Ud ov hvornår terminen er, og om vi ved hvilket køn det bliver, så er det spørgsmål vi oftest bliver stillet når vi taler om graviditeten “var det planlagt??”. I og for sig er det jo både et meget normalt og “uskyldigt” spørgsmål – især når det er venner eller nære bekendte, der spørger. Det kunne jeg da også finde på, hvis nogen i vores vennekreds blev gravide uden at vi vidste at de gerne ville have et barn mere…

Det jeg dog synes er noget mere akavet og/eller upassende er, når mennesker man ikke rigtig kender spørger om det. Når nogen man sidder ved siden af på bussen og har smalltalket en lille smule med spørger. Eller sælgeren i en tøjforretning. Jeps, har prøvet begge dele. Og jeg tænkte ikke så meget over det i farten, men det er altså NONE OF THEIR BUSINESS (det er det som sådan en del af de andre ting jeg smalltalkede med de personer om hellere, men dette er altså bare en lille tand for privat, er jeg kommet frem til…eller er jeg bare sippet?)

Men det værste er nok, når en af ens overordnede på arbejdet spørger.

For når svaret – som i mit tilfælde – i realiteten er “ja”, så bliver man stillet i en situation, hvor man enten fortæller sandheden, at ja, jeg PLANLAGDE at blive gravid og få et barn mens jeg var ansat her (selv om jeg kun har været ansat i lidt over et halvt år, ehe) eller så kan man lyve og sige, nej, barnet var slet ikke var planlagt (og dermed også indirekte fortælle, at man ikke kan holde styr på sin prævention). Ingen af de alternativer er optimale. Jeg tænker også lidt, at for arbejdsgiveren kan det jo være lige meget…når man først melder en graviditet ud på sit arbejde, så er det jo ikke fordi man har tænkt at tage en abort – så er det jo fordi man har tænkt at beholde barnet, og så burde det være ligegyldigt for dem, om det var planlagt eller ej.

Jeg valgte dog at gå med sandheden, og sige JA.

Er der andre der har prøvet det samme – at en arbejdsgiver spørger om det? Og må de egentlig det? De veninder jeg harnævnt det for synes på samme måde som jeg, at det er lidt upassende, at en arbejdsgiver spørger om det. På den anden side har jeg har et rigtig godt forhold til min arbejdsgiver, og jeg er helt sikker på, at det blot var et ikke-gennemtænkt spørgsmål fra dennes side – måske endda et forsøg på at vise interesse? Det er måske også bare mig (og mine hormoner?), der i øjeblikket synes det var et lidt grænseoverskridende spørgsmål…

Der er dog en grund til, at jeg skriver “at svaret i MIT tilfælde er ja”, for jeg fandt i dag ud af, at Manden ikke var heeeelt enig i, at baby var planlagt. Ikke på samme måde som jeg tænker, i hvert fald… Tingen er nemlig den, at jeg stoppede med at tage prævention i efteråret en gang, men ikke fordi vi nødvendigvis var klar på projekt baby, men fordi min krop begyndte at reagere meget kraftigt på de hormoner, der var i den pågældende type prævention. Vi blev dermed enige – i samråd med læge – om, at vi skulle give min krop en pause.

Vi havde jo også i lang tid talt om, hvorvidt vi skulle have en 3’er eller ej, og vi var ikke landet 100% på noget, men vi tænkte begge, at det nok gik den vej – men så skulle jeg være gravid inden udgangen af 2017 – ellers ville det være ‘for sent’. Derefter ville drengene nemlig være så store, at vi VIRKELIG skulle til at starte forfra, og jeg ville være færdig med mit studie (jeg ville meget bevidst blive gravid/få barnet i løbet af min studietid, da det er en meget mere fleksibel tid, end hvis man er i arbejde), og vi bliver jo hellere ikke yngre selv..så hvis vi endnu ikke var blevet gravide inden udgangen af 2017, så ville valget være taget for os, og så stoppede vi med de to dejlige børn vi allerede har.

Det behøvede min krop dog ikke at høre to gange, for allerede i slutningen af januar var der to fine streger på en pind.

Og det er jo så hér vi ser lidt forskelligt på det…der hvor jeg tænker, at ovenstående resulterer i en planlagt graviditet, så ser Manden lidt mere firkantet på det og i og med, at vi ikke havde sat os ned og sagt “okay, NU går vi i gang med projekt baby nr. 3”, så er det åbenbart ikke helt planlagt. Ahrmen, altså…mænd. I deres øjne er der ingen aftale med mindre der foreligger en skriftlig kontrakt, haha.

Lad os bare sige, at baby i større eller mindre grad var planlagt 😉 – og under alle omstændigheder ønsket og velkommen! <3 IMG_8604