blev det helt fra starten af besluttet, at jeg ikke ville dele billeder af børnenes ansigt på bloggen. Det er delvist for at beskytte deres ret til privatliv – de er trods alt ikke gamle nok til at sige til eller fra ift hvor meget de vil “udstilles” på et offentligt medie, som denne blog jo nu engang er. Så kan man jo sige, at når der alligevel er “offentlige” billeder af børnene på min private facebook, så forsvinder styrken i dette argument…men der er dog også en anden grund er også dét, at jeg ikke vil vise børnene på bloggen (eller instagram for den sags skyld, som jo er direkte knyttet til bloggen), og det er, at jeg gerne VIL have et skille mellem hvad der er privat og hvad der er offentligt i mit liv.

Jeg bruger bloggen (og instagram) som en legeplads for mig selv og mine kommunikative gener, som et frirum, hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, og som et sted, hvor jeg kan træne mine færdigheder. Men det er stadigvæk sundt for mig, at hele tiden have for øje, at det er en offentlig platform, som derfor ikke skal indeholde ting der tilhører mit private liv…

img_4184

Som I nok også har opdaget, så vælger jeg også at bruge kaldenavne på både Manden og drengene, da jeg også ønsker at beskytte dem fra, at deres navne “dukker op” i et blogindlæg ved en googlesøgning nogle år i fremtiden. Jeg ved selv, at jeg ville synes det var ubehageligt, hvis nogen skrev lange indlæg om mig (med mit rigtige navn) uden at tjekke med mig, om jeg synes det var ok – også selv om det måske var godt ment.

Derfor har jeg altså valgt at være på den helt sikre side, og både undgå at bruge deres navne og vise billeder af dem. Og trust me; de er nogle virkelig SKØNNE drenge, så det er megasvært til tider IKKE at vise jer billeder af dem! Især hvis man tænker på, at der jo egentlig ikke skal mere end en google-søgning til for at finde billeder af dem i andre settings. Men nu er det nu engang det valg jeg har taget, og foreløbig vil jeg holde mig til det – så må vi se om tiden ændrer min holdning (som den jo nogle gang får os til at gøre 😉 )

Hvad tænker I om det? Kan I følge mig i tankegangen, eller synes I jeg er for “hys”? Jeg er nok efterhånden den eneste blogger (eller kender I andre), der slet ikke viser billeder af børnenes ansigter. De fleste andre viser billeder af sine børn, men dog i så fine og “neutrale” situationer, at det ikke som sådan er noget, der kan “forfølge” børnene – det er nok også sådan jeg ville ende med at gøre, hvis jeg en dag beslutter mig for at det er ok, at børnene vises frem på bloggen… Man har jo også dem, der i mine øjne udleverer børnene på en måde, der slet ikke er okay, men det får blive en anden snak.

Nu vil jeg ind og kysse mine smukke (sovende) børn, og gå tidligt i seng, så jeg er klar til en ny uge. Vi skrives ved.

Kh Therese

Hvorfor kæmper vi ikke hårdere?

Så blev det igen tid til en klumme i Århus Onsdag/Syd, og man skulle næsten tro, at jeg havde skrevet den efter den oplevelse vi havde, da Bassen havde sin sidste dag i vuggestuen i fredags. Men tro det eller ej, så havde jeg deadline i starten af sidste uge, så denne tekst blev skrevet flere dage forinden… Og der er vidst ingen tvivl om, at jeg stadigæk mener det jeg skriver!

Et af mine største problemer når jeg skriver klummer som denne – der tager meget seriøse emner for sig er, at jeg må begrænse mig meget, da jeg har et begrænset antal tegn jeg skal holde mig indenfor. For jeg vil så gerne skrive det, så jeg er sikker på, at budskabet kommer frem. Og at, fx i dette tilfælde, man ser at det som et “spark i r*ven” og ikke et slag i ansigtet. Jeg ønsker slet ikke at trykke nogen ned…tvert i mod prøver jeg at tage fat i jeres hænder (dem af jer, der ønsker det), og sige “kom så, nu gør vi det her sammen!” – I ser forskellen? Jeg håber det skinner igennem, at det er sådan jeg mener det – og jeg håber, der er mange derude der er klar til at slå følge. For nu må det altså være nok!

Hvis du vil læse flere af mine klummer, der er lidt i samme stil, så kan jeg anbefale Fraskriver børnefamilier sig ansvaret?, Provokerer mit valg dig?, Små børn har bedst af at blive passet hjemme og Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Du kan læse denne uges klumme her nedenunder, eller på side 2 i e-avisen.

Skjermbilde 2017-01-19 kl. 14.03.33

Nu må det altså være nok!

I fredags skrev jeg nedenstående i en familiepolitisk facebook-gruppe jeg er med i – det er den samme gruppe som jeg ‘repræsenterede’ i April sidste år, da jeg havde en snak med tv2 om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Denne gruppe kæmper nemlig for at få familiepolitik på politikernes dagsorden, hvilket jeg mener er enormt vigtig. For situationen i fx daginstitutionerne, er pt. langt under hvad vi burde acceptere. Både for børnenes skyld, men også for de pædagoger og medhjælpere, der arbejder i institutionerne. I fredags oplevede vi én af de ting, der er en direkte konsekvens af de mange nedskæringer på børneområdet. Og jeg blev både ked af det og vred – ikke på pædagogerne eller institutionen (dem af jer, der har fulgt med herinde et stykke tid ved, hvor utrolig glade vi er for institutionen) – men på det system, der præsser så meget ud af institutionerne, at det igen er blevet et sted, hvor børnene mere eller mindre kun “opbevares”.

Ironisk nok er det lige præcis dét jeg har skrevet om i den klumme, der bliver udgivet på onsdag. Men, for now, kan I jo lige se det eksempel jeg taler om. Og det værste af det hele er, at det ikke engang er ekstraordinært (kunne jeg forstå på alle de kommentarer, der kom inde på den nævnte gruppes facebook-side). Det er åbenbart bare sådan det er blevet. Og det er ikke godt nok!

FullSizeRender-2

I dag har jeg afleveret min søn i en vuggestuegruppe, hvor der ikke var en eneste pædagog – den ene pædagog havde sin ugentlige fridag, og den anden var syg. De havde godt nok fået vikarer ind, men ingen pædagoger – kun medhjælpere (som primært består af unge (teenage)-piger). De her unge piger har de næste 8-10 timer ansvaret for 19 børn i alderen 10 mdr til 3 år… … …

Det positive i vores tilfælde er, at min dreng er så stor, at han er ved at blive overført til børnehaveafdelingen, hvorfor han kun skal være i vuggestuen indtil kl. 11 i dag. Det negative i vores tilfælde er, at de i alt kaoset havde glemt, at siden det er hans sidste dag i vuggestuen i dag ville han have havremuffins med til morgensamlingen kl. 9 – de var gået i gang med andre ting og kunne ikke overskue at holde samling, så de beklagede meget, men sagde, at de nok skulle finde ud af at dele muffinsene ud på et andet tidspunkt – forhåbentlig mens min søn stadigvæk var i vuggestueafdelingen.

Nu er det ikke dét med muffinsene, der er hovedpointen her (selv om han ikke kunne skjule, at han var skuffet/ked af det). Hovedpointen er, at det er så enormt sårbart, når man kun har normering til to pædagoger på en (vugge)stue! Så sker der nemlig lige præcis sådanne ting som i dag. Personer uden den rigtige uddannelse får ansvar for et stykke arbejde de ikke er udrustet til. Og det går ud over både dem og børnene. Og pædagogerne også, for den sags skyld, som nok véd, hvad det koster både børnene og kollegaerne, at de melder sig syge, og derfor ender med at præsse sig selv mere end hvad godt er.

Jeg lukkede døren til institutionen med et meget tungt hjerte i dag – og min søn er trods alt tre år og ret selvhjulpen…jeg tør ikke tænke på, hvordan forældrene til de aller mindste må have haft det. Eller hvordan børnene har det.

Man ville aldrig sætte en ufaglært person til at have ansvaret for noget der krævede uddannelse i en anden branche, men når det “kun” er vores børn det drejer sig om, så går det nok, eller?! 😠😤
Nu må det altså være nok! #minimumsnormeringerNU
.
.
Edit: Jeg vil gerne have lov til at sige, at dette ikke er en kritik af selve institutionen – vi er generelt meget glade for den! Problemet ligger i, at den – i lighed med alle andre – er presset af alt for ringe vilkår…både ledelsen og pædagoger/medhjælpere gør så godt de kan, men det er altså ikke nemt at “hente hjælp fra andre” (som én foreslog), når alle er lige pressede… Den eneste måde man kan komme ud af denne negative spiral er ved at give institutionerne bedre vilkår!



Det skal lige nævnes, at de søde medhjælpere sørgede for, at der blev holdt en samling lidt senere på dagen – inden han skulle over i børnehaveafdelingen, så han nåede at spise en afskedsmuffins med sin gruppe alligevel <3

Og i morgen starter han for alvor i børnehaven.