Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Jeg følger familievejlederen Lola Jensen på facebook, fordi jeg tit synes der kommer nogle interessante opslag og debatter. I dag var der et brev fra en person, der ville have Lola til at opfordre børnefamilier til at lade være med at hente børn i institution inden de købte ind…i denne persons øjne var det meget bedre, hvis forældrene købte ind i fred og ro, og så hentet børnene bagefter. Jeg elsker den måde Lola har svaret på dette brev…(I kan læse det hér) Det fik mig også til at tænke på det indlæg jeg skrev for et stykke tid siden, som for ikke så længe siden blev publiceret på Vores Børns hjemmeside Indlægget hedder “Kan din børneopdragelse larme lidt mindre”, og det scenarie jeg beskriver der minder meget om dét, der bliver skrevet i det pågældende læserbrev til Lola Jensen… Hvis I har lyst til at læse indlægget har jeg for god ordens skyld sat det ind nedenunder (hvis ikke findes det som nævnt også på VoresBørn.dk) 🙂

Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Danskerne vil rigtig gerne have, at vi får mange børn, og opdrager dem til at blive effektive, produktive og gode samfundsborgere – vi skal bare lade være med at opdrage dem i nærheden af dem!

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Det er lidt den følelse jeg fik, da jeg kom hjem fra en indkøbstur for et stykke tid siden. Sammen med mig havde jeg nemlig min søn på to år, der lige er trådt ind i den skønne fase, der kaldes “selvstændighedsfasen” (måske bedre kendt som “trodsalderen”). Klokken var ca. 10 om formiddagen, maven var fyldt, bleen var tør, og alt var tilrettelagt for en god indkøbstur. Vi tog fat i en af de helt små vogne, for vi havde god tid til at junior selv kunne gå med vognen, og hjælpe til med at lægge varer i vognen.

På vej ind i butikken går vi forbi nogle lækre klementiner, og da frugt var en af de ting, der stod på vores indkøbsseddel, kom de ned i indkøbsvognen. Men da klementiner er en af min søns favoritsnacks i tiden, ville han meget gerne have en NU. Jeg fortalte ham dog, at vi måtte vente med at spise dem, til vi kom hjem. Det var helt klart IKKE det svar junior havde håbet på, og hans “selvstændige” (evt. trodsige) ’jeg’ kom på banen, og begyndte at skrige. Ikke græde – skrige.

Min ellers så blide søn var nu vred på mig, fordi han ikke måtte få sin vilje, og det skulle jeg have at vide. Og tag mit ord for det, hverken jeg – eller nogen af de andre i butikken – var i tvivl om, at han var utilfreds. Men der var jo nogle ting, vi skulle have købt ind, så jeg fortsatte min indkøbstur med min vrede søn på slæb. Jeg prøvede naturligvis at snakke med ham, og forklare, at vi måtte vente til vi kom hjem før vi kunne spise klementinen, og det lykkedes mig da flere gange at berolige ham – helt indtil han fik øje på klementinerne igen, og kom i tanke om, hvor vred han var.

Mange småbørnsforældre kender denne situation, og jeg fik da også nogle sympatiserende blik fra andre unge voksne, der med deres øjne sagde: “jeg kender det godt”. Det der dog overraskede mig meget, var reaktionen fra de ældre mennesker, der var inde i butikken – og kl. 10 en formiddag var der overraskende mange af dem derinde!

De allerfleste sendte os bare nogle blikke, der var en blanding af bekymrede og irriterede. Nogle af dem kommenterede “hvor synd det var for ham”, og at “han var da VIRKELIG ked af det”. Til de her velmenende (tror jeg?), gamle mennesker forklarede jeg blot, at han ikke var ked af det, men vred på mig. Jeg forklarede sågar, at det var fordi han gerne ville have noget i butikken, som han ikke måtte få. Dette skulle jeg forklare mange gange på min lille indkøbstur, inden vi til sidst nåede kassen. Da min søn nok engang gav sig til at skrige idet klementinerne bliver lagt på kassebåndet, er der en sidste, der udtrykker, at det er synd for min søn. Jeg forklarer (igen igen), at drengen blot ikke var tilfreds med situationen, hvorpå en ældre herre i køen svarer irriteret: “hvorfor skal det gå ud over os?? Det gør ondt i mine ører!”

Jeg blev helt stum af denne kommentar. Vi betalte for vores ting og tog hjem. “Hvorfor måtte han bare ikke få klementinen,” kan man tænke? Og ja, det ville nok have været det nemmeste – på kort sigt. Men der er to grunde til, at han ikke fik den. For det første var grunden til, at jeg som udgangspunkt sagde nej, at det hurtigt kan blive meget bøvlet at spise en klementin, når man er på indkøbstur, når man tænker på skræl, frugtsaft, og så videre, derfor vurderede jeg, at det var bedre, hvis vi ventede til vi kom hjem. Den anden grund var, at jeg havde sagt nej. Og jeg vil gerne lære min søn, at et nej er et nej, og det er ikke til forhandling – heller ikke selvom man skriger eller skaber sig. I sidste ende tror jeg, at det vil gøre min søn til en bedre samfundsborger, der kan håndtere modgang og som har respekt for autoriteter. Og sådanne nogle mennesker vil samfundet jo gerne have, at vi opdrager dem til, ikke?

Kan et “ja” til en sølle klementin forhindre dette? Nej, ikke i sig selv. Men hele pointen er jo, at vi er nødt til at opdrage vores børn – også når vi er ude i offentligheden. Jeg kunne selvfølgelig have afbrudt vores indkøbstur og taget hjem, men pt. har jeg ingen mulighed for at vurdere, hvornår junior vælger at øve sin selvstændighed, så det kunne lige så godt ske på næste indkøbstur…og jeg kan jo ikke bare blive ved med at tage hjem – vi skal trods alt have mad!

Vi sover ikke sammen!

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

En snak om nøgenhed på VoresBørn.dk

Jeg kom lige i tanke om, at jeg ikke har fået nævnt, at den snak jeg havde i Århus Onsdag/Syd for et par uger siden også er kommet på hjemmesiden til magasinet Vores Børn…

Skjermbilde 2016-09-02 kl. 13.26.32

Jeg begyndte at “blogge” for vores børn for et par måneder siden, men på grund af en lang sommerferie har der ikke været flere indlæg siden dette, hvor jeg påstår, at alle forældre lyver for deres børn.

Jeg har allerede sendt flere indlæg til “godkendelse” – blandt andet et, der opsummerer lidt de ting jeg har lært af det, at være hjemmegående, så det bliver meget spændende at se, om/når de kommer på hjemmesiden 🙂

Hvis I vil læse artiklen på Vores Børns hjemmeside, så kan I følge dette link.

En snak om nøgenhed…

Midt i al min jobsøgning, niecehygge og ellers daglige gøremål, så glemte jeg helt at gøre opmærksom på, at min sidste klumme for Århus Onsdag/Syd var ude…heldigvis kan man stadigvæk finde den på nettet, så dem af jer, der ønsker at læse den kan bare følge dette link (og bladre om til side 2).

Jeg vil meget gerne høre jeres tanker om det jeg har skrevet! God søndag aften til jer 🙂

Skjermbilde 2016-08-21 kl. 18.12.35

Kom hinanden mere ved!

Det er overskriften på min klumme i denne uges Århus Onsdag/Syd. For en gangs skyld er jeg kommet med et indlæg, der ikke har et familiepolitisk indhold. Det er dog stadigvæk et emne jeg synes er relevant og vigtigt, nemlig dét, at involvere os mere i hinandens liv – også selv om det måske er lidt grænseoverskridende eller “ubelejligt” – for så får man i sidste ende et meget rigere liv. Læs hele klummen online her.

IMG_3714

Ellers kan jeg kun igen sige, at jeg er godt klar over, at der ikke har været meget aktivitet herinde på bloggen de sidste uger. Som jeg skrev i dette indlæg er der mange (store) grunde til dét. Der er dog kommet endnu én grund til, at tiden til blogskrivning ikke helt strækker til; jeg har fået et job. For en uges tid siden var jeg til en jobsamtale, og siden er det gået slag i slag med flere samtaler og kontraktforhandlinger, og resultatet er, at jeg skal starte i nyt job i morgen!!!

Jeg skal nok fortælle jer mere om jobbet inden længe (yes yes, endnu én “jeg-skal-nok-fortælle-mere-om-det-senere-smøre”, men jeg lover – på et eller andet tidspunkt vil der komme lidt pause i alle de her ting, der sker, og så er bloggen en af de første ting jeg vil kaste mig over ;). Nu vil jeg nyde min sidste dag som officielt hjemmegående med min familie! God søndag til jer.

På vej til DR-byen og debat!

I skrivende stund sidder jeg i toget på vej fra Århus til København. Som jeg nævnte i sidste indlæg, så skal jeg i dag en tur til DR-byen – mit første officielle (og betalte!) opdrag som “happy housewife”. Da jeg nævnte det i sidste indlæg vidste jeg selv ikke så meget om det, der skal ske i dag (kun, at det ikke var noget, der reelt skulle “on air”), men lovede at komme med en update, når jeg vidste mere – og det gør jeg nu 🙂

IMG_5951

Dét, der skal ske i dag er åbenbart, at DR skal “teste” potentielle radioværter til et program. Dette er altså en del af deres jobsamtale… Og for at gøre det så realistisk som muligt, så bliver det vidst lavet som om det er et rigtigt program, der skal sendes. Værterne skal derfor interviewe/lede en debat mellem mig, en anden kvinde, der står på den anden side af “forsørgerhegnet” (altså, at det er hende, der henter pengene hjem i familien), og en politiker/debattør, der har en del holdninger til dét, at nogle mennesker frivilligt går ned i tid eller melder sig ud af arbejdsmarkedet i en periode – og de holdninger er ikke overvældende positive.

Og hold fast, hvor jeg glæder mig!

For det første, er det sjovt at “komme i gang”! Dette er jo den første gang jeg er afsted i en arbejdsrelateret sammenhæng (okay, ikke direkte arbejde, but close enough) siden Bassen blev født. Det i sig selv synes jeg er sjovt. Det er på en måde en fin markering af, at Bassen er startet i vuggestue, og et nyt kapittel i mit/vores liv er åbnet. Og selv om jeg nok ikke kommer til at kunne leve af at debattere, så giver det da nogle erfaringer, som er meget gode at have med i baggagen.

Jeg synes også det er ret fedt, at jeg har fået denne tjans via denne blog. Jeg ved ikke, om det kan være, at nogle af de journalister jeg har snakket med i forbindelse med dette interview eller denne avisartikkel har oplyst mig som potentiel deltager, eller om en googlesøgning har ledt dem til denne blog (jeg har af en eller anden grund lidt svært ved at tro på, at dr-producenter er faste følgere af bloggen, haha) – men det er også ligegyldigt! De har på en eller anden måde fundet frem til mig, og vil gerne have mig med…og det må man godt have lov til at være stolt af, ikke? 🙂

Ikke mindst synes jeg det bliver spændende at snakke/debattere både i de her rammer og med de her mennesker. Som I nok har opdaget, er jeg ikke bange for at sige hvad jeg mener om diverse ting, og jeg synes kun det er sjovt at få muligheden til at diskutere med mennesker jeg ikke nødvendigvis er enige med – det er jo den eneste måde man kan få rykket sine egne eller andres holdninger på. På en måde synes jeg det er lidt synd, at debatten ikke vil se dagens lys, for det er SÅDAN en vigtig debat! Og jeg vil rigtig gerne være med til at rykke lidt i danskernes opfatning af hjemmegående, og de valg nogle familier tager… På den anden side er jeg glad for, at debatten ikke er live i radioen, for så ville jeg nok både være lidt mere forbeholden og en hel del mere nervøs. Jeg husker dog mig selv på, at om ikke andet, så vil både de forskellige værter, der er til “jobsamtale”, og de producenter der er tilknyttet dette projekt høre hvad der bliver sagt, og hvem ved – måske vil det åbne nogle døre til en ny debat, der vil nå ud til det danske folk? Det er lov at håbe…

Hvis I har lyst til at læse nogle af de blogindlæg, hvor jeg kommer med mine meninger om nogle af de ting vi nok skal diskutere i dag, så kan I læse det indlæg, der hedder Provokerer Mit Valg Dig, Kiss My Ass, eller Hvorfor Happy Housewife.

Happy Housewife på VoresBørn.dk

I går skete der noget RIGTIG SPÆNDENDE – mit allerførste indlæg på voresbørn.dk blev udgivet! Jeg skal nemlig til at være en “fast” blogger for dem, og jeg kan ikke lade være med at klappe i mine små hænder – jeg synes det er SÅ sjovt! Indlægget har fået overskriften “Det er bare kold kaffe…” og alle de andre løgne, jeg fortæller mit barn.

Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.20.07

Det er et par uger siden det blev aftalt, at jeg skulle dette, men jeg kan sige jer, at hele min mave blev fyldt med sommerfugle da jeg i går eftermiddag fik en mail hvor der stod “så er dit første indlæg publiceret – det kommer på Vores Børns facebookside i aften”. Altså, når man skriver en blog så ved man jo godt, at de ting man skriver er tilgængelige for alle. Og jeg synes altså selv, at det at jeg har +200 “følgere” på facebook er ret cool…men at gå derifra til at vide, at ens indlæg vil poppe op i lige knapt 40 000 (!!!) menneskers facebook-feed er alligevel lidt syret, når man normalt set er ganske anonym (hvis man lige ser bort ifra nogle avisklummer og et enkelt tv-indslag, haha).

Som I måske har opdaget, så er jeg meget glad for at debattere og diskutere – og måske også lidt for glad for at provokere. Men det er sådan jeg mener, at man får udvidet sin horisont. Hvis man bare taler med mennesker om ting, der ikke var provokerende, eller ting man var enige om, så får man jo aldrig udfordret sit syn på ting. Man får hellere ikke “øvet” sig i at komme med gode og holdbare argumenter, hvis man bare sidder og nikker til hinanden. Sjovt nok mener (overraskende) mange i min familie og omkreds, at jeg burde være advokat eller politiker, haha. Men jeg har det rigtig fint på den hylde jeg har sat mig – hvor kommunikationen er i fokus.

Jeg kan se på Vores Børns facebookside, at jeg måske har provokeret nogle få ved at sige, at “du lyver, hvis du påstår, at du ikke lyver for dit barn”. Jeg holder dog stadigvæk fast i dette, og det giver måske mere mening for jer, hvis I læser hele indlægget her på bloggen – det blev nemlig kortet en del ned inden det kom på VoresBørn.dk (I kan finde hele indlægget her).

Jeg vil gerne også lige påpege, at det originale indlæg blev publiceret på bloggen den 27. december – altså midt i juleferien. I ferier – og især i julen – er altså min kost ikke helt som den er i hverdagen, haha. Så jeg får IKKE nutellamadder og Cola til morgenmad normalt set – den hedder som oftest havregrød og kaffe! 😉

Avisklumme: Fraskriver børneforældre sig ansvaret?

De af jer der har fulgt med på bloggen de sidste uger har nok fanget, at jeg for lidt siden var med i et indslag i tv2-nyhederne, der drejede sig om balancen mellem familie- og arbejdsliv (læs mere om det hér). Dette var foranledinget af et familiepolitisk idékatalog, der var udgivet af familiepolitisk netværk, hvor anbefalinger som ret til deltid mens børnene er små, ret til flere “barnets sygedage”, bedre normering i institutionerne, osv. blev præsenteret. Efter dette katalog blev udgivet har der været en diskution om hvis ansvar det er, at der er en balance mellem familie- og arbejdsliv i Familien Danmark. Dette har jeg givet mit svar på i denne uges klumme (som I kan læse nedenunder, eller ved at klikke hér)

Lad mig endelig høre hvad I tænker om det – jeg elsker en god debat! 🙂

Skjermbilde 2016-05-03 kl. 13.42.44

Du kan forresten finde de tidligere klummer ved at klikke hér

En snak med tv2 om balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så vil vi herhjemme være bænket foran fjernsynet kl 19. i aften (eller – vi har ingen tv-pakke, så vi skal nok ud af huset for at se det). Der kommer der nemlig et indslag i tv2-nyhederne vedrørende balancegangen mellem familieliv og arbejdsliv, hvor jeg er med. Mere specifikt skal det handle om småbørnsforældres (manglende) muligheder for at komme på deltid.

Jeg er nemlig medlem af en gruppe, der hedder familiepolitisk netværk, der har som mål at få familiepolitik på politikernes dagsorden. Stifterne af denne gruppe har i et langt stykke tid arbejdet på et Idékatalog med familiepolitiske anbefalinger, der har som mål at nå ud til politiske partier, interesseorganisationer, fagbevægelsen, kommuner, osv. Dette katalog er nu “udgivet”, og i den forbindelse skulle der laves et indslag på tv2-nyhederne der omtaler dette katalog, og de idéer, der bliver præsenteret i det (du kan se hele idékataloget på fampol.dk). Èn af idéerne er småbørnsforældres ret til at komme på deltid. Derfor søgte de en person, der havde sagt sit job op fordi det ikke havde været muligt at komme på deltid. Dem af jer, der har læst vores historie ved, at inden jeg blev hjemmegående, så søgte jeg om at komme ned i tid på min arbejdsplads. Da det ikke kunne lade sig gøre sagde jeg mit job op, og Manden og jeg besluttede os for, at jeg kunne vente et par måneder inden jeg begyndte at søge deltidsstillinger.

Som I nok kan regne ud, så blev vi meget glade for, at jeg ikke havde et (betalt) job jeg skulle passe – så glade for det, at vi blev ved med at udskyde min jobsøgning nogle måneder frem. Ikke kun fordi at der var bedre tid til at se til alle de praktiske ting, der skal sørges for når man har to små børn (for der er ingen der kan benægte, at der ligger en del arbejde i det at have små børn). Men også fordi vi blev rigtig glade for, at vi selv kunne have meget tid sammen med dem. Vores ældste søn kunne komme i børnehaven så meget eller lidt han og vi ønskede, og yngstemanden kunne vente med at starte i institution. Personlig har jeg været meget glad for at få lov til at have så meget tid sammen med drengene, Manden har været glad for at han kunne få lov til at “køre karriere” uden at skulle bekymre sig om lukketider og sygedage, og som par har vi været meget glade for at vi IKKE skulle stå og skændes hver gang feberen har banket på vores dør (for med to drenge der nu er hhv. 2,5 og 4 år, så har der været RIGELIG af sygdomsdage i vores hjem de sidste par år)! Det at jeg har kunnet klare mange af de praktiske ting tidligere på dagen har også kommet hele vores familie til gode, da vi har haft tid til at være sammen om eftermiddagen og aftenen, både inden og efter børnene er kommet i seng.

Jeg tør også godt påstå at sige, at dette har været en rigtig god investering i vores børns liv også. Som nævnt har 4-åringen (som jeg herinde kalder “Røveren”) hele vejen igennem beholdt sin deltidsplads i institutionen, så han har hele tiden haft tilknytning til sine venner deroppe, og er glad for at kunne komme afsted. Da vi havde “overgangs-samtalen” med hans kontaktpædagog i forbindelse med at han skulle rykke fra vuggestuen til børnehaven blev vi bekræftet i vores valg. Der fik vi nemlig at vide, at vores søn var en meget “populær” dreng, og det var fordi han havde overskud til de andre børn. Pædagogen fortalte også, at Røveren var en meget empatisk dreng, der inviterede de andre børn ind i legen, og nemt kunne “rumme” de andre børn og deres følelser. Pædagogen var ikke i tvivl om, at meget af dette overskud kom af, at han havde en del tid herhjemme, hvor han kunne “lade batterierne op”.
Vores yngste søn, “Bassen”, er ikke startet i institution endnu. Han var helt fra starten af en lidt mere “forsigtig” og tryghedssøgende dreng, så det at han skulle tilbringe over 8 timer hver dag et sted hvor vi vidste, at der ikke var bemanding nok til at tage sig af ham på den måde han havde brug for, var ikke noget vi ønsket (for uanset hvor søde og dygtige og fantastiske vi synes de pædagoger, der er i institutionen er, så er det altså UMULIGT for dem at få mere end det ene skød og de to arme de nu engang har). Så det at jeg sagde mit job op har gjort, at vi har kunnet vente til Bassen blev lidt ældre, lidt mere “robust” og sikker på sig selv. Vi har været ude blandt andre børn i faste legestuer og legegrupper, men vi har taget det i HANS tempo – og i dag er han en lille mand, der er klar på at komme ud og opleve verden (og skal starte i institution om en måneds tid!!!).
Udover dette har vi, som nævnt, haft god tid til at komme over sygdom, og børnene har derfor ikke blevet “tvunget” ud i at tage nogen steder inden de var helt raske.

trekløver

Mange af de ovenstående ting kunne også have været tilfældet, hvis jeg “blot” var kommet ned i tid, i stedet for at gå hjemme på fuld tid. Så ville Bassen rigtignok skulle have startet i institution en del før, men hvis det ikke havde været alt for mange timer om dagen, så kunne han måske bedre have overskuet det. Og vi som forældre ville nok også have haft det bedre med det. Jeg nævnte det for journalisten da hun var her (men ved ikke om det bliver “klippet væk”), at jeg tror ikke man skal undervurdere hvor meget det kræver af et barn at være “på” i så mange timer – især hvis barnet er lidt mere introvert end gennemsnittet. Og jeg tror også helt klart, at forældre der er tilfredse med situationen, har mere overskud til at give den gas på arbejdet, end forældre, der ikke føler de strækker til – hverken på hjemmefronten eller arbejdsfronten.
Det er derfor min mening, at det vil være en rigtig god samfundsmæssig investering at skabe en ramme, hvor der er større mulighed for de forældre der ønsker det at komme ned på deltid i de år børnene er helt små. Så kunne man måske få reduceret antallet af småbørnsforældre der føler sig stressede og utilstrekkelige, og der ville samtidig blive større mulighed for at tilgodese børnenes forskellige behov. For selvfølgelig skal de forældre der ikke ønsker at komme på deltid lade være med det. Man skal stadigvæk kunne indrette sin tid som man vil – der vil bare være lidt større muligheder for dem, der ønsker at gå en anden vej end hvad de nuværende rammer tilbyder.

En af de ting journalisten spurgte mig om var “når det nu åbenbart kan lykkes uden at samfundsrammerne bliver lavet om, hvorfor skulle politikerne så ændre noget” (eller noget i den stil). Lige i farten svarede jeg blot, at “det kun havde lykkes for os fordi vi havde været heldige med timingen. Vi havde en lille opsparing som gjorde, at vi kunne klare os i denne periode, og jeg derfor kunne sige mit job op. Det var det jo ikke alle der kunne…” – Og dette er jo rigtignok i sig selv – eller, vi har ikke “kun” været heldige – det har også krævet meget klare prioriteringer fra vores side, men I forstår hvad jeg mener.
Jeg har dog slået mig selv i hovedet nogle gange over, at jeg IKKE sagde “Jo, det lykkedes, og så alligevel ikke. Havde det lykkedes, så ville jeg stadigvæk være i mit arbejde – blot på meget nedsat tid. Nu blev jeg glad for at “gå hjemme”, men det er ikke alle der vil eller kan tage sådan en drastisk beslutning. Og det tror jeg hellere ikke politikerne er ude efter – for så mister danmark jo mange skatteydere, og mange arbejdstagere mister sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor skal der skabes nogle bedre rammer for dem, der ønsker at finde en gylden middelvej, hvor man kan drosle lidt ned for karrieren i nogle år så man kan tage mere hensyn til dem, der skal bære Danmark om nogle år”. Jeg har ærget mig lidt over at jeg ikke fik det med, men jeg håber budskabet kommer nogenlunde godt frem alligevel i aften. Det bliver spændende at se – husk at kig med; KL. 19.00 PÅ TV2 I AFTEN!

P.s. hvis du vil læse mere om mine holdninger til familie- og arbejdsbalance vil du måske finde mine klummer for Århus Onsdag/Syd interessante!

Hvorfor Happy Housewife?

Dette er sådan et af de indlæg jeg har tænkt længe på…nok fordi det drejer sig om noget, der er en hel del vigtigere for mig end “den bedste opskrift på knækbrød” eller andet hverdagssnak.

Da jeg startede denne blog var det delvist for at øve mig i/vedligeholde nogle af de tekniske ting bag det at have en hjemmeside/blog og for at have noget der var lidt relevant i forhold til min uddannelse indenfor kommunikation. Men det var også fordi jeg er en pige (kvinde?) med ret mange stærke holdninger, og jeg kan godt lide at nå ud til mange mennesker med dem, og på den måde få skabt lidt debat (hvorfor også det passer mig udmærket at skrive en avisklumme, hehe). Lige inden jeg oprettede denne blog var jeg ret aktiv i den “kamp” man havde i Århus i efteråret for at få indført tilskud til pasning af eget barn. Jeg havde egentlig ikke tænkt at involvere mig så meget i den debat, men så blev jeg og en veninde kontaktet af en journalist, der gerne ville lave et interview med nogen, der kunne fortælle om de gode ting der kunne komme ud af sådan en tilskudsordning – og BUM, 5 dage senere fyldte vores ansigter hele forsiden på Århus Stiftstiderne. Og så var man ligesom blevet en af forkæmperne for denne sag.

IMG_2882

Både da vi stod midt i debatten vedrørende tilskudsordningen og her i eftertid er der kommet mange artikler, debatter, læserindlæg, tv-indslag, osv. vedrørende det at være hjemmegående. Det er uden tvivl et meget hot emne. Dog synes jeg tit, at “de hjemmegående” bliver stigmatiseret – hvor man enten er full-on-vi-langtidsammer-samsover-og-mediterer-i-stedet-for-at-se-fjernsyn-speltmødre, eller rigmandskoner der synes det er prestige i at ikke sende børnene i institution, men lader hellere barnepigen tage sig af børnene mens moar får sin hårdt tiltrængte mani/pedi. Og begge de to grupper er udenfor pædagogisk rækkevidde, og dermed ikke noget man bruger mere krudt på.
Hvis man derimod IKKE var i en af de to kategorier, så var det SYND for én, for så gik man hjemme med børnene på grund af manglende evne til at bryde med de sociale normer, der har domineret i så mange år. Man så sig simpelthen TVUNGET til at gå ned i tid/få orlov/blive hjemmegående fordi man var kvinde. Det var på ingen måde fordi kvinden ønskede det – det var fordi hun var for svag til at stå op for sit eget ønske om at være karrierekvinde, og dermed kom til at bukke under for præsset og tage tjansen derhjemme. Hun var ikke lige udviklet som de andre kvinder, der havde taget det næste steg i evolutionen – væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet. Så det var meget synd for hende. Og så blev det også synd for alle kvinder rundt hende, for de måtte jo bøde for denne hjemmegående kvindes manglende evne til at følge sine karrieredrømme – det hænger åbenbart sådan sammen, at for hver kvinde der vælger at yde mindre end 100% på arbejdsmarkedet mens børnene er små, så falder de arbejdende kvinders løn med 0,02%.
Og i alle de tre overnævnte tilfælde var det synd for børnene – de havde bedst af at komme i institution. Det ved da alle (på nær de her mindre udviklede kvinder).

Jeg blev og er simpelthen så træt af denne måden at omtale kvinder der er hjemmegående (på hel- eller deltid) på, så da jeg besluttede mig for at oprette en blog, blev det navnet Happy Housewife, blot for at vise, at der findes (faktisk rigtig mange) almindelige kvinder, der VÆLGER at prioritere hjemmelivet mere i en periode, hvor børnene er små, og som er RIGTIG GLADE FOR DET. Det er ikke synd for os. Det er ikke fordi vi ikke har evne eller kapasitet til at følge vores karrieredrømme. Vi ØNSKER simpelthen at træde lidt til side i en periode, fordi det giver bedst mening for os – og vi er happy for at det kan lade sig gøre! Personligt kan jeg sige, at selv om der er dage, hvor jeg ville give min højre arm for at være den, der smutter kl. 07.30 og går til møder med andre voksne mennesker hele dagen og får drikke min kaffe i stilhed, så vil jeg ikke have byttet med min mand for noget i verden. Jeg er TAKNEMLIG for, at han gider at være den, der knokler ugen lang for at vi kan leve som vi gør. Og heldigvis er han taknemlig for at jeg gør det jeg gør (respekt fra ens partner er nemlig en af de få ting, en hjemmegående ikke kan klare sig uden).

Jeg kan da også til tider fortryde valg af navnet på bloggen – lidt fordi jeg kan mærke jeg bliver lidt “bange” for folks reaktion når de hører titlen, for når sant skal siges, så lyder det jo som titlen på en af de blogs man elsker at hade…dem dér “se-mit-perfekte-liv-som-er-totalt-uopnåeligt-for-jer-dødelige-mennesker-blogs”. Og selv om jeg bevidst prøver at skrive/vise ting som jeg gerne selv ville have set på en blog (altså “inspirerende ting i et eller andet omfang), så prøver jeg da også at være reel – jeg vil dog ikke vaske mit beskidte tøj offentligt, der skal være forskel på hvad der er privat og offentligt i mit liv.

En anden grund til at jeg kan komme til at fortryde navnet lidt er det, at denne hjemmegående-periode jo ikke varer evigt, og om ikke længe er jeg jo ikke en housewife i ordets rette forstand længere. Der går nemlig ikke så aaaaaaaalt for lang tid før Bassen også skal introduceres til institutionslivet, og jeg så skal ud og lave noget “fornuftigt”. Men så tænker jeg faktisk, at betegnelsen “Happy Housewife” stadigvæk vil være relevant, da det i mine øjne ikke nødvendigvis siger så meget om lige præcis hvordan man skruer det hele sammen, men mere om ens indstillinger og prioriteringer. Og hvad end jeg nu laver 1, 5 og 15 år frem i tid, så vil det faktum, at jeg valgte at følge MIN mavefornemmelse og træde lidt til side de her år være noget, der har formet mig for altid. Ikke blot fordi det vil påvirke min karriere ret meget, ihvertfald de kommende år, men også fordi jeg har lært rigtig mange gode mennesker at kende, og ikke mindst fordi jeg har lært meget om mig selv, som jeg måske ikke ville have fundet ud af, hvis jeg ikke havde været hjemmegående i denne periode. Og én ting vil jeg gerne understrege; det er bestemt ikke synd for mig! Tvert imod.

IMG_2456

P.S. Nu er jeg jo norsk, og forstår mig ikke 100% på den danske humor (og vice versa), så jeg vil for sikkerheds skyld gerne understrege, at nogle af de ting jeg har skrevet i dette indlæg er ironiske og/eller sarkastiske. I må selv finde ud af hvad 😉

P.P.S. Jeg er godt klar over, at når jeg jo kommer med mange opskrifter o.l. her på bloggen, så kommer jeg i faresonen for at blive kategoriseret som en “speltmor”. Derfor vil jeg gerne understege, at ret mange af de opskrifter er søde sager. Og det er ikke uden grund.

P.P.P.S. De søde sager er IKKE bagt på speltmel. Hvis der var nogen, der ikke fangede det.