Fremtidstanker og en spade, der er en spade.

Fremtidstanker og en spade, der er en spade.

Om ikke så alt for længe er det to år siden jeg publicerede mit første blogindlæg på dette domæne…det er lidt vildt at tænke på. Jeg var meget bekymret i starten for, om jeg kunne blive ved med at være begejstret for at blogge, da jeg ikke har set på mig selv som en decideret “blogger” (jeps, lidt selvfornægtelse kombineret med fordomme dér, haha).

Nu er jeg dog kommet dertil, hvor jeg indser at dette er en hobby der er kommet for at blive – i hvert fald for et godt stykke tid. Jeg elsker at skrive og jeg elsker de muligheder internettet/de sociale medier giver (måske derfor jeg er ved at tage en cand.it i webkommunikation? 😉 ). Og jeg kan da også helt klart se, at bloggen kan blive til en eller anden form for træning/springbræt for hvad end jeg ender med at have som “rigtigt arbejde” når jeg en gang er færdig uddannet… Denne erkendelse har ført til nogle lidt mere seriøse tanker. For hvad vil jeg med bloggen? Hvordan skal den formes fremadrettet? Read More

Jeg bliver aldrig mor til en pige…

Nu er det jo et par dage siden jeg fortalte, at det er endnu en lille dreng, der gemmer sig i min mave. Og hvis man så også husker, at vi er ret enige herhjemme om, at dette er det sidste barn vi skal have, så kan man jo ret hurtigt regne ud, at jeg ikke vil få glæden af at blive mor til en pige…

Babys køn har vi (som skrevet hér) kendt i et stykke tid, da vi allerede i uge 14 var inde til en kønsscanning ved en privat klinik her i Århus. Som jeg dog også skrev i det nævnte indlæg, så var jeg til den pågældende scanning meget mere optaget af at få at vide, om baby så sund og rask ud, da vi jo havde fået lidt “dårlige tal” ved nakkefoldscanningen nogle få uger forinden.

Til denne scanning – lige efter vi havde fået bekræftet af jordemoderen, at absolut alt så ud som det skulle, og at hun på ingen måde kunne forestille sig, at vi ville få et dårligt svar på NIPT-testen, så strejfet tanken mig; Er jeg træt af, at vi venter “endnu en dreng”? Det kan godt være en tabu ting at indrømme for sig selv, og måske især over for andre mennesker, men ikke mindre tror jeg stadigvæk det er en reel følelse mange sidder med, hvis/når de får at vide, at de ikke skal prøve at være forælder til det samme køn (dette tænker jeg nemlig gælder både mænd og kvinder)…?

Jeg har da også både tænkt og sagt det tidligere, at det ville da være meget sjovt at prøve at være mor til en pige, og sådan har jeg det da stadigvæk…der er da ingen tvivl om, at det ville være meget spændende at prøve at være mor til en pige, men på den anden side hviler jeg meget i min rolle som “drengemor”. Måske er det derfor jeg IKKE er ked af, at jeg ikke skal være mor til en pige. Jeg tror min personlighed passer meget godt til at være drengemor. Jeg er fx. meget bedre til at lege lidt vilde lege, end jeg er til at lege “rollespil” med dukker osv – og JA, jeg er godt klar over, at piger godt kan lege meget vildt, og at drenge også leger med dukker, but you get the point. Det er faktisk lidt af min pointe – drenge kan jo gøre mere eller mindre de samme ting som piger, og omvendt – det kommer jo mere an på personlighed end køn!

Selvfølgelig er der nok nogle ting samfundsnormerne sætter grenser for (fx. er der begrænset hvor meget hårpynt der er til drenge), så derfor kan jeg forestille mig, at hvis man er typen der måske havde glædet sig til at lave forskellige søde fletninger og håropsætninger på en datter, så bliver man lidt begrænset. Men sådanne ting har jeg aldrig drømt om, hvilket nok også er med til at gøre det nemmere at ikke være ked af ikke skulle blive mor til en lille pige.

Den eneste ting jeg dog har tenkt over er, at jeg aldrig vil få en datter som selv bliver mor. Altså, vi kan vel alle blive enige om, at dét er en af de store (biologiske) forskelle på manden og kvinden – når de bliver forældre. Der er det jo pigen/kvinden, der oplever de fleste forandringer, i hvert fald inden babyen kommer. Og som oftest er det jo den kommende mormor, der bliver mest involveret i den process, da det jo kun er naturlig at man har et tættere forhold til sin biologiske mor end sin svigermor… Meeen, så er det her jeg har besluttet mig for, at når den tid kommer må jeg bare gøre alt hvad jeg kan for at være den sødeste, sejeste, mest hjelpsomme og involverede (på den gode måde, haha) svigermor, således at min kommende svigerdatter får lyst til at inddrage mig i processen!

Og til sidst så er der nok ingen tvivl om, at det faktum at vi havde nogle meget større bekymringer end hvilket køn baby havde inden vi kom til den pågældende kønsscanning gjorde, at vi ikke havde tænkt så meget over, om vi ønskede os en pige eller ej – vi ønskede, håbede og bad blot om, at baby var “ok”. Og da vi så fik det at vide kunne vi ikke være mere overlykkelig over den besked vi havde fået.

Jeg er SÅ taknemlig for, at vi skal have endnu en sund og rask lille mand <3

Derfor får du ikke mine børn at se…

IMG_1877

Min læringskurve indenfor de sociale medier har været enormt stejl. Jeg startede ud med facebook for snart 10 år siden (nej, jeg havde ingen myspace eller lign. forinden…faktisk var det først dér, for 10 år siden, jeg fik den første computer, der kunne anvendes til mere end at skrive worddokumenter og lægge kabale). Og hvad gjorde jeg på facebook for 10 år siden?

Som så mange andre var jeg nok meget generøs med alle mulige random opdateringer, for facebook opfordrede jo ligefrem til at fortælle jer, at “Therese er…” – og så var det jo nærmest min pligt at fortælle omverdenen dét. Der blev også delt flittigt ud af billeder. Jeg har stadigvæk nogle album på min facebook, der hedder “my life anno 2007”, “my life anno 2008”, etc, haha. Men det største fejl jeg dog begik som helt fersk på de sociale medier var, at jeg en sommer delte billeder af nogle børn i min familie, der løb nøgen rundt i haven. Jeg havde dog tænkt så langt, at jeg havde sat mine privacy-indstillinger til de billeder som “private”, og så var der jo ingen andre end dem, jeg havde sagt god for, der kunne få tilgang til de her billeder, vel?

IMG_2363

Jeg synes derfor børnenes mor var noget sippet og “over the top” da hun spurgte om jeg ikke ville fjerne de her billeder…men jeg gik naturligvis med til det, for så vigtigt var det altså ikke for mig.
I eftertid har jeg virkelig siddet og slået mig selv i hovedet over, hvor naïv jeg var. Ikke bare for at dele billeder af nøgne børn på et socialt medie, men også for rent faktisk at tro, at en sølle privacy-setting kunne beskytte de billeder jeg uploadede.

Man kan derfor trygt sige, at da jeg selv blev mor, så var jeg noget klogere på, hvilke billeder jeg ville dele med omverdenen. Jeg havde faktisk også en blog på det tidspunkt jeg fik min første søn, Røveren. “My Life As Therese” hed den, og var virkelig en blandet landhandel – både indholdsmæssig og kvalitetsmæssig. Der gik dog lang tid inden jeg/vi delte billeder på de sociale medier, hvor man kunne se Røverens ansigt – både på vores “private” sider og også på bloggen.

Jeg havde dog en indre kamp på det tidspunkt, om hvorvidt jeg ønskede at vise billeder af børnene (eller, på det tidspunkt; barnet) på bloggen. Det var trods alt en helt anden platform end fx. facebook, og de historier der fulgte med billederne kunne nemt blive noget, der kunne “hjemsøge” børnene (barnet) i fremtiden…ikke forstået på den måde, at jeg føler, at jeg har UDLEVERET børnene i det jeg skriver – men der vil uanset hvad være ting, man ikke liiiiige synes det er superfedt at kammeraterne kan læse når man er teenager. Og i sidste ende, så blev dette en af faktorerne der førte til, at jeg lukkede ned for den første blog (dét, og det faktum, at jeg ikke havde nogen “retning” på bloggen, så derfor så jeg ALT i min hverdag som et potentielt blogindlæg, og det kan man altså blive en lille smule skør af, haha!)

trekløver

Mit ønske og min lyst til at blogge forsvant dog ikke, så efter et par år besluttede jeg mig for at starte op igen – denne gang med et nyt domæne, en lidt mere tydelig retning for bloggen, og nogle helt klare retningslinjer for, hvordan jeg skulle “beskytte” både mig selv og min familie.

Derfor blev det helt fra starten af besluttet, at jeg ikke ville dele billeder af børnenes ansigt på bloggen. Det er delvist for at beskytte deres ret til privatliv – de er trods alt ikke gamle nok til at sige til eller fra ift hvor meget de vil “udstilles” på et offentligt medie, som denne blog jo nu engang er. Så kan man jo sige, at når der alligevel er “offentlige” billeder af børnene på min private facebook, så forsvinder styrken i dette argument…men der er dog også en anden grund er også dét, at jeg ikke vil vise børnene på bloggen (eller instagram for den sags skyld, som jo er direkte knyttet til bloggen), og det er, at jeg gerne VIL have et skille mellem hvad der er privat og hvad der er offentligt i mit liv.

Jeg bruger bloggen (og instagram) som en legeplads for mig selv og mine kommunikative gener, som et frirum, hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, og som et sted, hvor jeg kan træne mine færdigheder. Men det er stadigvæk sundt for mig, at hele tiden have for øje, at det er en offentlig platform, som derfor ikke skal indeholde ting der tilhører mit private liv…

img_4184

Som I nok også har opdaget, så vælger jeg også at bruge kaldenavne på både Manden og drengene, da jeg også ønsker at beskytte dem fra, at deres navne “dukker op” i et blogindlæg ved en googlesøgning nogle år i fremtiden. Jeg ved selv, at jeg ville synes det var ubehageligt, hvis nogen skrev lange indlæg om mig (med mit rigtige navn) uden at tjekke med mig, om jeg synes det var ok – også selv om det måske var godt ment.

Derfor har jeg altså valgt at være på den helt sikre side, og både undgå at bruge deres navne og vise billeder af dem. Og trust me; de er nogle virkelig SKØNNE drenge, så det er megasvært til tider IKKE at vise jer billeder af dem! Især hvis man tænker på, at der jo egentlig ikke skal mere end en google-søgning til for at finde billeder af dem i andre settings. Men nu er det nu engang det valg jeg har taget, og foreløbig vil jeg holde mig til det – så må vi se om tiden ændrer min holdning (som den jo nogle gang får os til at gøre 😉 )

Hvad tænker I om det? Kan I følge mig i tankegangen, eller synes I jeg er for “hys”? Jeg er nok efterhånden den eneste blogger (eller kender I andre), der slet ikke viser billeder af børnenes ansigter. De fleste andre viser billeder af sine børn, men dog i så fine og “neutrale” situationer, at det ikke som sådan er noget, der kan “forfølge” børnene – det er nok også sådan jeg ville ende med at gøre, hvis jeg en dag beslutter mig for at det er ok, at børnene vises frem på bloggen… Man har jo også dem, der i mine øjne udleverer børnene på en måde, der slet ikke er okay, men det får blive en anden snak.

Nu vil jeg ind og kysse mine smukke (sovende) børn, og gå tidligt i seng, så jeg er klar til en ny uge. Vi skrives ved.

Kh Therese

Nu må det altså være nok!

I fredags skrev jeg nedenstående i en familiepolitisk facebook-gruppe jeg er med i – det er den samme gruppe som jeg ‘repræsenterede’ i April sidste år, da jeg havde en snak med tv2 om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Denne gruppe kæmper nemlig for at få familiepolitik på politikernes dagsorden, hvilket jeg mener er enormt vigtig. For situationen i fx daginstitutionerne, er pt. langt under hvad vi burde acceptere. Både for børnenes skyld, men også for de pædagoger og medhjælpere, der arbejder i institutionerne. I fredags oplevede vi én af de ting, der er en direkte konsekvens af de mange nedskæringer på børneområdet. Og jeg blev både ked af det og vred – ikke på pædagogerne eller institutionen (dem af jer, der har fulgt med herinde et stykke tid ved, hvor utrolig glade vi er for institutionen) – men på det system, der præsser så meget ud af institutionerne, at det igen er blevet et sted, hvor børnene mere eller mindre kun “opbevares”.

Ironisk nok er det lige præcis dét jeg har skrevet om i den klumme, der bliver udgivet på onsdag. Men, for now, kan I jo lige se det eksempel jeg taler om. Og det værste af det hele er, at det ikke engang er ekstraordinært (kunne jeg forstå på alle de kommentarer, der kom inde på den nævnte gruppes facebook-side). Det er åbenbart bare sådan det er blevet. Og det er ikke godt nok!

FullSizeRender-2

I dag har jeg afleveret min søn i en vuggestuegruppe, hvor der ikke var en eneste pædagog – den ene pædagog havde sin ugentlige fridag, og den anden var syg. De havde godt nok fået vikarer ind, men ingen pædagoger – kun medhjælpere (som primært består af unge (teenage)-piger). De her unge piger har de næste 8-10 timer ansvaret for 19 børn i alderen 10 mdr til 3 år… … …

Det positive i vores tilfælde er, at min dreng er så stor, at han er ved at blive overført til børnehaveafdelingen, hvorfor han kun skal være i vuggestuen indtil kl. 11 i dag. Det negative i vores tilfælde er, at de i alt kaoset havde glemt, at siden det er hans sidste dag i vuggestuen i dag ville han have havremuffins med til morgensamlingen kl. 9 – de var gået i gang med andre ting og kunne ikke overskue at holde samling, så de beklagede meget, men sagde, at de nok skulle finde ud af at dele muffinsene ud på et andet tidspunkt – forhåbentlig mens min søn stadigvæk var i vuggestueafdelingen.

Nu er det ikke dét med muffinsene, der er hovedpointen her (selv om han ikke kunne skjule, at han var skuffet/ked af det). Hovedpointen er, at det er så enormt sårbart, når man kun har normering til to pædagoger på en (vugge)stue! Så sker der nemlig lige præcis sådanne ting som i dag. Personer uden den rigtige uddannelse får ansvar for et stykke arbejde de ikke er udrustet til. Og det går ud over både dem og børnene. Og pædagogerne også, for den sags skyld, som nok véd, hvad det koster både børnene og kollegaerne, at de melder sig syge, og derfor ender med at præsse sig selv mere end hvad godt er.

Jeg lukkede døren til institutionen med et meget tungt hjerte i dag – og min søn er trods alt tre år og ret selvhjulpen…jeg tør ikke tænke på, hvordan forældrene til de aller mindste må have haft det. Eller hvordan børnene har det.

Man ville aldrig sætte en ufaglært person til at have ansvaret for noget der krævede uddannelse i en anden branche, men når det “kun” er vores børn det drejer sig om, så går det nok, eller?! 😠😤
Nu må det altså være nok! #minimumsnormeringerNU
.
.
Edit: Jeg vil gerne have lov til at sige, at dette ikke er en kritik af selve institutionen – vi er generelt meget glade for den! Problemet ligger i, at den – i lighed med alle andre – er presset af alt for ringe vilkår…både ledelsen og pædagoger/medhjælpere gør så godt de kan, men det er altså ikke nemt at “hente hjælp fra andre” (som én foreslog), når alle er lige pressede… Den eneste måde man kan komme ud af denne negative spiral er ved at give institutionerne bedre vilkår!



Det skal lige nævnes, at de søde medhjælpere sørgede for, at der blev holdt en samling lidt senere på dagen – inden han skulle over i børnehaveafdelingen, så han nåede at spise en afskedsmuffins med sin gruppe alligevel <3

Og i morgen starter han for alvor i børnehaven.

Motherbl*ggers

Hej. Mit navn er Therese. Og jeg er en mor-blogger.

therese

For et stykke tid tilbage var jeg til et arrangement sammen men nogle andre bloggere, hvor snakken faldt på de forskellige kategorier og “labels” man bliver givet når man er blogger. Og der er vidst ingen tvivl om, at jeg falder ind i den kategori, der hedder mor-bloggere. Der er et lille stejf af interiør/DIY-blogger, og en gang i mellem lidt mad-blogger, men det gennemgående tema her på bloggen er min rolle som forælder, og de ting det medfører.

Det, der så ærger mig lidt er, at til dette arrangement kom det frem, at mange havde indtrykket af, at det at være en del af kategorien mor-blogger blev set på noget lidt andenrangs. Man var ikke lige så tjekkede som interiør- og modebloggerne, man kunne ikke bidrage i hverdagen på samme måde som madbloggere (hvem elsker ikke, når andre præsenterer fix færdige madplaner for én?), ikke så smukke som skønhedsbloggere, og man har knapt så fede liv som DIY- og livsstilsbloggerne. Det lød som om, at fordommen gik ud på, at det eneste man har at skrive om, er hvad lille Gurli har fundet på i dag, eller snakke om, hvilken ble-skifte-rutine, der er den bedste…

Og jo, jeg kan godt se, at hvis det KUN er sådanne indlæg man bidrager med, så kan det måske blive lidt ensidigt, og så bliver bloggen måske knapt så spændende som nogle af de andre (til trods for, at jeg personligt synes det er hyggeligt at følge hverdagen til mange af de andre motherbloggers) 🙂

IMG_2311

På den anden side, så er det da virkelig i kategorien morblogger man kan tage hul på nogle af de virkelig vigtige emner, der påvirker størstedelen af befolkningen. Ikke bare kan vi konfrontere og italesætte en hel del myter og tanker om det at være forælder (og dermed komme med en form for støtte til de læsere, der har brug for det), men vi får også en platform, hvor vi kan ytre vores holdninger, komme med vores syn på de helt fundamentale ting i livet, og stille spørgsmålstegn ved ting vi mener kunne gøres bedre.. Vi kan bruge vores erfaringer og interesser til at være et talerør for de emner, der ligger os på hjertet, og for mig at se, er det en noget vigtigere opgave, end at informere befolkningen om, hvilken farve, der er IN.

Så kan det godt være, at de her tunge emner ikke generer lige så mange klik, likes eller followers som de lidt lættere fordøjelige emner (det er fx noget mere insta-venligt at blogge om mode og interiør end om barselsdepressioner og familiepolitik). Og selvfølgelig kan der jo også tages vigtige emner op i de andre blogger-kategorier – på samme måde som der jo også kommer hverdags- og-interiør/mad/DIY/whatever-indlæg hos morbloggere (sådan skulle det jo også gerne kunne være, at man kan kombinere det seriøse med det “lette”)…min tanke er blot, at det er mere oplagt at tage fat i nogle vigtige emner på en morblog end på en skønhedsblog, og det synes jeg er fedt.

Jeg synes i hvert fald det er både sjovt men også vigtigt at bruge denne platform til at tale om nogle af de seriøse og vigtige ting, og jeg føler faktisk også en form for forpligtelse til at gøre det. Jeg vil gerne noget andet med denne blog end blot at være et tidsspild, som bliver glemt lige så snart man har scrollet færdigt. Jeg vil også gerne bruge min stemme og mine evner til at kæmpe for en bedre fremtid, og det kan man jo kun gøre ved at prøve at få sine holdninger og tanker derud.

I det år jeg nu har blogget har jeg bl.a. skrevet om hjemmepasning, børneopdragelse i offentligheden, samsovning (eller mangelen på samme) og om ansvarsfraskrivelse. Jeg har i kraft af at være morblogger været med til at promovere et familiepolitisk idékatalog i Tv2-nyhederne, og jeg har været til debat omkring forsørgerrollen i DR-byen.

Alt dette er ting jeg er meget stolt af, for det er denne måde jeg kan bidrage til samfundet på. Med mine tanker, ord og holdninger – i håb om at kunne efterlade denne verden et lidt bedre sted end den var, da jeg trådte ind i den. Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget forskel en sølle (ukendt) blogger kan gøre, men hvis vi alle sammen bidrager på den måde vi kan, så sker der alligevel noget… Og det er der ikke noget andenrangs over. Tvert i mod.

Jeg skulle ønske, jeg var færdig med at få børn…

Selv om jeg har skrevet herinde i snart et år (!), så kan jeg godt se, at det er begrænset, hvor mange personlige indlæg der er kommet… Det er som sådan ikke et bevidst valg fra min side, men det er på en måde også lidt grænseoverskridende, at dele helt private tanker med offentligheden. Og dog, et par stykker har der da været – blandt andet den gang jeg skrev om, at vi ikke sover sammen med børnene (altså, at vi ikke dyrker “samsovning”).

Jeg vover mig dog ud på den glatte is igen nu her, og vælger at dele noget, der er lidt mere privat end familiepolitik og kageopskrifter…

Der er nemlig sket det, at der er flere af mine veninder, der enten lige har fået barn nr. 3, er gravid med barn nr. 3, eller som planlægger at blive det indenfor overskuelig fremtid. Og det sætter nogle tanker i gang hos en selv… Er familien komplet som den er, eller “mangler” der et barn for at gøre den fuldendt?

Inden jeg fik børn, ville jeg rigtig gerne have 3, måske 4 styks. Så kom Røveren, og vi fik øjnene op for hvordan det er at være forældre…og misforstå mig ikke, men Røveren var fx. én, der ikke sov specielt godt, og søvnmangel kan tage skrukheden fra de allerfleste. Så der nedjusterede vi det planlagte antal børn til 3, måske 2. Og så kom toeren. Bassen. Og hvor end dejlig, skøn og ønsket (omend ikke sådan 100% planlagt) han både var og er, så skal man ikke undervurdere den mængde arbejde der er i det at have to børn med ca 1,5 år imellem! Så efter at Bassen kom til blev antallet IGEN nedjusteret – til 2, måske 3 børn…Og der er vi så stadigvæk.

img_7292

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg I PERIODER har meget lyst til en 3’er. Tanken om sådan en lille man kan ligge og snuse til..I ved godt, den dér babylukt, som de kun har de første få måneder af deres liv…uh, altså, jeg kan mærke det rasler lidt i æggestokkerne bare ved tanken, haha. På den anden side, så ville det være så dejligt nemt, hvis vi var færdige med at få børn nu. Så slap vi for at investere i en hulens masse babyudstyr (vi solgte meget af vores ting efter Bassen), vi slap for at skaffe os en ny bil, vi skulle ikke betale ekstra på bussen hver gang (ja, én voksen må maks have to børn med på sin billett), og mange, mange andre tilfælde, hvor der er lagt op til “to voksne og to børn” ville vi glide ind i som hånd i handske. Og ikke mindst; ikke flere søvnløse nætter (og dog – det er da ikke fordi drengene ikke har perioder hvor de er vågne – vi er faktisk inde i sådan en periode nu her, bah!). Det er bare på mange måde nemmere med to børn, eller? Jeg har jo ikke prøvet andet, så jeg kan jo ikke sige det for sikkert, men jeg kan da godt tænke mig til det. Man har fx. kun to hænder – hvad gør man så med det tredje barn når man går på steder, hvor det er nødvendigt at have 100% styr på de små?

Jeg snakkede på et tidspunkt med en veninde om dette, og hun sagde, at hun troede som sådan ikke hun ønskede et tredje barn, men at det var mere tanken om en ny graviditet, barsel, osv. som appelerede. Og det kan jo sagtens være, at det er mere dét, der trækker. For hvis man ser væk fra min konstante kvalme og opkast (som man fortrænger overraskende hurtigt), så havde jeg to skønne graviditeter, og lige så skønne barsler – omend der var lidt mere travlt på barsel nr. 2 🙂

Manden og jeg snakker også nogle gange om det – bl.a. når vi gik i gang med at sælge babyudstyr. Og på mange måder tror jeg han ville synes det var fint, hvis vi besluttede os for, at vi var færdige nu her. Ikke kun på grund af de praktiske ting, men som han også siger, så vil han også gerne kunne være der for børnene. Være med til fodboldkampe, forældremøder, gymnastikopvisninger og læktiehjælp. Og jo flere børn man får, jo sværere vil det blive at være der for dem alle. Og det er jo et megagodt argument! I tillæg hører man mange historier om par, der bare liiige skulle have en 3’er, og vupti, så fik de tvillinger. Eller om par, der ikke kunne holde til det at komme “i undertal”, og dermed endte med at gå fra hinanden. Og sådanne scenarier får en da til at tænke en gang ekstra over det…

På den anden side kan jeg ikke helt slippe tanken om en 3’er. Jeg er bange for at sidde der om 10 år og fortryde, at vi IKKE fik et barn mere…at der ville mangle noget (eller, rettere sagt; nogen). For selv om jeg (i hvert fald til tider) synes det er hårdt arbejde at have små børn, så synes jeg også det er helt igennem fantastisk! Det er derfor jeg siger som jeg gør i overskriften; Jeg skulle ønske, at jeg var færdig med at få børn. At jeg var helt afklaret med det, og havde det supergodt med det. Jeg tager mig faktisk i at blive en lille smule jaloux på de af mine veninder, der er helt klare på, at de er færdige med at få børn. For så kan man planlægge ud ifra dét. Man har ro på.

Nu skal det hellere ikke lyde som om, at jeg/vi har travlt med at få en 3’er – det har vi bestemt ikke (igen – det er ikke engang sikkert at vi skal have flere børn). Jeg har da også godt 10 fertile år foran mig, så det er hellere ikke fordi, at en beslutning skal tages NU HER. Men alligevel er det noget man skal tage med når man fx. lægger planer ift. fremtidig boligsituation o.l. – i sådanne situationer det jo ret relevant at tænke over, hvor mange børn man tænker at få. På den anden side kan jeg forestille mig, at jeg ikke gider at starte forfra igen, når børnene nærmer sig teenage-årene, så det skal nok være indenfor en overskuelig årrekke, hvis det er.

Ahrg, altså, jeg synes det er svært. Nærmest lidt et luksus-problem, men stadigvæk et problem…eller, nok mere et dilemma. Har I nogle gode råd? Er der nogen af jer, der har haft de samme tvivl som mig, og som har taget et valg? Fået 3’eren? Eller besluttet jeg for at stoppe ved de 2? Og har I været glad for jeres valg? Erfaringer og råd tages i mod med kyshånd!

Kh Therese