Da vi ventede vores første barn for 5 år siden, var vi MEGA-forberedte – synes vi selv. Vi havde tømt en børneforretning for alle mulige slags ting (halvdelen fik vi nærmest ikke brug for), vi havde tjek-lister, en færdigpakket pusletaske flere uger før terminsdatoen, og et legetæppe der lå klart allerede inden Røveren blev født (HVIS han nu skulle få lyst til at lege med sådant noget umiddelbart efter vi kom hjem fra hospitalet, haha)..

Jeg/vi havde læst utrolig meget om hvordan man kunne forvente både før-, under- og efter fødsel, og vi havde sågar købt os til en “privat fødselsforberedende samtale” ved den jordemoder der er på den klinik, hvor vi også har fået foretaget vores private scanninger i alle graviditeter… Lad os bare sige, vi var så forberedte som vi kunne blive.

Alligevel var det en tilfældighed, der gjorde, at vi fik med noget af det jeg NU ser på som det aller vigtigste under selveste fødselsforløbet. Vi har nemlig et vennepar der havde termin ikke længe før os, men hvor kvinden så blev ramt af en svær svangerskabsforgiftning. For at gøre en kort (og lidt dramatisk for dem, tror jeg) historie kort, så endte det i akut kejsersnit, hvor moren ikke rigtig fik med sig så meget af det der skete – hverken i situationen eller de første timer efter baby var kommet ud.

Det fik os til at tænke over, hvad vi ville gøre hvis sådant noget skete med os (man kan jo i princippet aldrig vide om en fødsel ender i akut kejsersnit eller ej, vel?). Vi kom frem til, at det ville være meget fint, hvis vi på en måde kunne have et videokamera klart, således at Manden kunne snuppe det med, hvis jeg fx. skulle på operationsbordet og dermed være væk fra baby i nogle timer. På den måde kunne jeg også se hvad der skete og høre hvad der blev sagt i de første timer af Røverens liv, hvis jeg nu selv skulle blive forhindret i at tage del i det.

Derfor tog vi med vores “gammeldags” videokamera i tasken, når vi satte kursen mod hospitalet nogle uger senere. Vi var enige om, at det ikke skulle blive en “close-up” dokumentar af hvad der skete syd for navlen, men mere en afstandsbetragtning af hvad der skete under fødselen – og eventuelt efter fødselen, hvis det blev nødvendigt. Kameraet blev derfor stillet på en håndvask i den ene side af rummet, hvorfra man kunne se og høre det meste (uden, at man kunne se for meget, haha). Kameraet blev tændt og slukket nogle få gange i løbet af fødselsforløbet (det var et lidt langt forløb), men blev primært brugt i den sidste fase af fødselen. Det skal dog siges, at det på INGEN måde var noget der tog fokus fra hvad vi havde gang i…det eneste det krævede var jo nemlig, at Manden en gang imellem gik hen til håndvasken og enten tændte eller slukkede for kameraet – og for at være helt ærlig, så tror jeg han nød at have en konkret opgave at udføre (ud over at hente kolde omslag til min pande og give mig saftevand).

Nu gik fødselen heldigvis rigtig godt, så optagelsen af de pågældende videoer var strengt taget ikke nødvendigt – i hvert fald ikke i den sammenhæng som vi oprindelig tænkte. Men ved I hvad, jeg er SÅ glad for, at vi filmede alligevel. For ikke bare var der mange ting jeg ikke registrerede at skete rundt mig under fødselen (jeg har åbenbart en tendens til at “trække mig lidt ind i mig selv” under veerne), men bare det at kunne SE denne fantastiske ting ske, og høre Røverens første gråd om og om igen er intet mindre end uvurderligt! Det er den bedste gave vi nogensinde har givet os selv!

Derfor er det nok unødvendigt at sige, at vi gentog denne procedure da Bassen kom til verden halvandet år senere. Denne fødsel gik noget stærkere, og jeg nåede ikke helt at hænge med i alt det der skete, så derfor var det EKSTRA sjovt at se denne video, da jeg fandt kameraet frem her i weekenden. Jeg har ikke set videoen siden lige efter fødselen, og det var både tåkrummende, rørende og hysterisk morsomt at se og høre mig selv i den situation igen. Jeg er fx. på et tidspunkt meget klar i min holdning om, at “INGEN skulle røre ved mig” – hverken Manden, jordemoderen eller nogen anden…liiiiiige indtil en slem ve kom, og jeg råber “hold mine fødder, hold mine fødder, HOLD MINE FØDDEEEEEEER!!”. For så igen at fortælle dem – når veen var væk – at de skulle holde fingrene fra mig, haha. De stakkels jordemødre må gå en hel del igennem i løbet af en dag.

Jeg har derfor – som den første og vigtigste ting af dem alle – gjort kameraet klart til fødsel. Batteriet er ladet og klart til at være med på endnu en rejse af den mest fantastiske slags, og det er vitterligt det bedste råd jeg kan give videre til andre der på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal føde et barn; tag et videokamera med, og lad det stå i en ende af rummet (alt efter hvad du er komfortabel med, naturligvis). Enten ender du med en fantastisk og unik film af noget af det mest vidunderlige, der er sket dig/jer (hvis det er en “god” fødsel), eller så får du måske muligheden til at være med på sidelinjen i nogle meget vigtige timer, hvor du selv desværre ikke fysisk kunne være til stede (hvis fødselen ikke gik som planlagt). Det er i hvert fald værd at overveje! 🙂

Kh Therese