Black and White.

I går kunne man på 19-nyhederne på Tv2 se, at nogle forældre i Aarhus havde samlet ind underskrifter for, at “pengene skulle følge barnet” – altså, at en del af det tilskud, der følger barnet i institution, dagpleje, eller hvis man ansætter en “barnepige” i hjemmet, går til barnets forældre, hvis de selv vælger at passe barnet. Tilskuddet må max. modtages i ét år, og må højst udgøre 85% af den billigste nettoudgift kommunen ville have haft, hvis barnet startet i institution…

IMG_1279
Et meget passende billede…

Som hjemmegående (hus)mor er jeg naturligvis meget interesseret i denne debat.

Rådmanden for Børne- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune gav som hovedargument, at “der var integrationshensyn man skal tage i forhold til familier, som ikke taler dansk, der vil benytte sig at tilbuddet, der vil medføre at vi får børn, der ikke kan tale dansk når de starter i en Aarhusians Folkeskole.” Jeg læste også på et tidspunkt, at når man i 2002 sagde nej til at indføre tilskuddet i Aarhus var et af argumenterne, at det ville være en ulempe for børn med flygtninge- og indvandrer-baggrund, hvis tilskuddet blev indført. Ikke måske. Ikke i nogle få tilfælde. Altid. Det vil altid være en ulempe?

Og det er så her, at filmen knækker lidt for mig. Aarhus Kommune vil ikke lade forældrene selv vælge om de vil bruge (det allerede eksisterende) tilskud på institution eller selv at passe deres børn, fordi de er bange for, at det ENE år ekstra hjemme med mor eller far vil sætte barnet så meget bagud sprogligt, at det ikke kan nå at indhente de andre børn, inden det skal i skole??

IMG_1270

IMG_1289

Og i tillæg mener de altså, at det er BEDRE for barnet, at komme væk fra mor og far i en alder af 10-11 måneder, og ind i en institution – blot fordi mor og far har en indvandrer- eller flygtningebaggrund? De seneste psykologiske rapporter om vigtigheden af tilknytning til primærpersoner de første år af barnets liv gælder åbenbart ikke dem, der ikke kan tale dansk. De primære behov ved børn er jo forskellige, alt efter hvilken hudfarve de har. Så er det meget bedre for barnet, at komme afsted, så de kan lære at tale dansk – lige så godt som alle de andre (etnisk danske) børn på 11 måneder kan (ironi kan forekomme).

IMG_1284

P.S. Vil lige nævne, at selvfølgelig skal man tage hensyn til de børn, hvis miljø tilsiger, at de ikke vil have gavn af at blive passet et ekstra år i hjemmet – men det har lovet taget højde for, og giver derfor kommunerne mulighed til at afslå søgnad om tilskud, hvis dette er tilfældet.

Moderne.

Moderne.

Endelig. Jeg er blevet moderne! Eller, jeg har ihvertfald truffet et valg, der åbenbart er moderne. Jeg har nemlig (i en foreløbig kort periode af mit liv) fravalgt min karriere til fordel for, at passe mine børn. Og dette fænomen er åbenbart moderne.

Og hvis I har læst min “om mig”-side, så ved I, at jeg IKKE er én, der følger moden. Jeg fulgte mit instinkt. Jeg traf dette valg sammen med Manden for et års tid siden, og har siden da haft hjemmet som min workstation. Det har været en meget sjov og spændende periode for mig og min identitet – for hvad gør man til sociale begivenheder, hvor normen er, at man introducerer sig ved navn efterfulgt af beskæftigelse/titel? Jo, man fortæller, at man er “hjemmegående”, og venter de 5 sekunder det tager modparten at finde ud af, hvordan han/hun skal reagere på det.. 🙂

Men, men, men. Der er også sket noget, bare i løbet af det ene år jeg har været “hjemmegående”. Emnet familiepolitik er hotter than ever, og der går nærmest ikke en uge uden at der er én eller anden form for debat vedrørende børnefamiliers vilkår. Medierne har for alvor fået øjnene op for den “nye bevægelse” af forældre, der af forskelllige årsager står af hamsterhjulet i en lille perioden for at tage sig af sine børn.

Dette har uden tvivl gjort det nemmere for både mig, og mine medmennesker, når jeg til sociale sammenkomster oplyser mit “yrke”. Der virker dog stadigvæk som om, at der er enormt mange fordomme forbundet med det, at være hjemmegående. Enten er man en “speltmor”, der kun spiser økologisk & vegansk mad, som syr tøj selv (af økologisk stof naturligvis), og som ikke vaccinerer sine børn, fordi de skal have den “økologiske” versionen af sygdommen. Man kan også komme fra de helt lave sociale sammenhænge, hvor forældrene ikke vil bruge pengene på institutioner, men hellere lader børnene sidde med en iPad hele dagen. Eller man kan komme fra de meget velstående omkredse, hvor ressourcerne er mange, og børnene bliver “projekter”, som forældrene (i samarbejde med barnepigen, rengøringshjælpen og kokken) bedre kan udvikle, end pædagogerne kan. Men heldigvis. De aller fleste af os (og jeg har da lært en del at kende i løbet af det sidste år) er ganske almindelige gennemsnitsborgere, der køber børnetøj i h&m, tager sig af (den manglende) rengøring selv, og godt kunne finde på at smutte forbi McDonalds en “sjælden” gang imellem, haha. Det eneste, der skiller os fra naboerne er, at for vores familier har det både givet mening og været muligt at sætte karriere, studier, og lignende på pause i kortere eller længere perioder, for at have mere tid til familie, hjem og alt det andet, man nu kan engagere sig i som hjemmegående.

Det bliver spændende at se, hvordan Danmark ser ud om 50 år – om der virkelig ER en bevægelse, der vil resultere i en større gruppe hjemmegående forældre.

Jeg er ihvertfald én af dem – ikke fordi det er moderne, men fordi det gør mig happy!

image