De dér Sociale Medier.

Jeg har  aldrig lagt skjul på det – jeg er ikke den bedste til sociale medier. Det skal ikke forstås som, at jeg ikke kan finde ud af dem. Jeg har da trods alt formået at få denne blog (nogenlunde) op at køre, hehe. Jeg er bare ikke den store fan af dem. Og det til trods for, at jeg er uddannet indenfor kommunikation, og enddog skrev speciale om sociale medier – ironisk nok. Det er hellere ikke fordi jeg synes jeg udleverer mig selv eller mine børn for meget hverken på bloggen eller andre steder (hvilket jeg synes, at nogen måske kan komme til at gøre). Jeg er bare en af dem, der ikke nødvendigvis er den bedste til at styre mit forbrug af sociale medier, og derfor har jeg taget konsekvensen, og valgt mange af dem fra. Det eneste sociale medie jeg bruger på nuværende tidspunkt – udover bloggen, naturligvis – er facebook. Og selv om 40% af de ting, der kommer op i mit feed er (ubrugelig) reklame, og 30% er irrelevante billeder, kommentarer eller opslag fra bekendte, så tager jeg mig selv i at tjekke ind på facebook-appen irriterende mange gange. Også når børnene er til stede, og prøver at få min opmærksomhed.

Denne problematik er der skrevet mange artikler om, og kommet mange argumenter både for og imod. For jo, selvfølgelig skal mor og far have lov til at læse nyheder eller tjekke/skrive en sms en gang imellem, og nej, børnene lider ikke voldsom skade af at lære, at de ikke er centrum i universet 24/7. Men samtidig så kan jeg ikke lade være med at tænke, at når man laver noget, som hindrer ens barn i at komme kontakt med én, så signaliserer man, at det du har at sige lige nu, er ikke lige vigtigt som det jeg har gang i her. Hvis man koger det helt ned, så er det mindre vigtigt for mig at høre, hvad Røveren ønsker at fortælle mig, eller at gå med dit hvor Bassen prøver at lokke mig med, end det er for mig, at for 5. gang den dag se, hvad der er sket på facebook. Som oftest er der ikke sket nævneværdigt meget, jeg tjekker det bare af ren VANE. Det er bare ikke godt nok. Og nu er jeg “kun” på facebook.

Men hvad er alternativet, så? Jeg har prøvet at sige, at “telefonen skal ikke tages frem, når børnene er i samme rum som mig”, men hvad så, når de kommer ind i det rum jeg er, lige idet jeg står og læser en meget interessant artikkel eller et spændende kommentarfelt? Jeg kan hellere ikke få mig selv til at melde mig helt ud af facebook (endnu, ihvertfald), da jeg simpelthen bruger det for meget i planlægningen og koordinering af vores aktiviteter med andre hjemmegående.

I tillæg bliver jeg tit både lokket og “truet” af venner, der gerne vil have mig med på sidste mode, som lige nu er snapchat. Jeg lokkes med alle de sjove ting, man kan gøre med det, og “trues” med alle de ting, jer går glip af. Som I nok også kan regne ud, er jeg hellere ikke hoppet med på Instagram-bølgen, men nu efter jeg startet denne blog, er der flere der har kommenteret, at jeg burde få en Happy Housewife-Instagramprofil…Blogging og Instagram er åbenbart et rigtig godt match. Jeg ved dog ikke – vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg er bare bange for, at der så vil komme endnu én tidsrøver ind i billedet, og at den sky af dårlig samvittighed, der ligger over mig altfor tit bare vil blive mørkere.

Hvad tænker I? Hvor meget fylder smartphones og de sociale medier i jeres hverdag – og får I dårlig samvittighed over det (eller er det kun mig, der gør det)? Og har I evt. nogle gode råd, til at kontrollere sit forbrug?

Og forresten, totalt stik imod det jeg nu har skrevet om, så kan jeg da lige minde om, at I kan like Happy Housewife på Facebook, hvis I ønsker at få besked, når der er kommet nye indlæg og lignende… Var der nogen, der sagde dobbeltmoral??

image

Fokusér på det negative.

Denne uge har været hård. Sådan er det bare nogle uger. Manden har været ude at rejse, og Bassen har overtaget Røverens skoldkopper. Forskellen på deres to skoldkoppeforløb er bare dét, at Bassen stadigvæk bruger ble – og så er det at have skoldkopper meget hårdere (ihvertfald i vores tilfælde)! Det har så resulteret i ekstremt lidt søvn, og dermed også én dreng, der både var syg OG træt – og én, der var rask og parat til at lege. Og en mor, der ikke havde sovet – OVERHOVEDET. Dårlig kombo!

I sådanne nogle tilfælde er det nemt at synes, at det er meget synd for én selv. Og don’t get me wrong – jeg har haft gang i noget seriøst selvynk de sidste dage – og også forkælet mig selv med ting som chokolade osv., fordi jeg havde ont af mig selv (og nok også fordi kroppen var så træt, at den SKREG efter sukker!). Men det et enormt vigtig også at huske sig selv på, at “så er det hellere ikke værre”.

For et stykke tid siden læste jeg en artikel, der omhandlet en bog én af mine favorit-psykologer (haha – nu lyder det som om, at jeg kender enormt mange, ikke?), Svend Brinkmann, havde skrevet, hvor han “tager et opgør med tidens udviklingstrang”. Han nævner 7 ting, der vil hjælpe os til at blive bedre mennesker, og til at komme væk fra det, at hele tiden jagte nye og bedre ting/versioner af os selv. Én af de 7 ting han skriver, er at man skal “Fokusere på det negative”. Og det han skriver om her, har jeg tænkt over mange gange i løbet af den sidste uge..

I modsetning til hvad “selvudviklingsguruene” har proklameret de sidste mange år, så mener Brinkmann ikke, at man kun skal fokusere på det positive, og de ting vi ønsker. Han mener tvertimod, at man vil blive mere taknemmelige og sætte mere pris på livet, hvis man formår at se det dårligst mulig udfald i situationer. I artiklen siger han at “hvis vi udelukkende fokuserer på det positive og nægter at anerkende, at livet også er lidelse, sygdom, nederlag, elendighed og ultimativt død – så bliver vi ikke i stand til at håndtere det”. For mig giver dette god mening. Hvis man ikke kan se ting i perspektiv, så mister man fodfæste, og hvis man kun skal fokusere på de gode ting, bliver det ikke til sidst svært at sætte pris på dem? Den sætning, der dog gjorde allermest indtryk på mig, var den følgende  sammenligning; “Forestil dig, at du står med et skrigende barn, mens du selv er udmattet. Det er slemt. Men forestil dig så, at du står med et dødt barn. Så bliver et skrigende barn plutselig livsbekræftende”.

Så er det at være alene med to børn, hvor den ene er hårdt ramt af skoldkopper ikke så slemt alligevel.

please-tell-me-again-how-hard-your-life-is

Og det gik jo også fint. Nu er manden kommet hjem igen (og har lovet, at han vil tage nattevagten). Vi har en dejlig weekend foran os, med fødselsdagsfejring og hygge. Jeg hører også rygter om, at der vil komme sne… I løbet af weekende vil vi nok også samle vores adventsstage – der kommer et indlæg inden længe, hvis I vil have tips til hvordan i kan lave en flot adventsstage, uden at det tager for lang tid eller koster meget.

God weekend tll jer!

Black and White.

I går kunne man på 19-nyhederne på Tv2 se, at nogle forældre i Aarhus havde samlet ind underskrifter for, at “pengene skulle følge barnet” – altså, at en del af det tilskud, der følger barnet i institution, dagpleje, eller hvis man ansætter en “barnepige” i hjemmet, går til barnets forældre, hvis de selv vælger at passe barnet. Tilskuddet må max. modtages i ét år, og må højst udgøre 85% af den billigste nettoudgift kommunen ville have haft, hvis barnet startet i institution…

IMG_1279
Et meget passende billede…

Som hjemmegående (hus)mor er jeg naturligvis meget interesseret i denne debat.

Rådmanden for Børne- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune gav som hovedargument, at “der var integrationshensyn man skal tage i forhold til familier, som ikke taler dansk, der vil benytte sig at tilbuddet, der vil medføre at vi får børn, der ikke kan tale dansk når de starter i en Aarhusians Folkeskole.” Jeg læste også på et tidspunkt, at når man i 2002 sagde nej til at indføre tilskuddet i Aarhus var et af argumenterne, at det ville være en ulempe for børn med flygtninge- og indvandrer-baggrund, hvis tilskuddet blev indført. Ikke måske. Ikke i nogle få tilfælde. Altid. Det vil altid være en ulempe?

Og det er så her, at filmen knækker lidt for mig. Aarhus Kommune vil ikke lade forældrene selv vælge om de vil bruge (det allerede eksisterende) tilskud på institution eller selv at passe deres børn, fordi de er bange for, at det ENE år ekstra hjemme med mor eller far vil sætte barnet så meget bagud sprogligt, at det ikke kan nå at indhente de andre børn, inden det skal i skole??

IMG_1270

IMG_1289

Og i tillæg mener de altså, at det er BEDRE for barnet, at komme væk fra mor og far i en alder af 10-11 måneder, og ind i en institution – blot fordi mor og far har en indvandrer- eller flygtningebaggrund? De seneste psykologiske rapporter om vigtigheden af tilknytning til primærpersoner de første år af barnets liv gælder åbenbart ikke dem, der ikke kan tale dansk. De primære behov ved børn er jo forskellige, alt efter hvilken hudfarve de har. Så er det meget bedre for barnet, at komme afsted, så de kan lære at tale dansk – lige så godt som alle de andre (etnisk danske) børn på 11 måneder kan (ironi kan forekomme).

IMG_1284

P.S. Vil lige nævne, at selvfølgelig skal man tage hensyn til de børn, hvis miljø tilsiger, at de ikke vil have gavn af at blive passet et ekstra år i hjemmet – men det har lovet taget højde for, og giver derfor kommunerne mulighed til at afslå søgnad om tilskud, hvis dette er tilfældet.

Moderne.

Moderne.

Endelig. Jeg er blevet moderne! Eller, jeg har ihvertfald truffet et valg, der åbenbart er moderne. Jeg har nemlig (i en foreløbig kort periode af mit liv) fravalgt min karriere til fordel for, at passe mine børn. Og dette fænomen er åbenbart moderne.

Og hvis I har læst min “om mig”-side, så ved I, at jeg IKKE er én, der følger moden. Jeg fulgte mit instinkt. Jeg traf dette valg sammen med Manden for et års tid siden, og har siden da haft hjemmet som min workstation. Det har været en meget sjov og spændende periode for mig og min identitet – for hvad gør man til sociale begivenheder, hvor normen er, at man introducerer sig ved navn efterfulgt af beskæftigelse/titel? Jo, man fortæller, at man er “hjemmegående”, og venter de 5 sekunder det tager modparten at finde ud af, hvordan han/hun skal reagere på det.. 🙂

Men, men, men. Der er også sket noget, bare i løbet af det ene år jeg har været “hjemmegående”. Emnet familiepolitik er hotter than ever, og der går nærmest ikke en uge uden at der er én eller anden form for debat vedrørende børnefamiliers vilkår. Medierne har for alvor fået øjnene op for den “nye bevægelse” af forældre, der af forskelllige årsager står af hamsterhjulet i en lille perioden for at tage sig af sine børn.

Dette har uden tvivl gjort det nemmere for både mig, og mine medmennesker, når jeg til sociale sammenkomster oplyser mit “yrke”. Der virker dog stadigvæk som om, at der er enormt mange fordomme forbundet med det, at være hjemmegående. Enten er man en “speltmor”, der kun spiser økologisk & vegansk mad, som syr tøj selv (af økologisk stof naturligvis), og som ikke vaccinerer sine børn, fordi de skal have den “økologiske” versionen af sygdommen. Man kan også komme fra de helt lave sociale sammenhænge, hvor forældrene ikke vil bruge pengene på institutioner, men hellere lader børnene sidde med en iPad hele dagen. Eller man kan komme fra de meget velstående omkredse, hvor ressourcerne er mange, og børnene bliver “projekter”, som forældrene (i samarbejde med barnepigen, rengøringshjælpen og kokken) bedre kan udvikle, end pædagogerne kan. Men heldigvis. De aller fleste af os (og jeg har da lært en del at kende i løbet af det sidste år) er ganske almindelige gennemsnitsborgere, der køber børnetøj i h&m, tager sig af (den manglende) rengøring selv, og godt kunne finde på at smutte forbi McDonalds en “sjælden” gang imellem, haha. Det eneste, der skiller os fra naboerne er, at for vores familier har det både givet mening og været muligt at sætte karriere, studier, og lignende på pause i kortere eller længere perioder, for at have mere tid til familie, hjem og alt det andet, man nu kan engagere sig i som hjemmegående.

Det bliver spændende at se, hvordan Danmark ser ud om 50 år – om der virkelig ER en bevægelse, der vil resultere i en større gruppe hjemmegående forældre.

Jeg er ihvertfald én af dem – ikke fordi det er moderne, men fordi det gør mig happy!

image