Sommerferien er ved at være over for vores del, og på mandag starter Manden på arbejde igen og institutionen åbner. Røveren glæder sig helt vildt meget til at se sine venner igen (han savnede nogle af dem så meget, at vi har måtte arrangere et par playdates den sidste uge blot for at dække hans lege-med-kammerater-behov)… Bassen skal også tilbage i institution, hvilket jeg er lidt spændt på.

Dem af jer, der følger bloggen ved nok, at Bassen startede i vuggestue i midten af maj. Vi havde naturligvis gjort os mange overvejelser i forhold til hans opstart – både i forhold til HVORNÅR han skulle starte, men også om HVORDAN vi kunne sikre en bedst mulig start på institutionslivet for ham…I kan læse om de overvejelser her. I det indlæg skriver jeg også om Bassens første dage i vuggestuen, som gik RIGTIG godt – som i over al forventning.

IMG_6270

Deeeet varede dog ikke længe. Først uge gik altså som en drøm, men allerede første dag i uge 2 var det vendt, og Bassen havde IKKE lyst til at komme i vuggestue. Om det var fordi det nu var gået op for ham, at dette ikke kun var en ting vi “prøvede af”, eller om det var fordi hans kontaktpædagog ikke var der den dag, og den anden pædagog (som han jo egentlig godt kender fra alle vores besøg) havde været sygemeldt et stykke tid, og var lige kommet tilbage dén dag (så han ikke rigtig havde nået at reconnecte med hende), ved jeg ikke. Han ville IKKE afleveres. Og det kom SÅ meget bag på mig – for ugen forinden havde han jo nærmest skubbet mig ud af døren. Men denne dag ville han kun sidde på mit skød, og blev ved med at sige, at han ville med mig hjem. Dette skar mig naturligvis i hjertet, men jeg havde på forhånd også været forberedt på, at der måske ville komme nogle reaktioner (altså, andet ville i mine øjne nærmest være unaturligt), så jeg tog mig god tid og forklarede, at han blot skulle være der og lege lidt mens mamma skulle arbejde med kedelige ting, og så ville jeg hente ham efter han havde spist sin madpakke. Det så ud til at han accepterede det, så lidt efter vores snak gik jeg over til pædagogen med ham, så han kunne sidde ved hende da vi skulle sige farvel. Idet vi kommer hen til pædagogen og jeg siger, at nu skal jeg til at gå, bliver han dog VOLDSOMT ked af det – han skriger og går i flitsbue, og gør alt hvad han kan for at komme ud af pædagogens arme og hen til mig. Jeg bliver totalt sat ud af den, og det eneste jeg kan finde på at gøre er at sige farvel og skynde mig ud derfra – jeg blev simpelthen rådvild, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med.

Dette var den første (og eneste) gang jeg var tæt på at græde selv. Det var ikke sjovt at komme ud til bilen og have hans skrig i mine ører…jeg gav det 10 minutter, før jeg ringede op til institutionen for at høre, hvordan det gik. Jeg tænkte, at hvis han stadigvæk var helt ude af den, så ville jeg bare skynde mig derop igen, så kunne vi lade som om, at dette var en MEGET KORT dag 😉 Når jeg ringede derop havde han det dog ok…han havde været meget ked af det, og grædt i nogle minutter inden de havde spurgt om han kunne tænke sig at gå på legepladsen (jeg ved de egentlig havde “sangsamling” på programmet, men fordi de vidste at han ville blive glad for at komme på legepladsen, så havde de ændret planerne lidt <3) - og så havde han vidst gået fra at være ked af det til blot lidt skeptisk. Da jeg hentede ham den dag - 2,5 timer efter jeg havde afleveret ham - var han glad, både for at se mig, men også generelt. Jeg havde dog i løbet af de 2,5 timer gjort op med mig selv, at jeg ikke ville gå fra ham igen, hvis han var så ked af det…jeg havde gjort det den ene gang fordi hele situationen kom bag på mig, og jeg var rigtig ked af det selv. Derfor fortalte jeg til pædagogerne, at hvis han blev ked af det en anden gang, så ville jeg blive indtil han var (mere) klar til at sige farvel, og det havde pædagogerne det fint med.

De efterfølgende dage den uge var jeg dermed nødt til at blive, for han gav hver dag udtryk for, at han ikke ville have, at jeg skulle tage afsted (bl.a. ved at prøve at tage mine sko af når vi kom derop, ved at sætte sig på mit skød, og ved at sige, at jeg skulle blive der sammen med ham). Jeg var der i op til 45 minutter indtil han var godt i gang med en leg, og så var det ok for ham at sige farvel til mig. Jeg prøvede også at få Røveren med ind i vuggestuedelen, så jeg kunne sige farvel til dem begge, hvilket Bassen synes var fint. Dette dulmede min dårlige samvittighed – altså, jeg slap for at se at han blev ked af det – men jeg vidste jo godt at det ikke var en langtidsholdbar løsning…når jeg engang skal starte i arbejde, så duer det jo ikke, at jeg skal bruge én time på aflevering. Og det skal hellere ikke være sådan, at Røveren skal være med, for så vil han måske påtage det som sin opgave, at lillebror ikke bliver ked af det. Det skal han for det første ikke udsættes for, og for det andet, så har vi jo så bare problemer, hvis Røveren er syg eller af en eller anden grund ikke skal i børnehave.

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Så da jeg i slutningen af uge 2 skulle have en snak med Bassens kontaktpædagog var dette det centrale emne. Normalt bruger de de her samtaler på at lære barnet og familien bedre at kende, men det var overflødigt i dette tilfælde, og vi kunne derfor få en god lang snak om hvordan vi skulle gribe det an – for vi var begge enige om, at den “løsning” jeg havde fundet ikke var holdbar. Og til dette mødet sagde kontaktpædagogen mange ting, der gjorde indtryk på mig. Blandt andet sagde hun, at grunden til at han reagerer så meget på det, at jeg går er fordi det er et tab for ham. Og det er derfor meget naturlig – og nærmest også godt, at han kan reagere på den måde han gør – det er et sundhedstegn. Nøj, hvor gjorde det ondt at høre, at det vi nu “påfører” ham er en form for tab, men selvfølgelig er det jo det…hvis han fik bestemme, så startet vi institution SAMMEN – men sådan kan det ikke hænge sammen. Men pædagogen stoppede heldigvis ikke dér. Vi fik også en rigtig god snak om vigtigheden af at anerkende hans tab, og om at lade ham have lov til at mærke det. For kun på den måde kunne han også mærke, at han kunne overkomme tabet. Som pædagogen også sagde (og nøøøøj, hvor skar det i mit hjerte da denne sætning kom); “han vil opleve mange tab fremover i sit liv på den ene eller den anden måde. Det er vigtigt at han får lov til at mærke det, og får at vide, at det er ok at han kan mærke det – for kun på den måde kan han opleve, at han kan komme over dem – både nu, men også i fremtiden”. Pyha, ikke bare bliver jeg mindet om, at det han går igennem nu føles som et tab for ham, men også det faktum, at min lille dreng vil opleve mange former for tab i sit liv…det er nok unødvendigt at nævne, at jeg på dette tidspunkt begyndte at tude.

Men med det i tankerne lagde vi en ny slagplan – en som jeg også havde det godt med. Anerkende hans følelser, og vise ham, at det ikke blot var OK, at han havde det på den måde, men også vide selv, at det var SUNDT. For det er det. Jeg tænker også med mig selv; jeg kunne da SELV mærke, at det stak lidt hver gang vi skulle sige farvel til hinanden – vi har trods alt været sammen mere eller mindre hver dag af hans liv…så hvordan skulle man så kunne forvente, at én på 2,5 år ikke ville have det på samme måde? Forskellen på os er blot det, at jeg har haft 30 år på at lære mig at håndtere disse “tab”.

Så da uge 3 startede var det med denne slagplan in mind. Og allerede på dag 3 kom det, man nok kan kalde for et “gennembrud”. Vi var taget derop som sædvanlig og han legede lidt mens jeg fik tjekket ham ind osv. Da tiden kom for at vi skulle sige farvel satte jeg mig ned til ham, og forklarede ham det. Og han blev ked af det. Men i stedet for, at klynge sig til mig og sige at han skulle komme med, gik han frivillig hen til sin kontaktpædagog som sad sammen med os, og kravlede op på hendes skød og søgte trøst. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde en smule ondt – for hvor jeg både ser det som en tillidsærklæring til pædagogen, så så jeg det også som en “kapitulation” fra Bassens side. Han havde indset, at det ikke nyttede at “kæmpe imod”, og gav derfor efter. Og ved I hvad, det kan godt være, at det var det, der skete, men det er vel også en del af det at lære at mestre tab – at acceptere de ting man ikke kan ændre, og gøre det bedste ud af det – hvilket i hans tilfælde var at lade sig trøste af andre end mig. Lidt på samme måde gik afleveringssituationen hver dag han var der den uge, blot med lidt bedre humør hos Bassen for hver dag som gik. Da vi kom til uge 4 (af de 7 uger han havde der inden sommerferien) var han ikke længere ked af det, da vi skulle sige farvel, hvilket var et rigtig dejligt punkt at komme til – især fordi det viste sig, at jeg fik et job jeg skulle starte i blot et par uger efter (og som jeg så alligevel endte med at sige op efter blot et par uger).

Resten af tiden han var i institution inden sommerferien var der ingen problemer med at sige farvel. Han ville gerne have, at jeg holdt ham i hånden indtil vi har kommet hen til en af pædagogerne, men når han så først havde nogen ved sin side, der kunne støtte ham i det at sige farvel til mig, gik det superfint. Han/vi fik et lille mønster, hvor han fik en kys og en krammer fra mig inden han gik hen til pædagogen, og så vinkede vi ellers glad farvel til hinanden. SÅ skønt!

I har måske opdaget, at jeg i det ovenstående kun har beskrevet selveste afleveringssituationen, og det er der en grund til. Det var nemlig KUN der, vi havde “problemer”. Alle øvrige tidspunkter han var i institution kunne pædagogerne fortælle, at han havde det som blommen i ægget – især, hvis de var på legepladsen eller hvis han fik lov til at lege med de store (altså børnehavegruppen), hvilket han fik lov til ret tit. Han synes det var sjovt at have et eget rum i den institution vi havde besøgt så meget, og var stolt over at have egen madpakke med. Jeg kunne også se med mine egne øjne, at han havde det godt de gange jeg fik lov til at agere “flue på væggen” – dvs. når jeg kunne stå og observere ham inden han opdagede, at jeg var kommet for at hente ham. En gang var han fx. lige kommet op på puslebordet i det jeg kom, og selv om jeg gik ud på badeværelset kunne han ikke se mig, da der var en lille halvvæg der skillede os.
Pædagogen der skiftede ham og jeg aftalte med øjnene, at jeg blot kunne observere lidt, og det var helt dejligt at se, hvordan han lavede sjov med pædagogen (ved at prøve at sprøjte vand fra vandhanen på hende) og ved at insistere på, at det var ham, der bestemte! 🙂 Han fortalte også på eget initiativ at det var spiderman, der var billede af på hans underbukser, og om hvad spiderman kan. Det er så skønt når man kan se hvordan børnene agerer, når de ikke ved at man er til stede. Den sidste ting, der gjorde at jeg vidste, at Bassen var glad for at være der var, at hver gang (mere eller mindre) jeg hentede ham fik jeg en hurtig krammer inden han begynte forhandlingen; “ti minutter mere, mor. Bare TI minutter”. Det er nok overflødigt at sige, at det aldrig blev kun ti minutter… Og hvis jeg var så ond, at hente kun Bassen og ikke Røveren, fx. hvis Bassen skulle hjem og sove og Røveren gerne ville blive længere, så fik jeg skæld ud hele vejen hjem…kun en ond mor kan finde på at tvinge den ene til at tage hjem før den anden – SÅ uretfærdigt!

Sådan forløb altså Bassens indkøring i vuggestue – og jeg må sige, at selv om det var et par uger, hvor afleveringssituationen ikke var sjov, så er det gået rigtig godt! Det har ikke på noget tidspunkt været så “slemt”, at vi har revurderet hans vuggestuestart – måske især fordi vi kunne se hvor glad han var for at være der når afskeden bare var overstået. Jeg er dog meget spændt på hvordan det bliver at komme tilbage efter sommerferien…nogle af gangene når vi snakker om institutionen bliver han begejstret, mens andre gange siger han “jeg tror bare jeg bliver hjemme”, haha. Min værste frygt er, at vi kommer tilbage dertil, hvor det var aller sværest at sige farvel – men uanset hvad, så ved jeg jo nu, at det går over – og denne gang forhåbenligvis hurtigere end sidste gang. Og nu har jeg jo alligevel ikke noget jo jeg skal tilbage til, så drengene behøver ikke være i institutionen mere end de ønsker de første mange uger 🙂

Det bliver spændende at se hvordan tingene forløber på mandag.