Avisklumme: Fraskriver børneforældre sig ansvaret?

De af jer der har fulgt med på bloggen de sidste uger har nok fanget, at jeg for lidt siden var med i et indslag i tv2-nyhederne, der drejede sig om balancen mellem familie- og arbejdsliv (læs mere om det hér). Dette var foranledinget af et familiepolitisk idékatalog, der var udgivet af familiepolitisk netværk, hvor anbefalinger som ret til deltid mens børnene er små, ret til flere “barnets sygedage”, bedre normering i institutionerne, osv. blev præsenteret. Efter dette katalog blev udgivet har der været en diskution om hvis ansvar det er, at der er en balance mellem familie- og arbejdsliv i Familien Danmark. Dette har jeg givet mit svar på i denne uges klumme (som I kan læse nedenunder, eller ved at klikke hér)

Lad mig endelig høre hvad I tænker om det – jeg elsker en god debat! 🙂

Skjermbilde 2016-05-03 kl. 13.42.44

Du kan forresten finde de tidligere klummer ved at klikke hér

En snak med tv2 om balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så vil vi herhjemme være bænket foran fjernsynet kl 19. i aften (eller – vi har ingen tv-pakke, så vi skal nok ud af huset for at se det). Der kommer der nemlig et indslag i tv2-nyhederne vedrørende balancegangen mellem familieliv og arbejdsliv, hvor jeg er med. Mere specifikt skal det handle om småbørnsforældres (manglende) muligheder for at komme på deltid.

Jeg er nemlig medlem af en gruppe, der hedder familiepolitisk netværk, der har som mål at få familiepolitik på politikernes dagsorden. Stifterne af denne gruppe har i et langt stykke tid arbejdet på et Idékatalog med familiepolitiske anbefalinger, der har som mål at nå ud til politiske partier, interesseorganisationer, fagbevægelsen, kommuner, osv. Dette katalog er nu “udgivet”, og i den forbindelse skulle der laves et indslag på tv2-nyhederne der omtaler dette katalog, og de idéer, der bliver præsenteret i det (du kan se hele idékataloget på fampol.dk). Èn af idéerne er småbørnsforældres ret til at komme på deltid. Derfor søgte de en person, der havde sagt sit job op fordi det ikke havde været muligt at komme på deltid. Dem af jer, der har læst vores historie ved, at inden jeg blev hjemmegående, så søgte jeg om at komme ned i tid på min arbejdsplads. Da det ikke kunne lade sig gøre sagde jeg mit job op, og Manden og jeg besluttede os for, at jeg kunne vente et par måneder inden jeg begyndte at søge deltidsstillinger.

Som I nok kan regne ud, så blev vi meget glade for, at jeg ikke havde et (betalt) job jeg skulle passe – så glade for det, at vi blev ved med at udskyde min jobsøgning nogle måneder frem. Ikke kun fordi at der var bedre tid til at se til alle de praktiske ting, der skal sørges for når man har to små børn (for der er ingen der kan benægte, at der ligger en del arbejde i det at have små børn). Men også fordi vi blev rigtig glade for, at vi selv kunne have meget tid sammen med dem. Vores ældste søn kunne komme i børnehaven så meget eller lidt han og vi ønskede, og yngstemanden kunne vente med at starte i institution. Personlig har jeg været meget glad for at få lov til at have så meget tid sammen med drengene, Manden har været glad for at han kunne få lov til at “køre karriere” uden at skulle bekymre sig om lukketider og sygedage, og som par har vi været meget glade for at vi IKKE skulle stå og skændes hver gang feberen har banket på vores dør (for med to drenge der nu er hhv. 2,5 og 4 år, så har der været RIGELIG af sygdomsdage i vores hjem de sidste par år)! Det at jeg har kunnet klare mange af de praktiske ting tidligere på dagen har også kommet hele vores familie til gode, da vi har haft tid til at være sammen om eftermiddagen og aftenen, både inden og efter børnene er kommet i seng.

Jeg tør også godt påstå at sige, at dette har været en rigtig god investering i vores børns liv også. Som nævnt har 4-åringen (som jeg herinde kalder “Røveren”) hele vejen igennem beholdt sin deltidsplads i institutionen, så han har hele tiden haft tilknytning til sine venner deroppe, og er glad for at kunne komme afsted. Da vi havde “overgangs-samtalen” med hans kontaktpædagog i forbindelse med at han skulle rykke fra vuggestuen til børnehaven blev vi bekræftet i vores valg. Der fik vi nemlig at vide, at vores søn var en meget “populær” dreng, og det var fordi han havde overskud til de andre børn. Pædagogen fortalte også, at Røveren var en meget empatisk dreng, der inviterede de andre børn ind i legen, og nemt kunne “rumme” de andre børn og deres følelser. Pædagogen var ikke i tvivl om, at meget af dette overskud kom af, at han havde en del tid herhjemme, hvor han kunne “lade batterierne op”.
Vores yngste søn, “Bassen”, er ikke startet i institution endnu. Han var helt fra starten af en lidt mere “forsigtig” og tryghedssøgende dreng, så det at han skulle tilbringe over 8 timer hver dag et sted hvor vi vidste, at der ikke var bemanding nok til at tage sig af ham på den måde han havde brug for, var ikke noget vi ønsket (for uanset hvor søde og dygtige og fantastiske vi synes de pædagoger, der er i institutionen er, så er det altså UMULIGT for dem at få mere end det ene skød og de to arme de nu engang har). Så det at jeg sagde mit job op har gjort, at vi har kunnet vente til Bassen blev lidt ældre, lidt mere “robust” og sikker på sig selv. Vi har været ude blandt andre børn i faste legestuer og legegrupper, men vi har taget det i HANS tempo – og i dag er han en lille mand, der er klar på at komme ud og opleve verden (og skal starte i institution om en måneds tid!!!).
Udover dette har vi, som nævnt, haft god tid til at komme over sygdom, og børnene har derfor ikke blevet “tvunget” ud i at tage nogen steder inden de var helt raske.

trekløver

Mange af de ovenstående ting kunne også have været tilfældet, hvis jeg “blot” var kommet ned i tid, i stedet for at gå hjemme på fuld tid. Så ville Bassen rigtignok skulle have startet i institution en del før, men hvis det ikke havde været alt for mange timer om dagen, så kunne han måske bedre have overskuet det. Og vi som forældre ville nok også have haft det bedre med det. Jeg nævnte det for journalisten da hun var her (men ved ikke om det bliver “klippet væk”), at jeg tror ikke man skal undervurdere hvor meget det kræver af et barn at være “på” i så mange timer – især hvis barnet er lidt mere introvert end gennemsnittet. Og jeg tror også helt klart, at forældre der er tilfredse med situationen, har mere overskud til at give den gas på arbejdet, end forældre, der ikke føler de strækker til – hverken på hjemmefronten eller arbejdsfronten.
Det er derfor min mening, at det vil være en rigtig god samfundsmæssig investering at skabe en ramme, hvor der er større mulighed for de forældre der ønsker det at komme ned på deltid i de år børnene er helt små. Så kunne man måske få reduceret antallet af småbørnsforældre der føler sig stressede og utilstrekkelige, og der ville samtidig blive større mulighed for at tilgodese børnenes forskellige behov. For selvfølgelig skal de forældre der ikke ønsker at komme på deltid lade være med det. Man skal stadigvæk kunne indrette sin tid som man vil – der vil bare være lidt større muligheder for dem, der ønsker at gå en anden vej end hvad de nuværende rammer tilbyder.

En af de ting journalisten spurgte mig om var “når det nu åbenbart kan lykkes uden at samfundsrammerne bliver lavet om, hvorfor skulle politikerne så ændre noget” (eller noget i den stil). Lige i farten svarede jeg blot, at “det kun havde lykkes for os fordi vi havde været heldige med timingen. Vi havde en lille opsparing som gjorde, at vi kunne klare os i denne periode, og jeg derfor kunne sige mit job op. Det var det jo ikke alle der kunne…” – Og dette er jo rigtignok i sig selv – eller, vi har ikke “kun” været heldige – det har også krævet meget klare prioriteringer fra vores side, men I forstår hvad jeg mener.
Jeg har dog slået mig selv i hovedet nogle gange over, at jeg IKKE sagde “Jo, det lykkedes, og så alligevel ikke. Havde det lykkedes, så ville jeg stadigvæk være i mit arbejde – blot på meget nedsat tid. Nu blev jeg glad for at “gå hjemme”, men det er ikke alle der vil eller kan tage sådan en drastisk beslutning. Og det tror jeg hellere ikke politikerne er ude efter – for så mister danmark jo mange skatteydere, og mange arbejdstagere mister sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor skal der skabes nogle bedre rammer for dem, der ønsker at finde en gylden middelvej, hvor man kan drosle lidt ned for karrieren i nogle år så man kan tage mere hensyn til dem, der skal bære Danmark om nogle år”. Jeg har ærget mig lidt over at jeg ikke fik det med, men jeg håber budskabet kommer nogenlunde godt frem alligevel i aften. Det bliver spændende at se – husk at kig med; KL. 19.00 PÅ TV2 I AFTEN!

P.s. hvis du vil læse mere om mine holdninger til familie- og arbejdsbalance vil du måske finde mine klummer for Århus Onsdag/Syd interessante!

Hvorfor Happy Housewife?

Dette er sådan et af de indlæg jeg har tænkt længe på…nok fordi det drejer sig om noget, der er en hel del vigtigere for mig end “den bedste opskrift på knækbrød” eller andet hverdagssnak.

Da jeg startede denne blog var det delvist for at øve mig i/vedligeholde nogle af de tekniske ting bag det at have en hjemmeside/blog og for at have noget der var lidt relevant i forhold til min uddannelse indenfor kommunikation. Men det var også fordi jeg er en pige (kvinde?) med ret mange stærke holdninger, og jeg kan godt lide at nå ud til mange mennesker med dem, og på den måde få skabt lidt debat (hvorfor også det passer mig udmærket at skrive en avisklumme, hehe). Lige inden jeg oprettede denne blog var jeg ret aktiv i den “kamp” man havde i Århus i efteråret for at få indført tilskud til pasning af eget barn. Jeg havde egentlig ikke tænkt at involvere mig så meget i den debat, men så blev jeg og en veninde kontaktet af en journalist, der gerne ville lave et interview med nogen, der kunne fortælle om de gode ting der kunne komme ud af sådan en tilskudsordning – og BUM, 5 dage senere fyldte vores ansigter hele forsiden på Århus Stiftstiderne. Og så var man ligesom blevet en af forkæmperne for denne sag.

IMG_2882

Både da vi stod midt i debatten vedrørende tilskudsordningen og her i eftertid er der kommet mange artikler, debatter, læserindlæg, tv-indslag, osv. vedrørende det at være hjemmegående. Det er uden tvivl et meget hot emne. Dog synes jeg tit, at “de hjemmegående” bliver stigmatiseret – hvor man enten er full-on-vi-langtidsammer-samsover-og-mediterer-i-stedet-for-at-se-fjernsyn-speltmødre, eller rigmandskoner der synes det er prestige i at ikke sende børnene i institution, men lader hellere barnepigen tage sig af børnene mens moar får sin hårdt tiltrængte mani/pedi. Og begge de to grupper er udenfor pædagogisk rækkevidde, og dermed ikke noget man bruger mere krudt på.
Hvis man derimod IKKE var i en af de to kategorier, så var det SYND for én, for så gik man hjemme med børnene på grund af manglende evne til at bryde med de sociale normer, der har domineret i så mange år. Man så sig simpelthen TVUNGET til at gå ned i tid/få orlov/blive hjemmegående fordi man var kvinde. Det var på ingen måde fordi kvinden ønskede det – det var fordi hun var for svag til at stå op for sit eget ønske om at være karrierekvinde, og dermed kom til at bukke under for præsset og tage tjansen derhjemme. Hun var ikke lige udviklet som de andre kvinder, der havde taget det næste steg i evolutionen – væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet. Så det var meget synd for hende. Og så blev det også synd for alle kvinder rundt hende, for de måtte jo bøde for denne hjemmegående kvindes manglende evne til at følge sine karrieredrømme – det hænger åbenbart sådan sammen, at for hver kvinde der vælger at yde mindre end 100% på arbejdsmarkedet mens børnene er små, så falder de arbejdende kvinders løn med 0,02%.
Og i alle de tre overnævnte tilfælde var det synd for børnene – de havde bedst af at komme i institution. Det ved da alle (på nær de her mindre udviklede kvinder).

Jeg blev og er simpelthen så træt af denne måden at omtale kvinder der er hjemmegående (på hel- eller deltid) på, så da jeg besluttede mig for at oprette en blog, blev det navnet Happy Housewife, blot for at vise, at der findes (faktisk rigtig mange) almindelige kvinder, der VÆLGER at prioritere hjemmelivet mere i en periode, hvor børnene er små, og som er RIGTIG GLADE FOR DET. Det er ikke synd for os. Det er ikke fordi vi ikke har evne eller kapasitet til at følge vores karrieredrømme. Vi ØNSKER simpelthen at træde lidt til side i en periode, fordi det giver bedst mening for os – og vi er happy for at det kan lade sig gøre! Personligt kan jeg sige, at selv om der er dage, hvor jeg ville give min højre arm for at være den, der smutter kl. 07.30 og går til møder med andre voksne mennesker hele dagen og får drikke min kaffe i stilhed, så vil jeg ikke have byttet med min mand for noget i verden. Jeg er TAKNEMLIG for, at han gider at være den, der knokler ugen lang for at vi kan leve som vi gør. Og heldigvis er han taknemlig for at jeg gør det jeg gør (respekt fra ens partner er nemlig en af de få ting, en hjemmegående ikke kan klare sig uden).

Jeg kan da også til tider fortryde valg af navnet på bloggen – lidt fordi jeg kan mærke jeg bliver lidt “bange” for folks reaktion når de hører titlen, for når sant skal siges, så lyder det jo som titlen på en af de blogs man elsker at hade…dem dér “se-mit-perfekte-liv-som-er-totalt-uopnåeligt-for-jer-dødelige-mennesker-blogs”. Og selv om jeg bevidst prøver at skrive/vise ting som jeg gerne selv ville have set på en blog (altså “inspirerende ting i et eller andet omfang), så prøver jeg da også at være reel – jeg vil dog ikke vaske mit beskidte tøj offentligt, der skal være forskel på hvad der er privat og offentligt i mit liv.

En anden grund til at jeg kan komme til at fortryde navnet lidt er det, at denne hjemmegående-periode jo ikke varer evigt, og om ikke længe er jeg jo ikke en housewife i ordets rette forstand længere. Der går nemlig ikke så aaaaaaaalt for lang tid før Bassen også skal introduceres til institutionslivet, og jeg så skal ud og lave noget “fornuftigt”. Men så tænker jeg faktisk, at betegnelsen “Happy Housewife” stadigvæk vil være relevant, da det i mine øjne ikke nødvendigvis siger så meget om lige præcis hvordan man skruer det hele sammen, men mere om ens indstillinger og prioriteringer. Og hvad end jeg nu laver 1, 5 og 15 år frem i tid, så vil det faktum, at jeg valgte at følge MIN mavefornemmelse og træde lidt til side de her år være noget, der har formet mig for altid. Ikke blot fordi det vil påvirke min karriere ret meget, ihvertfald de kommende år, men også fordi jeg har lært rigtig mange gode mennesker at kende, og ikke mindst fordi jeg har lært meget om mig selv, som jeg måske ikke ville have fundet ud af, hvis jeg ikke havde været hjemmegående i denne periode. Og én ting vil jeg gerne understrege; det er bestemt ikke synd for mig! Tvert imod.

IMG_2456

P.S. Nu er jeg jo norsk, og forstår mig ikke 100% på den danske humor (og vice versa), så jeg vil for sikkerheds skyld gerne understrege, at nogle af de ting jeg har skrevet i dette indlæg er ironiske og/eller sarkastiske. I må selv finde ud af hvad 😉

P.P.S. Jeg er godt klar over, at når jeg jo kommer med mange opskrifter o.l. her på bloggen, så kommer jeg i faresonen for at blive kategoriseret som en “speltmor”. Derfor vil jeg gerne understege, at ret mange af de opskrifter er søde sager. Og det er ikke uden grund.

P.P.P.S. De søde sager er IKKE bagt på speltmel. Hvis der var nogen, der ikke fangede det.

Ny klumme i Århus Onsdag/Syd…

Så er min nyeste klumme for Århus Onsdag/Syd på gaden…og nok en gang har jeg og min big fat mouth potentielt gjort mig meget upopulær – ihvertfald hvis man kun kigger på overskriften. Nu har jeg dog fået en mulighed for at ytre mine meninger, og så vil jeg jo gerne tage op de – i mine øjne – vigtige emner, i stedet for bare at kommentere trivielle sager. Jeg mener hvert et eneste ord jeg skriver, og håber at Århus’ indbyggere kan se, at min “løftede pegefinger” ikke er møntet på de enkelte familier, men på de samfundsnormer der dominerer i tiden…

I kan se klummen i billedet nedenunder, eller ved at følge dette link (side 2).

Skjermbilde 2016-03-23 kl. 12.43.12

Lad mig endelig høre hvad I tænker om det jeg har skrevet – både på godt og ondt 😉

#realhousewivesofdenmark

I mit sidste indlæg i Århus Onsdag/syd skrev jeg om nogle af de kommentarer jeg har fået i forbindelse med vores valg om at jeg skal være hjemme med børnene.

Som I kan læse i den pågældende artikel, har mange af de kommentarer jeg har fået fra fremmede været negative. Og vi skal jo ikke mange uger tilbage i tid for at se en vaskeægte nedgørelse af “erhvervet” hjemmegående i diverse medier. Jeg tror dog helt oprigtig talt, at mange af de her holdninger stammer af uvidenhed. At man ikke ved, hvad det indebærer at være hjemmegående.
Hvis man ikke kender én, der går hjemme, så er det da også svært at få indblik i. Og selv om man måske skulle kende én enkelt hjemmegående, så giver det ikke et specielt nuanceret billede af, hvad det er hjemmegående bidrager med.

Jeg har længe ønsket, at der var en måde, man offentligt kunne vise omverdenen, hvad det rent faktisk indebærer at være hjemmegående. Og for ikke så længe siden hoppede jeg jo på instagram-bølgen, og er blevet ret glad for det… Jeg kan også se rigtig meget potentiale i det – for hvilken anden måde kan man bedre
1. samle mange forskellige mennesker fra hele landet,
2. give alle disse mennesker mulighed til at vise deres måde at være hjemmegående på
3. OG samlet set vise omverdenen, at det at være hjemmegående indebærer utrolig meget mere, end man kan forestille sig…

Derfor blev jeg ret glad, da jeg så at #realhousewivesofdenmark var TOMT. Et blankt lærred, som VI kan bruge til at vise omverdenen, hvad det indebærer at være hjemmegående i DK. Hvad man så definerer som hjemmegående skal jeg ikke være dommer over – der findes mange måder at sætte sin familie og tid sammen. Om man er på barsel, 100% hjemmegående, på deltid eller noget helt fjerde. Det eneste jeg håber er, at vi kan vise, at det at PRIORITERE hjemmelivet også har stor verdi.

Du skal naturligvis også selv bestemme, hvad du gerne vil vise – både på godt og ondt. Jeg tænker nemlig ikke det skal bruges til at male et glansbillede af det at være hjemmegående, men måske et mere nuanceret billede. VORES side af sagen. Vil du være med?!

IMG_2363

Jeg lægger ud med dette billede af mine to dejlige drenge, der i fredags brugte 20-25 minutter på at se på tog, der kom og gik fra banegården i Århus <3

P.S. Nu blev det til #realhouseWIVESofdenmark pga. den dér kendte serie. Det korrekte (og bedste) ville nok have været at skrive #realhousePERSONofdenmark, da det jo naturligvis er for ALLE – mænd, kvinder, gifte, single, osv. Jeg håber I kan se bort fra navnet, og godt kan se meningen bag det hele alligevel. Jeg kan dog godt se, at #realhousehusbandsofdenmark også er helt tomt, hvis der er nogle mænd derude, der gerne vil have et separat hashtag! 😉

Kiss My Ass!

IMG_2239

Med sådan en overskrift er der måske nogle af jer, der tænker, at jeg er ude på at provokere igen – på samme måde som i denne avisklumme. Der må jeg desværre skuffe. Solen skinner, jeg har lige været på brunch-date med en veninde, og det er snart dømt weekend. Så ikke så meget alvorlig samfundsdebat og provokation i dag…og dog.

Jeg kom til at læse endnu en kommentar af en journalist, der er selv-proklameret feminist, som skriver om/til hjemmegående på en måde, der fremstiller dem (os) som uvidende mennesker, der ikke har tænkt sine valg godt igennem. I ved, hende (Ditte Giese), der tidligere på ugen kunne oplyse om, at fx. “hendes (den hjemmegåendes) mand bliver forælsket i en anden kvinde, sådan en ambitiøs en der er sej til et eller andet andet end at føde børn og passe dem”…kort fortalt ender historien med, at vi hjemmegående kvinder ender som “møgsure ekskoner”, der bliver forsørget af staten fordi vi vil “tilbringe hele arbejdslivet på dagpenge/SU/jobtilskudsordninger etc.”. Jeg bliver så træt af sådanne ting. Så jeg sendte et link til min klumme til hendes facebook. Jeg ved godt, at så har hun jo egentlig opnået det hun ville – hun ville provokere og skabe debat, men det samme vil jeg jo – blot fra den anden side af hegnet. Så må vi jo om der kommer et svar. Jeg kom faktisk også til at sende det samme link til Mette Pabst, der kom op i det røde felt fordi en mor valgte at studere i stedet for at arbejde – eller faktisk ved siden af at arbejde deltid – fordi det gav hende en større fleksibilitet mens hendes datter var lille. Ahmen, altså. Nu er det engang sådan, at vi i DK heldigvis har friheden til at vælge hvordan vi vil leve vores liv, så længe vi gør det indenfor de regler der er sat op. Denne kvinde, der bliver kritiseret for at studere (og dermed får SU) gør bare brug af de regler der er sat op! Så længe hun tager sine eksamener og gør det hun skal som studerende, så gør hun ikke noget forkert. Hun forholder sig blot til de regler der er sat op, og hvis man ikke kan lide dem, så må man jo henvende sig til dem, der laver reglerne – ikke dem, der følger dem.

Nåh, så blev det lidt samfundsdebat alligevel…

Men, det jeg egentlig ville var at dele en opskrift på den nemmeste lille treat. Meget velkendt, og populær lille treat, der er MEGET nem at lave. Og så smager den RØVGODT (som i; den går forbi dit mavesystem og sætter dig direkte på røven, hehe). Det er selvfølgelig kyskager jeg snakker om.

IMG_2227

IMG_2234

Alt du har brug for er:

  • 4 æggehvider
  • 150 gram sukker

Fremgangsmåden er (næsten) lige så kort:

  1. Pisk æggehviderne stive med en elpisker
  2. Kom sukkeret i æggehviderne og pisk indtil det hele er en jævn og blank masse
  3. (Rør evt. “tilbehør*” ind i massen)
  4. Fordel massen på en bradepande beklædt med bagepapir i den størrelse du ønsker at dine kyskager skal have. Dette kan gøres helt enkelt med en spiseske, eller med en tyllepose, hvis du ønsker et mere raffineret look.
  5. Sæt bradepanden midt i en forvarmet ovn (120 grader over/undervarme) i 1,5 – 2 timer indtil overfladen på kyskagerne er godt hårde. Lad kyskagerne køle helt af inden du tager dem af bradepanden.

*Man kan komme mange forskellige ting i kyskager, for at give dem lidt ekstra smag; nødder, chokolade, lakrids, osv. Denne gang brugte jeg mørk chokolade, som jeg hakkede i små bidder.

IMG_2240

Så har I et lille fif til hvad I skal lave i weekenden…det passer måske godt med tanke på at det er Valentines Day? Personlig går jeg overhovedet ikke op i sådan noget, men kyskager kan jeg da altid spise! God weekend til jer.

Avisklumme: Provokerer mit valg dig?

Så blev det igen tid til at jeg kom med et indlæg i Århus Onsdag/Syd, og denne gangen handler det om min beslutning om at trække mig fra arbejdsmarkedet for en periode for at blive “hjemmegående husmor” – og de reaktioner jeg har fået på dette. Med tanke på de sidste dages avisartikler, er dette emne – om muligt – mere relevant nu, end det var da jeg skrev det for en uge siden!

For dem af jer, der bor i den sydlige del af Århus, kan klummen findes på side 2 i avisen. Ellers kan i læse den online (side 2). Skriv endlig hvad I tænker om det i kommentarfeltet nedenunder eller på bloggens facebook-side.

Skjermbilde 2016-02-09 kl. 20.57.36

Er jeg den eneste…

…hjemmemor, der nogle gange bliver bange for, om jeg udnytter tiden med børnene godt nok? Vi er jo tit afsted om formiddagen til enten legestue, legegruppe eller lignende, men nogle gange er jeg bange for, om vi burde være mere HJEMME, så de får mere lov til at nyde roen, være kreative, selv finde på lege og – ikke mindst – lære forskellige “huslige” ting.  Er ikke lidt af pointen med at have børnene hjemme, at de er hjemme, og lærer lidt af de ting som man gør der (får være med til at bage, havearbejde, o.l.)? Vi er ude af huset 3-4 formiddage om ugen (ca. 9.30-12.30), og når vi kommer hjem er det som oftest lur/hviletid (ca. 13-15), og så er den dag næsten gået, uden at vi har lavet så meget sammen derhjemme.

…hjemmemor, der nogen gange tænker, at det ville have været bedre for mine børn at komme i institution? Det er som oftest i perioder, hvor vi ikke får vores nattesøvn eller lignende, og jeg er lidt for large med (vores ellers ret strikte) skærmtider, eller jeg kan mærke at min tålmodighed ikke er specielt stor (og det går ud over børnene), eller når jeg tænker for meget over tingene i punktet over. Så bliver jeg usikker på, om jeg udfordrer børnene nok i forhold til hvad de kunne have fået i institutionen. Om vi laver nok kreative ting (det er desværre ikke så tit det bliver til noget – da Bassen på 2 ikke rigtig kan være med), om jeg læser nok for dem, om vi tager nok på ture, og – egentlig bare som jeg skrev i det ovenstående punkt – om vi udnytter hjemmetiden godt nok??

…der bliver ved med at love mig selv, at “i næste uge skal jeg blive bedre” til et-eller-andet? Det kan være spise sundt, motionere, lege med børnene, ikke se fjernsyn, rydde op, og så videre. (Dette ved jeg nok egentlig svaret på, men jeg kan ikke lade være med at tænke sådan). Det er egentlig hellere ikke kun “næste uge” jeg ser frem til…nogle gange er det “i morgen”, “næste måned” eller “til foråret”.

…der synes at det, at “gå hjemme” med børnene er både det hårdeste og det nemmeste job ever? Når jeg siger “nemmeste” så tænker jeg på denne måde; i TEORIEN kunne jeg godt tage en 2-timers-lur alle de dage, hvor Røveren er i børnehave…hvilket andet job giver den mulighed?? Det sker godt nok nærmest aldrig, men muligheden er der!  (læs mere om hvad jeg synes er det bedste og det værste ved at være hjemmegående her)

…der undrer mig om alle andre forældre er lige så usikre på de valg de tager og de ting de gør, som jeg er?

…hjemmemor, der er bange for at indrømme nogle af de ting jeg har skrevet i dette indlæg, i frygt af at “modstandere” (for ja, der findes EN HEL DEL mennesker, der ikke er enige i, at børn bør passes hjemme) skal tage det som en bekræftelse af deres holdninger? (P.S. De her “modstandere” skriver jeg om i min næste klumme i Århus Onsdag/Syd, der vil være i avisen den kommende uge)

*Jeg skriver hjemmeMOR, men det gælder selvfølgelig også hjemmefædre, hehe.

Mig, en klummeskribent.

IMG_1932

Når man er uddannet indenfor kommunikation er det sjovt, når man kan læse noget man selv har skrevet i avisen. Derfor synes jeg det er meget spændende, at jeg skal til at være en af de faste “klummeskribenter”, der kommer med indlæg til Århus Onsdag/Syd-avisen.

I vil fremover kunne finde et indlæg fra mig ca. hver 6-7 uge, i den del af Århus Onsdag, der bliver leveret i sydbyen. Du finder det på side 2, i den klumme der hedder “Mit liv i Syd”.

Skulle du bo et andet sted i Århus (eller i en anden by for den sags skyld) og stadigvæk har lyst til at læse med, kan avisen også læses på nettet. Denne uges avis kan I finde her, hvor jeg denne gang skriver lidt om børneopdragelse…

Edit: ovenstående link virker af en eller anden grund ikke længere, men hvis I ønsker at læse den pågældende klumme kan I finde den hér

IMG_1936

I må have en god dag videre, og husk at kigge forbi bloggen i morgen – der kommer jeg med en opskrift på en lækker kransekage (som er nemmere at lave en man umiddelbart tror)!

Det er bare kold kaffe…og alle de andre løgne.

Jeg husker meget tydeligt den dag i min ungdom, hvor min mor havde taget en af os søskende i en løgn og sagde “det er da ikke sådan jeg har opdraget jer!”, hvortil jeg (ret kæphøjt – man var da teenager, ikke) svarede “jo, det har du”. Jeg tror hun blev ret paf over svaret, for der blev da stille – ihvertfald i et øjeblik, hehe. Det fik os desværre ikke ud af den klemme vi var kommet i, men jeg tror min mor indså, at vi nu var kommet til det tidspunkt, hvor vi kunne gennemskue de små løgne vi en gang imellem fik serveret. For det fik vi.

IMG_1927

Alle forældre lyver. Og påstår du noget andet, så lyver du. Det tror jeg helt oprigtig talt. Jeg lyver ihvertfald. Jeg har prøvet at lægge mærke til det de sidste par dage, og der har ihvertfald været en håndfuld løgne, der er blevet serveret fra mig eller min familie til Røveren og Bassen – eller imellem os voksne, for den sags skyld, mens børnene var til stede. Nogle eksempler på sådanne løgne kan være:

  • Når mit Cola-trip er gået lidt for langt, og jeg gerne vil have et glas til det stykke franskbrød med nutella som jeg tænker at indtage til morgenmad. I håb om at undvige spørgsmål og/eller kommentarer af mit valg af drikke prøver jeg at kamuflere det i et kaffekrus. Så heldig skulle jeg dog ikke være denne gang, så da Røveren stiller sig foran mig, peger på mit krus og spørger “hvad har du der?”, så ser jeg ingen udvej uden at svare “kold kaffe”. Ikke spørg mig hvorfor. Måske ville jeg ikke indrømme, at jeg havde prøvet at snyde mig til en omgang ubemærket Cola, eller var det fordi jeg ikke ville at han skulle tænke, at det var normalt at drikke noget så usundt så tidligt på dagen?! Dette er jo i sig selv komplet idioti. For det første var det sunde tog kørt da jeg hev frem nutellaboksen. Og Røveren kan ikke engang lide Cola, så han ville højst sansynlig ikke have tænkt, at cola til de voksne er lig med saftevand til børnene, eller hvad jeg nu var bange for…
  • Julemanden. Har I egentlig tænkt over det? Ikke blot lyver vi overfor vores børn, når vi år efter år spiller med på dette skuespil om en tyk mand, der kun giver gaver, hvis man har været sød, men oveni det hele så synes vi, at vi gør noget GODT for dem mens vi gør det! Just sayin’…
  • Jeg kan også godt finde på at fortælle mine børn, at Tivoli, Legelandet, Biblioteket, eller hvad end de nu gerne ønsker at besøge er lukket, hvis det ikke kan lade sig gøre at tage dertil….eller jeg bare ikke gider at tage dertil, ehem.
  • “Gæsterne kan ikke komme før du har hvilet dig lidt”. Det har jeg sagt en del gange efter Røveren stoppede med at sove til middag. Jeg ved ikke om I kan genkende det, men når vi skal have eftermiddagsgæster er det ekstra vigigt, at Røveren får hvilet sig lidt – ikke kun således, at han kan holde til at have gæster hele eftermiddagen/aftenen, men også så jeg kan få lidt afslapningstid og/eller tid til at forberede nogle ting inden gæsterne kommer. Man tænker måske ikke over dette som en løgn, men nu er det jo sådan, at gæsterne kommer kl. 15 uanset om Røveren har hvilet eller ej…det vet han bare ikke endnu, hehe.
  • Også de klassiske “hvide” løgne som vi voksne gang på gang gentager til hinanden; “nej, hvor ser du godt ud”, “det smager rigtig godt – jeg kan bare ikke spise mere”, eller “det vil jeg da gerne”…det kan godt være, at man kan snyde både modtageren og børnene med sådanne hvide løgne, men på et eller andet tidspunkt vil børnene fange det, at mor og far ikke altid mener det de siger (hvis man fx. kommer til at brokke sig i bilen, når man er på vej til det man “gerne ville”, men i realiteten helst ville slippe udenom).

Så jo, vi opdrager vores børn til at være løgnere. Men gør det noget? Er det altid det bedste at sige sandheden? Er det bedre at fortælle sin søster, at hun stadigvæk ser højgravid ud 3 måneder efter hun fødte, eller er det bedre at spille med på “hvor ser du godt ud, du har da tabt meget af babyvægten?”-skuespillet?

Og nu må du mere end gerne være uenig med mig, men i min optik er dette den type løgn, der er ok. Når der ikke er nogen, der tager skade af det, og når det ikke drejer sig om vigtige sager. Så ser jeg det blot som en del af de sociale spilleregler, som man skal lære at navigere rundt i – man skal nemlig lære at navigere rundt i, hvilke løgne det er ok at fortælle og hvilke, der ikke er ok. De skal også lære hen ad vejen, at der kommer konsekvenser, hvis man lyver – bl.a. kan folk miste tilliden til én, hvis man lyver meget. Og i sidste ende kan man miste venner, hvis man lyver for dem. Det er en meget fin balancegang, som man skal lære efterhvert som man bliver ældre.

Personlig synes jeg ikke det er ok at komme med trusler om diverse konsekvenser der kan komme, hvis man ikke gør dit eller dat, med mindre man tænker at gennemføre disse konsekvenser, hvis det kommer dertil – men det kan jeg da se, at der er mange forældre, der gør…der har vi åbenbart bare forskellige grænser. Jeg prøver også så godt jeg kan at forklare børnene tingene ligeud, hvis jeg og Manden diskuterer, hvis jeg er ked af det, er syg, eller lignende – men det er også lige meget for at de ikke skal være usikker på, om situationen har noget med dem at gøre. Det kommer dog i en børnevenlig udgave – blot fordi man fortæller dem sandheden, behøver de jo ikke alle de beskidte detaljer!

Her for et par dage siden prøvede jeg faktisk noget nyt – at være brutalt ærlig i en situation jeg egentlig ville have brugt en lille løgn. Jeg havde besøgt vores lille slikskab og fundet frem de to sidste mint-chokolader, der lå i en skål fra dagen forinden. Dem nød jeg til en kop kaffe mens drengene legede inde i stuen. Efter lidt tid kom Røveren løbende ind på køkkenet efter noget, og kunne hurtig spotte chokoladepapiret, der lå på køkkenbordet. Han spurgte naturligvis “hvad er det” (som børn jo nogle gange gør, selv om de godt ved, hvad det er). I min hjerne poppet nu det svar, som jeg nok normalt set ville have givet ham; “Det er chokoladepapir fra i går – kan du huske, at vi fik sådanne nogle når vi havde gæster forbi?”. Og så ville den være lukket dér uden at han ville have tænkt mere over det. Men i stedet valgte jeg som nævnt den brutalt ærlige metode; “Det et papiret fra de to chokolader, der var tilbage fra i går. Dem har jeg lige spist”. Efter at have sikret sig, at der ikke var flere chokolader tilbage, kigger Røveren på mig med sine store, brune øjne, der nu er fyldt med tårer, og går skuffet væk fra mig uden at sige noget… Suk. Altså, nu er det jo ikke noget, han tog skade af på nogen måde, men næste gang tror jeg faktisk jeg går tilbage til plan A, og stikker ham en lille hvid én.

Så kan det være at børnene på et tidspunkt i fremtiden prøver at komme udenom en klemme de er kommet i, ved at påstå, at vi har lært dem, at det er ok at lyve, men den snak må vi jo tage på det tidspunkt… Nu tror jeg, at jeg skal have en kop kold kaffe.