Motherbl*ggers

Hej. Mit navn er Therese. Og jeg er en mor-blogger.

therese

For et stykke tid tilbage var jeg til et arrangement sammen men nogle andre bloggere, hvor snakken faldt på de forskellige kategorier og “labels” man bliver givet når man er blogger. Og der er vidst ingen tvivl om, at jeg falder ind i den kategori, der hedder mor-bloggere. Der er et lille stejf af interiør/DIY-blogger, og en gang i mellem lidt mad-blogger, men det gennemgående tema her på bloggen er min rolle som forælder, og de ting det medfører.

Det, der så ærger mig lidt er, at til dette arrangement kom det frem, at mange havde indtrykket af, at det at være en del af kategorien mor-blogger blev set på noget lidt andenrangs. Man var ikke lige så tjekkede som interiør- og modebloggerne, man kunne ikke bidrage i hverdagen på samme måde som madbloggere (hvem elsker ikke, når andre præsenterer fix færdige madplaner for én?), ikke så smukke som skønhedsbloggere, og man har knapt så fede liv som DIY- og livsstilsbloggerne. Det lød som om, at fordommen gik ud på, at det eneste man har at skrive om, er hvad lille Gurli har fundet på i dag, eller snakke om, hvilken ble-skifte-rutine, der er den bedste…

Og jo, jeg kan godt se, at hvis det KUN er sådanne indlæg man bidrager med, så kan det måske blive lidt ensidigt, og så bliver bloggen måske knapt så spændende som nogle af de andre (til trods for, at jeg personligt synes det er hyggeligt at følge hverdagen til mange af de andre motherbloggers) 🙂

IMG_2311

På den anden side, så er det da virkelig i kategorien morblogger man kan tage hul på nogle af de virkelig vigtige emner, der påvirker størstedelen af befolkningen. Ikke bare kan vi konfrontere og italesætte en hel del myter og tanker om det at være forælder (og dermed komme med en form for støtte til de læsere, der har brug for det), men vi får også en platform, hvor vi kan ytre vores holdninger, komme med vores syn på de helt fundamentale ting i livet, og stille spørgsmålstegn ved ting vi mener kunne gøres bedre.. Vi kan bruge vores erfaringer og interesser til at være et talerør for de emner, der ligger os på hjertet, og for mig at se, er det en noget vigtigere opgave, end at informere befolkningen om, hvilken farve, der er IN.

Så kan det godt være, at de her tunge emner ikke generer lige så mange klik, likes eller followers som de lidt lættere fordøjelige emner (det er fx noget mere insta-venligt at blogge om mode og interiør end om barselsdepressioner og familiepolitik). Og selvfølgelig kan der jo også tages vigtige emner op i de andre blogger-kategorier – på samme måde som der jo også kommer hverdags- og-interiør/mad/DIY/whatever-indlæg hos morbloggere (sådan skulle det jo også gerne kunne være, at man kan kombinere det seriøse med det “lette”)…min tanke er blot, at det er mere oplagt at tage fat i nogle vigtige emner på en morblog end på en skønhedsblog, og det synes jeg er fedt.

Jeg synes i hvert fald det er både sjovt men også vigtigt at bruge denne platform til at tale om nogle af de seriøse og vigtige ting, og jeg føler faktisk også en form for forpligtelse til at gøre det. Jeg vil gerne noget andet med denne blog end blot at være et tidsspild, som bliver glemt lige så snart man har scrollet færdigt. Jeg vil også gerne bruge min stemme og mine evner til at kæmpe for en bedre fremtid, og det kan man jo kun gøre ved at prøve at få sine holdninger og tanker derud.

I det år jeg nu har blogget har jeg bl.a. skrevet om hjemmepasning, børneopdragelse i offentligheden, samsovning (eller mangelen på samme) og om ansvarsfraskrivelse. Jeg har i kraft af at være morblogger været med til at promovere et familiepolitisk idékatalog i Tv2-nyhederne, og jeg har været til debat omkring forsørgerrollen i DR-byen.

Alt dette er ting jeg er meget stolt af, for det er denne måde jeg kan bidrage til samfundet på. Med mine tanker, ord og holdninger – i håb om at kunne efterlade denne verden et lidt bedre sted end den var, da jeg trådte ind i den. Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget forskel en sølle (ukendt) blogger kan gøre, men hvis vi alle sammen bidrager på den måde vi kan, så sker der alligevel noget… Og det er der ikke noget andenrangs over. Tvert i mod.

Call me Old Fashioned…

Så har jeg igen igen været ude med min mening om noget, og denne gang er det konceptet “Halloween”, der får gennemgå. Du kan læse klummen ved at klikke på dette link (du finder den på side 2).

skjermbilde-2016-11-24-kl-21-52-29

Og ja, det kan godt være, at det er mig, der er ‘Old Fashioned’, men so be it – jeg kan ikke lide det. Jeg er ikke naïv, jeg ved godt, at det nok (desværre) er kommet for at blive, men det betyder ikke, at jeg (og min familie) SKAL tage del i det.

Hvad tænker I om Halloween? Fejrer I det – eller gemmer der sig flere af min slags derude?

Kh. Hende den trælse mor 😉

Mine børn ser for meget fjernsyn…

Jep, det er sandheden. I hvert fald hvis du spørger mig. Og nei, det er ikke en totalt uansvarlige mængde, men stadigvæk nok til at jeg kan sige det jeg siger i overskriften; Mine børn ser for meget fjernsyn!

Da Røveren (som nu er 4,5 år) blev født var vi – naturlig nok – på udebane i forhold til hvilke regler man burde have ift skærmtid. Vi voksne havde fjernsynet tit tænd om eftermiddagen (jeg sad fx. tit og så fjernsyn mens jeg ammede – noget det kunne tage op til en time med ham!). Da han blev nogle måneder gammel fandt vi ud af, at reklamer tiltrak ham MEGET. Med en gang der kom en reklamepause, så fik fjernsynet hans udelte opmærksomhed, og vi tænkte ikke over, at det var en “dårlig” ting – in fact, så kan jeg huske, at vi en gang imellem kunne finde på at LEDE EFTER REKLAMEFILM når han skulle træne i at ligge på maven og holde hovedet højt selv – for så gad han plutselig at ligge på maven på sofaen og kigge lige ud…ahrmen, hvis jeg kunne gå tilbage i tid for at slå mig selv i hovedet, så ville jeg gøre det! *indsæt-emoji-der-ruller-med-øjnene*

Tiden gik, og når Røveren begyndte at blive stor nok til at få noget ud af børne-fjernsyn, så fik han en gang imellem lov til at se Postmand Per, Teletubbies og lignende. Vi havde ingen faste regler, men sørget for at holde det på et moderat niveau.

skjermbilde-2016-11-13-kl-20-04-36

Men men men. Så kom tiden, hvor Røveren begyndte at synes at det dér fjernsyn/iPad var RIGTIG spændende. Så spændende, at det var det han helst ville gøre. Hele tiden. Non stop. Og vi havde på det tidspunkt ingen faste regler – vi sagde dog nej 90% af tiden (han spurgte efter det ENORMT mange gange ila en dag), for at holde det på det moderate niveau vi gerne ville have. Vi blev dog efterhånden træt af, at han blev ved med at spørge hele tiden, og han blev jo ked af det hver gang vi sagde nej, så noget skulle der ske. Vi besluttede os derfor for, at indføre en fast regel om, at der måtte ses én netflix-episode om eftermiddagen (eller to, hvis det var den slags, der kun varer i 10 minutter). Dette var en kæmpe lættelse for os alle, når vi bare havde fået indbygget den rutine – Røveren vidste, hvad han havde at forholde sig til, og vi skulle ikke hele tiden afvise hans spørgsmål om at “se netshisk” 😉

Personligt synes jeg også de 20-30 minutters skærmtid om eftermiddagen var den perfekte mengde for i hverdagene. I weekenderne blev det nogle gange til lidt mere, men det var som sådan også ok. Det mindede mig faktisk lidt om min egen barndom, hvor der jo kun var de der 30 minutters “børneTV” på NRK (norges svar til DR1) om eftermiddagen, og ellers så stod den på fri leg og kreativitet. Det var (og er) en værdi både Manden og jeg gerne ville have, at vores børn også fik med. At de lærede at lege selv, finde på ting, og være kreativ – og ikke hele tiden skulle underholdes med det ene eller det andet. Dejligt, idealistisk, ikke? 😉

På dette tidspunkt var jo Bassen også kommet til, men endnu ikke stor nok til at have en holdning til skærmbrug. Han nød at sidde sammen med storebror i sofaen og se Dora the Explorer, Paw Patrol og Peter Pedal. Han var ikke altid med på, at vi slukkede efter kun den ene episode, men sådan var jo reglerne.

Der gik dog ikke mange måneder før Bassen havde fanget fidusen i, at Røveren fik vælge en episode de så hver dag. Og DET var på ingen måde fair. Han ville også vælge. Så Manden og jeg tog snakken og kom frem til, at 45 minutters fjernsynstid lige kunne gå – det var lige til en episode til dem hver, og så kunne jeg fx. nå at lave aftensmad mens de så fjernsyn (Manden kommer tit først hjem liiiige inden vi skal spise, og de var endnu lidt for små til, at jeg havde tålmodighed til at inddrage dem i madlavningen hver dag). Så sådan blev det. Én episode hver. 2×20+ minutter. Hver dag.

Og nu er det måske mange af jer der tænker, at det ikke lyder så slemt med ca. 45 minutters skærmtid om dagen. Og nej, det er hellere ikke forfærdeligt, men det er ærger mig – og det som er grunden til at jeg kan skrive, at mine børn ser FOR MEGET fjernsyn er, at det er blevet en ting, man ikke kan undvære. Børnene SKAL have de 45 minutters fjernsyn, eller er der ballade. Og det er her problemet kommer ind, for jeg tager mig selv gang på gang i at måtte afbryde en ellers god leg, eller et projekt de/vi har gang i, for at de skal kunne nå at få sin fjernsynstid inden vi skal spise aftensmad. Og de har begge fået en ret stor interesse for at være med til at lave aftensmad de sidste måneder, men det kolliderer bare med den nu meget faste fjernsynstid, så det ender tit med, at de kan være med i 5-10 minutter før jeg må sende dem ind i sofaen, og det synes jeg er BRANDÆRGERLIGT!

Kan vi så ikke bare skippe fjernsynstiden de dage, hvor børnene er i gang med en leg/projekt/madlavning? Jo, det kan vi jo for så vidt, men så kommer som sagt balladen når puttetid nærmer sig, og drengene kommer i tanke om, at de ikke har fået sin fjernsynstid. Så bliver de både skuffede, kede af det og vrede, og kræver at få fjernsynstiden på dét tidspunkt. Det gør de naturligvis ikke, og resultatet er to overtrætte drenge, der ikke er nemme at putte…

Det jeg tror vi er ude i, er at vi skal have ændret reglerne for fjernsynstid herhjemme. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skal se ud fremover (og har for så vidt hellere ikke diskuteret det med Manden endnu, ehrm), men tænker vi skal skære ned på fjernsynstiden. Jeg har faktisk foreslået, at vi i vores nye hjem slet ikke har noget fjernsyn (pt. har vi ingen fjernsynspakke, vi bruger bare DR’s app og Netflix, som vi kører over Apple TV), men der er Manden IKKE enig. Tvert i mod – han drømmer om et større fjernsyn end det snart 9 år gamle 32″-fjernsyn vi har…

En idé jeg har overvejet er at skære det ned til én episode på 20+ minutter om dagen, og så lade dem vælge episode hver anden dag. Vi kunne også holde fast i de 2 episoder, men fx. prøve at sige, at så er det kun 4 dage om ugen man ser fjernsyn, eller noget i den stil?

Ahrg, jeg synes det er svært, for jeg ved jo hvor meget jeg selv nyder at slappe af til en serie eller lign, og jeg kan også se, hvor meget drengene tager de ting de ser med i deres fysiske leg. Det er fx kun et par dage siden jeg hørte dem råbe “Løb, Dora, Løb! Run, Dora, Run!”, hvorefter de spurtede afsted 🙂 Men igen, på den anden side, så duer det bare ikke, at jeg bliver nødt til at afbryde dem når de er godt i gang med at skrælle gulerødder og røre i saucen, hvis de skal nå sin skærmtid den dag.

Hvordan gør I det? Hvor meget skærmtid må jeres børn få i hverdagen? Og hvordan forholder jeres børn sig til de regler I har lavet? Tager gerne imod gode råd og tips!

Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Jeg følger familievejlederen Lola Jensen på facebook, fordi jeg tit synes der kommer nogle interessante opslag og debatter. I dag var der et brev fra en person, der ville have Lola til at opfordre børnefamilier til at lade være med at hente børn i institution inden de købte ind…i denne persons øjne var det meget bedre, hvis forældrene købte ind i fred og ro, og så hentet børnene bagefter. Jeg elsker den måde Lola har svaret på dette brev…(I kan læse det hér) Det fik mig også til at tænke på det indlæg jeg skrev for et stykke tid siden, som for ikke så længe siden blev publiceret på Vores Børns hjemmeside Indlægget hedder “Kan din børneopdragelse larme lidt mindre”, og det scenarie jeg beskriver der minder meget om dét, der bliver skrevet i det pågældende læserbrev til Lola Jensen… Hvis I har lyst til at læse indlægget har jeg for god ordens skyld sat det ind nedenunder (hvis ikke findes det som nævnt også på VoresBørn.dk) 🙂

Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Danskerne vil rigtig gerne have, at vi får mange børn, og opdrager dem til at blive effektive, produktive og gode samfundsborgere – vi skal bare lade være med at opdrage dem i nærheden af dem!

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Det er lidt den følelse jeg fik, da jeg kom hjem fra en indkøbstur for et stykke tid siden. Sammen med mig havde jeg nemlig min søn på to år, der lige er trådt ind i den skønne fase, der kaldes “selvstændighedsfasen” (måske bedre kendt som “trodsalderen”). Klokken var ca. 10 om formiddagen, maven var fyldt, bleen var tør, og alt var tilrettelagt for en god indkøbstur. Vi tog fat i en af de helt små vogne, for vi havde god tid til at junior selv kunne gå med vognen, og hjælpe til med at lægge varer i vognen.

På vej ind i butikken går vi forbi nogle lækre klementiner, og da frugt var en af de ting, der stod på vores indkøbsseddel, kom de ned i indkøbsvognen. Men da klementiner er en af min søns favoritsnacks i tiden, ville han meget gerne have en NU. Jeg fortalte ham dog, at vi måtte vente med at spise dem, til vi kom hjem. Det var helt klart IKKE det svar junior havde håbet på, og hans “selvstændige” (evt. trodsige) ’jeg’ kom på banen, og begyndte at skrige. Ikke græde – skrige.

Min ellers så blide søn var nu vred på mig, fordi han ikke måtte få sin vilje, og det skulle jeg have at vide. Og tag mit ord for det, hverken jeg – eller nogen af de andre i butikken – var i tvivl om, at han var utilfreds. Men der var jo nogle ting, vi skulle have købt ind, så jeg fortsatte min indkøbstur med min vrede søn på slæb. Jeg prøvede naturligvis at snakke med ham, og forklare, at vi måtte vente til vi kom hjem før vi kunne spise klementinen, og det lykkedes mig da flere gange at berolige ham – helt indtil han fik øje på klementinerne igen, og kom i tanke om, hvor vred han var.

Mange småbørnsforældre kender denne situation, og jeg fik da også nogle sympatiserende blik fra andre unge voksne, der med deres øjne sagde: “jeg kender det godt”. Det der dog overraskede mig meget, var reaktionen fra de ældre mennesker, der var inde i butikken – og kl. 10 en formiddag var der overraskende mange af dem derinde!

De allerfleste sendte os bare nogle blikke, der var en blanding af bekymrede og irriterede. Nogle af dem kommenterede “hvor synd det var for ham”, og at “han var da VIRKELIG ked af det”. Til de her velmenende (tror jeg?), gamle mennesker forklarede jeg blot, at han ikke var ked af det, men vred på mig. Jeg forklarede sågar, at det var fordi han gerne ville have noget i butikken, som han ikke måtte få. Dette skulle jeg forklare mange gange på min lille indkøbstur, inden vi til sidst nåede kassen. Da min søn nok engang gav sig til at skrige idet klementinerne bliver lagt på kassebåndet, er der en sidste, der udtrykker, at det er synd for min søn. Jeg forklarer (igen igen), at drengen blot ikke var tilfreds med situationen, hvorpå en ældre herre i køen svarer irriteret: “hvorfor skal det gå ud over os?? Det gør ondt i mine ører!”

Jeg blev helt stum af denne kommentar. Vi betalte for vores ting og tog hjem. “Hvorfor måtte han bare ikke få klementinen,” kan man tænke? Og ja, det ville nok have været det nemmeste – på kort sigt. Men der er to grunde til, at han ikke fik den. For det første var grunden til, at jeg som udgangspunkt sagde nej, at det hurtigt kan blive meget bøvlet at spise en klementin, når man er på indkøbstur, når man tænker på skræl, frugtsaft, og så videre, derfor vurderede jeg, at det var bedre, hvis vi ventede til vi kom hjem. Den anden grund var, at jeg havde sagt nej. Og jeg vil gerne lære min søn, at et nej er et nej, og det er ikke til forhandling – heller ikke selvom man skriger eller skaber sig. I sidste ende tror jeg, at det vil gøre min søn til en bedre samfundsborger, der kan håndtere modgang og som har respekt for autoriteter. Og sådanne nogle mennesker vil samfundet jo gerne have, at vi opdrager dem til, ikke?

Kan et “ja” til en sølle klementin forhindre dette? Nej, ikke i sig selv. Men hele pointen er jo, at vi er nødt til at opdrage vores børn – også når vi er ude i offentligheden. Jeg kunne selvfølgelig have afbrudt vores indkøbstur og taget hjem, men pt. har jeg ingen mulighed for at vurdere, hvornår junior vælger at øve sin selvstændighed, så det kunne lige så godt ske på næste indkøbstur…og jeg kan jo ikke bare blive ved med at tage hjem – vi skal trods alt have mad!

Vi sover ikke sammen!

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

En snak om nøgenhed på VoresBørn.dk

Jeg kom lige i tanke om, at jeg ikke har fået nævnt, at den snak jeg havde i Århus Onsdag/Syd for et par uger siden også er kommet på hjemmesiden til magasinet Vores Børn…

Skjermbilde 2016-09-02 kl. 13.26.32

Jeg begyndte at “blogge” for vores børn for et par måneder siden, men på grund af en lang sommerferie har der ikke været flere indlæg siden dette, hvor jeg påstår, at alle forældre lyver for deres børn.

Jeg har allerede sendt flere indlæg til “godkendelse” – blandt andet et, der opsummerer lidt de ting jeg har lært af det, at være hjemmegående, så det bliver meget spændende at se, om/når de kommer på hjemmesiden 🙂

Hvis I vil læse artiklen på Vores Børns hjemmeside, så kan I følge dette link.

En snak om nøgenhed…

Midt i al min jobsøgning, niecehygge og ellers daglige gøremål, så glemte jeg helt at gøre opmærksom på, at min sidste klumme for Århus Onsdag/Syd var ude…heldigvis kan man stadigvæk finde den på nettet, så dem af jer, der ønsker at læse den kan bare følge dette link (og bladre om til side 2).

Jeg vil meget gerne høre jeres tanker om det jeg har skrevet! God søndag aften til jer 🙂

Skjermbilde 2016-08-21 kl. 18.12.35

Kom hinanden mere ved!

Det er overskriften på min klumme i denne uges Århus Onsdag/Syd. For en gangs skyld er jeg kommet med et indlæg, der ikke har et familiepolitisk indhold. Det er dog stadigvæk et emne jeg synes er relevant og vigtigt, nemlig dét, at involvere os mere i hinandens liv – også selv om det måske er lidt grænseoverskridende eller “ubelejligt” – for så får man i sidste ende et meget rigere liv. Læs hele klummen online her.

IMG_3714

Ellers kan jeg kun igen sige, at jeg er godt klar over, at der ikke har været meget aktivitet herinde på bloggen de sidste uger. Som jeg skrev i dette indlæg er der mange (store) grunde til dét. Der er dog kommet endnu én grund til, at tiden til blogskrivning ikke helt strækker til; jeg har fået et job. For en uges tid siden var jeg til en jobsamtale, og siden er det gået slag i slag med flere samtaler og kontraktforhandlinger, og resultatet er, at jeg skal starte i nyt job i morgen!!!

Jeg skal nok fortælle jer mere om jobbet inden længe (yes yes, endnu én “jeg-skal-nok-fortælle-mere-om-det-senere-smøre”, men jeg lover – på et eller andet tidspunkt vil der komme lidt pause i alle de her ting, der sker, og så er bloggen en af de første ting jeg vil kaste mig over ;). Nu vil jeg nyde min sidste dag som officielt hjemmegående med min familie! God søndag til jer.

På vej til DR-byen og debat!

I skrivende stund sidder jeg i toget på vej fra Århus til København. Som jeg nævnte i sidste indlæg, så skal jeg i dag en tur til DR-byen – mit første officielle (og betalte!) opdrag som “happy housewife”. Da jeg nævnte det i sidste indlæg vidste jeg selv ikke så meget om det, der skal ske i dag (kun, at det ikke var noget, der reelt skulle “on air”), men lovede at komme med en update, når jeg vidste mere – og det gør jeg nu 🙂

IMG_5951

Dét, der skal ske i dag er åbenbart, at DR skal “teste” potentielle radioværter til et program. Dette er altså en del af deres jobsamtale… Og for at gøre det så realistisk som muligt, så bliver det vidst lavet som om det er et rigtigt program, der skal sendes. Værterne skal derfor interviewe/lede en debat mellem mig, en anden kvinde, der står på den anden side af “forsørgerhegnet” (altså, at det er hende, der henter pengene hjem i familien), og en politiker/debattør, der har en del holdninger til dét, at nogle mennesker frivilligt går ned i tid eller melder sig ud af arbejdsmarkedet i en periode – og de holdninger er ikke overvældende positive.

Og hold fast, hvor jeg glæder mig!

For det første, er det sjovt at “komme i gang”! Dette er jo den første gang jeg er afsted i en arbejdsrelateret sammenhæng (okay, ikke direkte arbejde, but close enough) siden Bassen blev født. Det i sig selv synes jeg er sjovt. Det er på en måde en fin markering af, at Bassen er startet i vuggestue, og et nyt kapittel i mit/vores liv er åbnet. Og selv om jeg nok ikke kommer til at kunne leve af at debattere, så giver det da nogle erfaringer, som er meget gode at have med i baggagen.

Jeg synes også det er ret fedt, at jeg har fået denne tjans via denne blog. Jeg ved ikke, om det kan være, at nogle af de journalister jeg har snakket med i forbindelse med dette interview eller denne avisartikkel har oplyst mig som potentiel deltager, eller om en googlesøgning har ledt dem til denne blog (jeg har af en eller anden grund lidt svært ved at tro på, at dr-producenter er faste følgere af bloggen, haha) – men det er også ligegyldigt! De har på en eller anden måde fundet frem til mig, og vil gerne have mig med…og det må man godt have lov til at være stolt af, ikke? 🙂

Ikke mindst synes jeg det bliver spændende at snakke/debattere både i de her rammer og med de her mennesker. Som I nok har opdaget, er jeg ikke bange for at sige hvad jeg mener om diverse ting, og jeg synes kun det er sjovt at få muligheden til at diskutere med mennesker jeg ikke nødvendigvis er enige med – det er jo den eneste måde man kan få rykket sine egne eller andres holdninger på. På en måde synes jeg det er lidt synd, at debatten ikke vil se dagens lys, for det er SÅDAN en vigtig debat! Og jeg vil rigtig gerne være med til at rykke lidt i danskernes opfatning af hjemmegående, og de valg nogle familier tager… På den anden side er jeg glad for, at debatten ikke er live i radioen, for så ville jeg nok både være lidt mere forbeholden og en hel del mere nervøs. Jeg husker dog mig selv på, at om ikke andet, så vil både de forskellige værter, der er til “jobsamtale”, og de producenter der er tilknyttet dette projekt høre hvad der bliver sagt, og hvem ved – måske vil det åbne nogle døre til en ny debat, der vil nå ud til det danske folk? Det er lov at håbe…

Hvis I har lyst til at læse nogle af de blogindlæg, hvor jeg kommer med mine meninger om nogle af de ting vi nok skal diskutere i dag, så kan I læse det indlæg, der hedder Provokerer Mit Valg Dig, Kiss My Ass, eller Hvorfor Happy Housewife.

Happy Housewife på VoresBørn.dk

I går skete der noget RIGTIG SPÆNDENDE – mit allerførste indlæg på voresbørn.dk blev udgivet! Jeg skal nemlig til at være en “fast” blogger for dem, og jeg kan ikke lade være med at klappe i mine små hænder – jeg synes det er SÅ sjovt! Indlægget har fået overskriften “Det er bare kold kaffe…” og alle de andre løgne, jeg fortæller mit barn.

Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.20.07

Det er et par uger siden det blev aftalt, at jeg skulle dette, men jeg kan sige jer, at hele min mave blev fyldt med sommerfugle da jeg i går eftermiddag fik en mail hvor der stod “så er dit første indlæg publiceret – det kommer på Vores Børns facebookside i aften”. Altså, når man skriver en blog så ved man jo godt, at de ting man skriver er tilgængelige for alle. Og jeg synes altså selv, at det at jeg har +200 “følgere” på facebook er ret cool…men at gå derifra til at vide, at ens indlæg vil poppe op i lige knapt 40 000 (!!!) menneskers facebook-feed er alligevel lidt syret, når man normalt set er ganske anonym (hvis man lige ser bort ifra nogle avisklummer og et enkelt tv-indslag, haha).

Som I måske har opdaget, så er jeg meget glad for at debattere og diskutere – og måske også lidt for glad for at provokere. Men det er sådan jeg mener, at man får udvidet sin horisont. Hvis man bare taler med mennesker om ting, der ikke var provokerende, eller ting man var enige om, så får man jo aldrig udfordret sit syn på ting. Man får hellere ikke “øvet” sig i at komme med gode og holdbare argumenter, hvis man bare sidder og nikker til hinanden. Sjovt nok mener (overraskende) mange i min familie og omkreds, at jeg burde være advokat eller politiker, haha. Men jeg har det rigtig fint på den hylde jeg har sat mig – hvor kommunikationen er i fokus.

Jeg kan se på Vores Børns facebookside, at jeg måske har provokeret nogle få ved at sige, at “du lyver, hvis du påstår, at du ikke lyver for dit barn”. Jeg holder dog stadigvæk fast i dette, og det giver måske mere mening for jer, hvis I læser hele indlægget her på bloggen – det blev nemlig kortet en del ned inden det kom på VoresBørn.dk (I kan finde hele indlægget her).

Jeg vil gerne også lige påpege, at det originale indlæg blev publiceret på bloggen den 27. december – altså midt i juleferien. I ferier – og især i julen – er altså min kost ikke helt som den er i hverdagen, haha. Så jeg får IKKE nutellamadder og Cola til morgenmad normalt set – den hedder som oftest havregrød og kaffe! 😉