IMG_1649

For vores del startede adventstiden helt perfekt. En søndag, hvor vi spiste sen morgenmad, hyggede sammen med lidt kreative sager, og besøgte venner, der inviterede på æbleskiver, gløgg og nisse-skatte-jagt (med efterfølgende fråts i den slikpose, der var “skatten”). Det var altså to trætte men fornøjde guld, der blev puttet for et par timer siden.

Efter puttetid fik jeg gjort køleskabet rent (ikke en dag for tidligt, ehem), og bestilt årets julekort. Sjovt nok, så er det at gøre rent med på at give mig den rigtige “adventsstemning” – tror det hænger sammen med, at det er en del af forberedelsen til jul… Vi fik naturligvis også lidt pynt sat op i form af hyacinter, hjemmelavet adventskrans og lidt “neutral” julepynt (vi venter lige lidt endnu med den skringende, røde pynt). Der blev også tændt lys i adventsstagen, og snakket om hvad nu advent egentlig er, og hvorfor vi fejrer jul.

Alt i alt en rigtig skøn afslutning på en dejlig weekend. I morgen skal Bassen og jeg på “besøg” i Røverens institution. Børnene skal nemlig på nissejagt, og bagefter skal de spise risengrød – som jeg så skal lave. Kan kun forestille mig, at det vil forstærke den dejlige adventsstemning, der er kommet til vores hjem. Håber I også har haft en god weekend, og at I får en god start på den nye uge (uden alt for meget blæsevejr, forhåbentlig).

IMG_1660

IMG_1627

IMG_1651

Jeg har  aldrig lagt skjul på det – jeg er ikke den bedste til sociale medier. Det skal ikke forstås som, at jeg ikke kan finde ud af dem. Jeg har da trods alt formået at få denne blog (nogenlunde) op at køre, hehe. Jeg er bare ikke den store fan af dem. Og det til trods for, at jeg er uddannet indenfor kommunikation, og enddog skrev speciale om sociale medier – ironisk nok. Det er hellere ikke fordi jeg synes jeg udleverer mig selv eller mine børn for meget hverken på bloggen eller andre steder (hvilket jeg synes, at nogen måske kan komme til at gøre). Jeg er bare en af dem, der ikke nødvendigvis er den bedste til at styre mit forbrug af sociale medier, og derfor har jeg taget konsekvensen, og valgt mange af dem fra. Det eneste sociale medie jeg bruger på nuværende tidspunkt – udover bloggen, naturligvis – er facebook. Og selv om 40% af de ting, der kommer op i mit feed er (ubrugelig) reklame, og 30% er irrelevante billeder, kommentarer eller opslag fra bekendte, så tager jeg mig selv i at tjekke ind på facebook-appen irriterende mange gange. Også når børnene er til stede, og prøver at få min opmærksomhed.

Denne problematik er der skrevet mange artikler om, og kommet mange argumenter både for og imod. For jo, selvfølgelig skal mor og far have lov til at læse nyheder eller tjekke/skrive en sms en gang imellem, og nej, børnene lider ikke voldsom skade af at lære, at de ikke er centrum i universet 24/7. Men samtidig så kan jeg ikke lade være med at tænke, at når man laver noget, som hindrer ens barn i at komme kontakt med én, så signaliserer man, at det du har at sige lige nu, er ikke lige vigtigt som det jeg har gang i her. Hvis man koger det helt ned, så er det mindre vigtigt for mig at høre, hvad Røveren ønsker at fortælle mig, eller at gå med dit hvor Bassen prøver at lokke mig med, end det er for mig, at for 5. gang den dag se, hvad der er sket på facebook. Som oftest er der ikke sket nævneværdigt meget, jeg tjekker det bare af ren VANE. Det er bare ikke godt nok. Og nu er jeg “kun” på facebook.

Men hvad er alternativet, så? Jeg har prøvet at sige, at “telefonen skal ikke tages frem, når børnene er i samme rum som mig”, men hvad så, når de kommer ind i det rum jeg er, lige idet jeg står og læser en meget interessant artikkel eller et spændende kommentarfelt? Jeg kan hellere ikke få mig selv til at melde mig helt ud af facebook (endnu, ihvertfald), da jeg simpelthen bruger det for meget i planlægningen og koordinering af vores aktiviteter med andre hjemmegående.

I tillæg bliver jeg tit både lokket og “truet” af venner, der gerne vil have mig med på sidste mode, som lige nu er snapchat. Jeg lokkes med alle de sjove ting, man kan gøre med det, og “trues” med alle de ting, jer går glip af. Som I nok også kan regne ud, er jeg hellere ikke hoppet med på Instagram-bølgen, men nu efter jeg startet denne blog, er der flere der har kommenteret, at jeg burde få en Happy Housewife-Instagramprofil…Blogging og Instagram er åbenbart et rigtig godt match. Jeg ved dog ikke – vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg er bare bange for, at der så vil komme endnu én tidsrøver ind i billedet, og at den sky af dårlig samvittighed, der ligger over mig altfor tit bare vil blive mørkere.

Hvad tænker I? Hvor meget fylder smartphones og de sociale medier i jeres hverdag – og får I dårlig samvittighed over det (eller er det kun mig, der gør det)? Og har I evt. nogle gode råd, til at kontrollere sit forbrug?

Og forresten, totalt stik imod det jeg nu har skrevet om, så kan jeg da lige minde om, at I kan like Happy Housewife på Facebook, hvis I ønsker at få besked, når der er kommet nye indlæg og lignende… Var der nogen, der sagde dobbeltmoral??

image

En af julens (og vinterens, for den sags skyld) bedste snacks er brændte mandler. Det er overraskende nemt at lave, og så smager de SÅ GODT! Og den duft, der breder sig i huset, når man laver dem er også ubeskrivelig…den får tænderne til at løbe i vand!

IMG_1478

I vintermånederne laver vi ret tit brændte mandler. Det er den perfekte snack, hvis man får en veninde over til lidt tøsehygge, eller blot hvis man selv ønsker at forkæle sig selv med noget ekstra lækkert. Hvis man ikke spiser alle mandlerne umiddelbart efter de er lavet (hvilket ikke sker ret tit), så kan de sagtens holde sig i lang tid i lukket emballage. De mister måske lidt af sprødheden efter en uge eller to, men smagen fejler ingenting!

Vi laver faktisk også brændte mandler som en “nabogave”, som vi kommer i hjemmelavede kræmmerhuse og giver til dem, der bor på vores vej. En hyggelig lille tradition, der ikke tager meget tid eller koster mange penge, men som er med på at styrke samholdet til de mennesker, man har omkring sig i hverdagen. Sådan et fyldt kræmmerhus kunne også blive en perfekt værtindegave, hvis I skal til en julefrokost eller lignende. Det er en gave som de aller fleste vil sætte pris på, samtidig som den er meget budgetvenlig…og lad os være ærlige; december er ikke ligefrem den mest budgetvenlige måned, så hvis man kan spare en lille smule her og der ved at lave nogle gaver selv, så why not?

IMG_1494

IMG_1487

Opskriften på brændte mandler er som følger:

  1. Kom 200 gram mandler, 200 gram sukker og 2 dl vann på en pande, og skru op på fuld blus. Nu skal sukkervandet koges ind, mens der røres en gang imellem.
  2. Når vandet er kogt ind begynder sukkeret at “smuldre”, og så skal du skrue lidt ned for varmen. Nu er det meget vigtigt, at du konstant vender mandlerne, så de ikke brænder på. Det ser måske en lille smule “forkert” ud, når sukkerlagen tørrer ind, men du skal blot have tålmodighed, så vil den lige så stille smelte, og fæste sig til mandlerne.
  3. Når sukkerlagen er smeltet igen og har festet sig til mandlerne, skulle de gerne have fået den fine, karameliserede farve, og skinne blankt. Hæld så mandlerne over på et stykke bagepapir og lad dem køle af. Jeg plejer at tage to gafler og skille dem lidt fra hinanden, da de ellers godt kunne finde på at samle sig i store klumper.

Der kan I bare se – det er ret nemt! Og my oh my, hvor smager det bare godt…

IMG_1545

Less is more. Dette har mere eller mindre alle hørt, men det er meget nemt at glemme – specielt når julemåneden nærmer sig… Og jeg vil da også være den første til at indrømme, at jeg ikke er den bedste til at begrænse mig selv når det kommer til julebag, forskellig julehygge og, ikke mindst, pynten på juletræet! De sidste mange år er jeg gået all in på traditionel julepynt på juletræet, i farverne rød, grøn, guld og lidt hvid, men i år er jeg usikker på, om jeg skal gøre det lidt mere stilrent med naturlig pynt med lidt hvidt…det må tiden vise.

Nu skal det dog handle om tiden op til jul, nemlig advent. Dette er en af de dejligste tidene på året. Hele luften er fyldt med forventning, og man kan lige så stille begynde med forberedelser og nedtælling til jul – som f.eks. ved julekalender, adventsstjerne/krans, og selvfølgelig adventsstagen.

IMG_1543

De sidste mange år har vi haft samme grundramme for vores adventsstage, og så hellere varieret elementerne i den lidt. Det bedste med denne adventsstage er, at den ENESTE ting, der er købt til dette formål alene, er den bakke tingene er samlet i. Ellers består vores adventsstage af ting vi har fundet i naturen eller i hjemmet. Som I kan se, er der to forskellige typer fyrfadsstage, og det er af den simple årsag, at vi ikke havde 4 éns stager – og jeg synes ikke det gør noget, at der er lidt variation. Udover stagerne er der nogle kogler vi fandt på skovtur sidste år, samt nogle skaller og sten vi fant på en tur ned til vandet. Vi kunne naturligvis også spicet den op med noget julepynt eller glimmer, men lige nu holder vi det enkelt – less is more, ikke? Børnene synes også det var meget sjovt at være med til at indsamle de forskellige ting, og har meget stor respekt for, at man ikke skal lege med stagen – nok mere end, hvis jeg alene havde fundet og samlet stagen. Nu er det jo noget VI har lavet – og så er det nix pille! hehe..

collage-adventsstage

IMG_1549

En anden stor fordel ved denne type adventsstage er, at man meget nemt kan skifte lysene ud. Jeg er nemlig en af dem, der er ENORMT glad for stearinlys, og med de traditionelle adventsstager (dem med store bloklys) ser det hurtigt akavet ud, når det ene lys er brændt halvvejs ned inden man går i gang med lys nr. to. Med denne adventsstage kan jeg lade hvert lys brænde så meget jeg vil, uden at det påvirker adventsstagens udseende eller symmetri.

Jeg kan mærke den forventning og energi, der betegner adventstiden, og jeg glæder mig rigtig meget til den tid vi går i møde. Jeg har også mange spændende blog-indlæg på tegnebrættet – alt ifra lidt julesnacks og forslag til julegaver, til andre mere personlige indlæg… Håber I vil læse med! (Hvis I vil være sikre på, at få med jer det hele, kan I følge bloggen på facebook, instagram eller bloglovin’.

Denne uge har været hård. Sådan er det bare nogle uger. Manden har været ude at rejse, og Bassen har overtaget Røverens skoldkopper. Forskellen på deres to skoldkoppeforløb er bare dét, at Bassen stadigvæk bruger ble – og så er det at have skoldkopper meget hårdere (ihvertfald i vores tilfælde)! Det har så resulteret i ekstremt lidt søvn, og dermed også én dreng, der både var syg OG træt – og én, der var rask og parat til at lege. Og en mor, der ikke havde sovet – OVERHOVEDET. Dårlig kombo!

I sådanne nogle tilfælde er det nemt at synes, at det er meget synd for én selv. Og don’t get me wrong – jeg har haft gang i noget seriøst selvynk de sidste dage – og også forkælet mig selv med ting som chokolade osv., fordi jeg havde ont af mig selv (og nok også fordi kroppen var så træt, at den SKREG efter sukker!). Men det et enormt vigtig også at huske sig selv på, at “så er det hellere ikke værre”.

For et stykke tid siden læste jeg en artikel, der omhandlet en bog én af mine favorit-psykologer (haha – nu lyder det som om, at jeg kender enormt mange, ikke?), Svend Brinkmann, havde skrevet, hvor han “tager et opgør med tidens udviklingstrang”. Han nævner 7 ting, der vil hjælpe os til at blive bedre mennesker, og til at komme væk fra det, at hele tiden jagte nye og bedre ting/versioner af os selv. Én af de 7 ting han skriver, er at man skal “Fokusere på det negative”. Og det han skriver om her, har jeg tænkt over mange gange i løbet af den sidste uge..

I modsetning til hvad “selvudviklingsguruene” har proklameret de sidste mange år, så mener Brinkmann ikke, at man kun skal fokusere på det positive, og de ting vi ønsker. Han mener tvertimod, at man vil blive mere taknemmelige og sætte mere pris på livet, hvis man formår at se det dårligst mulig udfald i situationer. I artiklen siger han at “hvis vi udelukkende fokuserer på det positive og nægter at anerkende, at livet også er lidelse, sygdom, nederlag, elendighed og ultimativt død – så bliver vi ikke i stand til at håndtere det”. For mig giver dette god mening. Hvis man ikke kan se ting i perspektiv, så mister man fodfæste, og hvis man kun skal fokusere på de gode ting, bliver det ikke til sidst svært at sætte pris på dem? Den sætning, der dog gjorde allermest indtryk på mig, var den følgende  sammenligning; “Forestil dig, at du står med et skrigende barn, mens du selv er udmattet. Det er slemt. Men forestil dig så, at du står med et dødt barn. Så bliver et skrigende barn plutselig livsbekræftende”.

Så er det at være alene med to børn, hvor den ene er hårdt ramt af skoldkopper ikke så slemt alligevel.

please-tell-me-again-how-hard-your-life-is

Og det gik jo også fint. Nu er manden kommet hjem igen (og har lovet, at han vil tage nattevagten). Vi har en dejlig weekend foran os, med fødselsdagsfejring og hygge. Jeg hører også rygter om, at der vil komme sne… I løbet af weekende vil vi nok også samle vores adventsstage – der kommer et indlæg inden længe, hvis I vil have tips til hvordan i kan lave en flot adventsstage, uden at det tager for lang tid eller koster meget.

God weekend tll jer!

collage-julekalender1

Julemåneden nærmer sig med stormskridt, og lige så magisk og fortryllende som den kan være, så kan den også være både hektisk og dyr. Derfor en jeg en fan af løsninger, der ikke kræver enormt meget tid og penge, men som samtidig opfylder de traditioner vi har. Én sådan tradition, der hurtigt kan gå hen og koste både meget tid og mange penge er julekalender. Tit er det sådan, at man kan vælge at købe sig til en julekalender, men så ender det med at koste det hvide ud af øjet, og/eller være ret usundt. Hvis man på den anden side vælger at lave en kalender selv, så er min erfaring, at det tager umenneskelig lang tid at både købe ind til det, men ikke mindst at pakke alle de små gaver ind. 24 styks. Per barn. I rest my case… Fælles for begge de ovenstående løsninger er dog, at de kun indeholder ting – enten spiselige eller andet. Og det synes jeg er synd. Derfor har jeg lavet en anderledes form for julekalender til mine drenge – hvor der ikke kun er fokus på materielle goder, men også på oplevelser, forberedelser og traditioner.

Som jeg fortalte i går, så er dette en kalender, der både sparer dig for tid og penge, samtidig som den ikke indeholder en hel masse sukker (som børnene jo nok får lidt ekstra af i december uanset hvad)… Enkelt fortalt, så består julekalenderen af en blanding af ting (kreative ting eller bøger), opgaver (fx. være med til at bage pebernødder, lave julepynt), og udflugter (hente/pynte juletræ, besøge specelle julearrangementer i byen, låne bøger på biblioteket til juleferien o.l.). Én gang om ugen vil der dog også være slik at finde i kalenderen, som blot erstatter den lille mængde “weekend-slik” de plejer at få (jeg har skrevet det ind på lørdage, for det er der vores drenge plejer at få slik – det er nok en tradition jeg har taget med mig fra Norge. I kan jo naturligvis bare vælge at ændre dagen til fredag, hvis I ønsker at det skal passe med fredagsslik og Disneyshow 😉 ). På denne måde får man kombineret den “traditionelle” julekalender med det jeg ønsker at vise dem, at julen handler om; nemlig fællesskab og hygge – ikke kun at modtage materielle ting.

img_1466-683x1024

Jeg kan godt lide tanken om, at der både er ting, der giver os nogle oplevelser sammen og som samtidig gør, at de tager en del av de forberedelser, der ligger op mod julen. Mange af de ting de bliver involveret i er jo ting, vi skulle have gjort uanset. Og det at involvere drengene i dette tror jeg styrker deres selvværd og følelsen af at være “nyttige”. Det lyder måske skørt, men én af dagene vil der stå “I skal (sammen med mor&far) gøre huset ryddigt og rent til jul”. For os voksne kan det lyde som the worst gift EVER, men jeg har en oprigtig tro på, at børnene vil synes det er sjovt at være med til…det kan jeg jo rapportere om, når det er overstået, hehe. Selvfølgelig bliver opgaverne dog tilpasset deres ævner og tålmodighed.

De andre dage bliver fyldt af en blanding af ting og udflugter, dog ikke det vilde! Jeg er ikke så stor fan af at give børnene så mange ting, at det til sidst bliver taget for givet. Så bliver juleaften nærmest et anti-klimaks, med mindre der ligger gaver for mange tusinde kroner under juletræet. Så de gaver de får i kalenderen er små, men samtidig noget, der ikke blot er købt for at have en ting i kalenderen den dag. Der er en blanding af bøger (hvilket jeg tænker man aldrig kan få for mange af), og ting de mangler eller som jeg godt kan se fidusen i at eje – tegnesager, perleplader, o.l.. Udflugterne vil også være nogle, som vi måske ville have taget til uanset, så på den måden får drengene oplevelsen af, at der er en form for “nedtælling” til jul, uden at vi bruger en hel månedsløn på det.

img_1470-1024x683

img_1467-1024x683

Og så til det bedste af det hele: Både gaverne og opgaverne vil blive lagt i denne skønne æske jeg har købt i Søstrene Grene. Hver morgen kan drengene altså åbne låget og se, hvad kalenderen bringer. Det betyder altså INGEN tidskrævende indpakning af 2 x 24 gaver, INGEN papirspild o.l., og sidst med ikke minst – jeg kan omrokkere rækkefølgen på kalendergaverne som jeg vil! Jeg har lavet en liste over en del af tingene (jeg ELSKER at lave lister!!), men jeg er på ingen måde forpligtet til listen. Så hvis der står “bage pebernødder” den ene dag, men jeg kan se, at vi bliver lidt for præsset på tid, så kan jeg bare bytte det ud med en pixie-bog, og tage pebernødbagningen en dag, hvor der er god tid til det!

For at gøre det lidt ekstra sjovt, så har jeg købt denne lille nisse, som jeg vil sætte ovenpå låget hver morgen. Så tænker jeg at fortælle børnene, at det er denne nisse, der lægger opgaverne eller gaverne i æsken mens vi alle sover…og hvem ved, det kan jo også være han laver nissestreger nogle nætter 😉

Jeg er selv ret tilfreds med denne form for julekalender, og glæder mig til at tage den i brug. Jeg håber også I kan bruge den som inspiration!

Er det én ting vi er fan af herhjemme, så er det god mad, hvor man kan lave flere portioner på samme tid og dermed fylde fryseren godt op. Det faktum, at man nærmest ikke kan få en billigere omgang aftensmad – ikke engang en god omgang rugbrød er billigere – hjælper da også på. Og når maden i tillæg falder i smag hos både børn og voksne, så er det vidst en vinder.

IMG_1443

Denne suppe er en fantastisk spise når det blæser koldt udenfor, eller hvis man mærker, at det kradser lidt i halsen. Det er også en rigtig god ret at hive op af fryseren de dage du ved, at du først er hjemme 20 minutter i spisetid. Herhjemme spiser både Røveren og Bassen lystigt af suppen, men vi vælger også at koge lidt fuldkornspasta som de får serveret i en skål ved siden af – så er der nemlig også lidt at bide i, for dem der ønsker det. Som oftest hælder drengene dog deres pastaskruer ned i suppen for efterfølgende at “fange” dem med skeerne.

IMG_1440

collage suppe

Du skal bruge følgende for at lave én omgang suppe til 4 personer (kan dog som nævnt fordobles eller trdobles, hvis du vil fylde fryseren):

  • 5-6 store gulerødder i skiver
  • 7,5 dl grøntsagsbouillon
  • 1 hakket løg
  • 1-2 spsk. friskrevet ingefær (alt efter hvor stærk du ønsker den)
  • 2 fed hakket/knust hvidløg
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 3 dl madfløde

Fremgangsmåde:

  1. Skræl og hak gulerødderne i skiver.
  2. Kom gulerødderne i en gryde sammen med bouillonen, løg, hvidløg, ingefær og muskatnød.
  3. Kog suppen i 30-45 minutter (indtil gulerødderne er “møre”).
  4. Lad suppen afkøle lidt og purér den i en blender eller ved hjælp af en stavblender.
  5. Hæld suppen tilbage i gryden og smag til med fløde, salt og peber.
  6. Servér med pastaskruer, brød og smør, eller bare som den er!

Et andet lille tip er at ikke komme al fløden i gryden, med mindre I alle gerne vil have en dejlig mild suppe. Hvis fx. de voksne i husstanden godt kan lide suppen mere spicy, kan I vælge at komme lidt ekstra fløde i børnenes tallerkener når suppen er hældt op…ikke bare gør det, at alle får den smag, der passer dem bedst, men børnenes suppe bliver hurtigere kold (og dermed spiseklar) på denne måde.

Vi er lige kommet hjem efter at have set julemanden tænde julelysene i gaderne…i mine øjne er det MEGET tidligt at gøre dette allerede nu, men desværre sætter jeg jo ikke agendaen for sådanne arrangementer (selv om jeg godt kunne tænke mig at gøre det, hehe). Bassen forstod ikke så meget af det hele, og Røveren undret sig meget over hvad julemanden gjorde her allerede nu, hvorfor han ikke havde gaver med, og mest af alt; hvorfor han ankom med båd i stedet for reinsdyr?! Hehe… Det var dog meget hyggeligt, og hvis jeg ikke glædet mig til jul allerede, så gør jeg det ihvertfald nu. De sidste par dage har jeg arbejdet lidt med drengenes julekalender, og hvis I vil have mit bud på en julekalender, der både er budgetvenlig, ikke meget tidkrævende, og som ikke involverer en daglig portion slik, så er I velkomne til at kigge forbi i morgen!

Hvis du godt kan lide and og gerne vil forkæle dig selv med en god ret, men ikke orker at gå igang med en hel and, så er dette et perfekt (og nemt) alternativ. Kødet er saftigt og mørt, og saucen smager skønt – til trods for, at den er lavet af kun tre (!!!) ingredienser. Hvis du ikke har lavet and før, skal du ikke være nervøs – der skal VIRKELIG meget til, før du kan ødelægge denne ret!

IMG_1389

IMG_1396

Dette skal du bruge til to personer:

  • 1. stk Andebryst (300 gram)
  • Smør
  • 3 dl madfløde
  • 4 kartofler
  • 2 æbler
  • Et par kviste frisk rosmarin
  • Rasp (kan sløjfes, hvis du ikke har)
  • Salt & Peber
  • Evt. kulør til saucen

Tilberedelse:

  1. Fjern hinder og sener på kødsiden af brystet
  2. Rids skindet i harlekin-tern – prøv dog at ikke skære ned i kødet. Krydr med peber og groft salt.
  3. Kom en lille smule smør på en pande, og varm den helt op inden du kommer andebrystet på med skindsiden ned. Steg den på denne side til skindet har fået en gylden farve (ca. 3 min). Vend derefter andebrystet, og kom 3 spsk. smør i panden sammen med kødet. Lad den stege i 1-2 minutter på denne side.
  4. Kom andebrystet over i en ildfast form, og stil den ind i en forvarmet ovn ved 140 grader varmluft/160 grader over/under-varme. Lad det smeltede smørret blive på panden. Lad andebrystet blive i ovnen til det har fået en kernetemperatur på 55-60 grader, alt efter hvor godt stegt du ønsker det. Hvis du ikke har en temperaturmåler kan du gå efter en tid, der hedder 35-40 min i ovnen (tid kan variere ift. stand på ovn o.l.). Husk, at andebrystet skal hvile i 10 min efter det kommer ud af ovnen.
  5. Mens andebrystet er i ovnen tilbereder du æblerne. Bland 1 spsk. rasp, 1 tsk. hakket frisk rosmarin, 1/2 tsk. groft salt og lidt friskkværnet peber sammen med en spsk. smeltet smør. Halver æblerne og tag ud æbleskroget. Stil æblerne i en smurt, ildfast form med skærefladen opad. Fordel raspblandingen på æblerne og stil dem ind i ovnen sammen med andebrystet. Æblerne skal dog kun have 15 minutter, så du kan sætte dem ind 5 inden andebrystet skal ud, således at æblerne er færdige, når anden har hvilet. De sidste minutter af æblernes bagetid må du gerne slå grill-funktionen til og sætte temperaturen op til 200 grader – hold dog øje med dem, så de ikke bliver brændte.
  6. Så til det nemmeste (og bedste?) af det hele; saucen! Når du har taget andebrystet ud af ovnen, vil der være en del stegesky i den ildfaste formen. Dette hælder du over til det smør, du stegte andebrystet i – som stadigvæk ligger på panden. Varm denne smørblandingen op, og tilsæt 3 dl madfløde. Kom evt. lidt madkulør i, hvis du gerne vil have, at saucen er brun. Smag til med salt og peber. Voilà! Nemt, ikke?

IMG_1391

I weekenden lavede jeg vores kartofler Hasselback-style, så dem startede jeg med, da de skulle have ret lang tid i ovnen. Hvis I blot ønsker kogte kartofler, kan I vente med kartoflerne til efter andebrystet er kommet i ovnen.

IMG_1395

Så genstår det bare at skære andebrystet i skiver, anrette tallerkener og høste rosen fra dine gæster.

*Note: På grund af en skoldkop-tynget dreng fik vores andebryst et par minutter for meget inde i ovnen, og er derfor ikke heeeelt så lyserødt som vi helst vil have det – men det gjorde heldigvis ikke så meget..som nævnt, der skal MEGET til for at ødelægge denne ret!

Denne weekend har naturligvis været præget af Røverens skoldkopper, så aktiviteterne har været stille og rolige. Vi nød dog søndagens skønne vejr ude i haven, hvor vi samlede koglegrene som vi har bundet sammen til en rustik og charmerende krans – jeg skal nok vise jer det endelige resultat, når den kommer op at hænge.

IMG_1412

Vi har også spillet rigtig mange spil. Det må være én af de bedste aktiviteter, når man gerne vil “lege”, uden at det bliver for fysisk vildt…og dog – Røveren har fået sin mors konkurrence-gen, og er bestemt ikke tilfreds, hvis han taber. På den andre siden har jeg det princip, at jeg ikke lader ham “snyde” eller at jeg taber med vilje, for så lærer han ikke at tåle et nederlag – og vil man gerne være med til at spille, så må man også kunne tåle et nederlag. Jeg må dog indrømme, at efter jeg havde vundet 3 spil i træk (!!!), og vi var i gang med et sidste, så håbede jeg virkelig på, at jeg ville tabe..men jeg bestemmer jo ikke, hvor mange øjne terningen viser når man har trillet den, og så er der jo ikke så meget jeg kan gøre ved det, hehe. Så det blev 4 tab i streg, og så var der en lille smule aggressioner, der skulle ud hos Røveren, så lidt fysisk aktivitet blev det til alligevel! Det er skræmmende, hvor lig han er sin mor, ahem..

spil

Der er også åbnet en lille genbrugsbutik i vores lille bygade, og jeg kan overhovedet ikke stå for nips og interiørsager, som (jeg bilder mig ind) har så meget historie og sjæl…så det blev da til en enkelt ting eller to. Jeg glæder mig allerede til at få geviret hængt op – ser for mig, at det er et perfekt sted at hænge julepynt! (Og ja, jeg er allerede begyndt at glæde mig til jul….og lytte til en liiiiille smule julemusik….og spise en liiiiille smule juleslik. Men så ikke mere, hihi).

collage-2015-11-09

Sidst men ikke mindst fik Manden og jeg holdt en af vores date-light-nights. Altså, en light-version af en date, hvor vi efter puttetid tænder stearinlys, spiser noget god, ikke-børnevenlig, mad, og får et glas rødvin sammen. Det er ikke blevet til så mange full-on dates de sidste par år, men denne version er vi ret gode til! Denne gang fejret vi mortens aften på forskud med andebryst – en skøn og overraskende nem ret. Hvis nogen af jer tænker at fejre mortensaften i morgen, eller blot vil have en god opskrift på andebryst m/ sauce og tilbehør, så kig forbi  bloggen morgen (hvis I vil være forberedte ift. ingredienser til i morgen, så er du stort set dækket ind, hvis du har andebryst, madfløde, rosmarin, kartofler og æbler).

IMG_1391

Håber I også havde en god weekend. Nu vil jeg pakke sammen og finde dynen – en weekend med skoldkopper betyder nemlig også en weekend uden specielt meget søvn, så søvnkontoen trænger sårt til at blive tanket op! God nat.

Når én (eller begge) af børnene bliver syge, så kommer fordelene og ulemperne ved at være en hjemmegående mor meget tydeligt frem. Og de sidste dage, hvor Røveren har været syg med skoldkopper, og Manden har været på forretningsrejse, så er der enkelte ting, der virkelig har sat sig som det “bedste” og det “værste” ved at gå hjemme for mig… For sjov har jeg derfor lavet en lille top&bund 5-liste. Jeg vil dog gerne påpege, at der er er tale om tingene fra MIT perspektiv – ikke fra børnenes…dette skal altså ikke ses som et oplæg til diskution om hvad, der er godt eller ikke for børnene – jeg tror nemlig på, at der er mange forskellige ting, der kan være rigtigt for en familie – og det er det ikke andre, der skal blande sig i. Nåh, men, videre til min liste. Here goes:

De BEDSTE ting ved at være hjemmegående mor:

  1. På nuværende tidspunkt, hvor Røveren lige er inde i en ugelang sygdomsperiode,  er et megastort plus, at jeg ikke har et job jeg har forpligtelser overfor…så slipper vi nemlig at stå og skændes over hvis job, der er vigtigst, eller hvem, der har taget de fleste barnets sygedage, osv. Jeg tror oprigtigt, at det faktum, at jeg er hjemmegående har sparet os for MANGE skænderier af den type, for lad mig lige hilse og sige, at der har ikke været få sygedage på vores to banditter de sidste år… (Note: en “sidegevinst”, der er knapt så fed, er jo så, at det ALTID er mig, der står med et sygt – og som oftest et raskt – barn. Det er knapt så fedt, når den ene er sløj og helst bare vil sidde på skødet i gyngestolen og læse bøger, mens den andre selv hiver de (beskidte) gummistøvler på og vader igennem huset, for han vil jo ud! – Så kan jeg godt nogle gange misunde Manden, der sidder på sit kontor og drikker sin kaffe i ro og mag).
  2. Man får med sig alle de små detaljer i børnenes hverdag, som man måske ikke ville have set, hvis man var adskilt om dagen. Jeg husker for eksempel tydeligt, da Bassen lærte at sige ordet “Bog”. Det var ikke hans første ord, eller som sådan noget specielt, men jeg synes stadigvæk det var skønt at være vidne til – Han lå på puslebordet og pegede op på boghylden mens han sagde “den dér, den dér”, hvorpå jeg svarede “Denne bog?”. Og man kunne helt tydeligt se, hvordan han så min mund forme sig til en cirkel da jeg sagde “bog”, og hvordan han så formede sin mund til en cirkel – med læberne stikkende så langt ud som de kunne komme. Dette gjorde han et par gange, før han satte lyd på, og sagde “båo” (altså, bog, ik’?). Og der var ingen tvivl om, at han blev meget stolt, da han indså, at han mæstrede det. Fuldstændig ubetydelig hændelse, men samtidig fuldstændig fantastisk!
  3. Vores sene morgener er helt klart én af de største fordele. Vi har som oftest ikke så meget vi skal nå, så ikke bare kan vi sove til vi vågner (eller, børnene kan, ihvertfald), men vi går også tit rundt i pyjamasen i lang tid og hygger/leger. Mens vi spiser morgenmad er der på en eller anden måde kommet ind en tradition der hedder, at jeg læser højt mens børnene spiser. Det er superhyggeligt, og jeg forestiller mig, at det er noget drengene vil huske som gode minder i fremtiden.
  4. Frihed. Vi har meget frihed. Vi kan købe ind til hele ugen mandag kl. 9, hvis det er det vil vil. Eller vi kan bare lege med biler (i vores pyjamaser) en hel formiddag, hvis det er det vi vil. De praktiske ting, der skal gøres, kan vi fordele på ugedager og tidspunkter som vi vil. Vi har nogle faste ting om ugen, som vi holder fast i – legestuer, legegrupper, o.l., men det er ikke noget vi SKAL. Vi har naturligvis også opbygget nogle rutiner herhjemme, men kun dem, der giver mening for os. Personlig har jeg også meget frihed, f.eks., kan jeg nemt mødes med en veninde, der er på barsel, hvis det er det jeg vil – der er som oftest lidt legetøj hvor vi kommer, og drengene er faktisk lidt ligeglade med, om det er beregnet til babyer på 6 mdr – det er nyt legetøj, og så er de tilfredse, hehe.
  5. Hygge! Uh, al den hygge jeg får lov til at være med til. Alle de dejlige stunder i løbet af dagen, hvor børnene har brug for en krammer, måske fordi de har slået sig, eller er ked af det – så er JEG modtageren. Når de har leget vildt og gerne vil slappe lidt af, så er det MIG, de kommer til. Og – det bedste af det hele – når de er trætte! Både tiden op til lur, hvor jeg får nusse om dem, og de putter sig helt indtil mig – magisk! Det samme gælder når de kommer op fra lur, og lige skal bruge 2-10 minutter på at vågne..så sidder de tunge som sten på mit skød og putter, mens jeg kan snuse i håret og mærke deres vejrtrækning…de tidspunkter er guld! Intet mindre.

Og så… de knapt så fede ting:

  1. Ingen sygedage – til mig, altså. Hvis jeg selv bliver syg på den ene eller andre måde, er der ingen arbejdsgiver jeg kan ringe til og melde mig syg. Det er bare ærgeligt. Selvfølgelig kan Manden jo tage fri fra sit job og passe børnene, men der er jo ikke rigtig noget der hedder “hustruens første sygedag”, så det er ikke så tit det kan lade sig gøre… Det kunne vi ellers godt have brugt en gang imellem, bah.
  2. Dårligere økonomi. Det er jo ikke til at komme udenom, at når man lever af én indægt har man mindre penge, end man ville have haft, hvis der var to indtægter. Det er som sådan ikke noget, jeg tænker så meget over i hverdagen, men en gang imellem, når jeg ser noget, jeg VIRKELIG ønsker mig, eller når det regner for 17. dag i træk og man drømmer sig til sydens sol og varme, så tænker man på aaaaaalle de penge man ville haft til overs, hvis jeg også arbejdet ude.
    (Note: og dog – er det ikke sådan, at man bruger de penge man har? Så jeg er bange for, at når jeg en gang også begynder at tjene penge, så forsvinder de lige så hurtigt som dem vi har nu…sådan er det bare, ikke?)
  3. Jeg skælder mere ud. Prøv lige at forestil jer; den mængde en arbejdende forælder kan nå at skælde børnene ud i løbet af eftermiddagen, når de alle er kommet hjem – og så ganger I det med de ekstra timer jeg har været sammen med børnene! Dvs., hvis en arbejdende mor skælder ud 3 gange fra de kommer hjem om eftermiddagen kl 16 til puttetid kl. 19, så kan jeg nå at skælde ud 11(!!!) gange på én dag mellem kl. 8 og 19. Nu ved jeg, at det selvfølgelig ikke kan sættes op på den måde – det er faktisk meget værre! Det er nemlig sådan, at imellem kl 16 og 19, så når børnene kun at nedbryde den øverste del af ens tålmodighed, og derfor bliver det måske ikke til så meget skældud – for der er jo stadigvæk masser af tålmodighed og overskud, ikke? Når du har haft børnene alene fra kl 8 om morgenen, så er tålmodigeden ikke særlig stor når ulvetimen træder ind…så i vores hus har ulvetimen en helt anden betydning – det er nemlig mor, der flækker tænder på det tidspunkt! Hihi.. Ej, men I forstår, hvor jeg vil hen, ikke? Thank God, at det er på det tidspunkt, at Manden plejer at komme hjem fra arbejde (med en helt optanket omgang tålmodighed)!
  4. “Dårlige” personlige perioder. På samme måde som når man er i et almindeligt job, så er der perioder, hvor man er TRÆT af sit job som hjemmegående mor! Når man føler, at alt går op i husstel og børn, og at man sætter alle andres behov foran sig selv. Hvis der har været en lang periode, hvor jeg af en eller anden grund ikke har fået mulighed for lidt alene/”mig”-tid, og jeg sitrer af kedsomhed – ikke fordi der ikke er noget at lave, men fordi jeg har brug for at lave noget, der ikke er en pligt (for ja, når jeg har sådanne perioder, bliver mange af de ting jeg ellers er glade for, om til “pligter”), så har jeg brug for at komme UD. Og hvis det så falder sammen med, at Manden har mange rejsedage, eller sene aftener med klienter (hvor de nyder det ene måltid efter det andet på forskellige restauranter) så er jeg ikke specielt overbærende, når han mener vi skal tage en “hjemmeweekend”. Heldigvis er både Manden og jeg blevet ret gode til at se de her perioder komme, og skynder os derfor at få booket nogle venindeaftener, dateaftener eller lignende til mig, således at jeg har ting at se frem imod i kalenderen. Ofte har jeg ikke brug for mere end det, før jeg kan sætte pris på mit “arbejde” igen.
  5. Sene aftener. Som nævnt, har vi meget sene morgener herhjemme. Det medfører desværre også sene aftener. Vi har fået en døgnrytme, der hedder, at børnene sover til ca kl 7 om morgenen, hvilket er skønt! Det betyder dog også, at de tit først er i seng kl. 20. Bassen sover stadigvæk hver dag, men hans lur ligger ret sent, da de fleste hverdagsaktiviteter for børn i hans alder ligger fra 10-12. Så inden vi når hjem og får ham puttet, er klokken tit 13. Og han sover gerne 2,5-3 timer om dagen, og så er han altså ikke klar til at blive puttet kl 19. Røveren sover som oftest de dage han ikke er i børnehave, eller de dage jeg henter ham kl. 12, og så er det jo det samme med ham. Så det er desværre ikke sjældent, at vores børn er vågne kl 21. De kommer som oftest i seng omkring kl 20, men ligger så at læser/snakker/kalder i et stykke tid før de sovner, og så er det altså ikke meget voksentid tilbage før man selv går kold…

Det var min liste. Jeg tænker, at der er flere hjemmegående forældre, der kan genkende nogle af punkterne, men jeg er lidt spændt på, om der er nogle, der har andre punkter at tilføje? Det kunne være sjovt, hvis I ville dele!

image

1 23 24 25 26